Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHDR videoformater - fremtidsudsigterne - FlatpanelsDK

HDR videoformater - fremtidsudsigterne

13 Nov 2017 | Yoeri Geutskens (@flatpanelsdk) |

I The State of HDR forklarede jeg, hvilke HDR videoformater, der findes, og hvilke producenter, der støtter op om hvilke formater. Men jeg kom ikke ind på fremtidsudsigterne. Hvor stærkt står hvert format? Hvad er stemningen i markedet og i medierne? Lad os kigge på sagen.


HDR10


HDR10, det første HDR videoformat, er fast etableret. Formatet understøttes vidt og bredt. Samtlige tv-producenter, som sælger HDR-tv, bakker op om HDR10. På indholdssiden er HDR10 også allestedsnærværende. Det er standardformatet for HDR på Ultra HD Blu-ray og alle streamingtjenester i dag, inklusiv Amazon Video og Netflix. Spilkonsoller, som kan håndtere HDR – Sony PlayStation 4 (+ Pro) og Microsoft Xbox One S / One X – sender signalet ud i HDR10.


Dolby Vision


Dolby Vision er ikke universelt understøttet. Samsung og Panasonic, plus filmstudiet 20th Century Fox, glimrer ved deres fravær af årsager, som forklares i afsnittet om HDR10+. Det er dog uomtvisteligt, at Dolby Vision er det etablerede premium HDR format. Ingen high-end Ultra HD-skærme bør være foruden. Dette kan vise sig at blive et problem for Samsung og Panasonic.

Som en sidebemærkning, bør det nævnes, at Samsung åbenlyst kæmper med en anden udfordring; selskabet mangler OLED-tv i modelprogrammet. OLED er allerede blevet metafor for et overlegent produkt. På bare to år har vi været vidne til et fuldstændigt omslag. I 2015 stod LG alene om at tilbyde OLED-teknologi i sine flagskibs-tv. Nu benytter LG, Sony, Panasonic, Philips, Bang & Olufsen og Loewe alle OLED i flagskibsmodellerne, og Samsung står nærmest alene om at satse på LCD i det øvre segment af tv-skærme.

Vil Samsung overgive sig og tage OLED til sig indenfor tv-skærme? Det vil blive svært uden at tabe ansigt. Samsung er begyndt at angribe OLED-skærmteknologi i offentligheden, hvilket er mærkværdigt, når man overvejer, at Samsung satser helhjertet på OLED i mobil- og tabletformater. Alligevel kan producenten ikke få gang i produktionen af store OLED-paneler til tv-skærme, hvor LG kæmper med den præcis modsatte udfordring. Samsungs topmodeller indenfor telefoner og LGs topmodeller indenfor TV benytter OLED, mens Samsung topmodeller indenfor TV og LGs topmodeller indenfor håndholdte enheder benytter LCD. Samsung lancerede for år tilbage et OLED-tv med HD-opløsning, men ligesom Sony og Panasonic måtte de indstille produktionen. De kunne ikke opnå høj nok udbyttegrad i produktionen til at gøre det rentabelt.

Det lader til, at Samsung i stedet prøver at forvirre forbrugeren. På vejen mod ægte QLED-skærme (selv-emitterende QLED kommer muligvis i 2019), har Samsung kapret ’QLED’ mærkatet til sine LCD-skærme med quantum dot, men bemærk hvordan de er meget omhyggelige med at undgå at nævne ”LCD” i markedsføringen. Mange tech-journalister lader til at være faldet for manøvren, og få kalder det, hvad det egentlig er. Til tider er forvirringen muligvis utilsigtet, ligesom når Samsungs egen markedsføringsafdeling bliver forvirret over selskabets branding af HDR10+ (deres HDR-format baseret på dynamiske metadata ) og HDR+ (deres SDR-til-HDR opkonvertering).


Dolby Vision


Det var et sidespor. Samsung er verdens største producent af tv-skærme. Min pointe er, at det kan blive vanskeligt at holde fast i positionen i high-end-segmentet uden OLED og Dolby Vision.

