Tekniske TV-begreber
| INDHOLDSFORTEGNELSE | Betragtningsvinkel - Brightness - Kontrastforhold & Dynamikområde - On-Off Kontrast - Dynamisk kontrast - Farveunderstøttelse - Bit-angivelse og antal farver - Gamma - Farvespektret - Responstid - Generelt - On-Off metoden - G2G metoden - Dotpicth |
Native oplØsning
Den native opløsning er den, som skærmen rent fysisk er opbygget af. F.eks. har en typisk 17" skærm en native opløsning på 1280*1024, som betyder, at der rent fysisk er 1280 pixels horisontalt og 1024 vertikalt i pixelmatrikset. Hvis man kører i en anden opløsning kan det medføre forringet billedkvalitet.
1:1 pixelmapping
Fagudtryk, som fortæller om skærmens evne til at modtage og fremvise en korrekt opløsning i forhold til skærmens fysiske pixels.
| Kun ved 1:1 pixelmapping opnår man skærmens bedste skarphed. |
I dag er alle TV udstyret med HDMI, DVI eller VGA indgange, hvorved blandt andet computeren kan tilsluttes til skærmen. Hvis en skærm skal kunne levere 1:1 pixelmapping er der nogle faktorer, som gør sig gældende i Tv sammenhæng.
Dér hvor problemerne opstår er typisk ved opløsninger forskellige fra HD-opløsnigernes standardversioner 720p og 1080p, som svarer til opløsninger på hhv. 1280x720 og 1920x1080 punkter. Opløsningen 1366x768 er eksempelvis ret udbredt, men det er dog de færreste grafikkort i en PC, der kan sende output i opløsningen. Skærmens kredsløb vil højest sandsynligt heller ikke modtage DVI-D i andre opløsninger end de to gældende for HDTV (720p og 1080p).
En gammel standard fra Motorola foreskriver, at opløsningen skal være delelig med 8 før den kan sendes fra grafikkortet i computeren. Det er 1366 ikke.
Det vil betyde at computerens grafikkort ikke kan sende opløsningen 1366x768 - hverken digitalt eller analogt.
I nogle Tv er det dog muligt at beskære 6 linjer i enten venstre, højre eller 3 hvert sted, for så at kunne opnå en opløsning der hedder 1360x768. Opløsningen 1360x768 kan nemlig sendes af grafikkortet.
Det er dog endnu de færreste Tv, som giver mulighed for denne modtagelse, hvilket medfører et interpoleret/skaleret billede. Se evt. eksempel nedenfor:
Billede 1 viser et 1-tal i den native opløsning og billede 2 viser det samme 1-tal i 800x600. Bemærk hvorledes den sorte farve fader ud i de omkringliggende pixels.
I tilfælde, hvor man prøver at provokere en beskæring af skærmens opløsning, når man kører med DVI, kan der forekomme skæve pixeltimmings, som kan fremprovokere ret irriterende fænomener, som f.eks. streger der kører over skærmen, linjer, som ikke vises korrekt etc.
Man kan i nogle tilfælde stille sig tilfreds med VGA signalet på de skærme, som i flere tilfælde vil acceptere et sådanne signal og det er som sådan også en nogenlunde løsning. Problemet er blot, at man naturligvis ikke opnår helt samme billedkvalitet, som et signal fra DVI eller HDMI, som udelukkende er digitalt, og ydermere at VGA ikke understøtter kopibeskyttelsen HDCP i fremtidens systemer.
Så længe du er opmærksom på at opløsningen 1366x768 ikke egner sig specielt godt til computerbrug, er du dog langt. Man skal derimod hellere have fat i de rigtige HDTV opløsninger eller en opløsning, som kan deles med 8 eller have fat i de skærme, som er i stand til at slukke for de 6 pixellinjer enten ved VGA eller DVI. (Spørg evt. i forum her på siden)
Der findes enkelte grafikkort, som typisk er rettet mod grafikere, der kan levere alle opløsninger delelige med 2, men disse er slet ikke egnet til spil - og for den sags skyld heller ikke til filmbrug.
Ser vi på de to gængse HD-opløsninger 720p og 1080p, så vil alle nyere computere dog være i stand til at levere et signal, der passer til disse opløsninger. Hvis dit TV har den såkaldte"Fuld HD"-opløsning (1080p), så vil det derfor være muligt for de fleste at opnå 1:1 pixelmapping på skærmen. Det kræver dog ofte, at man finder den indstilling i skærmen, der hedder"overscan" og slår denne fra. Denne funktion kan også forefindes i softwaren til grafikkortet i selve computeren.
