Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonApple TV's vej mod at blive en rigtig spilkonsol - FlatpanelsDK

Apple TV's vej mod at blive en rigtig spilkonsol

12 Jun 2020 | Rasmus Larsen |

Apple TV er ikke PlayStation eller Xbox, men med controllere, Arcade og ændrede krav til udviklere tager den taktfaste skridt mod at blive en 'rigtig' spilkonsol. Her er hvordan det skete og hvad der kræves for at komme videre.

Vejen hertil

Nogen siger, at store ændringer kommer nedefra. Ofte er det en proces, som tager mange år og som kommer i fokus med tiden. Kigger man på udviklingen indenfor strømeffektiv ARM-processorarkitektur, herunder de systemer der et bygget ovenpå, vil man kunne konstatere, at ARM har taget vejen fra ultra low-end ydelse op gennem flere markedssegmenter. ARM (Advanced RISC Machine) er en anden arkitektur for computerprocessorer end den x86-arkitektur, der gennem årtier har været fundamentet under PC-økosystemet - og som flere aktører forgæves har forsøgt at få ind i mobile enheder. Siden Xbox One og PlayStation 4 har x86 desuden været fundamentet under de populære spilkonsoller. Sammen med udviklingen indenfor ARM er computerspil eksploderet i en sådan grad, at spil nu når milliarder af mennesker. En stor andel af disse "gamere" har aldrig ejet eller haft adgang til en klassisk PC eller spilkonsol. Nu har de en spillemaskine med sig i lommen overalt. Vi taler naturligvis om iOS- og Android-enheder, der i næsten alle tilfælde er bygget på ARM-arkitekturen. Sondringen mellem ARM og x86 arkitektur er vigtig af flere årsager, særligt fordi spil udviklet til den ene ikke bare kan overføres til den anden. Det kræver arbejde og tid. Indenfor konsoller har vi set udfordringerne igen og igen. Det er derfor PS3-spil ikke kan spilles på PS4 før udviklerne genudgiver en remastered udgave. De to systemer kører på forskellige arkitekturer. Det er af samme årsag, at spil til iPhone/iPad virker på tværs af generationer - de kører alle ARM. Og af samme årsag, at PS4-spil kan køre på PS5, mens Xbox One-spil kan køre på Xbox Series X - de er alle fire bygget på x86. Det ville være nemt affeje disse spil - og udviklingen - som "ligegyldige mobilspil". Nemt at spille teknologi- eller kultur-snobbekortet. Særligt hvis man har ejet PC og spilkonsol i årtier. Det ville dog samtidig være at lukke øjnene for realiteterne. ARM-teknologien er nu så moden og kraftfuld, at man taler om anvendelse i mere traditionelle kategorier; PC'er, spilkonsoller, servere mv. Det skaber nye muligheder for aktører bag platforme som iOS og Android. Det kommer f.eks. Apple TV-boksen til gavn og det kunne komme Android TV såvel som Smart TV til gavn, hvis ikke producenterne insisterede på at spare omkostninger til chippen heri. Det kunne komme Roku og FireTV til gavn, hvis ikke disse selskaber insisterede på at lave HDMI-sticks i stedet for bokse.
Grafikydelse på spilkonsoller:

