FBI har set sig nødsaget til at udsende en advarsel om dårlig sikkerhed og problematisk privatlivssporing i Smart TV. Et usikret TV kan give adgang til husets andre enheder, siger bureauet.
Problemer med sikkerheden
Det er ikke unormalt at finde en indbygget mikrofon eller sågar et kamera i et moderne Smart TV. Flere producenter og deres partnere indsamler desuden seerdata via TV'et.
Det bekymrer FBI, som har udsendt en advarsel på sin hjemmeside.
- "Ud over risikoen for, at din TV-producent og app-udviklere muligvis lytter eller kigger med, så kan TV'et også fungere som gateway til, at hackere kan komme ind i dit hjem. En cyberaktør med slette hensigter kan muligvis ikke få direkte adgang til din sikrede computer, men det er muligt, at et usikret TV kan give ham eller hende en nem vej ind gennem bagdøren via din router," skriver FBI.
Bureauet udtrykker samtidig bekymring over producenternes "evner til at opdatere din enhed med sikkerhedsrettelser". Det er en del af problemet med 'usmart TV', som Flatpanels i flere år har haft fokus på.
- "Hackere kan også tvinge sig kontrol over dit usikrede TV. I den lave ende af risikospektret kan de skifte kanal, regulere lydsstyrken eller vise dine børn upassende videoer. I værste fald kan de tænde soveværelses-TV'ets kamera og mikrofon og cyberstalke dig," lyder det videre.
Sort tape over kamera
Hvis man ejer et Smart TV med indbygget kamera, så anbefaler FBI, at man "sætter et simpelt stykke sort tape henover kameraøjet". De anbefaler videre, at man slår TV'ets sporingssystemer fra. De er skabt så producenten eller partnere kan få indsigt i dine seervaner.
Læs også: Guide: Undgå at dit Smart TV overvåger dig
FBI er ikke den første organisation, som udsender en advarsel om Smart TV. Sikkerhedsingeniører har flere gange demonstreret, hvordan det er muligt at få adgang til kameraet i et Smart TV uden at seeren opdager det. WikiLeaks kunne for nogle år siden afsløre, at CIA har udviklet værktøjer til at aflytte brugere via et Smart TV.
- Kilde: FBI via TechCrunch