Specifikationerne
| INDHOLDSFORTEGNELSE | LCD TFT - Betragtningsvinkel - Brightness (lysstyrke) - Kontrastforhold - Farveunderstøttelse - Responstid - DVB tunere - Tilslutninger og kabler - HDMI standarden - Vægmontering |
LCD TFT
| LCD står for Liquid Crystal Display. TFT står for Thin Film Transistor. |
Alle nuværende LCD computerskærme, LCD-TV, LCD mobiltelefondisplays er LCD TFT skærme. TFT er blot de transistorer, som sidder bag de flydende krystaller og fastholder en spænding. Hvis disse ikke var der, ville skærmen blinke og billedet skulle tegnes konstant ligesom på en CRT skærm.
En LCD skærm uden transistorer er f.eks. dem man kan finde i ældre lommeregnere, men som dog er ved at uddø fuldstændig. Når man snakker om LCD bør man derfor ikke sondre mellem LCD og TFT for det er to sider af samme sag.
I daglig tale ser man også ofte LCD TFT skærme udtrykt ved active matrix og de gamle LCD skærme (uden TFT transistorer) omtalt som passive matrix.
Betragtningsvinkel
Den korte version
| Betragtningsvinklen er den vinkel, hvorved man stadig kan se billedet på skærmen med en vis forringelse. Det bliver opgivet horisontalt og vertikalt ved at skrive xxx/xxx (horisontal/vertikal). |
Typisk vil man se opgivelserne skrevet som"Betragtningsvinkel: 178/178"
Her er et eksempel fra Samsung 913B:
Den lange tekniske version
Den reelle betragtningsvinkel er ofte meget forskellig fra den specificerede. Producenterne opgiver den efter den nuværende ISO standard, som dog er misvisende for forbrugeren. ISO standarden angiver hvordan kontrastforholdet ændrer sig, når man går længere ud til siden for skærmen eller når man kigger nedefra eller oppefra på skærmen.
Man måler betragtningsvinklen fra centrum af skærmen, hvor det maksimale kontrastforhold er opgivet, til den synsvinkel, hvor skærmen er helt nede på et 10:1 kontrastforhold. Hvis en skærm således er opgivet til 700:1 i centrum af skærmen, så er 10:1 en meget tydelig ændring. Nogle producenter specificerer rent faktisk betragtningsvinklerne for, hvornår kontrastforholdet falder helt ned til 5:1 (typisk for TN paneler for at opnå en bedre specifikation). Udover at tallet er misvisende, idet man jo ikke ser et optimalt billede helt ud i de angivne vinkler, har man heller intet grundlag for at vide, hvordan skærmen vil se ud, når man kigger på den fra en skrå vinkel. Det bliver ikke specificeret og billedet fra skrå vinler kan være forskellig fra at betragte displayet fra siden eller fra en vertikal vinkel.
Betragtningsvinklen kunne være 160/160. Her specificerer man en samlet vinkel for de horisontale betragtningsvinkler og en samlet vinkel for de vertikalte betragtningsvinkler. Metoden virker logisk, hvis billedets kontrastmæssige og farvemæssige degradering var tilsvarende for henholdsvis venstre og højre og henholdsvis op og ned. Det er imidlertid ikke altid tilfældet. Udvalgte paneltyper, som f.eks. TN har en betydelig dårligere betragtningsvinklen nedefra end ovenfra. Reelt set burde der opgives 4 værdier for betragtningsvinklen; en værdi for hver af siderne, en værdi for tallet ovenfra og en værdi for tallet nedefra.
Et helt andet aspekt af sagen er, at man ikke mulighed for at vurdere, hvor hurtigt og ligeligt kontrastforholdet falder.
Eksempel:
| Skærm 1: Opgivet kontrastforhold: 450:1. Falder kun til 300:1 efter 45 grader horisontalt, men falder så kraftigt ned til de 10:1 resten af vejen | |
| Skærm 2: Opgivet kontrastforhold: 450:1. Falder til 150:1 efter 45 grader, men falder ikke så hurtigt ned til 10:1 derefter. |
Kan du se forskellen? Det er nemlig ret væsentligt. Hvis vinklen kun er faldet meget lidt ved f.eks. 45 grader, så er der jo en stort set brugbar synsvinkel helt ud til 45 grader.
Sidste fejl i opgivelsen for betragtningsvinklen er, at man kun måler betragtningsvinklen for ændringen i kontrasten. Forskellen for forvrængning af farverne er altså ikke medregnet.
I praksis kan farveforvrængninger typisk medføre mathed eller medføre at billedet præges af en speciel nuance, som f.eks. lilla eller gul. Billedet kan i værste fald blive komplementært, hvilket kan ses på TN paneler, når de betragtes nedefra.
Farveforvrængningen kan i nogle tilfælde være til større gene end den faldende kontrast, men det er altså ikke noget man har mulighed for at læse ud fra specifikationerne, det skal ses i praksis.
Betragtningsvinklerne kan variere fra paneltype til paneltype, men der er også ændringer i betragtningsvinkler at finde indenfor samme panelteknologi.