Apple TV HD
0,1 Tflops
PlayStation 3
0,23 Tflops
Xbox 360
0,24 Tflops
Nvidia Shield 2019
~0,5 Tflops
Apple TV 4K
~0,5 Tflops
Xbox One
1.3 Tflops
Xbox One S
1.4 Tflops
Apple A12X (2018)
~1.4 Tflops
PS4
1.8 Tflops
PS4 Pro
4.2 Tflops
Xbox One X
6 Tflops
En producent som Apple kunne bygge sin egen 'PlayStation'. Komponenterne heri er fortrinsvis hyldevarer fra chip-producenter - særligt i PS4 og Xbox One generationen. Derved ville selskabet kunne lave en boks med langt flere grafikmuskler, baseret på x86-arkitektur ligesom PC'er, men Apple ville næppe få en fod indenfor. Sony og Microsoft står stærkt i denne generation qua deres stærke økosystemer. Med ARM har man omvendt fordelen af et kæmpe bagland (iOS og Android) af løsninger og udviklere samt andre teknologiske fordele. Målt på grafikmuskler per Watt er Apples seneste A-chip kraftigere end den grafikchip, du finder i PlayStation og Xbox. Strømforbruget er mange faktorer lavere, hvilket samtidig reducerer varmeudviklingen. De produceres på verdens mest avancerede produktionsproces, såkaldt 7nm. Apple ynder da også at fremhæve, at A12X-chippen i iPad Pro fra 2018 er lige så kraftfuld som Xbox One S. Om det holder vand er der delte meninger om, men det er værd at bemærke, at der er tale om en meget strømeffektiv chip, der skal indordne sig under et batteri og snævert kabinet uden aktiv køling. Chippen i Xbox One S trækker glædeligt 70-80W. Den første PlayStation 4 Pro trækker i spil 155W, larmer og bliver varm. Der er naturligvis andre faktorer, der spiller ind end grafikkortets ydelse målt i GFlops. Med næste generation af PlayStation 5 og Xbox Series X spilkonsoller bliver der talt om lynhurtig NVMe SSD lagerplads. Der har siddet NVMe SSD i Apple TV 4K med A10X siden 2017. I grafen ovenfor ser du, hvor mange grafikmuskler nogle af de velkendte bokse har, målt i Teraflops (10^12 floating point operations per second). Det kan være nyttigt at betragte det i et tidsperspektiv i stedet. Det viser grafen herunder:
I grafen ovenfor tages ikke højde for effektforbruget (strømforbruget). Gør man det, så vil grafen se noget anderledes ud. En graf med approximerede tal for grafikydelse per Watt kan ses nedenfor. Tallene er ikke eksakte idet hele systemets effektforbrug måles og ikke kun GPU'ens. Alligevel får man en god indikation af, at en ARM SoC som A10X i Apple TV 4K eller Tegra X1+ i Nvidia Shield 2019 yder væsentlig højere per Watt end et x86-system som PlayStation 4 eller Xbox One. Bemærk: Effektforbruget i PS5 og Xbox Series X kendes endnu ikke, hvorfor de ikke er plottet nedenfor.
ARM-arkitekturen vækker også en anden aktørs seneste gaming-tiltag til live. Nintendo Switch er baseret på en ARM-systemchip, nærmere bestemt en neddroslet version af Nvidias Tegra X1, der også findes i Nvidia Shield-boksen. Apple udvikler som bekendt egne chips, bygget på ARM-arkitekturen. Senere på året kommer PlayStation 5 og Xbox Series X og så trækker de givetvis fra igen, men grafen ovenfor bør illustrere, hvordan ydelsen på ARM-chip har rykket sig op gennem markedssegmenterne på relativt få år.

Apple Arcade på Apple TV

Apple TV fik Arcade

Succes kommer naturligvis ikke uden indsats. Modsat den mere slingrende kurs hos producenter med Android TV har Apple lagt gevaldig indsats i at få Apple TV og tvOS skudt i gang. Selskabet har dog samtidig lavet graverende fejl ift. at få spil-delen i gang. Flere af fejltagelserne har formentlig udspring i erfaringer fra spil på iPhone/iPad, uden hensynstagen til at TV er en anden boldgade. Ved lanceringen af første Apple TV med tvOS-styresystem i 2015 krævede Apple bl.a. at spil skulle kunne spilles med den medfølgende fjernbetjening. Selvom der var adskillige spil i app-butikken fra dag 1, så tog det ikke fart. Spiludviklerne trak sig og det hele fladede ud.