Interpolation/skalering
| Interpolation betyder at forfalske en tekst ved at indsætte eller rette ord i den. |
I fladskærmsverdenen har det noget at gøre med det som bliver forklaret i pixelafsnittet:Pixels - herunder pixelfej. Når en skærm skal vise en opløsning, som ikke er dens native, skal de færre pixels deles over de fysiske pixels. Se et eksempler herunder:
Billede 1 viser et 1-tal i den native opløsning og billede 2 viser det samme 1-tal i 800x600. Bemærk hvorledes den sorte farve fader ud i de omkringliggende pixels. Grunden til at der er flere pixels på billede 2 er jo naturligvis, at når man vælger en lavere opløsning, da fylder 1 tallet flere pixels.
Dette er et generelt fænomen i verdenen for digitale skærme, som f.eks. fladskærme. Det er en umulighed at undgå pga. opbygningen af fysiske pixels i et matriks. Hvor god interpolationen er på en skærm, er afhængig af scalerchippen. Typisk er denne indbygget i selve monitor controlleren, men dyre LCD computerskærme og mange LCD-TV har typisk en separat scaler.
Dotpitch
| Dotpichen angiver afstanden (pitchen) imellem 2 pixels |
Jo større dotpitch, des større pixels. En ting man også bør have i baghovedet er, at oftest er opløsningen på mange af skærmestørrelserne ens, hvilket har den naturlige konsekvens at hver enkelt pixel må variere i størrelse. En 20” widescreen skærm har eksempelvis samme opløsning som en 22” widescreen skærm, men da sidstnævnte er 2” større i diagonalen, må den også have større pixels (eller større ”dotpitch” som det kaldes). Hvorvidt man foretrækker større eller mindre pixels må være op til den enkelte og der findes ikke nogen tommelfingerregel for hvad der er bedst. En skærm med en lille dotpitch vil vise mindre kantede billeder, hvilket eksempelvis er tydeligt ved tekst og tynde linier. Til grafisk brug vil man typisk satse på en lavere dotpitch for at undgå synlig pixelering i billedet. Hvis man har fulgt med i mobiltelefon-debatten, så har Apple eksempelvis indført deres egen definition af den højest nødvendige dotpitch med deres"Retina"-begreb, der netop dækker over en pixeldensitet på 329 ppi, eller 0.077 mm dotpitch.
Herunder kan du se dotpitchen for de mest almindelige skærmtørrelser og selv indtaste skærmstørrelse og opløsning for at få vist den tilsvarende dotpitch. Læg mærke til at de sidste nye 27”" skærme har en ret høj dotpitch ift. de mindre modeller.
Coating
Coating er det yderste lag på panelet, som er lagt på for at minimere spejlrefleksioner og lignende. Et sådan lag sidder på alle nye paneler, såvel som kameralinser, solbriller CRT skærme osv. Skærme med et glaspanel foran selve panelet kan typisk også have et ekstra lag coating, da glaspaden kan virke som et spejl ved helt mørke baggrunde. Coatinglaget er skrøbeligt. Man kan både komme til at ridse og gnide coatingen af, og det kan i given fald vil det være mindst lige så irriterende som pixelfejl. For korrekt rengøring af en fladskærm (eller coatingen) bedes brugeren læse afsnittet Vedligeholdelse og Rengøring.
Jaggies
Jaggies er et engelsk udtryk, som med stor sandsynlighed stammer tilbage fra Commondore64 tiden, hvor spillet Rescue on Fractulus, havde en nogle meget lavtopløselige og kantede aliens ved navn Jaggis, som skulle bekæmpes. Begrebet formodes således at komme af de kantede, eller direkte oversat; hakket/takket, computergrafik monstre.
Termet refererer i dag til de synlige"skridt" der kan forekomme på diagonale linjer eller cirkler i et billede. I lavtopløselige billeder, eller på skærme med en lav opløsning, er det svært at undgå fænomenet, da der simpelthen mangler punkter til nuancering af billedet. På HDTV apparater forekommer fænomenet som led af flere aspekter, men det skyldes typisk dårlig skalering, manglende anti-aliasing, dårlig billedbehandling eller simpelthen en for lav opløsning i forhold til siddeafstanden.
