Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung 931C - FlatpanelsDK

Test: Samsung 931C

|


Indledning


Flatpanels har fået Samsungs nyeste gamerskærm 931C mellem hænderne før den er begyndt at dukke op i de danske forhandlere, og vi kan derfor give vores brugere en eksklusiv test.
Samsung 931C byder på to nye og spændende ting, som vi er ret spændte på. Først og fremmest har man ændret designet, så det ligger længere væk fra Samsungs traditionelle gamerskærme og tættere på deres Tv skærme. Dernæst har man integreret en ny type backlight i skærmens panel, som kan udvide farveunderstøttelsen op til 97 % af NTSC spektret mod 72 % for nuværende LCD paneler. Det er ikke et LED backlight der sidder i 931C, men derimod en udvidelse af de fluorescerende konventionelle lamper.

Samsung 931C byder således på innovation og spændende features, så vi ser frem til at kigge nærmere på herlighederne.

Produktet er venligst udlånt af Samsung

Panelstørrelse:19"
Opløsning:1280x1024
Responstid:2 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:2000:1 (dynamisk)
Lysstyrke:250 cd/m²
Farveunderstøttelse:Op til 16.2 Millioner farver
Farvespektregengivelse:97 % af NTSC
Signal processering: 6 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):160°/160° (kontrasttab 5:1)
Dotpitch:0.294 mm
Panelnummer (Type):TN
  
Strømforbrug:38 W
Vægmontering: (VESA 75mm)
Størrelse (HxBxD): 42.8cm x 42.3cm x 21.9cm (med fod)
Vægt5,5 kg
  
Justeringsmuligheder

 

· Tilt
· Swivel
· Højde
· Pivot
  
Indbyggede højttalere:
  
Indgange 
· VGA
· DVI
· Audio (type)
· SCART
· S-video
· Komposit
· Komponent
· HDMI
· Andet  
  
Medfølgende kabler  
· Strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
  
Medfølgende software:

Natural Color, MagicTune, Printerkalibreringsprogram

Pixelgaranti:-
Diverse:Quick Start Guide, Manual på CD


Pris og forhandler:

  

De første indtryk


Samsung 931C har fået et spændende og lidt utraditionelt design, som dog alligevel er i tidens ånd. Designet minder ikke så meget om det man har set på de tidligere gamerskærme fra Samsung, men mere om designet fra Samsungs Tv - og det er jo ikke en dårlig ting.

Highslide JS


Highslide JS


Samsung 931C gør, som en af de første af Samsungs skærme, brug af en blank sort ramme. Den blanke ramme er efterhånden indbegrebet af Samsungs LCD-TV og udvalgte plasma-Tv, og den underste grå ramme på 931C, der buer indad, er også tydeligt arvet fra et af Samsungs plasma Tv.
Denne spændende sammensætning og overførsel fra Samsungs Tv har skabt en flot skærm i min mening, som passer godt ind på et skrivebord, og måske endnu bedre, hvis man også har et af nyere Samsungs Tv i samme rum.

Highslide JS


Foden er rund med en blank plastikkant yderst og mat plastik i midten. Foden tilbyder desværre ikke så mange indstillingsmuligheder, og det savner jeg lidt.

Highslide JS


Der kunne sagtens have været en drejeskive under foden, som ses på andre Samsung modeller, men det har man altså udeladt. Samsung 931C kan derfor også kun tiltes frem og tilbage.

Highslide JS


På bagsiden af skærmen skal man afmontere noget af skærmens ryg for at sætte kabler i. Det fungerer godt som en kabelskjuler, specielt fordi kablerne så føres ned bag skærmens fod og derved ikke er synlige, når man sidder foran skærmen.