For at smale op på ovenstående, kan man sige, at en dårlig betragtningsvinkel manifesterer sig på flere forskellige måder, herunder nedsat lysstyrke, dårligere kontrastforhold, farveforvrængning og i enkelte tilfælde gråtoneskift, hvilket medfører fotonegative områder af skærmen.
Jeg håber således, at du nu har forståelse for hvad en praktisk erfaring med en skærm kan have af betydning. Opgivelsen for betragtningsvinklen er mangelfuld på mange områder og det gør den upålidelig. Umiddelbart fristes man til at tro, at betragtningsvinkler på 180 grader betyder ingen reel forskel i billedet, når det betragtes fra vinkler - det er imidlertid ikke nødvendigivs tilfælet.
Brightness (lysstyrke)
Den korte version
| Brightnessspecifikationen er lysstyrken af den lyseste hvide farve målt i centrum af skærmen. |
Der er ingen grænse for hvad brightness kan være, idet man altid kan producere et kraftigere lys. Hvad brightness bør være, er på den anden side meget afhængigt af omgivelserne, siddeafstanden og ikke mindst anvendelsen af skærmen.
Den lange tekniske version
Brightness har forskellige angivelser alt efter hvilken sammenhæng det sættes ind i. De mest almindelige er cd/m2 (candelas per square meter ), nits eller FootLamberts. Cd/m2 og nits er det samme og bruges almindeligevis i fladskærmesverdenen til at angive brightnessværdier. Når du således ser en skærm med en brightness på 350, snakker man om, at skærmens lyseste punkt er 350 cd/m2 eller 350 nits.
FootLamberts (fL) er et mere universalt begreb, men bruges fortrinsvis i projektorverdenen.
| Omregningsskema: 1 fL = 3.43 cd/m2 <=> 1 cd/m2 = 0.292fL 1 cd/m2 = 1 nit <=> 1 nit = 1 cd/m2 |
En høj brightness på skærm er ikke nødvendigvis at fortrække. Brightness skal passe til omgivelserne. I et mørkt rum bør brightness eksempelvis ikke være så højt. Der er derfor intet endegyldigt svar på hvad brightness bør være.
Der anbefales almindeligvis en relativ høj brightness til lyse omgivelser, spil, multimedia og Tv. Der anbefales almindeligvis en lav brightness i mørke omgivelser, tekstbehandling og lignende anvendelser.
Brightnessværdien bør imidlertid også afhængig af, hvor langt du sidder fra skærmen. En fjernsynsskærm kan man sidde langt fra og alligevel have en høj brightness. Det anbefales tværtom ikke at have en lige så høj brightness på en monitor uanset anvendelsen, fordi man sidder tættere på.
Der findes to overordnede metoder til at justere brightness på en skærm:
Ved at regulere lyset fra lyskilden:
Her regulerer man direkte på lyset fra baggrundsbelysningskilden. Justering via lyskilden kan imidlertid også gøres på to forskellige måder, og for ikke at blive alt for teknisk, forklaresr de blot kort:
Ved at tilføje en konstant på signalet til panelet:
Metoden fungerer ved, at der tilføjes en konstant til signalet. Det kan f.eks. findes på udvalgte Sony produkter. Ulempen er imidlertid, at det kan have en relativ stor påvirkning på responstiden.
Kontrastforhold og DynamikomrÅde
On-Off Kontrast - den korte version
| Kontrastforholdet er et mål for forholdet mellem lysstyrken af den lyseste hvide farve og den mørkeste sorte farve målt i centrum af skærmen. |
Dynamikområdet er ikke noget der opgives af producenten direkte, men det er ret essentielt for at give den bedst mulige farvegengivelse. Dynamikområdet er de mellemliggende farver inden for kontrasforholdet. Det kan forstås ved at betragte dette billede:
Øverst ses et kontrastforhold og nedenfor et dynamikområde. Et højt kontrastforhold er der ikke megen idé i at have, hvis skærmen ikke kan vise de mellemliggende farver. I praksis kan det tage sig således ud:
Kontrasteksempel med varierende dynamikområde
Du ser ovenfor to gengivelser med samme kontrastforhold. Billedet til venstre har et nuanceret dynamikområde, mens billedet til højre har et begrænset dynamikområde.
On-Off Kontrast - Den lange tekniske version
Kontrastforhold har ingen angivelse, men opgives blot som et forhold. Det kan f.eks. være 5000:1, der betyder at forskellen mellem den mørkeste sorte og lyseste hvide er 5000 ved division. Hvis en skærm således gengiver hvid ved 300 cd/m2 og sort ved 0,2 cd/m2 er kontrastforholdet: 300/0,2 = 1500:1.
Der er ingen grænse for hvor højt kontrastforholdet kan være. Det denifitionskorrekte svar hedder uendelig, da sort først er helt sort ved 0,0. Da man ikke kan dividere med 0,0, er kontrastforholdet således uendeligt. Man kan naturligvis med rimelig sige, at kontrastforhold på 1.000.000:1 er nok, men det er ikke den teoretiske grænse. I fladskærmesverdenen er det primært sort der skal forbedres før kontrastforholdet stiger.