Et praktisk eksempel kan være en cirkel, eller i dette tilfælde en måne:
Hvis kildematerialet er i meget lav opløsning på en HD skærm, er det svært at undgå jaggies, men fænomenet skal så vidt muligt være elimineret på ved samspil mellem HD kilder og HD skærme.
Fænomenet kaldes også stairstepping, staircase eller aliasing i andre sammenhænge.
Ghosting
Ghosting begrebet er et af de mange misforståede ord, når man snakker om LCD TFT skærme. Begrebet bliver flittigt brugt i fora, kunde-til-sælger tale, ja sågar større testsider. Hvad folk egentlig mener er slør (eller trail). Per definition er ghosting egentlig et forstyrrelsesfænomen, som kan ligne en kopi af billedet kort efter man ser det første gang. Det kan forklares som et"ekko" billede (se billedet herunder).
Hvis du har et gammelt TV stående, så prøv at se efter om du ikke kan se ghosting. Ældre TV eller video apparater er nemlig mere modtagelige overfor støj på de analoge forbindelser.
Bemærk: Ekstremt eksempel for forståelsens skyld.
Selvom man kender forskellen på slør og ghosting er forskellen i praksis dog meget svær at få øje på fordi det egentlig viser sig lidt på samme måde.
Dog binder ghosting sig typisk til analoge D-SUB (VGA) forbindelser, altså den analoge forbindelse som nogle fladskærme bruger. Det medfører, at der kan opstå forstyrrelse på signalet og derved opstå ghosting pga. harmoniske svingninger omkring kabelet.
Farvetemperatur
| Farvetemperaturen af en lyskilde er defineret som temperaturen af et"sort legeme", der udstråler lys med samme farve som førnævnte lyskilde. |
Farvetemperatur måles i temperaturenheden Kelvin, K, hvilket relaterer til ovenstående definition. Det siges at en farvetemperatur kan være kold eller varm. Egentlig kan det udtrykkes som lysets farve og det kan afhænge både af lyskilden og omgivelserne. Varmt lys har lavest farvetemperatur.
Her ses farvetemperaturen for normalt hvidt lys:
En normal pære vil være ved omkring 2700-3000 K mens et stearinglys, som opfattes som varmt lys, vil have en farvetemperatur på omkring 2000 K. Farvetemperaturen på sollys på en klar dag ligger typisk i området mellem 5000 K og 6500 K, hvor solop- og nedgang ligger mellem 3000 K til 4000 K.
Farvetemperaturenindstilling for skærmen afhænger af den enkelte person, men også af omgivelserne. Prøv dig frem for at opnå en passende temperatur på din skærm. Hvis det ikke er muligt at opnå et tilfredsstillende resultat ved at vælge en af de forudinstillede farvetemperaturer (eller hvis valgmuligheden ikke er der), kan de tre grundfarver med fordel indstilles hver for sig.
I de fleste omgivelser anbefales det at køre med en farvetemperatur på 6500K, hvilket også er den farvetemperatur der generelt kalibreres efter i branchen.
Du kan læse meget mere om farver og lyskilderne i et TV i vores fokusartikel: http://www.flatpanels.dk/fokusartikel.php?subaction=showfull&id=1170452655&archive=&start_from=&
samt i vores sektion om farveunderstøttelse:
http://www.flatpanels.dk/hvad.php#6
Dithering
Et af de ældste tricks i historien af farvegenerering er dithering begrebet. Dithering er en metode der benyttes til at snyde øjet til at tro den ser en given farve på trods af at farven ikke er omfattet af farvepaletten. Du har uden tvivl set dette fænomen før for det bruges overalt - så snart der indgås et kompromis med farver i et billede, benyttes mere eller mindre avancerede algoritmer til at udregne hvordan man kan danne den ønskede (ikke understøttede) farve ud fra andre tilgængelige farver. Dette gøres ved at vise et skaklignende mønster bestående af understøttede farver, der ligger tæt på den ønskede farve, hvorved øjet snydes til at tro at den ser den rigtige farve.
Så længe der er tale om små pixels (som det jo er med f.eks. en fladskærm) kan dette gøres med et nogenlunde overbevisende resultat. På 18 bit paneler, som f.eks. TN og visse typer VA, mangler der et stort antal farver i at kunne opnå ægte 24 bit understøttelse og her kan producenten vælge at benytte dithering metoden til at vise de manglende farver. Figuren herunder viser et ægte gradient og en gradient fabrikeret med et reduceret antal farver - herved opstår dithering. Man kan tydeligt se prikkerne i den sidste gradient. I praksis vil et dithering mønster på en skærm dog ikke være så synligt som dette eksempel.