Highslide JS


Layoutet og navigeringen i menuerne er der ikke ændret på. Det er de traditionelle Samsung menuer, der tilbyder de fleste, og mest anvendelige indstillingsmuligheder. Det er muligt at indstille brightness, kontrast, gamma og RGB.
Som noget nyt har Samsung dog integreret deres nye version af MagicBright systemet, der lader brugeren vælge mellem en række forskellige profiler. De forskellige profiler vælges ved tryk på en knap på skærmens front og man kan vælge mellem følgende: custom, text, internet, game, movie, sport og dynamic contrast. Den sidste er som ordet angiver en dynamisk funktion, som også er grundlag for den højre kontrastforholdsspecifikation på 2000:1. Jeg vender lige tilbage til dette senere i testen.

Highslide JS


Jeg savner en indstilling til at vælge nogle farvetemperaturer. Den har Samsung desværre udeladt i 931C.

Jeg kunne heller ikke umiddelbart slukke for lyset i den blå diode på tænd/sluk knappen. Det savner jeg også.

Forud for testen


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Radeon 9800 Pro.
Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Farver, kontrastforhold og lysfordeling


Som udgangspunkt er skærmens billede en smule lysstærkt. Lige netop på skærme med så mange og så omfattende farveprofiler som 931C synes jeg dog ikke det er et problem. Man kan let vælge profilen text, når man sidder med en teksteditor eller når man søger på internettet. På den måde får man et lidt mere afdæmpet billede, der er behageligt ved de store kontraster mellem hvid baggrund og sort tekst, som jo typisk hører hertil. Og så kan man hurtigt vælge en profil med højere lysstyrke, når man vil spille.

Farverne på skærmen fra standard af, er dog ikke helt præcise, og de lyse farver er der lidt for store variationer i. Jeg har prøvet at måle skærmens farvegengivelse med det samme:

Highslide JS


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Som du kan se på grafen, er der farveafvigelser. I praksis ses det mest ved de blålige lyse nuancer, som gengives lidt forkert, men de mørke gråtoner er dog også lidt upræcise. Den lidt for afvigende farvegengivelse kan også føre til at der opstår lidt dithering, eller grumsethed på enkelte farver. Det er ikke udbredt, men jeg bemærkede det i enkelte tilfælde. Hvor tydeligt det er, er forskelligt fra farveprofil til farveprofil, men uanset hvad, så kræver skærmen hvert fald noget indstilling for at opnå mere præcise farver.
    En del af afvigelserne i de lyse områder, er fordi gamma i skærmens lyse ende af farvetoner, er lidt for lav. Jeg forsøgte om det kunne rettes vha. gammaindstillingen i OSD menuen, men det kunne ikke umiddelbart lade sig gøre. Det skal derfor nok rettes gennem RGB.

    Sammenlignet med andre gamerskærme ser vi dog tendensen igen. Der er afvigelser på farverne og det er nok heller ikke så kritisk for lige præcis gameren, som de kunne være for den professionelle bruger. 931C har lidt større afvigelser end de seneste Samsung gamerskærme, dog uden, at jeg mener det som værende et kritisk punkt.

    Sort målte jeg før indstilling til 0,3 cd/m2, hvilket er et ret flot resultat – specielt for et TN panel, som er den type der sidder i 931C. Det gør sort forholdsvis dyb, og faktisk tæt på den dybde man ser i den sorte farve på bedre og dyrere paneler af typen PVA eller MVA.

    Jeg har prøvet at indstille skærmen herunder og se om jeg kan opnå forbedringer på et eller flere punkter. Herefter kommer jeg også lidt mere ind på den praktiske den af billedet.