Nogle mener, at man kan hæve kontrastforholdet, eller hvert fald angivelsen, ved at forstærke brightness (klarheden af den hvide farve). Dette passer dog ikke idet kontrasten binder sig til et forhold og ikke klarheden af den hvide farve. Hvis man hæver lyset i panelet, så bliver sort i den anden ende også typsik mere lys og derved er kontrastforholdet det samme. Kontrastforholdet kan kun forbedres, hvis man gør skærmen lysere uden at påvirke gengivelsen af sort eller omvendt.
Kontrastforholdet, som en specifikation for fladskærme, er en forholdsvis håndgribelig specifikation. Der er imidlertid en række faktorer der gør, at den ikke nødvendigvis er fuldstændig pålidelig. Specifikationen er altid best-case, altså den bedst mulige kontrast målt i laboratoriet. Det er dog ikke nødvendigvis den der er gældende for slutproduktet. Kontrastforholdet er ofte en smule fantasifuldt, og man bør ikke stole hundrede procent på angivelsen. Der er dels en fare for refleksioner i skærmen, dels argumentet med, at specifikationer sælger og man derfor prøver at hæve det kunstigt ved forskellige metoder.
Kontrastforholdet kan også være forskelligt fra én brightnessværdi til en anden. Hvis man hæver brightness meget, gengives sort ikke nødvendigvis ved samme forhold til den hvide, som det gør, hvis brightness er sænket meget.
Til slut bør det pointeres, at man bør være forbeholden med at justere kontrastforholdet på sin skærm alt for lavt. En meget lav indstilling af kontrastforholdet kan have en relativ stor påvirkning på responstiden.
Dynamisk kontrast:
Dynamisk kontrast er en nyere metode, hvorpå kontrasten måles. Det kommer sig af, at baggrundsbelysningen kan dæmpes i mørke scener og intensiveres i lyse scener. På den måde kan man opnå langt dybere sorte nuancer og følgelig et højere kontrastforhold på op mod 1.000.000:1 med specielle baggrundsbelysningssystemer.
Metoden har stort potentiale, hvis man formår at benytte den korrekt. Det menneskelige øje er ikke i stand til at skelne et overordnet kontrastforhold på mere end 200-300:1, men kan derimod dynamisk tilpasse sig omgivelserne. Hvis der f.eks. vises et billede med en overgang fra en grå farve til lysegrå farve, så kan øjet under optimale forhold, skelne omkring 200 nuancer mellem de to pågældende nuancer og tilsvarende i andre situationer og billeder. (fiktivt eksempel)
Af samme årsag, skal der mindre til før øjet opfatter hvid, som værende hvid på en helt sort baggrund. Derfor kan man med fordel dæmpe belysningen i meget mørke scener, så sort bliver helt sort og hvid bliver lysegråligt. Denne sammensætning vil nemlig skabe et kunstigt indtryk, som virker naturligt for øjet, når man ikke har en reference stående til sammenligning.
Teknologien kan videreudvikles så forskellige områder i billedet bliver oplyst forskelligt, men det kræver mere avancerede systemer, som f.eks. specielle LED baggrundsbelysningssystemer.
Skærme som bruger dynamiske kontrastangivelser er f.eks. Samsungs og Philips nye LCD-TV. Læs evt. denne nyhed for mere information:
06 Oct 2005 - Sharp mangedobler nuværende kontrast
FarveunderstØttelse
Bit angivelse og antal farver
Farveunderstøttelsen er en af de angivelse, som producenterne er begyndt at gøre meget for at fremhæve. Mens den på papiret varierer meget fra fra én skærm til en anden, er virkeligheden faktisk meget enkel. Der er ingen skærme, der på nuværende tidspunkt, gengiver mere end 8-bit og en farveunderstøttelse på mere end 150 % af NTSC spektret. Lad dig derfor heller ikke snyde af, at specifikationerne angiver flere milliarder farver. Det er blot et markedsføreingstrick, som reelt set blot siger noget om den interne elektronik, der godt kan arbejde ved 10, 12, 14 eller 16-bit. Det har dog ingen relation til farverne der kan vises udadtil, andet end at de 8-bit farver kan vises mere præcist.
På LCD monitors opgives enten 16.7 millioner farver eller 16.2 millioner farver. 16,7 millioner farver betyder typisk, at der er tale om et 8-bit panel, mens 16,2 betyder, at der er tale om et 6-bit panel med dithering. Paneler med 16,7 millioner farver kan dog også være 6-bit paneler, som anvender specielle dithering- og FRC metoder for at opnå farveantallet, hvilket er blevet mere almindeligt efter de nye og hurtigere paneler er kommet på markedet. Om der således er tale om et 16,7 8-bit panel eller et 16,7 6-bit panel, er svært at afgøre, hvis man ikke kender til den tekniske baggrund.
