Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTrends: Det trådløse hjem i high-definition - FlatpanelsDK

Trends: Det trådløse hjem i high-definition

19 Oct 2010 | Rasmus Larsen |

Hvor bevæger Tv-markedet sig egentlig hen? Og hvad skal vi holde øje med i fremtiden? FlatpanelsDK bringer her en serie artikler, hvor vi kigger på trends på Tv-markedet i forlængelse med den afsluttede IFA-messe i Berlin. Artiklerne kommer online hver tirsdag og torsdag i de kommende uger.



I denne udgave kigger vi på trenden mod det trådløse hjem, herunder Wireless HD, WHDI, DLNA, Apple AirPlay, Link-systemer og perspektiverne i trådløse løsninger på den lange bane, såsom trådløs strøm.



Læs den forrige Trends-artikel her: Trends: 3D-fladskærme og fremtiden for 3D

Læs næste Trends-artikel her: Trends: Berøringsfølsomme skærme og fremtiden



Fladskærmen og hjemmet bliver trådløst

Trådløs kommunikation er ikke nyt, og det fleste danskere har vel efterhånden et trådløst netværk i hjemmet. Når det kommer til fladskærmene, er overgangen til den trådløse alder dog først lige begyndt, men den underliggende trend i markedet er ikke til at tage fejl af.




Fremtidens hjem kommunikerer trådløst på kryds og tværs


Visionen er, at fladskærmene skal være trådløse, og ligeså skal alle de enheder der kommunikerer med i hjemmet.


På den korte bane vil det formentlig betyde, at man får en separat boks, hvor diverse enheder såsom Blu-ray, DVD, PlayStation/Xbox, PC osv. tilsluttes, hvorefter denne boks sender signaler til fladskærmen trådløst. Fladskærmen skal således kun bruge et strømkabel.


På den lange bane, forestiller man sig endnu mere fleksible løsninger. Her vil man gerne levere nye produkter, med den trådløse teknologi indbygget, således, at man undgår den separate boks som mellemled. Det er naturligvis en længere proces, da det derved betyder, at alle hjemmet elektroniske dimser skal udskiftes.




Sony ZX1 var et af de første trådløse Tv


Den trådløse trend hænger dog sammen med andre trends. Specielt trenden mod tyndere og større Tv (som vi kigger på i en senere Trends-artikel) kræver, at noget af elektronikken flyttes ud af skærmen, for derved at kunne gøre skærmen tyndere. Vi har allerede set eksempler fra både Samsung, Sony, LG og Panasonic på skærme, der enten har en trådløs sendeboks - såsom Sony ZX1 og Panasonic Z1 - samt fladskærme, hvor elektronikken blot er flyttet ned i foden - såsom Samsung C9005 og LG LEX8.



Philips HDTV Link test
Philips HDTV Link er et eksempel på en trådløs løsning til nuværende Tv


Danske Bang & Olufsen er vel indbegrebet af linksystemer, der ikke kun styrer forbrugerelektronik, men også lamper og gardiner. Her foregår det hele dog med kabler. Tyske Loewe vender blikket lidt i samme retning og prøver at skabe et helt ekosystem mellem deres enheder via det kablede/trådløse netværk i hjemmet. Og alt dette vil vi med stor sandsynlighed se mere til i de kommende år - ikke kun i fladskærmene.



WHDI og Wireless HD

Hvad der imidlertid ikke er helt så fastlagt, er hvordan hjemmet skal blive trådløst. En af de potentielle vindere, er de trådløse netværk, som folk allerede har installeret i hjemmet, men med mindre det er baseret på det nyere 300 Mbps (og ikke 56 Mbps), er det en utilstrækkelig løsning.



Men det skal naturligvis sættes ind i en kontekst for overførsel af billed og lyd, der ikke tåler udfald undervejs. Forbindelsen skal være klippestabil og gerne uden nogen form for forsinkelse. Det er her de to nye standarder WHDI og Wireless HD kommer ind i billedet. Vi har tidligere kigget på WHDI her.





