Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: ViewSonic VX2025wm - FlatpanelsDK

Test: ViewSonic VX2025wm

19 Jun 2006 | Rasmus Larsen |


Indledning:

ViewSonic har i lang tid haft noget af det ypperligste indenfor skærme egnet til spil. Disse hurtige skærme har været del af serien kaldet VX, hvor man blandt andet finder verdens første 3 ms skærm på markedet, samt den første 2 ms skærm.
ViewSonic prøver nu kræfter med 20 tommer segmentet og har i den forbindelse lanceret en 20 tommer widescreen skærm i VX serien. Selvom den ikke er specificeret til en lige så lav responstid, som nogle af 17 og 19 tommer skærmene i serien, sigter man mod de brugere, som gerne vil have en hurtig skærm, fortrinsvis til spil.

Skærmen hedder VX2025wm og har widescreen opløsningen 1680x1050.

VX2025wm er venligst udlånt af ViewSonic Danmark: www.viewsonic.dk

Specifikationer:

Panelstørrelse:20" widescreen
Opløsning:1680x1050
Responstid:8 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:800:1
Lysstyrke:300 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):176°/176° (kontrasttab 10:1)
Dotpitch:0.258 mm
Panelnummer (Type):P-MVA (AUO AUO M201EW01 V0)
  
Strømforbrug:35 W
Vægmontering: (VESA 100mm)
Størrelse (HxBxD): 48.5cm x 44.1cm x 20.1cm (med fod)
Vægt6,3 kg
  
Justeringsmuligheder

 

· Tilt (25°)
· Swivel
· Højde
· Pivot
  
Indbyggede højttalere:
  
Indgange 
· VGA
· DVI
· Audio (type)
· SCART
· S-video
· Komposit
· Komponent
· HDMI
· Andet  
  
Medfølgende kabler  
· Strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
  
Medfølgende software:

Driver CD, Wizard CD-Rom

Pixelgaranti:ISO 13406-2 Klasse 2
Diverse:Quick Start Guide, Manual på CD


Pris og forhandler:




De første indtryk:


VX2025wm minder om de andre ViewSonic skærme i VX serien. Skærmens look er det samme, blot i widescreen. Designet består af en grå ramme med en lille sort kant yderst. Foden er et rektangel, som er monteret på bagsiden af skærmens ramme.


Det sidder en smart kabelholder på bagsiden, som faktisk er en af de mest praktiske jeg endnu har set. Man kan tage to små låger af og på den måde skjule kablerne let og elegant. Se billede herunder.


OSD (On Screen Display) menuen er god og overskuelig. Det er den samme som ViewSonic har brugt gennem en lang periode – altså den blå OSD. Den tilbyder de mest basale indstillinger, som kontrast, brightness, farvetemperatur og RGB (red, green, blue). Jeg savner dog stadig nogle farveprofiler, ligesom man ser på mange andre producenters skærme.


Skærmens ergonomiske muligheder er tilsvarende til andre produkter i ViewSonics VX serie og derfor lettere begrænsede. Der gives kun mulighed for at tilte skærmen bagover og fremover.



Inputstik tilsluttes bag på skærmen. VX2025wm har både DVI og D-SUB (VGA) indgang.

Forud for testen:


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Radeon 9800 Pro.
Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Farver, kontrastforhold og lysfordeling:



I forhold til den tidligere testede NEC 20WGX2 er ViewSonic VX2025wm ikke helt så lysstærk fra start af. Brightness niveauet er faktisk et nogenlunde udgangspunkt for en gamerskærm, men jeg foretrækker alligevel at sænke lysstyrken en smule.

Derudover er billedet faktisk godt. Det er virkelig balanceret og afvigelser er svære at se i praksis med det blotte øje.

Jeg har målt farvegengivelsen herunder:


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Som du kan se på grafen, så er langt de fleste farver ret præcise. Der er, ligesom på NEC 20WGX2, en lidt for afvigende blå farve. I praksis er den en smule for intens. Derudover er resultatet rigtig fint. NEC 20WGX2 fik ros for sin farvegengivelse ”out-of-box” og det fortjener VX2025wm i mindst lige så høj grad.

    Som du også kan se på grafen ovenfor er brightness mål til 238 cd/m2. Det anbefales normalt at skærme under 19 og 17 ikke kommer over 200 cd/m2, mens skærm på 20 tommer gerne må ligge lidt over. Jeg foretrækker en lidt lavere brightness, men som sagt i starten er det et fint udgangspunkt.
    Ved denne lysstyrke/brightness målte jeg den dybeste gengivelse af sort på skærmen til 0,4 cd/m2. Til sammenligning kan det nævnes, at den dybeste sort er 0,0 cd/m2. 0,4 cd/m2 er ikke helt sort og man kan f.eks. fornemme det i mørke omgivelser.

