Apples Mac får AirPlay til sommer med Mountain Lion
17 Feb 2012 | Rasmus Larsen |
Apple overraskede og præsenterede deres nye styresystem til iMac og Macbook i går, navngivet OS X Mountain Lion. En af de store nye tilføjelser er AirPlay Mirroring, hvor billedet på Mac-skærmen kan sendes trådløst over til stue-Tv’et via Apple TV-boksen. Det kan blandt andet bruges i mediecentre, men markerer også Apples indtog i spilkonsol-markedet.
AirPlay til Mac med Mountain Lion
AirPlay er allerede en meget elsket funktion i Apples iOS-enheder, og til sommer kommer den til Mac. Alt det kræver, er Apples nye styresystem OS X Mountain Lion samt en Apple TV-boks, der er tilsluttet til et Tv.
AirPlay Mirroring kommer til Mac
Med Airplay via Mac kan man eksempelvis nemt afspille video fra diverse filmtjenester, inklusiv DR, samt Apples egen iTunes-tjenester. AirPlay Mirroring vil desuden blive indbygget i en række programmer på Mac’en, og Apple åbner også op til udviklerne, så de kan integrere AirPlay i deres programmer.
AirPlay Mirroring vil tale sammen med Game Center så man kan spille mod hinanden på et en Tv-skærm
AirPlay kommer til at spille sammen med Apples Game Center. Ved en præsentation demonstrerede Apple eksempelvis, hvordan to personer kan spille mod hinanden i Real Racing-racerspillet på hhv. en Mac og en iPad. Brugeren af en Mac, streamede Real Racing-racerspillet direkte op på en Tv-skærm, mens en anden spillede på en iPad – vel og mærke mod hinanden. Tilskuerne meldte om ”ingen eller meget lidt forsinkelse” på Tv-skærmen. Apple mener også, at AirPlay kan hjælpe erhvervslivet til at fremvise præsentationer mm.
AirPlay Mirroring kommer til Mac
Det betyder i korte træk, at man kan vise alt fra Mac-skærmen ovre på Tv’et fuldstændig trådløst. Opløsningen er pt. begrænset til 720p idet Apple TV-boksen ikke kan sende højere opløsning, men det kan blive ændret ved eventuelle senere versioner af Apple TV-boksen (som måske allerede er på vej?). Lyden sendes med i stereo. Det kræver naturligvis, at enhederne er på det samme trådløse hjemmenetværk.
Se videoen herunder, hvor en udvikler kort demonstrerer funktionen:
Apple OS X Mountain Lion byder også på iCloud, Messages, Notification Center og meget mere, når det udkommer ”til sommer 2012”. Læs mere om AirPlay og de andre funktioner i OS X Mountain Lion her.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.