    Før jeg lavede den endelige kalibrering, forsøgte jeg at se om jeg kunne forbedre farverne ved at vælge en af de andre profiler i Samsungs MagicBright system, så den uerfarne ikke skal rode så meget med RGB (rød, grøn, blå) farverne, som kan indstilles separat. Det gav dog ikke meget bedre resultater, så jeg skal prøve at angive hvad jeg gjorde for at forbedre farverne. Først lige målingen efter indstilling:

    Highslide JS


    Farverne kan forbedres, men enkelte af den afviger stadig, f.eks. rød, som jeg aldrig kunne få rigtig. I praksis afviger den ikke helt så meget som grafen måske kan give anledning til, men afvigelsen kan ses.
    Det interessante synes jeg dog ligger i farvespektregengivelsen, som du kan se til højre på grafen ovenfor. Jeg snakker normalt ikke så meget om den i mine tests, men det er simpelthen fordi stort set alle nuværende skærme kan gengive det samme spektre med kun meget små afvigelser.

    931C lover på papiret 97 % ‘s gengivelsen af NTSC spektret og vi bevæger os nok også heromkring på målingen, som er illustreret ovenfor på grafen. Hvis du tværtimod går op og kigger på ”out-of-box” målingen, altså målingen før nogen indstillinger er foretaget på skærmen, så kan du se, at farvespektret kun holder sig indenfor den orange kant, der kaldes sRGB – altså det samme som traditionelle monitors.
    Her skal jeg nok lige indskyde, at præcisionen af farverne som du ser på grafen til højre og farvespektret, er to forskellige ting. Man kan tænke på farvespektret som alle de farver skærmen rent faktisk kan gengive, mens grafen til højre angiver hvor præcist skærmen gengiver en farve indenfor spektret, når den får besked på det fra grafikkortet.

    Den ekstra store farvespektregengivelse kommer altså først til syne efter en indstilling af skærmen.
    Men hvad betyder det så, at skærmen kan vise en større procentdel af farvespektret? Jo det betyder, at den kan ramme nogle farver, som ikke tidligere har været mulige at gengive. For 931Cs tilfælde gælder det primært de grønne, hvor rød og blå ikke er udvidet.
    I forhold til denne snak, taler man typisk om ”Coca Cola rød”, som traditionelle monitors og Tv ikke kan gengive. Man kan flytte farvespektret en smule ved at ændre farvetemperaturen for skærmen, og derved komme ned om ramme ”Coca Cola rød”, men så bliver resten af farverne mindre præcise og som sagt, så flytter man kun spektret i stedet for at udvide det. På 931C udvides spektret rent faktisk, og det er den første skærm jeg har haft inde, som har kunnet præstere dette. Det er bare ærgerligt, at det ikke er tilfældet fra standardindstillingerne af.

    For at komme lidt ind på, hvad jeg gjorde for at indstille billedet, så reducerede jeg først brightness til 60, hvor den som standard stod på 100. Kontrasten reducerede jeg et enkelt skridt til 74. Rød lod jeg være på 50, grøn blev sat til 43 og blå blev sat til 31. Det er ikke sikkert du kan genbruge disse på en anden 931C, da der godt kan være afvigelser fra 931C til 931C, men brug dem eventuelt vejledende.

    For lige at vende tilbage til farverne før indstilling, så skal det naturligvis ses i det rigtige lys. Farverne varierer en smule mere end på andre gamerskærme, og det er nok naturligt i de første stadier af en ny teknologi, som man nok må kalde den udvidede backlight enhed i skærmen. Gameren er dog ikke den bruger der traditionelt set går mest op i helt præcise farver og derfor synes jeg heller ikke det skal være et afgørende punkt i anmeldelsen. Spil er stadig flotte og det essentielle er jo om der er slør og om skærmen rent faktisk leverer et godt nok billede til dette henseende – og lige på punktet med billedet, så gør den det.
    Det jeg synes er ærgerligt er derimod, at den større gengivelse af farvespektret først gælder efter indstilling og ikke når man pakker skærmen ud af kassen. Det gør, at der er mere potentiale i skærmen end som så. Det gælder naturligvis langt størstedelen af skærme, men lige dette tilfælde er lidt anderledes.