Mens 8-bit og 6-bit siger noget om de enkelte subpixels, bruger man på papiret almindeligvis en bit-angivelse, som siger noget om hele farveunderstøttelsen. Der er her 24-bit og 18-bit kommer ind i billedet idet paneler har tre subpixels og kan vise henholdsvis 8-bit og 6-bit i hver af disse tre subpixels. Da der er tre giver det: 8+8+8 = 24 bit for 8 bit paneler og 6+6+6 = 18 bit for 6 bit paneler
Her kan du se hvordan farverne bliver produceret ved at blande de tre forskellige grundfarver rød, grøn og blå i de tre subpixels. Prøv at ændre på værdien af de tre farver for at opnå nye. Alle tre farver ved fuld intensitet giver hvid og alle tre farver ved så lav intensitet som muligt, giver sort:
For at gå lidt mere i dybden med farvegengivelsen for LCD paneler, starter vi med de grundlæggende forhold. Antallet er farver og bit er direkte afhængige af hinanden og det er essentielt for at forstå farveunderstøttelsens verden. Lad os prøve at springe videre til nogle få beregninger, som ligger bag forholdene:
8-bit tillader at der gengives 256 nuancer i hver subpixel. I og med, at hele panelet, jf. tidligere afsnit, er 24 bit, kan der gengives 256 i hver af de tre subpixels. Det giver i praksis:
Da man ikke kan runde op - det vil være forkert at sige 16.8 - har man valgt at skrive 16.7 millioner farver.
Forholdet mellem 6-bit og 16,2 millioner farver er en lidt anden sag, da der her kommer dithering ind i billedet.
6-bit tillader kun 64 nuancer per subpixel. Der kan hurtigt afgøres, at der ikke er i nærheden af 16.2 millioner, men i stedet:
Man har imidlertid forlænget begrebet pga. ditheringmetoderne. Man kan genskabe en række nuancer vha. denne metode ved at vise forskellige sammensætninger af farver, eller mere korrekt forskellige ditheringmønstre. Det defineres først, at der kan vises hver fjerde farve på 6-bit paneler, altså 0, 4, 8, 12 osv.
Mellem 0 og 4 skaber man nuancer ved at skiftevis vise 0 og 4 i en subpixel. Alt efter hvor lang tid man viser henholdvis 0 og 4, kan man skabe de mellemliggende, altså 1, 2 og 3. Dette gælder for hele rækken op til 252. Man kan ikke gå længere end 252, da der ikke kan forlænges med 4 længere. I så fald ville man ramme 256, men da 0 tæller med, går rækken kun op til 255 - altså fra 0 til 255.
Det betyder, at et 6-bit panel med dithering, kan gengive nuancer fra 0 til 252. Med dithering og FRC metoder kan man, som nævnt, skabe de mellemliggende nuancer og således skabe 253 i alt (fra 0 til 252).
Hvis man regner lidt på det giver det:
Læs mere om dithering og FRC metoden her: Dithering
Gamma
Hvis vi bevæger os videre med farvekorrektion, bevæger vi os hen mod gamma. Gammaangivelsen er forløbet af lys fra sort til hvid. Det angiver hvordan nuancer indenfor kontrastforholdet vises. Det betyder eksempelvis, at 50 procent lys på skærmen, skal angives ved 50 procent og 90 procent skal angives ved 90 procent.
Det er meget almindeligt, at producenter hæver eller sænker gammaen i kontrasten for at skabe et højere kunstigt kontrastforhold. De er for eksempel meget typisk for Tv, at man lader de mørke nuancer være mørkere end de oprindeligt er, og lader de lyse nuancer være lysere end det oprindeligt er.
Gammaværdien er en ting. Forholdet mellem gamma på kildeenheden og skærmen er en anden. De fleste kilder er efterhånden standardiseret, så man skal bruge samme gammaværdi på skærmen uanset hvad.
I sin tid justerede Mac dog sine computere til en gammaværdi, der hed 1.8 for at gøre dem bedre egnet til billedbehandling. Den almengyldige gammaværdi på daværende tidspunkt var 2.5, som computere kørte med. Det betød, at et billede produceret på en Mac, ville se anderledes ud på en computer og omvendt. En række virksomheder blev senere enige om en standard, der satte gamma til 2.2. Standarden kaldes den dag i dag stadig sRGB og skal blandt andet sikre, at billeder ser ens ud på en Mac og en PC.
Der anbefales altid at indstille skærmen til en gammaværdi på 2.2.
Farvespektret
En sidste meget afgørende ting for farvegengivelsen er det såkaldte farvespektre. Jo større del man understøtter af farvespektret, desto mere klare og præcise kan farverne blive.
Farvespektret kan angives i et såkaldt CIE-diagram, som du ser nedenfor:
Yderkanten på grafen er øjets begrænsning. Den sorte streg angiver en typisk LCD skærms evne til at gengive farvespektret. Hvis en nuance ligger uden for det spektre, skærmen er i stand til at genskabe, vil den blot blive erstattet med en af de yderste i skærmens spektre. Det giver naturligvis en begrænset gengivelse i forhold til den virkelige verden.