En gradient med gengivet med og uden hjælp fra dithering.
Dithering tilbyder altså en hurtig løsning på problemet med farveunderstøttelse, men er ikke en særlig elegant løsning, hvorfor den ofte kombineres med Frame Rate Control (FRC) teknologien, hvilket er et stærkt værktøj (se næste afsnit).
Det er vigtigt at understrege at selvom et panel har en teoretisk farveunderstøttelse på 24 bit, såsom VA panelerne, så er det desværre ikke altid at producenterne gør brug af det. Således er der ofte ofret farver til fordel for hastighed (responstid) på f.eks. MVA og PVA panelerne og især sidstnævnte gør kraftigt brug af dithering, hvilket er en skam idet netop farveunderstøttelsen (og kontrastforholdet) burde være det der hæver VA over TN teknologien.
FRC (Frame Rate Control)
Ud over dithering metoden, som blev beskrevet ovenfor, er Frame Rate Control (FRC) en anden nyere metode der også har til formål at snyde øjet til at tro den ser en farve skærmen slet ikke kan vise. I praksis kan man godt kalde FRC for en avanceret dithering metode.FRC fungerer ved en række forudbestemte algoritmer, der bruges til at udregne en ny farve ud fra to allerede gunstige.
Eksempel:
| Panelet er i stand til at tegne farven 158;158;158 og 160;160;160, men der skal bruges 159;159;159. FRC kan nu tegne sidstnævnte ved at blande de to første. Det sker ved at der bliver opdateret skiftevist imellem de to farver, så man derved snyder øjets visuelle oplevelse af farver. Du kan også se en illustration herunder, hvor spændingen V1 resulterer i den første farve imens spændingen V2 resulterer i den anden. |
Processen sker det ved, at FRC'en opdaterer en pixel synkront med refreshraten (altså imellem V1 og V2) for en given pixel og derved udglatter overgangen, hvilket snyder øjet til at tro (øjet opfatter ikke flimmer ved 60 Hz. CRT er noget andet, da der sker et konstant fald i farver grundet det phosphorlag, som der tegnes på), at der rent faktisk vises den farve, som det er hensigten at vise.
Mange mener, at man kan udtrykke responstiden for et TN panel ved at sige 2 * responstiden grundet denne metode, men det er såmænd ikke korrekt. FRC skifter mellem to farver, men det betyder ikke, at det tager dobbelt så lang tid at gøre det i optændingsfasen (rise) for en pixel - blot at der i det statiske billede konstant opdateres mellem to nuancer for at skabe en tredje.
I praksis fungerer det udmærket og f.eks. TN paneler har generelt set gode nok farver til at tilfredsstille størstedelen af de almindelige brugere, på trods af at de kun er 18 bit. TN panelerne kan, af teknologiske årsager, ikke gengive lige så præcise farver, som de bedste VA og IPS paneler, men farvegengivelsen er langt mere end acceptabel. Som nævnt ovenfor er mange producenter af VA paneler dog gået på kompromis med farvegengivelsen for at få hurtigere paneler, hvorfor de også benytter 6 bit pr. subpixel plus en FRC og en dithering algoritme. Normalvis behandler skærmen farvedata ved en højere datarate - f.eks. 9 bit - men heraf bruges f.eks. de 3 bit til FRC algoritmen og de 6 bit til at ramme farven, så selvom producenten påstår at han kan vise de fulde 24 bit, er det dog en sandhed med visse forbehold rent praktisk.
En af de hyppigst omtalte bivirkninger af FRC teknologien er en glitrende effekt. Det kan f.eks. opstå ved filmfremvisning, idet der tegnes så mange forskellige billeder og FRC kredsløbet derfor hele tiden skal springe mellem nye farver. I populær tale kaldes denne type støj i billedet for video noise.
Deinterlacing
Almindeligvis er både PAL og NTSC signalerne interlaced. Det vil sige, at billedet er opdelt således, at der skriftevis transmitteres de lige rækker i billedet og de ulige rækker i billedet.
Metoden stammer tilbage fra fjernsynstidernes morgen og siden da er der ikke sket så meget udviklign på dette punkt.
