Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonLG Display's OLED TV forretning kører nu med overskud - FlatpanelsDK

LG Display's OLED TV forretning kører nu med overskud

01 Nov 2018 | Rasmus Larsen |

Det tog fem år, men LG Displays produktion af OLED-tv-paneler ”realiserede overskud i tredje kvartal af 2018”, noterer selskabet i sin kvartalsrapport. LG Display anser 2018 og 2019 som kritiske år for OLED-forretningen.

OLED TV produktion giver overskud

LG Electronics – afdelingen for forbrugerelektronik – kunne for nylig melde om rekordoverskud, drevet af salget af OLED-tv. Det har derimod taget lidt længere tid for den underliggende OLED-tv panelproduktion at få sorte tal på bundlinjen. LG Display bekræfter, at det skete i trejde kvartal af 2018.

- “ OLED TV panel business has finally turned to profit in the third quarter of 2018, after five years of growth. The sales volume of OLED TV panels has increased to over 1.7 million panels in 2017, a jump from only 200,000 in 2013, driven by successful global sales,” skriver selskabet i sin kvartalsrapport.

LG Display har egenhændigt skabt markedet for store OLED-tv. Rejsen startede i 2013 med buede HD OLED-skærme, men selskabet har sidenhen rykket fuldstændig til flade OLED-skærme. Vi har siden da fået 4K og HDR. Inden længe kommer 8K. Selskabet har også introduceret “wallpaper OLED”, der bruges eksklusivt i LGs W OLED-tv, samt “Crystal Sound OLED”, der bruges eksklusivt i Sonys OLED-tv.

På nuværende tidspunkt er LG Display den eksklusive leverandør af OLED-tv-paneler til selskaber såsom LG Electronics, Sony, Panasonic, Loewe, Grundig, B&O og Philips. De forventer at levere 2,9 mio. OLED-tv-paneler til partnere i år. Produktionen blev i første halvdel af 2018 fordoblet i forhold til samme periode året før. Selskabet forventer at kunne næsten fordoble igen i anden halvdel af 2019, når den nye fabrik står klar i Guangzhou, Kina.

I tredje kvartal af 2018 havde LG Display et samlet overskud på 18 mia. Won. De to forrige kvartaler bød på underskud. Det bedre resultat skyldes forøget salg af OLED samt stigning i priser på LCD-paneler, noterer selskabet.


Transparent OLED display


2018 og 2019 er “kritiske år” for OLED

I kvartalsregnskabet siger LG Display, at de anser 2018 og 2019 som kritiske år, da overgangen til OLED for alvor skal effektueres.

- “2018 and 2019 are critical years for LG Display as it transforms into a more OLED-focused business structure. We will do our best to maximize profitability by expanding our OLED business portfolio while accelerating our pursuit of a differentiated strategy for our LCD business.”

Der opføres i øjeblikket en 10. generations fabrik, som vil være i stand til at producere større og mere avancerede OLED-tv-paneler. Et af de næste skridt bliver også sammenrullelige OLED-skærme. Herudover vil selskabet forsøge at udvide samarbejdet med tv-producenter. En af de seneste tilføjelser på listen er kinesiske Hisense, der er blandt verdens største tv-producenter. Hisense lancerer inden længe sit første OLED-tv.

LG Display har allerede investeret milliarder af kroner i produktionskapacitet, men en stor udfordring bliver at udvide OLED til mainstream-segmentet, hvor LCD stadig regerer. Nye skærmteknologier såsom microLED spøger også i kulissen. Samsung vil dog muligvis starte produktion af OLED-tv-paneler, hvilket kan give segmentet et boost. Samsung fokuserer på den såkaldte QD-OLED variant.

Det tog lidt over fem år, men LG Displays OLED-forretning giver nu overskud netop som selskabet gør klar til at udvide kapaciteten markant. De kommende år vil give os svar på om OLED kan tage næste skridt og overtage massemarkedet.

- Kilde: LG Display

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Oversigt: Samsung 2024 TV-skærme

28 Mar 2024 |

Læk: Ny hvid Xbox Series X dropper UHD Blu-ray drevet

28 Mar 2024 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Disney+ i april

28 Mar 2024 |

Sony søsætter satsning på gratis-kanaler med reklamer i Danmark

28 Mar 2024 |

Philips Hue får dybere integration med Samsung TV

27 Mar 2024 |

Amazon Prime Video skal sende Premier League hver lørdag i Danmark

27 Mar 2024 |