Den amerikanske tv-producent Vizio er blevet opkøbt af kinesiske LeEco for 2 milliarder dollars, bekræftede selskaberne ved et arrangement i Los Angeles. Med opkøbet vil LeEco bevæge sig ind i USA og bruge deres filmproduktion af engelske og kinesiske film som et aktiv.
Vizio-mærket vil bestå
Vizio sælges ikke i Danmark, men det er den største tv-producent i USA og i mange perioder topper de salgslisterne foran selskaber som Samsung og LG. Vizio-mærket vil bestå som et uafhængigt datterselskab under det nye moderselskab LeEco.
- “As the owner and father of Vizio, I’m really reluctant to let it go. But as the CEO and owner of the company, I know this is the right decision to make for our hard-working employees and loyal shareholders,” sagde grundlæggeren af Vizio, William Wang
Vizio har tidligere sagt, at de vil ekspandere til flere lande, men hvad der sker med de planer efter opkøbet, er uklart.
LeVision er et filmstudie
De fleste af os har nok kun hørt LeEco nævnt ved navn, men på hjemmemarkedet i Kina er selskabet en stor aktør.
- “Vizio is a critical part of LeEco’s entry into the U.S. market,” sagde Winston Cheng, SVP hos LeEco.
LeEco (tidligere LeTV) startede en videostreamingstjeneste i Kina i 2004 og producerer i dag spillefilm på kinesisk og inden længe også engelsk i deres datterselskab LeVision. De har bl.a. medfinansieret 'The Expendables 2' og har til hensigt at frigive 20 engelsksprogede film, herunder "The Great Wall' med Matt Damon i hovedrollen.
I Kina bruger LeEco deres egne enheder, der allerede dækker over tv-skærme og smartphones, til at give adgang til deres streamingtjeneste. Denne succes håber de på at kunne gentage i USA.
Den tidligere direktør fra Paramount og Dreamworks, Adam Goodman, var også på scenen ved arrangementet. Han sagde, at tv-skærme i stuerne i fremtiden vil spille en meget større rolle for Hollywood i takt med at skærmene bliver større og bedre.
- “It’s the future of entertainment,” sagde Goodman.
Grundlæggeren af Vizio, William Wang, forlader selskabet for i stedet at fokusere på Inscape (Vizio’s annonceenhed), der vil blive kørt ud som et separat selskab. Resten af selskabets ansatte vil beholde deres stillinger.
Handlen forventes afsluttet i fjerde kvartal af 2016. LeEco betaler i omegnen af 2 milliarder dollars eller hvad der svarer til 13,5 milliarder danske kroner.
- Kilde: Vizio via Variety