Der findes forskellige standarder, som mere eller mindre er udpluk af grafen. En af dem er sRGB, som foreskriver, at der genproduceres 35 % af de farver, som de menneskelige øje er i stand til at se. Herudover findes der også adobeRGB, hvor man viser 50,6 % og NTSC, der ligger på 54,2 %.
NTSC er efterhånden blevet standardiseret. Den sorte streg, der afgrænser skærmens mulige gengivelse, er 72 procent af det fulde NTSC spektre (som var 54,2 % af hele øjets spektre). CRT skærme gengiver 84 % af NTSC, og kommende fladskærme baseret på eksempelvis LED backlight, har en teoretisk farveunderstøttelse på over 100 % af NTSC.
I sidste ende, skal man dog også huske på, at farverne en skærm også er afhængige af rummets belysning. At en producent har indstillet farverne behøver ikke nødvendigvis at betyde, at slutbrugeren ikke behøver at gøre det. Man skal indstille farverne i forhold til omgivelserne. En rum med meget sollys kan eksempelvis gøre skærmens hvide farver gullige.
Læs mere om farvetemperatur i vores artikel om Farver og lyskilder
Responstid
Generelt
| Responstiden er den tid det tager at opdatere i en given pixel. |
En LCD skærm opdaterer ikke på samme måde som en CRT skærm. En CRT opdaterer et vist antal gange i sekundet i forhold til en frekvens. Hvis en CRT skærm kører ved 75 Hz, opdaterer den 75 gange i sekundet.
En LCD skærm opdaterer i sine fysiske pixels, men kun hvis billedet ændrer sig. LCD skærme kører ved en frekvens på 60 Hz, men fordi LCD skærmen har en væsentlig anderledes opbygning end en analog skærm, har det ikke den store betydning. Reelt set siger det blot noget om, hvor ofte skærmen modtager ny information - altså 60 gange i sekundet. Hvad der imidlertid er interessant på en LCD skærm er, hvor hurtigt der reageres på disse 60 kommandoer i sekundet. Denne reaktionstid er responstiden, og responstiden måles i millisekunder
Der findes to metoder til at måle responstiden på. Ingen af dem er imidlertid specielt sigende for den reelle ydelse.
To skærme med forskellige metoder for angivelsen af responstiden, kan på den måde heller ikke umiddelbart sammenlignes. Her belyses begge metoder, så du er bedre rustet til at skelne mellem salgstrick og egentlige argumenter for køb.
On-Off metoden
Første metode kaldes sort-hvid-sort metoden på dansk eller On-Off på et mere universalt sprog.
Ved On-Off metoden er responstiden den tid det tager at opdatere en given pixel med udgangspunkt i sort, derefter til helt hvid og tilbage til sort igen.
Responstiden siger på den måde kun noget om ét farveskift på skærmen. Det er dog ikke nødvendigvis ens for alle overgange af farver og derfor kan angivelsen virka urealistisk, specielt fordi sort-hvid-sort overgangen typisk er den hurtigste for en skærm.
For at gå lidt i dybden med de tekniske, så lad os starte med det mest grundlæggende; nemlig hvordan man måler responstiden for On-Off metoden:
Panelproducenten måler responstidværdien, som tiden det tager en given pixel at gå fra helt sort til helt hvid og tilbage til helt sort igen. Eller mere præcist:
Når 10 % lys (brightness) slipper igennem, er en pixel sort. Når en pixel slipper 90 % lys (brightness) igennem, er den hvid.
Grunden til, at det ikke angives for 0 % og 100 %, er af hensynsmæssige grunde. Det kommer sig af, at det er næsten umuligt at fastsætte, hvornår en pixel helt præcis begynder at tænde op eller lukke i. Både pga. støj, udstyr, men også fordi mange paneler ikke er i stand til at skelne de helt mørke nuancer fra 6-7 % ned til 0 % og det samme for 94-95 % op til 100 %.
Det fejlagtige ved angivelsen er, at tallet kun måles ved en"sort -> hvid -> sort" overgang. Overgangen fra"sort -> hvid -> hvid" er typisk den pixelovergang, et panel kan reagere hurtigst ved.
| Hvis du allerede har læst afsnittet om farveunderstøttelse, ved du, at hver pixel kan vise enten 64 eller 256 nuancer afhængigt af paneltypen. Hvis du ikke har læst afsnittet, så bemærk, at ovenstående er essentielt for den videre forståelse. |
Definitionen ovenfor betyder, panelet har 256 eller 64 forskellige stadier af lysstyrke (brightness). Hver er de forskellige stadier kan lade en mængde lys slippe igennem. Disse betegnes med tallene 0 til 255 (læs hvorfor i afsnittet om farveunderstøttelse), hvor 0 er den sorteste sort og 255 er den lyseste hvide.
Den hurtigste overgang ved du allerede er den fra"sort -> hvid -> sort". Med tal bliver det overgangen fra"255 -> 0 -> 255".