    Rent praktisk testede jeg med nogle forskellige mønstre og billeder for at se hvor forskellene ligger. Det blev blandt andet gjort ved at sammenligne den med Samsungs 730BF, som er en af Samsungs lidt ældre 4 ms gamerskærme, der havde stor succes. Der var intet at se i grøn og rød, men det var tydeligt, at 931C gengav både dybere og flere grønne nuancer, som grafen længere oppe også vidner om.

    Derudover så blev gradienter dog ikke gengivet helt flydende, ligesom på alle andre TN paneler.
    De mørke nuancer blev gengivet ret godt og man kunne skelne størstedelen af dem. Efter indstilling kunne jeg ikke forbedre gengivelsen af sort, og den lå stadig på 0,3 cd/m2. Men som tidligere sagt, så er dette også et virkelig flot resultat. En sort på 0,3 cd/m2 svarer faktisk til det som mange PVA eller MVA paneler præsterer og her er sort forholdsvis dyb.
    Rent konklusionsmæssigt for billedkvaliteten, set ud fra den praktiske sammenligning af 931C og 730BF, så kom 931C ud som vinderen.

    Jeg har opstillet de målte kontrastforhold for skærmen herunder:

     Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,3 cd/m20,3 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)215 cd/m2159 cd/m2
    Kontrastforhold717:1530:1
    (1075:1 med dynamisk kontrast)
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 130


    Homogeniteten af lyset på skærmen er også fin. Der slipper en smule mere lys ud nede i bunden af skærmen, men absolut intet kritisk og jeg fandt det aldrig generende i praktisk brug. Se billede herunder, hvor du også kan fornemme hvordan skærmen gengiver sort i et helt mørkelagt rum:

    Highslide JS


    Highslide JS



    Samlet set leverer 931C faktisk stort set det der forventes af en traditionel gamerskærm mht. farver og kontrast, og hvor responstid ikke er medregnet (det diskuteres i næste afsnit). Jeg siger traditionel fordi det er hvad man har kunnet forvente af en af de gamerskærme der har været på markedet de sidste par år – men som kun få har kunnet levere.
    931C kombinerer således god homogenitet, dyb sort og acceptable farver. Det udvidede farvespektre opnås dog først efter indstilling, og det er lidt en skam, da det jo ikke alle der føler sig rustede til at foretage sådanne ændringer på egen hånd.

    Skærmen havde ingen pixelfejl.

    Responstid og spil


    Responstiden har Samsung angivet til 2 ms (g2g) og det er jo lovende i sig selv. Indtil for nyligt var Samsungs hurtigste skærme på 4 millisekunder, men med lanceringen af 940BF og nu 931C har man taget skridtet videre. En ting er dog specifikationen, en anden er naturligvis praksis.

    Jeg forsøgte i både hurtige og mindre hurtige spil, og overordnet set klarer skærmen det ret flot. Samsung lavede i sin tid en god skærm med 930BF (og 730BF i 17 tommer), som var specificeret til 4 ms. Senere hen kom der et par modeller, som havde problemer med det man kalder Overdrive trailing, en lidt speciel type for slør, som dog er ret synlig.
    På 931C har man minimeret dette en del, og næsten nået lige så langt ned som på 930BF. Det traditionelle slør er dog mindre og overordnet set er 931C en af de hurtigste skærme fra Samsung til dato - det er jeg ikke i tvivl om. Det er svært at sætte en hel konkret konklusion på det, for der er en del ting af betydning og flere forskellige aspekter af responstiden.

    Jeg forsøgte mig blandt andet med Fifa 2006 og Counter-Strike. Kun i meget få situationer oplevede jeg slør og jeg vil bestemt anbefale 931C til spilbrug, for det er virkelig en hurtig skærm.