Digitale skærme viser derimod billeder progressivt, altså uden linjedelinger. Før dette kan lade sig gøre, skal det oprindelige signal deinterlaces, altså omdannes fra de nuværende interlaced signaler til progressive. Der er flere metoder dette kan gøres på, nogle mere komplekse end andre. De mest kendte er dem, som med et farverigt udtryk, kaldes 3:2 pulldown og 2:2 pulldown, hvilke binder sig til de to respektive standarder NTSC og PAL.
Der kan imidlertid opstå forskellige fejl i billedet ved deinterlacing, såkaldte deinterlacing artifacts. Det kan vise sig i mange udformninger, hvor nogle af de mest typiske er:
Zipper: Horisontale linjer omkring bevægende linjer
Jitter: Vertikale linjer, som enten bevæger sig henover billedet eller vises hver halve frame
Jaggies eller stairstepping: Hakkende kanter ved objekter, som burde være flydende
Overdrive
Overdrive og lignende teknologier har været aktuelle i LCD-TV i flere år før det blev introduceret i computermonitors. Af samme årsag kunne teknologien også forholdsvist hurtigt slå igennem for monitor segmentet.
Overdrive er en teknologi, som skal skære toppen af responstiden i gråtoneovergange ved at regulere på den elektriske spænding og derved få de flydende krystaller i position hurtigere. Overdrive er egentlig ikke noget, der binder sig til panelet og mange overdrive skærme er blot en ældre model, som har fået Overdrive integreret og derefter et nyt modelnummer. Panelet kan sagtens være det samme.
Overdrive fungerer ved, at der i panelet bliver tilført en lidt højere spænding til en given pixel i optændingsfasen (rise), så man kan få den til at dreje i position hurtigere. Det samme gøres når der skal lukkes ned (fall) for pixlen igen. Se eksempel nedenfor:
Kilde: ViewSonic
Overdrive bruger, for at opnå de hurtigere overgange, en slags"mellemstation". Der bliver skudt over den ønskede farve, således, at en pixel først bliver helt åben eller lukket, hvorefter den falder eller stiger til den ønskede farve.
Grunden til at Overdrive kan give et betydeligt boost til responstiden, er den højere spænding. Det forholder sig nemlig sådan, at jo højere spænding en given pixel får tilført jo hurtigere reagerer den. Et praktisk tilfælde er at se på responstiden for et typisk TN panel uden Overdrive. Den klart hurtigste overgang er sort-hvid-sort idet sort og hvid ligger længst fra hinanden på gråtoneskalaen. Prøv at forestil dig at den nedenfor viste illustration repræsenterer gråtonerne for en skærm:
Den ene ende er hvid, den anden sort. Alle de mellemliggende er gråtoner; lyse såvel som mørke.
Hvis der skal skiftes fra sort-hvid så er det naturligvis den længste overgang og derfor bliver der også tilført den største strømstyrke, og dette medfører, at der reageres hurtigere.
Hvis der derimod skal skiftes fra, lad os sige, hvid til en lys grå:
Her ses det også tydeligt, at overgangen ikke er lige så lang og derfor tilføres der en lavere spænding. Derfor twister den flydende krystal ikke lige så hurtigt i position.
Overdriveteknologien indfører en mellemstation. Den lader en pixels flydende krystaller dreje længere end de burde og lader dem falde derfra. Det betyder dog, at man kan tilføre en højere spænding, hvilke jf. ovenstående medfører en hurtigere reaktion. Se eksempel på Overdrive nedenfor:
I praksis giver overdriveteknologien giver hurtigere responstid i mange gråtoneovergange, men ikke alle. Den progressive ændring af responstiden medfører imidlertid, at mange af disse skærmes responstid nu opgives i en grå-grå overgang. Grå-grå opgivelsen, med denne teknologi, synes nu nødvendig fra producenternes side, fordi de har en lavere responstid i lige præcis nogle overgange, og da specifikationer sælger, opgives best-case altid.
Grå-grå opgivelsen siger dog kun noget om rise tiden, modsat den tidligere anvendte ISO norm black-white-black (rise og fall), og altså ikke noget om fall tiden for en pixel.
Samtidig med, at vi får denne teknologi, skaber det altså også mere forvirring og nu skal forhandlere og prisdatabaser begynde at oplyse hvilken overgang de angiver millisekund tallet for, da man ellers slet ikke kan danne sig et indtryk. Det var svært nok at forstå responstiden i forvejen.
Indtil videre er teknologien stadig i de første stadier og teknologien er endnu ikke perfekt. Teknologien har dog stort potentiale da en akilleshæl ved fladskærme indtil nu har været at bringe responstiden langt nok ned samtidig med at styre transistorernes elektriske spænding og hvordan de flydende krystaller reagerede på den.