Det kan umiddelbart virke paradoksalt, at det er de to værdier der ligger længst fra hinanden, som har den hurtigste responstid. Det hænger dog sammen med, at hastigheden, hvormed de flydende krystaller lægger sig i position, er afhængig af den elektriske styrke, der påføres til pixlen og der leder os til følgende:
Jo større elektrisk styrke der påføres, desto hurtigere responstid.
Det gælder imidlertid også, at jo længere to nuancer ligger fra hinanden, desto større elektrisk spændning skal der tilføres.
Vi har altså nu defineret, at overgangen fra"sort -> hvid -> sort" er er hurtigste idet de flydende krystaller påføres den højeste spænding. Det betyder også, at en meget lille ændring i panelets farver, kan tage lang tid. En overgang fra"sort -> mørkegrå -> sort" kan således tage forbløffende lang tid i forhold til, hvor lidt de flydende krystaller skal drejes.
Der er imidlertid også et andet aspekt af responstiden, som er forholdet mellem de forskellige aktiveringsstadier. Den tid det tager at gå fra sort til hvid og aktivere eller tænde pixlen, kaldes for"rise" tiden. Den tid det tager at lukke ned og gå fra hvid til sort, kaldes"fall" tiden.
Nogle paneltyper tænder langsommere op end andre, mens de lukker ned næsten med det samme. Andre paneltyper har lige lang rise og fall tid, mens nogle helt tredje måske har et andet forhold mellem rise og fall tiden.
Dette er essentielt for at forstå, hvorfor en skærm trækker slør, som den gør. Nogle skærme kan således trække slør foran hurtige bevægelser, mens andre trækker slør bagefter objekter. En optimal sammensætning er, at have en lige så kort rise tid som fall tid, men det er dog ikke altid muligt. Herunder ses en illustration:
Illustrationen viser tre hvide kasser, som bliver trukket hen over en sort baggrund fra ventre mod højre.
Den første kasse fra venstre har en langsom rise tid og har derfor slør foran sig selv.
Den anden kasse fra ventre har en langsom fall tid og trækker derfor slør efter sig selv.
Den tredje kasse fra venstre har lige lang rise og fall tid og har derfor lige stort slør på begge sider.
Forholdet for rise og fall tiden for hver paneltype, bunder i de flydende krystallers arrangering i cellestrukturen. Forskellige strukturelle opbygninger, betyder variationer og det gør det blot endnu sværrere at sammenligne respontiden på tværs af to paneltyper.
Et praktisk eksempel er S-IPS panelet kontra TN panelet. S-IPS panelet har næsten lige lang rise og fall tid, mens TN panelet har et mere ulige forhold. Et 16 ms S-IPS panel kan på den måde overordnet være lige så hurtig som et 12 ms TN panel.
G2G metoden
Anden metoden har flere navne, men kaldes typisk g2g, grey-grey eller grå-grå. Metoden stammer tilbage fra integrationen af den såkaldte Overdrive teknologi, der blev aktuel på forbrugermarkedet i løbet af 2005. Efter integration af Overdrive er"sort -> hvid -> sort" ikke nødvendigvis den hurtigste overgang længere, da man kan regulere den elektriske spænding.
Læs mere om Overdrive her: Overdrive
Her måler man tiden det tager fra en tilfældig gråtone nuance til en anden tilfældig gråtone nuance. Eftersom alle farver er dannet af gråtoner, kan det være en hvilken som helst overgang på skærmen.
Producenternes fordel ved denne metoden er, at man kan finde den hurtigste responsmæssige overgang på panelet, og bruge den som angivelse i stedet for On-Off angivelsen.
Når en skærm har Overdrive teknologien integreret og er målt efter ovenstående metode, angives responstiden som (grå-grå) eller (g2g). Det gælder også her på siden i f.eks. nyheder og panelsøgefunktionen..
Der er dog en hage ved den nye metode, som kommer forbrugere til ugunst, når specifikationerne skal vurderes. Den nye metode angiver nemlig kun rise tiden, som det blev omtalt i forrige afsnit. Man måler altså kun tiden det tager fra én grå nuance til en anden, men ikke tilbage igen.
Det er på den måde ikke heller ikke en endegyldig sandhed. På trods af integrationen af Overdrive, skal man stadig være skeptisk overfor responstid angivelsen.
Du kan finde alle skærme med Overdrive i panelsøgefunktionen ved at søge på: '(g2g)'
Supplerende
Brugeren kan påvirke på responstiden negativt, hvis indstilling af skærmen foretages forkert.
Du er nu velvidende om, at en kortere overgang i de flydende kystaller, betyder langsommere responstid pga. den elektriske styrke påført. Forestil dig så, at brugeren skruer ned for konstrasten og derved formindsker forholdet mellem den lyseste hvid og den mørkeste sorte. Når"afstanden" mellem disse to er kortere, vil de flydende krystaller heller ikke skulle dreje lige så langt og derved ikke have lige så stor en elektrisk styrke påført.