    Film og betragtningsvinkler


    Film gengives overordnet fint. På mange TN paneler kan man ane lidt støj i videosekvenser, men 931C tjener i mine øjne formålet fint nok selvom den også lider under dette. Uanset hvad, så synes jeg at film skal ses på et rigtigt Tv eller i det mindste på en widescreen skærm. Ud fra den betragtning er punktet med film på en traditionel 19 tommer heller ikke et af mine største punkter i en anmeldelse. Fornuftig filmgengivelse for skærme i denne klasse afhænger i mange tilfælde af, om skærmen har god nok kontrast og en hurtig nok responstid - og det klarer 931C.

    Det er almindeligt for TN paneler, og derved gamerskærme og prisbillige skærme, at betragtningsvinklerne er begrænsede. Man mister typisk en del kontrast ved at betragte billedet fra vinkler, ligesom flere farver skifter nuancering. Jeg har taget nogle billeder af betragtningsvinklerne herunder:

    Highslide JS


    Highslide JS


    Billedet på skærmen er blevet lidt mere rødligt end det var i virkeligheden, men du kan sagtens danne dig et indtryk.

    Og nedefra, som er den vinkel TN panelerne har størst problemer med:

    Highslide JS



    Konklusion



    Gamerskærme har nogle typiske problemer, som jeg normalt kigger på. Det er dels pga. bestræbelsen efter den hurtigste skærm med mindst slør, og så også fordi man baserer dem på TN panelerne, der har tendenser til at gengive lidt dårligere billeder end de dyrere paneler. Problemerne kan blandt andet ligge i en inhomogen baggrundsbelysning, upræcise farver og dårlig kontrast. Det er selvsagt, at responstiden altid forsøges forbedret, så det er ikke en"fejl" i sig selv.

    Jeg nævner ovenstående fordi det er de punkter jeg har haft med for mange andre gamerskærme. Jeg lader måske det forøgede farvespektre overtage rampelyset en smule i anmeldelsen, men det er nok mest fordi jeg synes det er en spændende udvikling. Men for at samle lidt op på det hele, så synes jeg faktisk, at 931C er en god skærm og ikke mindst en anbefalelsesværdig gamerskærm.
    Det baserer jeg blandt andet på, at den rent faktisk klarer mange af de ting, som tidligere gamerskærme - også fra Samsung - har haft problemer med. Kontrasten og gengivelsen af sort er rigtig god, og ligeledes er panelets lyshomogenitet. Responstiden fortjener også ros, uden der er sket et revolutionerende skridt. Det i sig selv er hvad man kan forvente for en god skærm, men som de færreste indtil nu har leveret på én gang.

    Det mindre gode ligger så i, at jeg ikke kunne måle et større farvespektre før jeg begyndte at indstille skærmens billede. Herefter kunne jeg dog måle et udvidet spekter og det skal nok passe meget godt med de angivne 97 %. Det skyldes nok de lidt større farveafvigelser end på Samsungs tidligere generation af gamerskærme, men for at sætte det lidt i perspektiv, så har 931C jo ikke meget dårligere farver end de andre gamerskærme. Dens fulde potentiale nås bare ikke før indstilling, og set i lyset af andre skærme i denne klasse, er det jo ganske normalt, selv om det så stadig er lidt anderledes med 931C.

    Dette overordnede gode indtryk, hvor jeg blot savner det udvidede farvespektre fra start af, skaber sammen med det rigtig spændende og gennemførte design i mine øjne en af Samsungs hidtil bedste gamerskærme, og jeg mener, at den er anbefalelsesværdig - også selvom prisen så bliver lidt højere ned den typiske spilleskærm, når den lanceres.

    Samsung 931C kan forventes på markedet indenfor kort tid.


    PositivNegativMålgruppe
    ResponstidDet fulde farvespektre opnås ikke før indstilling foretagesGameren
    Homogen baggrundsbelysningAfvigelserne i farvepræcisionenAllround brugeren
    God kontrast og gengivelse af sort  
    Nyt og flot design  


    Pris og forhandler:

      

    ---

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=1730

  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |