Første indtryk | Funktionalitet | Kalibrering | Målinger | Billedkvalitet | Konklusion
Philips har gennem et års tid samarbejdet med Bowers & Wilkins omkring lyd-delen af flagskibsmodellerne, og igen i år er der et par nyheder at vælge mellem. Vi har lånt den “lille” version i form af 934-modellen, som byder på Atmos lyd af B&W, HDR i form af både HDR10+ og Dolby Vision, Philips’ nyeste P5 processor og Android 9 - og naturligvis Philips’ karakteristiske Ambilight.

Philips OLED934 findes i 55" og 65", hvor vi har lånt 65"-modellen

 Læs også: Oversigt: Philips 2019 TV


Pris og forhandler:
55"
65"


Første indtryk
Philips laver generelt nogle ret nydelig skærme, og OLED934 er ikke anderledes - men den er heller ikke voldsomt meget anderledes end de mange øvrige OLED-modeller man kan få i dag.

Tyndt panel, tyk teknikkasse bagpå. Der hvor 934 skiller sig ud er på lyden og udseendet af højttaleren. Sammenligner man med eksempelvis Sony AF9, som vist på billedet til højre, så er skærmpanelet dog en smule tyndere og selve bagsiden er også ret minimalistisk. 

B&W har været med i legen da højttaleren skulle udvikles til 934 og i denne model har det udmøntet sig i en trapez-formet højttaler, som samtidigt agerer TV’ets fod. Man har to valgmuligheder når det kommer til montering af TV’et idet foden kommer i to højder. Jeg har herunder monteret den på den høje variant, men den lave får TV’et til at sidde godt en centimeter over højttaleren. Selve højttaleren forbindes til TV’et via et lille stik bagpå og føres via en kabelkanal i foden op til TV’et. Samme kabelkanal kan dog ikke huse de øvrige forbindelser man måtte ønske at sætte til TV’et, hvilket er lidt synd. Hvis man ønsker at vægmontere TV’et og samtidigt benytte højttaleren, så skal man være opmærksom på, at foden stikker en del ud bagtil, så en helt flush montering mod væg vil ikke være muligt. Philips anbefaler dog også, at man har ret meget luft bagtil for at kunne udnytte Ambilight optimalt, så det harmonerer fint nok. 




Ser vi på de øvrige stik, så vender de for det første alle rigtigt, dvs. enten nedad eller ud mod siden, men kigger man lidt grundigere efter, så afsløres det, at samtlige HDMI-porte understøtter ARC (Audio Return Channel), hvilket er lidt af et særsyn. Ikke at det er voldsomt vigtigt, når alle porte også understøtter 4K i fuld båndbredde, men det er en særlig feature ved 934. Af andre særlige features nævnes muligheden for tilslutning af en aktiv subwoofer til at assistere B&W-soundbar’en. Rundt langs kanten på bagsiden sidder Ambilight-dioderne, som kan oplyse opad og til siderne. For den fulde effekt skal der helst både være afstand til bagvæggen, samt mindst en meters væg rundt om TV’et, som lyset kan kastes ud på. Har du vægge eller loft tættere på, så skal du være forberedt på, at lyset vil være ret synligt på disse flader også. 

Refleksioner er identiske med øvrige OLED-modeller, og det er udmærket. Ikke så godt som visse af Samsungs Q-modeller, men udmærket. 



Den lille smart-remote vi så sidste år har ikke fundet vej til 934, så vi finder kun Philips’ klassiske remote i kassen. 


Brugeroplevelse & features
Philips er på team-Android, som er nået til version 9. Har man set version 8, så er der meget lidt at blive begejstret over og hjemmeskærmen i Android ligner fuldstændigt sig selv. Som platform baseret på Android, så er man sikret en vis grad af fremtidssikring i den forstand, at producenterne typisk indgår en aftale om, at produktet modtager opdateringer til nyeste platform 3 år ud i fremtiden. Derefter er det desværre op til de enkelte, at garantere opdateringer til nyeste platform.

Jeg er ikke den store fan af Androids hjemmeskærm, da den overtager hele skærmbilledet. I forhold til Tizen, WebOS eller sågar My Home Screen, så føles det meget som dét det er, nemlig et overlay ovenpå skærmens eget styresystem, som åbner op ovenpå den øvrige brugerflade.

"Ingen AirPlay 2 til Philips"
Android 9 har ikke ændret på brugerfladen, så apps præsenteres i listeform i første række, og så kan man tilføje de apps, som giver mulighed for at vise indhold direkte på hjemmeskærmen nedenunder. Der er stadig ikke mange apps, der tilbyder denne funktionalitet, så det kan hurtigt komme til at syne lidt som en reklamesøjle for Google apps og Netflix. Det ville være fedt, hvis flere indholdsudbydere begyndte at prioritere, at gøre deres indhold tilgængeligt for de her indholds-rækker, som de fleste producenter efterhånden har implementeret i deres styresystem.

Udvalget af tilgængelige apps er forholdsvis bredt (inklusive Rakuten TV), og kun enkelte apps glimrer ved deres fravær, men de manglende apps kan ofte castes via Chromecast Built-in, som er den software-version af Chromecast man får med Android TV. Denne softwarebaserede version er dog langt fra så stabil, som den man kan få via en HDMI-dongle og meget ofte nægtede den simpelthen at starte et stream - samme problem, som man ofte oplever på andre Android TV også. Google måtte godt lægge sig lidt mere i selen og give denne feature en overhaling, så vi eventuelt også kunne få mulighed for at skifte billedrate til noget andet end 60 Hz. Philips er en af de få, som ikke har annonceret AirPlay 2, så for Apple-brugere, så må man forlade sig på, at app-udvikleren understøtter Chromecast. 

Med Android får man også Google Assistant, som eksempelvis kunne bruges til at styre arsenalet af Philips Hue-pærer, som man meget vel kunne benytte sig af, da de interagerer fint med Ambilight-funktionen. Her i huset har jeg ikke nogen farvede Hue, så effekten er begrænset, men TV’et tillader, at man breder Ambilight ud til de øvrige pærer i stuen og får en mere omsluttende farveeksplosion. Hvorvidt man er fan af dette må være op til den enkelte, men i jagten efter det korrekte billede, så er ændring af farverne på omgivelserne ikke fordrende, men der er helt sikkert dem, der sætter pris på effekten.

Interfacet på Philips’ TV kan godt virke lidt omstændigt, hvis man har brug for at nå ind til indstillingerne, da der skal relativt mange klik til at navigere rundt og menuen fylder en del. Og får man først åbnet for indstillingerne, så er der vanvittigt mange af dem, hvilket især gælder de features, som omhandler de mange mange aspekter af billedbehandlingen skærmen er forsynet med. På den positive side, så har man dog rig mulighed for at tweake på de indstillinger man måtte ønske at have aktiveret, så selvom Philips helt klart har et mindset om, at tilføje så meget billedbehandling, som man næsten kan, så kan det tones ned eller slukkes helt i flere forskellige trin. Det gælder både billedindstillingerne, men også deres Ambilight-funktion. 

Vi klagede lidt sidste år over 803’eren, hvor der var et par bugs, som påvirkede billedprofilerne og sync af lyden, men disse bump på vejen lader til at være udjævnede. 

Betjening
Sidste år lancerede Philips deres Easy Remote, der designmæssigt var ret lækker, men funktionsmæssigt var lidt omstændelig at benytte.

På 934 er der kun den normale Philips plastic-remote inkluderet, som vanen tro er forsynet med et fuldt keyboard på bagsiden. Der er relativt få situationer, hvor man reelt har brug for et fuldt keyboard, men Philips holder stædigt fast. Keyboardet er kun aktivt når det vender opad, så det reagerer ikke på tryk når du holder den i hånden med TV-taster op. Til brug med Google Assistent er fjernbetjeningen forsynet med en mikrofon, som aktiveres når der skal indtales kommandoer, og som hidtil, så kunne man nok have nøjes med stemmeinputtet i de situationer, hvor man ellers ville bruge det fulde keyboard på bagsiden. 

Der er virkelig mange taster på Philips’ fjernbetjening, selv hvis vi udelukkende ser på forsiden, og midt i det hele har både Netflix og Rakuten TV moset deres meget grimme genveje ind. Jeg forsøgte i mine billeder af få gengivet knappernes fremtoning så præcist som muligt, men jeg vil gå så langt, som at sige at teksten på knapperne fremstår for tydeligt på mine fotos. Det var komplet umuligt at læse teksten på knapperne (ud over Netflix og Rakuten TV-tasterne ironisk nok), og man skulle derfor ret hurtigt lære positionen af de gængse taster, for at kunne betjene TV’et i andet end blændende dagslys. Det er - uden sammenligning - de mindst læsbare taster jeg endnu har oplevet på en fjernbetjening.




Tasterne på fjernbetjeningen er lidt svampede og ikke specielt gode at trykke på, hvor især “OK”-knappen i midten var lidt sløv til at opfange tryk. Begejstringen for denne fjernbetjening er til at overse, som man måske har opfattet allerede. 

Tv & lyd
Interfacet til styring af TV er pænt med tilpas mange informationer tilgængelige, og Philips’ EPG er funktionel. Som på de fleste andre TV er der en række genveje på fjernbetjeningen, som kan kalde forskellige aspekter af TV-betjeningen frem, såsom EPG, kort kanaloversigt, programinformation, optagemenu etc. og for de features, som man mangler, så er der adgang til en slags genvejsmenu også. Det er også hér man skal ind for at finde en af 9-seriens unikke features, nemlig dual-tuneren, som tillader PIP med to kanaler i hvert sit vindue. 




Det er stadig tydeligt, at rigtig mange af de features et TV i dag har i sit kernesystem, er centreret omkring TV-visning, så alle de smarte side menuer, der kan kaldes frem har alle med afspilning af tuner-baseret indhold at gøre. På et eller andet tidspunkt tipper vægten, og man må til at nytænke måden man bygger interfacet op på, da streaming i højere og højere grad bliver det foretrukne valg og så står man tilbage med en god portion knapper på fjernbetjeningen og menuer i interfacet, som ikke kan bruges til ret meget.

Ud over dual-tuneren, så er dét man betaler ekstra for i 9-serien lyden. Modellen er den mindste i serien, hvor lyden leveres af B&W og i forhold til den lyd man normalt hiver ud af en helt tynd fladskærm, så er der tale om et markant hop i kvalitet. Det er langt mere fylde og bund i 934, hvilket er en naturlig konsekvens af, at man nu har en mini-soundbar klistret på forneden.

Der ydes Dolby Atmos support, hvilket man dog ikke helt får glæde af, da der ikke er nok enheder inkluderet. Det ændrer til gengæld ikke på, at 934 hæver sig noget over mængden af de øvrige OLED-modeller - og især 8-serien fra Philips selv - på lydsiden.

Skulle man savne lidt mere bund, så tillader TV’et også at man tilslutter en ekstern aktiv subwoofer efter eget valg, hvilket jeg umiddelbart ville anbefale for lige at give et sidste skub. Ser man på prisforskellene mellem Philips’ egne modeller, så betaler man pt. godt 4.000 kr. ekstra for at få B&W-lyden ift. 854-modellen og til denne pris synes jeg godt 934 kan retfærdiggøres. Hvis man derimod søger lidt rundt på markedet efter en dedikeret ekstern soundbar, så vil man nok kunne finde noget, som overgår B&W-lyden, men så giver man køb på helheden i designet. Det må blive en afvejning af fordele og ulemper, men jeg mener godt, at 934 kan stå alene med lyden i mange situationer - også til sporadisk musikafspilning uden de helt høje forventninger. 

Jeg oplevede lejlighedsvis knitren i højttaleren når kilden var Apple TV (hvor det meste af mit eget filmmateriale ligger) med Dolby Atmos aktiveret, men jeg kunne ikke umiddelbart replikere fejlen, hvis der blev skiftet til apps via TV’ets eget styresystem, så problemet kan i princippet ligge flere steder. Der var af og til lidt problemer med, at TV’et viste sort skærm, dog med lyd, hvis det blev aktiveret via HDMI-CEC, men generelt så er denne teknologi ret buggy og jeg har nok stadig til gode, at gennemføre en test, hvor CEC bare virker 100% gnidningsfrit.


Kalibrering
Philips har altid haft en lidt anden tilgang til hvad der bør gøres ved billedet end mange andre, og hvor de fleste pumper deres standard-profiler en smule mht. skarphed og bevægelsesudglatning, så får den lige en tand ekstra hos Philips. Der er fuld skrue på “HDR-effekt”, skarphed og udglatning af bevægelse og selv i ISF-profilerne, er der stadig en smule skarphed tilføjet. Vi holder os eksklusivt til ISF-profilerne under kalibreringen i SDR, da de giver det bedste udgangspunkt, men Philips tillader ikke kopiering af indstillinger på tværs af input, så forbered dig på, at skulle indtaste alting flere gange.

 Øvrige billedprofiler
Tryk på profilen for at se målekurve
Standard
Naturlig
Livagtig
Personlig
Spil (Varm)
Skærm
HDR ISF
HDR Personlig
HDR Livagtig
I ISF-dag er der skruet godt op for lysstyrken, hvilket er gavnligt i dagslys, men finder du det for lyst, så skru lidt ned. Med OLED, så vil den resulterende lysstyrke afhænge af hvor stor en procentdel af skærmen, som er dækket af lyse elementer, så hvor vi i nedenstående målinger måske rammer en smule højt, så måles der på en ret lille dækning af skærmarealet, så den effektive lysstyrke vil ofte blive lavere i praksis når først indholdet ruller over skærmen.

Philips tilbyder ikke autokalibrering via Calman, som flere af de øvrige producenter gør, men der skal ikke mange justeringer til før SDR-kurverne ser gode ud. Ser vi på primær og sekundærfarverne, så kunne man godt gøre brug af justering på den gule og magenta sekundærfarve, som er en smule ved siden af, og Philips giver faktisk mulighed for justering af CMS, men traditionelt set, så er det også hér man hurtigt kan introducere problemer, hvis der skrues for meget. 

Vendes blikket mod HDR, så ser EOTF-forløbet en smule anderledes ud end hvad man normalt ser, hvis man vælger ISF-profilen. Hos Panasonic valgte man meget stringent, at følge kurven næsten til punkt og prikke med et ret hårdt cut ved roll-off i højlyset, men hos Philips har man valgt den nærmest stik modsatte tilgang. Her finder vi en meget lang afrulning, som påvirker store dele af kurven, helt nede fra godt 50% luminans, men Film-profilen opfører sig noget bedre, hvorfor vi anbefaler, at man benytter denne til HDR i stedet. Ser man igen på primær og sekundær-farverne, så stikker den gule farve noget af og rammer mærkbart skævt mod de grønne nuancer ift. målet. Også cyan og magenta er skæve mod hhv. grøn og blå, men ikke i samme grad. Det er ikke helt overbevisende. Dækningen af DCI-farverummet er ikke påvirket af sekundærfarvernes placering, så vi ender omtrendt samme sted, som alle øvrige OLED-paneler baseret på LG’s WOLED.


 Før kalibrering (ISF Dag)
 Efter kalibrering
 HDR (Film)
 HDR (DCI-P3 & Rec.2020)


Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.

 Sammenlign med de seneste 8 anmeldte TV
 Sammenlign med de seneste 8 anmeldte TV (fold-ud)
 Sammenlign med de seneste 8 anmeldte TV (fold-ud)

Bemærk:Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.





Billedkvalitet
Vi starter på den høje klinge og sætter noget HDR-materiale på, og denne gang kan det blive Dolby Vision, som Philips fra 2019-generation nu understøtter. Som måletabellen ovenfor afslører, så er 934 i stand til at punche 900 nits lysstyrke ud ved små dækningsarealer, hvilket er ganske højt. TV’et taber pusten lidt hurtigere end Panasonic GZ2000 og ved 10% dækning er vi nede omkring 725 og ved 25% rammer vi 500 nits. Det er stadig ganske hæderligt for OLED og det giver et godt overskud i højlyset. Ved fuld dækning, så er lysstyrken til gengæld dalet til 150 nits, hvilket er sammenligneligt med 803-modellen fra sidste år. 

Som på flere af de øvrige OLED-modeller vi har testet, så er der tendens til en smule banding i de lyse nuancer, og 934 går ikke helt fri af dette. Det er især på de generiske testmønstre, at man vil kunne identificere disse artefakter, så med mindre dette er dit primære kildemateriale, så er det ikke noget du bør bekymre dig synderligt om. Som vores måling af EOTF-kurven viste, så følger 934 ikke normen helt, hvis man benytter ISF-profilen, så højlyset vil fremstå en smule mere dæmpet end tiltænkt især i området omkring 50% luminans. Husk på, at her er tale om lysstyrken og ikke farvesammensætningen, så det er udelukkende hvor lyst eksempelvis mellemtonerne vil fremstå ift. normen. Du bør benytte Film-profilen og så ellers få tweaket den, så alle de mange skarpheds-indstillinger og bevægelsesudglatninger kobles fra.




At Philips har tilføjet Dolby Vision til formatunderstøttelsen er lækkert, da HDR10+ ikke lader til at være på banen i stor stil lige foreløbigt, men egentlig er det ikke OLED, som står til at høste den største fordel af formatet, da HDR-performance i forvejen er ret god pga. den pixelpræcise styring af lyset. Det åbner dog for et mere balanceret billede, da man kan definere lyssætningen forskelligt gennem hele filmen og derved potentielt undgå scener, som fremstår enten for lyse eller for mørke - i realiteten er dette dog ikke altid helt udfaldet, og det er op til filmskaberen at få det bedste ud af det. Dolby Vision er bestemt ikke en garant for god billedkvalitet.

Tones der ned for lyset og de helt mørke testmønstre sættes på, så opfører 934 sig ganske godt. Der er minimalt med banding til stede selv på nuancerne under 5 IRE og øges lysstyrken, så er der heller ikke nævneværdig tint at spotte. Skærmen klarer fint at vise alle trin på gråskalaen og der er ingen tab af skyggedetaljer. 


 1 IRE
 4 IRE
 10 IRE 
 60 IRE 


Som vores tabel med indstillinger afslører, så slår vi alle de mange algoritmer Philips har proppet skærmen med fra, hvilket naturligvis efterlader billedmotoren noget amputeret, men hvor Philips’ billedeksperter allerhelst vil fremvise skærmene med alle disse ting aktiveret - og helhjertet går ind for brugen af dem - så klarer skærmene sig faktisk ret godt uden. Så hvor der meget hurtigt går lidt for meget fyrværkeri i alting, hvis man aktiverer de mere dynamiske billedprofiler og Ambilight, så klarer ISF-profilen med lidt småtweaks at vise et naturligt billede, og Philips’ Clear Motion kan skrues ned på et niveau, hvor man både får en fornuftig håndtering af bevægelse uden for mange artefakter i billedet. Du skal dog holde dig til “Minimum”-indstillingen af systemet. Der er endnu ikke nogen producent, som har fået implementeret 120 Hz BFI (Black Frame Insertion), så brug af denne funktion foregår stadig ved 60 Hz, som er ganske forfærdelig at se på og derfor bør undgås - uagtet, at det kan hjælpe til at få objekter i bevægelse til at fremstå skarpere.

Opskalering og håndtering af materiale, der ikke lige er i 4K, klares uden problemer, hvilket efterhånden er normen på tværs af alle de store producenter. Der er ikke nogen der gør arbejdet dårligt, hvilket naturligvis er et stort plus, hvis du ikke helt kan bestemme dig for hvilken model du er ude efter. Jeg vil understrege, at man skal huske at slå skarpheden helt fra, da den på selv de laveste niveauer vil introducere artefakter, som man hurtigt kunne forveksle med en dårlig opskalering på eks. et TV-signal. 




Philips har ikke nogen HDMI 2.1-features ombord ud over ALLM (auto low latency mode), hvilket betyder, at den selv kan skifte til spilprofilen for at sænke input lag. Bruger du din spilkonsol til at se film på, så betyder det også, at skærmen kan skifte til ISF-profilen igen når du ser film. I spilprofilen måles et lag på over 35 ms, hvilket ikke er nogen forbedring ift. sidste års modeller. Det placerer desværre Philips ret langt nede i feltet, hvor både Samsung og LG er nede på 15 ms og selv Sony kan præstere et 10 ms forspring. Her måtte Philips godt komme med en spilprofil, der var lidt mere effektiv. 35 ms er ikke en forfærdelig score i det store og hele, men det er ikke on-par med det øvrige felt.

 Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol

Ser vi på de øvrige features, som man går glip af i HDMI 2.1-standarden, så er VRR (variabel billedrate) og HFR (høj billedrate) to af de ting, som fremtidens gamere nok ville kunne gå hen og savne, da man således ikke kan presse skærmen over 60 fps i 4K og ligeledes ikke kan lade billedraten variere med den formåen spilkonsollen har. Tag et kig på vores artikel omkring næste generation af Xbox og Playstation for at få en fornemmelse for, hvad det reelt betyder.




Vi kan ikke anmelde en OLED-skærm uden lige at runde et par af de ting, som i øjeblikket optager en del plads i debatterne rundt om på nettet. Den første er naturligvis debatten om burn-in, og hvor vi på GZ2000 faktisk så, at retention stort set ikke var til stede, så er det ikke tilfælde på 934. Som på alle de øvrige OLED-skærme vi har testet, så går 934 ikke fri af retention efter en længere session med kalibreringsmønstre for fuldt blus i HDR, så selvom der stadig skal en del til før billedet brænder fast, så er 934 ikke helt så modstandsdygtig, som Panasonics topmodel.

Det andet emne vi også lige må vende er den dimming-funktion, som lader til at være implementeret på panelniveau fra LG’s side, og den relaterer sig lidt til burn-in-emnet, da det er en funktion, som har til formål at detektere stationære elementer på skærmen, og forsøge at skrue ned for lysstyrken for at reducere risikoen for, at elementerne brænder fast. Det har dog den uheldige bivirkning, at ting som scoreboards i en fodboldkamp kan resultere i, at skærmen bliver mørkere at se på og Philips OLED934 går ikke fri for denne “feature”. Efter nogle minutter med samme statiske indhold, så skruer skærmen ganske langsomt ned for lysstyrken og fortsætter indtil det stationære indhold fjernes. Fænomenet er værst under HDR-afvikling, da det er her lysstyrken ændres mest, men der skal noget mere intelligens ind i systemet før bliver helt brugbart. Man kunne godt have åbnet for muligheden for, at tweake lidt på dimming-kriterierne. 


Konklusion
Philips OLED934 placerer sig i den øvre del af fladskærmsmarkedet både prismæssigt og performancemæssigt. Den leverer en god allround-pakke med nyeste Android styresystem, et habilt lydsystem, og god billedkvalitet, men prisen er naturligvis også derefter. 

Annonce:
Annonce:
På billedsiden kan man enten omfavne de utallige billedalgoritmer, som hidsigt forsøger, at pumpe billedet op i både HDR og højere detaljegrader, samt fylde lokalet med farverne fra det indhold man ser, eller også kan man skrue ned og blot nyde, at Philips trods alt også har styr på de fundamentale features et TV skal kunne klare for at levere et godt billede. 

Betjeningsmæssigt er Android 9 ikke meget anderledes end tidligere, men blot dét at TV’et allerede kører på nyeste version gør den attraktiv for de, som ønsker at nå så langt i opdateringsræset som muligt, før modellen ophører med at modtage nyt styresystem. Fjernbetjeningen til styring af selve TV’et er mindre heldig i år, og vi håber, at Philips snart dropper nogle af de mange knapper - og gør teksten mere læsbar. 

Der savnes HDMI 2.1 features, hvor især VRR og HFR bliver handy når næste generation af spilkonsoller lander næste år. 

Af specielle features ved 934 kan dualtuneren og ikke mindst lydsystemet nævnes, hvor sidstnævnte i min mening bør være grunden til, at man vælger Philips fra øverste hylde. Muligheden for tilslutning af en subwoofer gør TV’et endnu mere alsidigt. Det skal dog understreges, at man rent billedmæssigt kan få samme performance i de mindre modeller og målt på ren value-for-money, så man gør klogt i at vurdere hvorvidt man er til designer-lyden fra B&W-højttaleren, eller hellere vil finde et separat lydsystem og vælge en billigere model.


Pris og forhandler:

God billedkvalitet
Perfekt sortgengivelse
God bevægelseshåndtering
God soundbar med Dolby Atmos
Android modtager opdateringer 
Ingen HDMI 2.1
Lidt tarvelig fjernbetjening


 Deltag i debatten i vores forum