Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonIMAX-biograf i Aarhus åbner i december til premieren på ny Star Wars - FlatpanelsDK

IMAX-biograf i Aarhus åbner i december til premieren på ny Star Wars

13 Oct 2016 | Rasmus Larsen |

Aarhus får Danmarks blot anden IMAX-sal efter konceptet kom til København sidste år. Det sker den 14. december i Cinemaxx-komplekset til premieren på den nye Star Wars. Lærredet bliver det største i Jylland.

2. IMAX-sal i Danmark

Den nye IMAX-sal kan findes i Cinemaxx i Bruuns Galleri og vil erstatte den nuværende sal 1. Det bliver Jyllands største lærred på over 200 kvadratmeter og salen får særlige projektorer og specialdesignet lyd for at kunne levere IMAX-oplevelsen.

- ”Vi har længe haft drømmen om at åbne en IMAX-biograf i Aarhus. Vi ved, at der er mange danske IMAX-fans derude, som ønsker at få den ultimative filmoplevelse til Jylland. Så vi er rigtig stolte af at kunne tilbyde vores gæster det fantastiske IMAX-eventyr,” siger Kim Brochdorf, administrerende direktør i Cinemaxx Danmark.

Der vil blive plads til 417 gæster i salen, men for at opleve IMAX skal du være klar til at betale 35-40 kroner ekstra per billet i forhold til en almindelig biografbillet.

Film i IMAX optages med særlige IMAX-kameraer, som giver et op til 26% større billedet i forhold til den normale biografformat. Både billede og lyd gennemgår en særlig digital re-mastering proces.


Kæmper mod Dolby Cinema

Den første IMAX-biograf åbnede den 23. april 2015 i København. Siden da er der kommet en til i Stockholm og den næste åbner så i Aarhus. Herefter går turen til Oslo.

- ”IMAX-biografen i København er blandt verdens mest succesfulde, hvilket understreger det faktum, at det danske biografpublikum sætter pris på en høj kvalitet i biografoplevelsen. Derfor er det helt naturligt for os, at Aarhus og Jylland nu skal have adgang til oplevelsen,” fortæller Andrew Cripps, President for IMAX EMEA.

IMAX kæmper mod Dolby om at bygge fremtidens biografer. Dolby har med konceptet Dolby Cinema taget skridtet ind i HDR (High Dynamic Range) og fået overtalt samtlige Hollywood-studier til at udgive film i Dolby Cinema, som kombinerer Dolby Vision-billedkvalitet med Atmos-lyd. Det kræver dog særlige laserprojektorer.

IMAX har tilsvarende kastet sig over HDR-billedkvalitet med deres såkaldte ”IMAX with laser”. Salene i norden har ikke laserprojektorer. Der findes heller ingen Dolby Cinema-sale i norden.

IMAX i Aarhus åbner den 14. december 2016 i forbindelse med premieren på den nye Star Wars-film kaldet ’Rogue One: A Star Wars Story’. I løbet af 2017 vises bl.a. ’Fast & Furious 8’, ’Pirates of the Caribbean - Dead Men Tell No Tales’ og Christopher Nolans krigs-epos ’Dunkirk’.

Fakta om IMAX

IMAX i Cinemaxx Aarhus bliver den første IMAX i Jylland.
IMAX i Cinemaxx Aarhus får Jyllands største lærred.
Det nye IMAX-auditorium får 417 luksussæder, et lærred på over 200 kvadratmeter og erstatter den tidligere Sal 1 i Cinemaxx Aarhus, der havde 526 pladser.
IMAX oplever i stigende grad, at førende instruktører såsom Christopher Nolan og Clint Eastwood anvender IMAX-kameraer til at optage store dele af deres film med. Eastwoods seneste film Sully (Miraklet på Hudsonfloden) var optaget 98 procent med IMAX kameraer, og billedet fyldte derfor det store IMAX-lærred fuldt ud.
På verdensplan findes der 1102 IMAX-biografer fordelt på 69 lande.
Prisen på en IMAX-billet vil koste cirka 35-40 kroner mere end en almindelig biografbillet.
IMAX i Cinemaxx Aarhus bliver den tredje IMAX i Norden. Der findes i forvejen IMAX i København og Stockholm. I begyndelsen af 2017 åbner der endnu en IMAX-biograf – denne gang i Oslo.
Målt på indtjening er IMAX i København den femtestørste i Europa og den tolvtestørste i verden.
IMAX-film er opgraderet gennem en særlig DMR proces (Digital Re-Mastering), der giver knivskarpt billede og helt ren lyd.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Oversigt: Samsung 2024 TV-skærme

28 Mar 2024 |

Læk: Ny hvid Xbox Series X dropper UHD Blu-ray drevet

28 Mar 2024 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Disney+ i april

28 Mar 2024 |

Sony søsætter satsning på gratis-kanaler med reklamer i Danmark

28 Mar 2024 |

Philips Hue får dybere integration med Samsung TV

27 Mar 2024 |

Amazon Prime Video skal sende Premier League hver lørdag i Danmark

27 Mar 2024 |