Apple Arcade på Apple TV

Lanceringen af spiltjenesten Apple Arcade i september 2019 var kulminationen af flere indsatser for at rette op på fejltrinene. Samtidig med Arcade kom tvOS 13, der understøtter PlayStation DualShock-controller samt Xbox One-controller, foruden andre controllere. En tidligere tvOS-version åbnede for, at spiludviklere kan kræve, at brugeren har en controller for at kunne spille med. Læs også: Apple TV: Bedste spil fra Arcade & App Store Der har bestemt været gode spil til Apple TV før Arcade. Spil som Inside, Machinarium, Rayman og The Silent Age. Men et økosystem er ikke stærkere end det svageste led og uden spillere, så bliver spil ikke spillet, og nye spil bliver ikke udviklet. En ond spiral. Lanceringen af Arcade er ikke kun en pulje spil til en fast månedlig pris. Det er en dedikeret indsats for at sikre, at spillene ikke kun når ud på iPhone og iPad, men også Apple TV og Mac. Kigger man i kataloget, så vil man finde flere spil, som er nærmest skabt til at blive spillet på den store TV-skærm - andre er mere oplagte til den håndholdte skærm. Der er også adskillige titler, som findes til mere etablerede spilplatforme som Steam og konsoller som PS4 og Xbox One.

Oplevelser med Arcade på Apple TV

Vi har siden lanceringen af Arcade prøvet næsten samtlige spil, med fokus på de spil, der egner sig til TV-skærmen. Det er rigtig mange timers underholdning og et nyt spil/udvidelse hver fredag sikrer, at der er underholdning til weekenden. Her er vores favoritspil på Arcade til Apple TV. Ikke alle titler fra Apples præsentation af Arcade i sin tid er udkommet. F.eks. The Pathless, som igen kom i fokus da det blev bekræftet som et af de første PS5-spil, mangler på Arcade. Et andet eksempel er Beyond a Steel Sky, en efterfølger til Beneath a Steel Sky. Skal man opsummere skidt og kanel. Det gode:
  • Mange timers god underholdning.
  • Nyt spil eller udvidelse hver fredag.
  • Apple TV er altid tændt og man kan komme i gang med et spil på få sekunder. Spil downloades hurtigt, da kun de vigtigste komponenter af spillet hentes indledningsvis.
  • Understøttelse af flere forskellige spil-controllere. De fleste Arcade-spil understøtter også controllere. Til multiplayer-spil kan man spille mod hinanden med en Sony DualShock 4 og en Xbox One-controller. Der er 4-spillers multiplayer i nogle spil.
  • Stabilitet i spil matcher konsollernes.
  • Ingen reklamer og ekstra køb i apps.
  • Abonnementsprisen er lav. Det dårlige:
  • Klare begrænsninger på grafikdelen og andre tekniske parametre (inkl. lagerplads).
  • Der mangler spil, hvor ambitionsniveauet og produktionsværdien er i top.
  • HDR og Dolby Atmos-lyd understøttes ikke i spil på tvOS.
  • Nogle spil er tydeligt ombygget i hast fra hustler-stil med in-app køb til at være all-inclusive for at kunne ligge på Arcade.

