Ligesom Disney+ og Netflix vil Amazon Prime Video begynde at have reklamepauser i film og tv-serier, med mindre man betaler ekstra. Danmark går fri i første omgang.
Amazon har meldt officielt ud om planerne i dag.
- "For at fortsætte med at investere i godt indhold og fortsætte med at øge denne investering over en lang periode, vil serier og film på Amazon Prime Video fra begyndelsen af 2024 indeholde begrænsede reklamer. Vi sigter efter at have meningsfuldt færre reklamer end flow-tv og andre streamingudbydere," meddeler Amazon.
Danskerne går i første omgang fri.
Amazon har sagt, at reklamerne introduceres i USA, Storbritannien, Tyskland og Canada i begyndelsen af 2024. Udrulningen fortsætter i Frankrig, Italien, Spanien, Mexico og Australien senere i 2024. En tidslinje for andre lande blev ikke kommunikeret.
Betal ekstra for at undgå reklamer
Amazon maler et billede af, at prisen ikke stiger, men men produktet bliver naturligvis forringet, når man skal udholde reklamepauser undervejs i film og serier.
Selskabet oplyser, at man fremover skal betale ekstra for at undgå reklamer på Prime Video.
- "Vi foretager ikke ændringer i 2024 til den aktuelle pris for Prime-medlemskab. Vi vil også tilbyde en ny reklamefri pakke for yderligere 2,99 USD om måneden for amerikanske Prime-medlemmer og vil dele priser for andre lande på et senere tidspunkt," sagde Amazon.
I de lande, hvor Amazon Prime Video har live-sport, vil der stadig blive vist reklamer, selvom man betaler ekstra.
Læs også: Bliver streaming med reklame en succes hos danske forbrugere?
Udmeldingen fra Amazon kommer i kølvandet på, at Disney+, Max (tidl. HBO Max) og Netflix allerede har udrullet en pakke med reklamer i flere lande. Disney+ indfører reklamer i Danmark per 1. november 2023.