Hvad angår opbakning på indholdssiden, så er Dolby Vision godt på vej. Der er siden midten af 2017 udgivet et par håndfulde Ultra HD Blu-ray-skiver i Dolby Vision. Nogle af de mest profilerede streamingtjenester tilbyder indhold i Dolby Vision – Amazon, Netflix og Vudu. Formatet fik også et kraftigt rygstød med lanceringen af Apple TV 4K / iTunes. Lanceringen fra Apple var helt overordnet en saltvandsindsprøjtning til både HDR og 4K. Begge teknologier er trådt ind på massemarkedet; det kan ikke længere hævdes, at det er nicher.

Pressen nævner typisk kun to HDR-formater i dækningen af emnet. HDR10 og Dolby Vision. Kun sjældent nævnes de andre relevante formater.


HLG


Hybrid Log Gamma, HDR-formatet udviklet af BBC og NHK, benyttes aktivt i Japan af tv-udbydere såsom SkyPerfecTV. I Europa bruges det knap nok på nuværende tidspunkt – selv ikke af BBC. Der har været en kortvarig test med begrænset indhold på BBCs iPlayer, men kun udvalgte Panasonic TV kunne modtage signalet. Indholdet, et udsnit af BBCs Planet Earth II dokumentar, var i UHD, men det står ikke helt klart om det også var i HDR. I USA er HLG endnu mindre udbredt. TravelXP 4K og Insight TV, særlige interesse-baserede tv-kanaler via satellit, udsender til forbrugere i Europa og USA via kabel- og IP-tv. Det er de første aktører til at transmittere 4K HDR vha. HLG.

Det fleste tv-producenter bakker op om HLG, angiveligt også Samsung, selvom selskabet ikke har annonceret noget offentligt. HLG anvendes også i professionelt udstyr, herunder Sony-kameraer og studie-monitorer.

På IFA 2016 fremviste adskillige tv-producenter opsætninger med HLG. Året efter på IFA 2017 var der imidlertid færre – ikke flere.

Det lader til, at BBC og NHK har fokuseret på at få HLG bagt ind i nettet vha. de organer, som fastsætter standarder. Eksempler herpå er Ultra HD Forums ’UHD Phase A’ specifikation samt BT.2100.


HLG


HLG står stadig stærkest, hvad angår HDR via broadcast, altså tv-kanaler og live-streaming. Det er en praktisk løsning på kort sigt fordi den er meget kompatibel med det eksisterende workflow hos broadcastere. Dolby Vision er også klar til broadcast og står muligvis med de bedste kort på hånden i et langsigtet perspektiv.


Philips/Technicolor SL-HDR1


Philips og Technicolors fælles HDR-format, SL-HDR1 (tidligere Prime Single), kæmper med samme udfordring. Det lader til, at selskaberne har fokuseret på at få formatet inkluderet i standarderne. SL-HDR1 er en kandidat til ATSC 3.0, som den amerikanske pendent til den europæiske DVB standard for tunere. Dolby Vision er også en kandidat, mens HDR10 er det obligatoriske format. Det har taget Dolby noget tid at få understøttelse bagt ind i de værktøjer, som indholdsskaberne bruger, herunder i værktøjer fra Scenaris, Sony DADC og Deluxe, men det er nu lykkes, samtidig med, at UHD Blu-ray-skiver i Dolby Vision udgives. Philips HDR er der ikke.

Situationen kan sammenlignes med de tidligere dage for DVD’en. Dolby Digital (AC-3) var obligatorisk på NTSC-skiver i USA, mens det lykkedes Philips at få deres MPEG2 Multichannel lydformat godkendt som standard for PAL-skiver i Europa. Philips var ikke lige så aggresive ift. at få deres standard inkluderet i indhold, som Dolby var – eller i hvert fald ikke lige så succesfulde. Kun fem DVD-skiver blev udgivet med MPEG2-lyd. Markedet omfavnede i stedet Dolby Digital.