Det er dog ikke kun kontrastforholdet, som kan påvirke responstiden. Brightness kan også gøre det på visse paneler. Størstedelen af LCD skærme justerer på brightness ved at reducere selve lyset på lyskilden bagved panelet. Og dette har det ingen påvirkning på responstiden.
Hvis man derimod har mulighed for at justere brightness direkte på panelet, så kan det have en negativ effekt. Det ses bl.a. på Sony skærme.
Meget lav brightness indstilling direkte på panelet i f.eks. Sony skærme og tilsvarende, påvirker responstiden ret markant og det anbefales ikke at skrue for langt ned for brightness, hvis det foregår direkte på panelet.
Hvis man derimod kan styre brightness ved at regulere på lyskilden, så er det intet problem.
DVB tunere
DVB er akronym for Digital Video Broadcasting og er en standard for de sendemetoder, der kan bruges til digital transmission af Tv signaler. Der findes fem standarder af DVB, som er aktuelle for forbrugerne: 1. DVB-T 2. DVB-T2 3. DVB-C 4. DVB-S 5. DVB-S2 6. DVB-H
Her følger en nærmere forklaring af standarderne. Kig evt. også efter det logo du ser ud for de respektive angivelser, når du færdes i butikker:
DVB-T står for Digital Video Broadcasting-Terrestrial. Terrestrial er sendemetode for jordbaserede Tv udsendelser. Det er f.eks. antenner på hustage. Folk der således vil modtage digitale signaler til Tv via deres husantenne skal have en DVB-T tuner. Enten indbygget i Tv'et, DVD'en eller som en separat boks.
DVB-T2 står for Digital Video Broadcasting-Terrestrial 2. DVB-T2 adskiller sig fra normal DVB-T ved kunne køre ved anden modulation. I praksis betyder det, at DVB-T2 kan levere højere båndbredde og derfor er der mere plads i antenne-nettet til levere af f.eks. HD-kanaler.
DVB-C står for Digital Video Broadcasting-Cable. Det er denne standard man skal benytte sig af, hvis man modtager kabel-Tv (hybrid-net). I dag modtager mange husstande Tv via fællesantenne og i størstedelen af tilfældene er der også her tale om kabel-Tv og derfor kræves en DVB-C tuner i fladskærmen eller som en separat boks.
DVB-S står for Digital Video Broadcasting-Satellite. Det er derfor en DVB-S tuner man skal bruge for at modtage digitale signaler over paraboler. Typisk leveres DVB-S tunere som eksterne bokse, men flere og flere fladskærms-producenter er begyndt at bygge dem direkte ind i fladskærmene.
DVB-S2 står for Digital Video Broadcasting-Satellite2. DVB-S2 adskiller sig fra DVB-S ved blandt andet understøttelsen af andre komprimeringsformer end MPEG-2 for DVB-S.
Læs mere om DVB-S2 kontra DVB-S i dette PDF dokument: http://www.dvb.org/documents/white-papers/wp06.DVB-S2.final.pdf
DVB-H står for Digital Video Broadcasting-Handhelds. Det er en DVB-H tuner man skal have bruge for at modtage digitale terrestrial signaler for håndholdte enheder.
En DVB-C eller DVB-T tuner kan ikke nødvendigvis modtage HDTV signalet. Før dette gør sig gældende, skal tuneren også understøtte de komprimeringsmotoder HDTV påkræver og ligeledes kunne håndtere den datamængde HDTV udsendes i. De tunere som ikke understøtter førnævnte komprimeringsmetoder, er typisk rettet mod digitalt Tv i samme opløsning, som vores nuværende analoge PAL signaler.
Tilslutninger og kabler
Der findes et hav af forskellige tilslutninger bagpå et TV. Herunder giver vi et overblik over hvad du kan støde ind i og hvordan kvaliteten af dem er ift. hinanden.
Grunden til at der er så mange forskellige tilslutningsmuligheder er primært historisk, idet man gradvist har indført nye og bedre forbindelsestyper. Producenterne har herefter valgt at implementere mange af disse for at være så bagudkompatible som muligt. Mange ældre DVD-maskiner har eksempelvis kun scart-tilslutning.
