George1 skrev: ↑26. nov 2023, 12:21
På dette forum er der ikke konsensus, da det er meget individuelt
Supergris skrev: ↑26. nov 2023, 22:07Det er IKKE individuelt hvad forskellige grader af synsfeltet gør for din oplevelse
Præcis. Derfor kan det være værd at skille tingene ad:
Det eneste, der i sagens natur ikke er konsensus om, er den helt personlige individuelle præference. Her er det dog væsentligt at påpege, at den er formet af og afhænger af vaner og de begrænsninger, der historisk har været betingende for disse vaner. Hjernen er jo en sjov størrelse, der ikke altid nødvendigvis er meget for forandringer, også selv når forandringerne er imod objektivt anskuet mere optimale forhold (det gælder i øvrigt så mange andre ting end bare størrelser på TV). Der opstår det, man kalder “kognitiv bias”, på basis af hvad man igennem livet har været præget af.
Hjernen er så at sige vant til at have en præference for det kendte eller det nuværende. Dette kan betyde, at folk har en tendens til at foretrække det, de er vant til - i dette tilfælde, en bestemt skærmstørrelse eller visningsafstand - selv når de præsenteres for objektiv information, der peger imod en mere optimal udnyttelse af en skærmstørrelse. Hjernen hænger så at sige fast i at tænke, opfatte og fortrække bestemte forhold, der kan afvige fra den rent objektive rationalitet eller standardens logiske fornuft - Ikke at der som sådan er noget direkte forkert i det, det er vel at regne som en del af den menneskelige habitus og oplevelse.
På den modsatte side af spektret kan vi så finde de mere objektive data, som der nu nok er konsensus om:
F.eks. sætter det normale menneskelige syn nogle helt naturlige begrænsninger for, hvilken opløsning øjet er i stand til at opløse og udnytte fra en TV-skærm fra en given afstand. THX og SMPTE’s anbefalinger om, at en skærm skal udfylde omkring 40% af synsfeltet for optimal indlevelse/immersion, er netop baseret på vores synsfelt, vores øjnes visuelle opløsning og så afbalanceret med, hvad folk bedst kan håndtere mht balancen mellem komfort og immersion, uden at komme så langt fra den kognitive bias, de fleste har, til at filmen knækker. Men det er lige som med det menneskelige syn; det kan også uomtvisteligt fastslås, at det at udfylde en større del af vores synsfelt medvirker til at skabe en mere indlevende oplevelse, da den “blokerer” for mere af den virkelige verden og gør det lettere for os at fordybe os i indholdet. Det ekstremiserede eksempel herpå er VR
Grunden til, at SMPTE og THX anbefalingerne stadig er længere væk end, hvor vi opløsningsmæssigt ville kunne se ALT i 4K materialet, er, at man tilstræber en balance mellem komfort (herunder hensyn til at den kognitive bias udgangspunkt gerne er mindre hos de fleste), og så den indlevelse, der kan opnås.
Og skal jeg endelig nå frem til en pointe, så er det denne: Hjernen kan tilvænne sig i begge retninger, men det er kun i den ene retning der rent faktisk er noget at vinde og i den anden der er noget at tabe. Derfor er det også meget sværere at gå tilbage til at nøjes med en mindre skærm og en mindre udfyldelse af synsfeltet hvis man først har vænnet sig til den større, fordi man så bliver smerteligt bevidst om hvad man i den forbindelse faktisk taber af både synlige detaljegrader og indlevelse.
George1 skrev: ↑26. nov 2023, 12:21Andre som nok også foretrækker at sidde på de forreste række i biografen vil have det meget større, er helt med på at med 4k kan skærmen næsten ikke blive for stor
Jeg ved ikke, hvad de folk gør hjemme. Måske var det bare billetterne, der var til at få, eller som Supergris beskriver det? Selv ville jeg ikke synes om at sidde på de første rækker i biografen, selv om jeg hører til dem der, alt relativt, foretrækker større skærme og større udfyldelse af synsfeltet også i hjemmet, meget lig SMTPE og THX anbefalingerne.
Problemet med det er, at sammenligningen du gør dig også er helt skæv: Sidder man på de af gode grunde også billigere forreste rækker i biografen, så er det noget helt andet end at sidde inden for THX og SMPTE anbefalingerne. På den afstand er man i en biograf langt langt over 40 graders udfyldelse af synsfeltet, og selv 4K opløsning er alt for grovkornet at se på. Det er ikke nogen god oplevelse.
THX og SMPTE anbefalingerne er som regel der, hvor de dyrere “premium” pladser mere i midten af salen eller afhængigt af salens fysiske indretning måske omkring 2/3 tilbage eller 2/3 fremme (som f.eks. i Imperial) er, og det er tilsvarende den oplevelse man søger at genskabe hjemme, hvis man følger THX og SMPTE anbefalingerne. Det er på ingen måde sammenligneligt med at sidde langt fremme på de billigere forreste rækker i biografen."