    Sortgengivelsen er imidlertid bedre end på NEC 20WGX2, som blev målt til 0,7 cd/m2 før indstilling og 0,5 cd/m2 efter indstilling.
    AU Optronics LCD panelet som sidder i VX2025wm er almindeligvis kendt for et højt kontrastforhold, så vi håber på at kunne forbedre gengivelsen af sort og hæve kontrastforholdet efter indstilling.

    Jeg kalibrerede nu skærmen og målte følgende:


    Indstillingen af billedet bestod blandt andet i at skrue ned for brightness for at nå en lidt lavere lysstyrke på skærmen og for at få en lidt dybere gengivelse af sort.

    Efter kalibrering gengives farverne en del bedre. Det var ikke den letteste farvekalibrering jeg har prøvet, men det forløb alligevel uden de store problemer. Jeg vil dog gerne påpege, at udgangspunktet for skærmens farver absolut var godt – blandt det bedste jeg endnu har set på en skærm i denne prisklasse.

    Jeg indstillede brightness til under 70 og sænkede kontrasten få skridt. Når man indstiller RGB (red, green, blue) farverne på ViewSonics skærme, så tages der ofte udgangspunkt i 100 % for alle tre grundfarver. Derfor bliver man nødt til at skrue alle tre grundfarver 5-10 skridt ned og tage et nyt udgangspunkt her. Det gjorde jeg og prøvede så at finjustere skærmen. Rød blev fastsat til omkring 90, grøn og blå lidt over.

    Efter kalibrering målte jeg brightness til 190 cd/m2, hvilket er et mere allround niveau, men som også sagtens kan bruges i spil. Man kommer lidt til et kompromis her, fordi der ikke er integreret farveprofiler i skærmen. Det savnes, specielt når man skifter mellem f.eks. skrivebordsbrug og spilbrug.
    Sort målte jeg til 0,3 cd/m2, hvilket er et fint resultat. Det giver et reelt kontrastforhold på.:

     Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,4 cd/m20,3 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)238 cd/m2190 cd/m2
    Kontrastforhold595:1633:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 100


    I praksis gengives billedet også godt. De er ikke så nuanceret som grafikerskærme og der mangler den sidste præcision, men resultatet er bestemt en del over gennemsnittet for typiske gamerskærme – specielt sammenlignet med aktuelle 17 og 19 tommer modeller.

    Flydende gradienter er næsten gode. Der er nemlig stadig en smule fejl, men dog ikke noget kritisk. Overordnet set er gengivelsen bedre end på NEC 20WGX2, som jeg også havde under testperioden. Forskellene er marginale, men alligevel synlige. Gradienterne er mere flydende.

    Gråtonerne blev fint skelnet fra hinanden. I monitorTest kunne jeg skelne skridt på 2 procent – igen en smule bedre end på NEC 20WGX2. Derudover står billedet rigtig godt. Det er bestemt bedre end på mange 17 og 19 tommer gamerskærme, som er baseret på TN panelteknologien.

    Det overordnede billede er også fint i spil og der er ikke udbredt banding eller lignende fænomener.

    Homogeniteten af baggrundsbelysningen er der imidlertid en smule problemer med. Kameraets billede herunder fremhæver det en smule, men lysgennemskæret i hjørnerne var også synligt i praksis. Det er slet ikke lige så slemt, som på den tidligere generation af S-IPS paneler, men alligevel et issue i min mening.


    Det kan godt dog variere fra model til model, og jeg har allerede set eksempler på langt mindre gennemskær på andre VX2025wm modeller.

    Panelet havde ingen pixelfejl.

    Responstid og spil:



    Til spilbrug bør man være opmærksom på, at det ikke er alle spil der understøtter widescreen. Nogle spil kan opdateres eller ”hackes” som det så farverigt hedder. Det kan åbne op for muligheden for at køre i widescreen.
    Mange spil af nyere dato understøtter dog widescreen og her er det en fryd. Hvis man ikke har prøvet at spille i widescreen, har man noget til gode. Det giver en ekstra fed effekt til mange spil og er at foretrække frem for det almindelige 4:3 eller 5:4 format.

    Skærmen har desværre ikke en funktion, som tillader, at man kan køre 4:3 spil i en centreret opløsning. Derfor bliver spil der ikke understøtter widescreen strækket helt ud til skærmens sider.

    Spilgengivelsen er fin. VX2025wm er ikke lige så hurtig, som de hurtigste 19 og 17 tommer skærme i VX serien, men den performer alligevel fornuftigt. I 20 tommer er man endnu ikke nået virkelig langt med responstiden, men VX2025wm er et godt bud på en skærm til spilbrug.