Teknologien optræder med forskellige navne alt efter producenten. Overdrive kaldes også: ADDC, MagicSpeed m.fl.
10-bit og 12-bit signalbehandling
Dette begreb snyder let og ofte forbrugerne til at tro, at der er tale om et 10-bit eller 12-bit farvepanel frem for de traditionelle 8-bit (24-bit), som ses i fladskærme. Det er dog imidlertid ikke tilfældet. Enkelte producenter reklamerer med, at skærmen kan vise 3,2 milliarder farver, men dette er dog kun det interne billedbehandlings farvemængde og bemærk forskellen.
En xx-bit look-up tabel har ikke direkte påvirkning af det antal farver, som ses på skærmen, og skærmen er stadig kun i stand til at vise 24-bit farver udadtil. En look up tabel fungerer således:
Signalbehandling udtrykkes også som en xx-bit LUT (Look-Up Table) i enkelte sammenhænge.
Bias lighting
Bias lighting er en type belysning, som kan bidrage til en bedre visuel oplevelse af et billede på en skærm. Man placerer almindeligvis en pære med en given farvetemperatur bag selve skærmen, så lyset er synligt omkring skærmens ramme.
Lyset kan blandt andet bidrage til en bedre visuel oplevelse af kontrasten på skærmen og ydermere skåne øjnene fra kraftige lysændringer.
Et eksempel på en type bias lighting er Ambilight effekten, som Philips har integreret i en række af deres Tv.
Læs teknisk dokumentation om grundlaget for hvordan lys i forhold til billedet på skærme opleves (ikke nødvendigivs i Ambilights udformning):
Relaterede emner:
03 Sep 2005 - Tre nye HD ready LCD-TV fra Philips
Pivot
Pivot er ikke en teknologi, men en funktion. I praksis vil det sige, at skærmen kan roteres 90 grader således, at den står oprejst, hvilket har sin fordel ved f.eks. Internet surf eller tekstbehandling. Det giver mulighed for at se hele papiret i et Word dokument, uden at det bliver for småt. Nogle skærme kan vende billedet automatisk, når man drejer skærmen, mens man på andre skærme først skal vende billedet i grafikkort indstillingerne eller ved hjælp af medfølgende software til skærmen.
Her ses en ViewSonic skærm i normalstillingen og pivot:
Under Pivot kan man støde på begrebet Gravitysensor. Det betyder egentlig bare, at skærmen automatisk kan dreje billedet i pivot når den fysiske ramme drejes. Det findes blandt andet i udvalgte Eizo, Samsung og LG produkter.
Ergonomi
I ordets forstand betyder det videnskaben om de mest hensigtsmæssige arbejdsforhold. Ergonomien for en skærm siger noget om, hvordan den kan indstilles i forhold til brugeren. God ergonomi er et lidt løst udtryk, da man ikke helt konkret kan sige hvad det er. Typisk er en ergonomisk computerskærm én, som både kan roteres, tiltes og højdejusteres, samtidig med, at den har pivot funktion. En typisk computerskærm har dog ikke mere end tilt justering og i enkelte tilfælde højdejustering.
For TV er de ergonomiske funktioner oftest begrænsede, da de ikke bruges som arbejdsredskaber. Man kan dog afhjælpe eksempelvis beslastning af nakken ved ikke at montere sit TV for højt på væggen. En generel tommelfingerregel siger, at midten af skærmen bør være i øjenhøjde når du sidder ned. Jo længere væk skærmen hænger fra siddepositionen des højere kan den dog hænge, uden at det influerer den vertikale betragtningsvinkel for meget.
Tearing ved spil
Tearing er når top og bund på et billede er ude af synkronisering. Det er ud som om, at den øverste og nederste del af billedet ikke er korrekt justeret i forhold til hinanden. Det kan typisk ses som en horisontal linje i midten af billedet, hvor overdelen og underdelen er forskudt. Mange CRT-monitor brugere oplever en stigende tearing, når de gå over til LCD computerskærme fordi de har deaktiveret V-sync i grafikkortindstillingerne. V-sync kan med fordel deaktiveres på analoge skærme, som f.eks. CRT skærme, men det har en meget tydelig sideeffekt på LCD skærme. Det anbefales derfor altid at have V-sync aktiveret på LCD skærme, for derved at undgå fænomenet tearing.