You need the latest flash-plugin to view this example. Download here


WHDI i hjemmet


I kort form er dette to forskellige metoder til at håndtere overførslen af video og lyd trådløst. Herudover er de udbygget med andre systemer, såsom f.eks. HDMI CEC, der gør det muligt at styre alle hjemmets enheder vha. én fjernbetjening.



Hvis vi skal blive en smule tekniske:

  • Wireless HD kommunikerer i et 60 GHz frekvensbånd i en 7 GHz kanal. Det giver teoretisk hastigheder op til 25 Gbit/s (HDMI-kabler kan overføre 10,2 Gbit/s). Dog er rækkevidden meget begrænset, og vægge i hjemmet er et problem.

    Støttes af: Broadcom, Intel, LG, Panasonic, NEC, Samsung, SiBEAM, Sony, Philips og Toshiba.

  • WHDI kommunikerer i et 5 GHz frekvensbånd med en 40 Hz kanal. Det giver hastigheder op til 3 Gbit/s (øges i version 2.0), men giver en rækkeviddde på op til 30 meter og tillader signaler der går gennem vægge og døre.

    Støttes af: AMIMON, Hitachi, LG, Motorola, Samsung, Sharp og Sony.



    Begge teknologier er egentlig annonceret på markedet, og LG præsenterede senest deres 2010 fladskærme med WHDI indbygget i LGs variant kaldet Wireless AV Link. Teknologien blev dog aldrig så udbredt, og en af de primære grunde er, at 3D er kommet ind fra sidelinjen og har gjort kravet til dataoverførslen noget højere.



    Både WHDI og Wireless HD kommer snart i en revision 2.0, der også understøtter trådløs overførsel af 3D-signaler, men på nuværende tidspunkt er de konkrete planer lidt slørede. Det er heller ikke til at sige, hvilken af de to teknologier der vinder slaget, for der er fordele og ulemper ved begge. Som altid bliver det nok afgjort ved, at de store producenter tilslutter sig enten den ene eller andet standard.



    Men grundlaget for det trådløse hjem er hvert fald lagt. 2010 så ud til at blive året, hvor det blev skudt igang, men det skete aldrig rigtig. Måske 2011 bringer os et skridt nærmere.



    DLNA og AirPlay er fremtiden

    Men hvorfor er det kun fladskærme og film-afspillere der skal ride med på den trådløse bølge? Det spørgsmål har været grundlæggende for udviklingen af den fælles-støttede DLNA-standard og Apples nye AirPlay-standard (tidl. AirTunes).



    DLNA har flere allerede stiftet bekendtskab med, og det er da også integreret i mange nye fladskærme. Apples AirPlay er basalt set samme type teknologi, men bruger i stedet Apples terminologi og Apples systemer.




    DLNA i hjemmet


    Den grundlæggende idé i DLNA har været at udvikle et trådløst (eller kablet) system, som kan forbinde alle enheder i ét stort samspil. Det omfatter både fladskærme, film-afspillere, musikafspillere, forstærkere, mobiltelefoner, bærbare computere og endda printere. Det giver næsten uanede muligheder.
    Vi nævner herunder et par stykker - alt sammen trådløst:

  • Vise billeder fra sin telefon på fladskærmen

  • Afspille musik fra sin bærbare computer ud over sit anlæg

  • Afspille video fra sin netværksharddisk på den nye tavle-PC (ex: Apple iPad)

  • Printe direkte fra telefonen til printeren

  • Vise optagede programmer fra harddisk-optageren på Tv'et i soveværelset



    Vi kunne blive ved, men i korte træk bør man betragte DLNA som en teknologi der går begge veje. Den kan både modtage og sende, og det er op til producenterne om de vil tillade begge ting. PlayStation 3 kan eksempelvis kun modtage video, musik og billeder via DLNA og ikke sende. Det samme gælder for fladskærme. Computere kan derimod både modtage og sende indhold.




    AirPlay forbinder enheder trådløst


    Apples nye AirPlay er basalt set det samme, men pakket lidt pænere ind, og tiltænkt hele Apple-platformen med Macs, iPod, iPhone, iPad og senest den nye Apple TV. Samtidig kigger Apple på at tillade f.eks. producenter af forstærkere og iPod-højttalere at indbygge AirPlay, så iPod'en ikke længere skal sættes ned i iPod-højttalere eller tilsluttes forstærkeren vha. en iPod-dock, men i stedet kan afspille musikken trådløst.