    Der kan godt anes slør i visse situationer, men det er ikke alle de vil bemærke det. Jeg tester ofte i Fifa 2006 fordi det er godt til at afsløre slør ved panoreringer, samt den lidt specielle type Overdrive trailing. Overdrive trailing er den type slør, hvor sløret får en hvidlig nuance.

    VX2025wm har en smule Overdrive trailing, men intet kritisk. Det var ikke tydeligt i Fifa 2006, men kunne godt fremprovokeres i vores testprogram, monitorTest. I monitorTest kørte jeg også testen hvor tekst scroller vertikalt. VX2025wm klarede det fint og uden problemer.

    I mere krævende FPS spil leverede VX2025wm også en fin ydelse. Der var på intet tidspunkt kritiske punkter, på trods af, at man godt kunne ane lidt slør ved meget hurtige skift.

    VX2025wm er et fint bud på en spilskærm. Der er stadig lidt vej for at nå op til de hurtigste skærme i de mindre tommestørrelser, men lad det ikke besnære dig. Hvis du er opsat på en skærm til spil i 20-21 tommer widescreen, så er VX2025wm absolut et interessant bud.

    Film og betragtningsvinkler:



    AUOs paneler er almindeligvis kendt for at have relativt gode betragtningsvinkler. De er en smule dårligere end Samsungs nyeste S-PVA paneler og under LG.Philips S-IPS paneler, men absolut optimale til det meste brug.

    VX2025wm har også gode betragtningsvinkler. Der mistes en smule intensitet i kontrasten fra vinkler. Farverne mister også noget intensitet, men det er på et acceptabelt niveau. Se praktiske eksempler herunder:



    Film gengives godt og uden udbredt video noise. Man kan ane, at der slipper noget lys igennem i hjørnerne, men kun hvis man fokuserer på det. Widescreen formatet er ydermere velegnet til film og det gør VX2520wm ekstra attraktiv på dette punkt.

    Der er en smule støj i billedet ved hurtige bevægelser og panoreringer er ikke helt skarpe. Det er mest af alt hvis man er meget pedantisk eller opmærksom på slør, man kan ane, at billedet bliver en smule uskarpt ved f.eks. panoreringer, men det er igen ikke kritisk. Det er en subjektiv vurdering, for som jeg har sagt før, afhænger slør meget af individet der sidder bag skærmen – mest af alt hvor kritisk denne person er.

    Mange vil aldrig opleve sløret og derfor bliver man også nødt til at stille det op i forhold til sine egne krav og ikke mindst i forhold til hvor kritisk man er på netop dette punkt. Uanset hvad er VX2025wm dog bestemt en hurtig skærm, som vi sagtens kan anbefale.
    I film er det dog lidt ærgerligt, at der slipper lys igennem panelet.

    Konklusion:



    ViewSonics VX2025wm er en lidt anden type skærm end resten af skærmene i ViewSonics VX serie. Ikke fordi den er uegnet til spilbrug, men fordi den også kan bruges i en række andre applikationer.

    VX2025wm beviser nemlig, at man kan levere god farvegengivelse, selvom skærmen ikke koster en bondegård. Det gør den også egnet til den let billedbehandling fra f.eks. amatørgrafikere.

    Sort gengives ligeledes dybt, men der var imidlertid problemer med baggrundsbelysningen på denne model, hvilket var en smule ærgerligt. Jeg har dog allerede set eksempler på andre VX2025wm’er, hvor problemet ikke var lige så markant.

    Der er stadig lidt vej for at nå op på siden af de hurtigste skærme i VX serien, men VX2025wm er utvivlsomt et kvalificeret bud på en gamerskærm. Den er på den måde også et af de bedste bud i sin prisklasse. Den kan nemlig bruges i en række af applikationer.

    Alt i alt en virkelig spændende kandidat til en god skærm. Eneste kritikpunkt er blot den lidt ringe fordeling af baggrundsbelysningen.

    PositivNegativMålgruppe
    ResponstidInhomogen baggrundsbelysningGameren
    Bedre farver end typiske gamerskærmeSavner en profilvælger i OSDAllround brugeren
    Pris Amatør grafikeren
      Filmentusiasten


    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?p=6183
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    LG dropper det sammenrullelige OLED TV

    15 May 2024 |

    Panasonic afslører nye Z90A, Z85A, Z80A OLED og W95A miniLED LCD TV

    14 May 2024 |

    Panasonics første Smart TV med TiVo lanceres in 24–65"

    14 May 2024 |

    DRTV gør problematisk login-funktion obligatorisk i september

    14 May 2024 |

    Imperial har skruet gevaldigt ned for lyden

    14 May 2024 |

    Nyt Loewe Stellar har MLA OLED og Samsungs Tizen OS

    13 May 2024 |