Apple rykker lidt nærmere drømmen om at samle alt indhold i én fælles brugerflade med tilføjelsen af Amazon Prime Video og Pluto TV i Apple TV appen.
Opdateret kl. 12.58: C More er også blevet integreret i Apple TV appen som "light"-integration.
Google forsøger med Google TV, TV-producenterne med opfriskede Smart TV-hjemmeskærme og Apple med Apple TV appen. Den mangeårige drøm om at samle indhold fra forskellige tjenester lever stadig på trods af Netflix's modvilje.
Amazon Prime Video har endelig fået integration med Apple TV appen i Danmark – adskillige år efter vores nordiske naboer. Det betyder, at Amazon-indhold fremgår af oversigter og lister samt kan findes med universalsøgning og Siri.
Amazon-indhold vises også i køen, så man kan holde styr på, hvad man er i gang med at se på tværs af streamingtjenester.
Amazon og andre tjenesters indhold fremgår af køen i Apple TV appen. Foto: Flatpanels
Light-integration
Pluto TV har også fået integration, om end det ikke er alt indhold fra pluto, der kan søges frem i Apple TV appen. Opdatering: Også C More.
Der er i begge tilfælde tale om "light"-integration, hvilket betyder, at det kun virker på Apple TV boksene og iPhone/iPad. Med light-integration åbnes udbyderens egen app, når man klikker 'afspil' i Apple TV appen, f.eks. når man vil se Magtringene som i eksemplet nedenfor.
Med fuld integration, hvilket Apple kalder en "kanal", afspilles indholdet direkte fra Apples servere i Apple TV appen, hvorfor det også virker i Apple TV appen på Smart TV, Google TV mv. Eksempler på fuld integration er BritBox og MLS.
Amazons indhold kan findes i Apple TV appen men afspilles i Amazons egen app. Foto: Flatpanels
10 tjenester i Apple TV appen
Med de 2 tilføjelser er der nu 10 tjenester integreret i Apple TV appen: Amazon Prime Video, Apple TV+, Apple iTunes (filmleje), BritBox, Disney+, HBO Max, MLS (Major League Soccer), Pluto TV, SkyShowtime og Viaplay.
Vores nordiske naboer har også integration med Discovery+, Hayu og MUBI. Netflix står helt uden for i alle lande.