Composite
|
Komposit tilslutningen er af lav kvalitet og benyttes typisk til DVD-afspillere, spillekonsoller, satelit-tilslutning eller videokameraer. Kompositkablet kombinerer hele videosignalet i én kanal hvorved man taber en del kvalitet. Undgå denne tilslutning hvis muligt. |
S-VHS
|
S-VHS eller S-Video giver medium kvalitet. Bruges typisk til at tilslutte videomaskiner, DVD-afspillere vidoekameraer eller spillekonsoller. Signalet splittes i to kanaler: Luminans (Y) og farve (C). S-VHS er af højere kvalitet end composite. |
Scart
|
Scart giver medium kvalitet. Scart er en meget almindelig tilslutningsform for videomaskiner, DVD-afspillere og andet TV-udstyr. Scart kan bære både billede og lyd i samme kabel. |
VGA
|
VGA giver medium kvalitet. Det bruges primært til tilkobling af en PC til TVet. Signalet er stadig analogt, men bedre end scart og S-VHS. |
Komponent
|
Komponent giver høj kvalitet. Komponent benyttes typisk imellem DVD-afspillere af højere kvalitet og dit TV. De tre ledere er standard RCA kabler med farverne rød, grøn og blå. Komponent giver højere kvalitet end S-VHS og composite. Signalet er stadig analogt. |
DVI
|
DVI giver høj kvalitet. Kablet kan med fordel benyttes til at overføre HD materiale mellem din DVD/HD-afspiller og dit TV. Signalet er rent digitalt og leverer samme kvalitet som HDMI dog uden lyd. |
HDMI
|
HDMI giver høj kvalitet. Kablet er ideelt til at overføre HD materiale mellem din DVD/HD-afspiller og dit TV. Signalet er rent digitalt og holder på både billede og mulitkanals lyd. Dette er den bedste forbindelse mellem dine enheder og dit TV. |
HDMI og HDCP
HDMI er et digitalt stik, som vil bruges i fremtidens HDTV apparater, high-end filmafspillere etc. HDMI er i modsætning til det kendte DVI signal også i stand til at levere lyden fra eksempelvis filmafspilleren til Tv'et og kan på den måde ses, som en afløser for det populære scart stik.
HDCP er en digital standard for en type kopibeskyttelse, som skal integreres i HDMI og DVI stik, hvis man skal være i stand til at bruge sin fladskærm til modtagelse af HDTV fra forskellige kilder. For at modtage HDCP kodede signaler, kræver det således, Tv'et understøtter HCDP over enten DVI eller HDMI indgangen. Det opgives typisk i specifikationerne. Derfor er det heller ikke umiddelbart muligt at se HDTV via f.eks. DVI på en nuværende computerskærm blot fordi den understøtter en HDTV opløsning.
Det er ikke lovligt at bryde kopibeskyttelsen, da den skal sikre, at forbrugeren ikke optager digitale programmer; f.eks. med henblik på videredistribution.
Indenfor HDMI-standarden findes der basalt set to kategorier, hver med to underkategorier, som er beskrevet herunder. Disse to kategorier har nu erstattet versionsbetegnelserne såsom"1.3" og"1.4". Lad dig i øvrigt ikke snyde af prissætningen på kablerne. Der vil oftest ikke være andre forskelle end den mekaniske kvalitet mellem kabler, så den billigste model, der passer til dine krav, vil opfylde dine behov ligeså godt som de dyrere kabler.
HDMI Standard speed
Indenfor Standard Speed kategorien findes der versioner med og uden ethernetforbindelse, dvs. mulighed for at føre eksempelvis internetforbindelser via HDMI-kablet. Standard speed er garanteret fra fabrikantens side til at kunne håndtere 720p og 1080i signaler i den længde kablet købes i. Vær opmærksom på, at dette blot er den kvalitet der garanteres - du vil typisk opleve, at kablet også kan klare 1080p-signaler.
Ved korte kabeltræk (under 5 meter) vil Standard speed kabler oftest være fuldt ud tilstrækkelige til alle de formål, der findes for HDMI-signaler.
Det er vigtigt at bemærke, at Standard speed kabler ikke har nogen fysisk afvigelse fra High speed kabler. De understøtter alle de samme ting, såsom 3D, Audio Return Channel (ARC), HD-lyd osv. men kobberets kvalitet er blot ikke garanteret til at kunne overføre samme høje opløsning som High speed.
HDMI High speed
Som med Standard speed, så er High speed også opdelt i kabler med og uden ethernet. Dét der adskiller High speed fra Standard speed er den fysiske kvalitet af kablet, hvilket bevirker, at producenten kan garantere understøttelse af højere opløsninger end på Standard speed kablet.
Ved længere kabeltræk (+10 meter) vil man typisk holde sig til High speed kabler, da man således er garanteret mindst 1080p-understøttelse.
Som en sidebemærkning, så er det lidt uheldigt, at Standard speed og High speed skilles ved 1080i og ikke 1080p, således at forbrugeren essentielt er nødt til at opgradere til High speed for at få garanteret 1080p-understøttelse.
VÆgmontering
Mange skærme kommer uden medfølgende vægbeslag og man kan vælge at købe producentens eget beslag separat. Dette er dog ofte dyrt og tilbyder ikke så mange ergonomiske funktioner. Der er derimod en standard for vægbeslag, som i sin tid er formuleret af VESA. Hvis en skærm overholder denne, så er det relativt let at finde et beslag. Vogels leverer f.eks. beslag til de forskellige VESA vøgbeslagsstandarder, som mange LCD-TV og PDP-TV (Plasma Display Panel) overholder. Se mere på deres hjemmeside:
www.vogels.com
På den måde kan man både spare penge og få et mere ergonomisk eller fancy vægbeslag, så længe man sikrer sig, at skærmen overholder standarden. Det er ofte angivet i specifikationer hos den pågældende producent. Bemærk dog, at enkelte producenter følger deres egne mål og VESA beslagene ikke passer.