    Apple Arcade Apple TV

    Næste skridt og fremtiden

    Der er på Arcade spil, som vi slet ikke kan forestille os at spille på mobilskærm, selvom alle spil virker på tværs af Apple TV, iPhone/iPad og Mac. Omvendt er der nogle få titler, som endnu ikke understøtter spil-controller. Det mener vi bør være et krav til udviklerne. Såvel klassiske som nyudviklede spil kan nu teknisk afvikles på Apple TV-boksen, så der er masser af lavthængende frugter at plukke. Om udviklerne ønsker, så kan tidligere konsolspil relanceres på platformen. Det er op til udviklerne, men for at gøre tvOS attraktiv skal Apple sikre, at der er nok gamere på platformen - nok brugere med en spil-controller. Selvom kataloget på Arcade er bredt og fordelt på mange genrer, så frygter vi dog, at nogle titler afvises i familieåndens tegn. Man ser endnu ikke skydespil eller spil med lidt kontroversielle temaer. Dem er der masser af på de andre platforme. Og så håber vi, at nogle udviklere stadig tør udgive store, ambitiøse spil udenom Arcade, for det mangler altså stadig. Disse spil må gerne koste flere hundrede kroner at købe. Apple TV tager taktfaste skridt mod at blive en rigtig spilkonsol. Det tog fire år før man fandt formlen, der skal arbejdes videre med. Vi har taget udgangspunkt i grafikydelsen, support af controllere, multi-player, Apple Arcade og et par andre aspekter fordi det tilsammen repræsenterer en vigtig milepæl.

    Apple Arcade på Apple TV

    Perspektiverne er mindst lige så vigtige. Der er allerede SteamLink til Apple TV, så du kan spille PC-spil fra Steam via Apple TV. Kommer Sonys PS4 Remote app til Apple TV? Og hvad man PlayStation Now samt Microsofts kommende tjeneste til spilstreaming? Google Stadia og GeForce Now? Vi tvivler på, at Sony og Microsoft ville være gået med til at give Apple understøttelse af de to mest populære controllere alene for at hjælpe Apple med at skyde Arcade - en konkurrent - i gang. Det må være større perspektiver i samarbejdet. At bygge en spilkonsol baseret på ARM og iOS-økosystemet giver en række fordele, som er rare i hverdagen. Boksen er altid tændt og klar til spil, der downloades og loades lynhurtigt. Det er også muligt på f.eks. PS4, men prøv engang at sæt en strømmåler på den. Der er omvendt tekniske udfordringer, som skal løses. Der er ingen spil på Apple TV, som er i HDR, på trods af, at Apple TV understøtter HDR til film og tv-indhold. En anden teknisk begrænsning er, at AirPlay-lydoutput, altså trådløs output af lyden til AirPlay-højttalere (f.eks. HomePod) i hjemmet, slet ikke virker i spil på Apple TV, selvom det virker til video. Det har formentlig noget med forsinkelse at gøre. Og så er Dolby Atmos-lyd heller ikke understøttet i spil på Apple TV. Det står desuden klart, at der skal bruges markant kraftigere hardware før visionen for alvor kan realiseres. Ikke kun på CPU- og GPU-fronten, men også andre steder i kæden. Vores Apple TV 4K med 64GB lagerplads løber konstant tør for lagerplads selvom segmenter af spil, som man har gennemført eller endnu ikke er nået til, kan slettes og installeres dynamisk. Du skal helt afgjort ikke sælge din PlayStation 4 eller Xbox One for at satse på Apple TV. Og du skal helt afgjort ikke købe Apple TV fremfor de andre, hvis du søger en rigtig spilkonsol. Apple TV er dog et herligt supplement til spil til stuen. Det er mere en konkurrent til Nintendo Switch i nuværende forfatning, om end Nintendo har et bedre udvalg af spil. Apple TV kan allerede afvikle mange af de samme spil som Nintendo Switch, og Apples ARM-chipudvikling drives frem af motorer som iPhone og iPad - og snart Mac. Selskabet har allerede en grafikchip, der efter eget udsagn matcher Xbox One S. Den blev introduceret i 2018, så hvor lander ydelsen i 2020, når der forventligt kommer en ny Apple TV-boks? Hvor lander ydelsen om 5 år? Vi er i disse år vidne til, at Apple forsøger at etablere Apple TV som en platform for både medieindhold og spil.
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere fokusartikler

    Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

    29 Feb 2024 |

    Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

    05 Feb 2024 |

    Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

    02 Feb 2024 |

    Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

    31 Jan 2024 |

    Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

    04 Jan 2024 |

    Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

    22 Dec 2023 |