Bemærk hvordan ingen Philips-brandede tv-skærme håndterer Philips/Technicolors HDR-format – hverken skærme produceret til Europa af TP Vision eller skærme producereret til USA af P&F (Funai). Kun LG har annonceret planer om at indbygge formatet.


 Technicolor HDR


HDR10+


HDR10+ er en udvidelse af HDR10. Det er udviklet af Samsung med henblik på at tilføje dynamiske metadata ovenpå, og det har været et stykke tid undervejs. Første gang vi offentligt hørte om tiltaget var i et SMPTE -dokument i 2015. På NAB-messen i 2016 fremviste selskabet en demo af HDR med statiske kontra dynamiske metadata, vha. deres dengang propritære format. I marts 2017 annoncerede Samsung, at deres HDR-format ville blive en licensfri åben standard. Kort herefter annoncerede Amazon, at de ville blive første indholdspartner. På IFA samme år dannede Samsung en form for alliance for at promovere HDR10+ i samarbejde med Panasonic og 20th Century Fox. Budskabet på IFA i september bar, at vi skulle ”vende tilbage på CES 2018” for at høre mere. Det eneste, der er sket i mellemtiden, er den
uofficielle meddelelse fra TP Vision, som producerer Philips TV til det europæiske marked (men ikke USA), om at de vil støtte op om HDR10+ fremfor Dolby Vision.

Det har givetvis taget Samsung kortere tid at skabe HDR10+ end det tog Dolby at skabe Dolby Vision (hvilket tog omkring otte år fra opkøbet af Brightside Technologies), men det står klart, at HDR10+ er flere år bagud ift. Dolby Vision.

Er HDR10+ initiativet drevet primært af en modvilje mod at betale licens til Dolby? Samsung siger, at motivationen er mere filosofisk – det handler om ikke at miste kontrollen over billedindstillingerne på tv-skærme. Det kan meget vel være sandt. Uanset hvad, så lader det til, at projektet drives af ingeniør- fremfor marketing-relaterede grunde. Der er ikke engang et logo endnu.

Der er heller intet indhold i HDR10+, men det bør snart lande på Amazon Video. Amazon er vel at mærke ikke en del af HDR10+ alliancen, måske primært fordi Amazon Video støtter op om flere HDR-formater. Tjenesten benytter allerede HDR10 og Dolby Vision.

På Ultra HD Blu-ray er HDR10+ ikke engang et valgfrit format, men det forlyder, at den formelle proces er undervejs. BDA (Blu-ray Disc Association) skal først godkende det. Samsung og Panasonic står relativt stærkt her, mens Sony ikke lader til at have den store interesse i at involvere sig.

Når opdateringen af UHD Blu-ray-standarden er på plads, kan 20th Century Fox begynde at benytte formatet. De vil muligvis allerede have søsat projektet via ”digital distribution” på streamingplatforme inden da. Bemærk hvordan Fox følger samme drejebog for Dolby Vision som for Dolby Atmos. Studiet bruger begge formater i biografer, mens deres udgivelser til stuen benytter ingen af dem. Til ’home entertainment’ benytter Fox i stedet for HDR10 (indtil videre) og DTS-HD Master Audio 7.1. Vil andre Hollywood-studier gøre som Fox? Det er svært at sige på stående fod. Ingen andre studier har offentligt udtrykt nogen form for opbakning til HDR10+. Hvad angår Fox, så kan det noteres, at Disney angiveligt har vist interesse i at opkøbe dem, primært pga. filmstudiet 20th Century Fox. Hvis denne handel går igennem vil Fox – det eneste studie som bakker op om HDR10+ – muligvis skulle følge Disneys retningslinjer på området, hvilket altså betyder Dolby Vision fremfor HDR10+.


 HDR10+


Det er vigtigt at huske på, at HDR10+ bygger ovenpå HDR10, hvilket sikrer yndeful bagudkompatibilitet. Hvis hardwaren ikke understøtter formatet, får seeren i stedet HDR10. Dette er godt fra et forbrugersynspunkt, men det kan også virke demotiverende i forhold til at spendere ekstra kroner på et produkt, som kan håndtere hele signalet.


