Vi hørte første gang om Samsungs Oculus Rift-agtige VR-headset i maj. Nu er et billede og flere detaljer om det såkaldte Gear VR kommet frem og det skal efter sigende lanceres på IFA 2014 i september.
Flere VR-headsets på vej
Oculus Rift har taget verden med storm og er sidenhen blevet opkøbt af Facebook for 2 milliarder dollars, men de er ikke de eneste, som beskæftiger sig med virtual reality. Sony har Project Morpheus og Microsoft menes også at arbejde på et VR-headset.
Det samme gør Samsung. Ifølge Sammobile skal det kaldes Gear VR og vil være en slags tilbehør til Samsung’s Galaxy-telefoner, muligvis den kommende Note 4. Begge enheder skal efter sigende lanceres på IFA 2014 i Berlin til september.
Gear VR vil ikke fungere alene. I stedet vil brugeren skulle placere deres Galaxy-telefon inde i headsettet, hvorefter skærmen og telefonens sensorer bruges, når man kigger rundt i den virtuelle verden. En anden interessant detalje er, at softwaren udvikles i samarbejde med Oculus.
FlatpanelsDK vil være til stede på IFA 2014, så vi vil naturligvis kigge nærmere på sagerne.
- Kilde: Sammobile