    DLNA kan hedde mange ting. Samsung kalder det eksempelvis Allshare


    DLNA og AirPlay er to meget lovende teknologier i fremtiden trådløse hjem. Det er fleksible og rummer et kæmpe potentiale, der næsten kun begrænses af, hvordan producenterne vælger at udnytte dem. Vi kan hvert fald trygt regne med, at ikke kun vores fladskærme i fremtiden vil udnytte DLNA, det vil alle de andre enheder også, hvilket slutteligt giver forbrugerne et trådløst hjem med fantastiske muligheder.


    Trådløs strøm?

    Men hvad så med strømstikket spørger du nok? Hvis man ikke længere skal tilslutte HDMI og Scart-kabler til sit Tv, kan det jo være lige fedt, når der alligevel skal et strømkabel op til skærmen. Det trådløse hjem rummer naturligvis mange flere aspekter end det æstetiske, som DLNA og AirPlay ikke mindst vidner om, men der er selvfølgelig noget om det med strømstikket.



    Og netop derfor forskes der også i trådløs strøm - vel og mærke ganske ufarlig trådløs strøm.



    Sony trådløs strøm
    Trådløs strøm fra Sony


    Sony har blandt andet været ude med nogle laboratorie-studier og proklameret, at det kan lade sig gøre, men mest opsigtsvækkende er den kinesiske producent Haiers egentlige slutprodukt, som netop modtager både trådløs billed og lyd, såvel som trådløst strøm. Se videoen herunder.



    Problemerne - eller hvert fald udfordringerne - i trådløs strøm er dog til at få øje på. Selve metoden fungerer vha. magnetisk resonans, hvor begge enheder skal indstilles på præcis samme resonansfrekvens. Problemerne i det? Ja, først og fremmest er rækkevidden begrænset. Sony siger en halv meter eller lidt mere. Effekten er også begrænset, så med mindre man bringer strømforbruget yderligere ned på fladskærme, kan det vise sig at være i underkanten.



    Læg dertil at tabet undervejs i sig selv er et problem. Typisk når kun 60-80 % af effekten frem til fladskærmen, afhængigt af afstanden og hvordan sende- og modtager-enhederne er integreret. Skal man f.eks. integrere modtage-enheden ind i fladskærmen, kan det øge tabet yderligere.

    Når det er sagt, er der dog håb for fremtiden. Der forskes på området, og der er åbenlyse perspektiver i en innovativ løsning, hvor man anvender det i forbrugerelektronik. Men her taler vi nok om den lange bane fremfor den nære fremtid. Og måske skal problemet løses på en helt anden måde end vi går og tror. Skal man følge Albert Eisteins vise ord, så kan "intet problem kan løses på samme bevidsthedsniveau, som det blev skabt".



    Mens man tænker lidt over det, ser vi frem til en lysere og mere trådløs fremtid i hjemmet. Væk med kablerne og ind med de magiske bølger. DLNA og AirPlay vil buldre frem i de kommende år. WHDI og Wireless HD kan vi så håbe på bliver opdaget på ny i 2011.



    Hvad tror du fremtiden for trådløs kommunikation bringer? Benytter du allerede f.eks. DLNA? Giv dit bud i kommentarfunktionen herunder.



    Læs den forrige Trends-artikel her: Trends: 3D-fladskærme og fremtiden for 3D

    Læs næste Trends-artikel her: Trends: Berøringsfølsomme skærme og fremtiden

  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Netflix' satsning på live-sport begynder at tage form

    29 Mar 2024 |

    Apple eksperimenterer med sport i 8K 3D

    29 Mar 2024 |

    Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i april

    29 Mar 2024 |

    Oversigt: Samsung 2024 TV-skærme

    28 Mar 2024 |

    Læk: Ny hvid Xbox Series X dropper UHD Blu-ray drevet

    28 Mar 2024 |

    Streaming-kalenderen: Nyt på Disney+ i april

    28 Mar 2024 |