Er der en formatkrig?


Er der en formatkrig indenfor HDR? Tidligere på året argumenterede jeg for, at der ikke er en formatkrig. Med tilgangen af HDR10+ er emnet mere omstridt. Der er flere formater nu og pludselig er der et blankt felt i midten af venn-diagrammet, hvilket tvinger forbrugere til at vælge imellem formaterne. Vil nogen vælge HDR10+ fremfor Dolby Vision? Måske Samsung-fans, men ellers virker det usandsynligt, at det vil rykke på markedet taget den nuværende tilstand i betragtning – særligt med blik på indhold.

I praksis er det sandsynligvis kun få forbrugere, som er opmærksomme på alle detaljerne. Universel understøttelse af HDR er derfor et slagkraftigt salgsargument. Det sikrer køberen, fordi man som udenforstående ikke kender fremtiden. Min egen personlige bekymring var, at tv-producenter, ved at implementere Dolbys VS10 videomotor, ville gøre det vanskeligt for dem selv at tilføje understøttelse af yderligere formater – særligt HDR10+ da Dolby næppe vil tilføje dette i løsningen. Mindst en fabrikant har dog allerede tilføjet det hele til sin hardware/software, så spørgsmålet er nu, hvilken tv-producent der først kan tilbyde den komplette pakke. Indtil videre har LG taget førerpositionen ift. multi-HDR. Det er naturligvis ikke givet, at LG vil bakke op om HDR10+ taget den evindelige rivalisering med Samsung in mente. Måske Sony vil, eller andre high-end-producenter såsom B&O eller Loewe. De har råd til det og er næppe interesserede i at vælge side. Philips kunne også gøre det, men som landet ligger nu støtter TP Vision ikke op om Dolby Vision i Europa, mens P&F ikke støtter op om HLG i USA, så Philips-mærket er heller ikke tæt på universel support. Selskaber såsom TCL og Hisense er med i puljen, men de synes for fokuserede på USA og mangler stadig HLG.




Ikke desto mindre bliver argumentet om, at der ingen formatkrig indenfor HDR er, formentlig snart gyldigt igen – så snart hardware med universel support kommer på markedet.


Konklusion


Foretrækker jeg et særligt HDR-format? Jeg går ind for universel HDR support (særligt på hardware), men det betyder ikke, at jeg mener, at alle HDR-formater står lige stærkt. HDR10 benyttes overalt og Dolby Vision vippes næppe af pinden som premium-formatet. HLG står med gode kort på hånden ift. at blive formatet til broadcast TV og live-streaming, men der skal arbejdes hårdere for at få det implementeret. Det bliver et hårdt, sejt træk for SL-HDR1 og HDR10+, hvis de skal slå igennem. De er allerede sakket bagud.



Flere fokusartikler

8K disc

Hvorfor et 8K disc-format er usandsynligt

27 Nov 2019 | Yoeri Geutskens |
Discovery kanaler

Alternativer til YouSee når Discoverys 11 kanaler forsvinder

08 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Uncharted

Hvad nye PlayStation & Xbox konsoller betyder for dit TV-køb

07 Nov 2019 | Rasmus Larsen |
Apple TV+ See

Hvad er Apple TV+? Indhold, teknik & plusset forklaret

31 Oct 2019 | Rasmus Larsen |
HDMI 2.1 TV

Oversigt: 4K TV og 8K TV med HDMI 2.1

28 Oct 2019 | Flatpanels |
Billigste tv-pakke 2020

Guide: Den billigste tv-pakke (2020)

01 Oct 2019 | Flatpanels |
Lemus lydmøbler

Interview: Danske Lemus vil skabe lydmøbler til TV & musik

27 Sep 2019 | Rasmus Larsen |
Opløsningskløften

Opløsningskløften

24 Sep 2019 | Yoeri Geutskens |