Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonGuide: Dolby Atmos i hjemmet - FlatpanelsDK

Guide: Dolby Atmos i hjemmet

03 Jun 2020 | Rasmus Larsen |

Stadigt flere producenter og tjenester springer på Dolby Atmos, der kan give en mere omsluttende lydoplevelse. Hvordan får man det i hjemmet og er der faldgruber? Her er vores guide til Dolby Atmos.

Hvad er Dolby Atmos

Gennem historien har filmlyd været bundet op på kanaler, altså højre/venstre front, højre/venstre bag osv. Fra 4-kanals Pro Logic til 5.1 og 7.1 surround - senere endnu flere. Det indebærer, at lydsporet er mikset til en forudbestemt kanalopsætning (eksempelvis 5.1). Dolby Atmos er et objekt-baseret lydformat. Det indebærer, at hver lyd (f.eks. fuglesang, en motor eller en stemme) er et særskilt objekt, som kan placeres 3-dimensionelt i lokalet omkring dig. Dette objekt kan flyttes, hvis en fugl flyver fra højre mod venstre. Samtidig introduceres ovenlyd, altså lyde over din lytteposition. Objekt-baseret lyd er næste skridt på udviklingstrappen. Ud over at give mulighed for mere omsluttende, realistisk og dynamisk lyd, giver formatet fleksibilitet. Indholdsskabere behøver ikke længere at skabe filmlyd til en forudbestemt kanalopsætning. Atmos-enheder modtager 'pakken' og står for at distribuere lyden til den højttaler-opsætning, som lytteren måtte have. Det sker vha. en såkaldt Object Audio Renderer (OAR) udviklet af Dolby. Dolby Atmos startede i biografen og blev senere udvidet til hjemmemiljøet; først som filmlyd og senest til musik. Der findes andre objekt-baserede lydformater såsom DTS:X og MPEG-H, men ingen af de to har for alvor gjort sig gældende på hjemmefronten, hvorfor vi ikke har valgt at tage dem med her. Mange af de samme forhold gælder i teorien, om end DTS:X i praksis ikke altid er objekt-baseret.

Dolby Atmos objekt-lyd Hvert lydobjekt kan placeres i det 3-dimensionelle plan

Få Dolby Atmos i hjemmet

Dolby kalder Atmos en "revolution", men der er flere forhold, som spiller ind før du kan læne dig tilbage og nyde den bedre lydoplevelse. Dels skal du have det rigtige udstyr, dels skal du have indholdet - og så skal opsætningen være korrekt. Selvom Atmos er objekt-baseret, så beskrives højttaleropsætningen stadig vha. kanaler. Det sker i praksis med et ekstra tal bag kanalangivelsen. "Normal" 5.1 surround består af højre/venstre front, højre/venstre bag, center (5 i alt) og en subwoofer (1-tallet). En Atmos-opsætning kan f.eks. være 5.1.4, hvor 4-tallet angiver, at der er 4 loftkanaler (typisk 2 front, 2 bag).
Dolby Atmos objekt-lyd
- "Dolby Atmos kan understøtte hjemmebiograf-systemer med op til 34 højttalere i en 24.1.10 konfiguration: 24 højttalere på gulvet og 10 loft-højttalere," forklarer Dolby og tilføjer: "Hvis du afspiller en film mikset i Dolby Atmos på et ikke-Dolby Atmos system, så vil du opleve traditionel 5.1 eller 7.1 lyd, afhængigt af konfigurationen af dit højttalersystem." Dolby Atmos kan i dag installeres i stuen eller hjemmebiografen på en af to måder:
  • Forstærker + højttalere
  • Soundbar eller andet prækonfigureret system Førstnævnte har potentialet til at give en langt bedre Atmos-oplevelse, men den er samtidig dyrere og fylder markant mere i landskabet. Dolby giver anbefalinger til højttaleropsætninger her. Denne løsning er god til hjemmebiografer. Til stuemiljøer forsøger mange producenter at sælge Atmos-kompatible soundbarer. Nogle TV-producenter hævder at understøtte Atmos via TV-højttalerne, men vær opmærksom på, at fordelen er meget begrænset, om end objekt-baseret lyd dog har fordele såsom at et objekt, f.eks. en stemme, kan bearbejdes individuelt. Atmos kan i princippet afspilles på en hvilken som helst højttalerkonfiguration (inkl. din mobilhøjttaler), men hvorvidt man får udbytte af det, er naturligvis en anden snak. Vælger du en soundbar-løsning, så vil denne ofte have indbyggede enheder til at simulere ovenlyd (ved at reflektere mod loftet) og bagkanaler (ved at reflektere mod vægge). Dette matcher ikke dedikerede enheder, men løsningerne bliver fortsat bedre. Flatpanels har testet flere Dolby Atmos-løsninger her. Nogle passive højttalere til brug med en forstærker udnytter samme koncept til loftlyd, men der findes også integrerede løsninger til installation i loftet. Hvilken løsning der passer i dit hjem afhænger naturligvis af mange faktorer, herunder hvor meget du er parat til at investere. Vores råd er at gå udenom de billige soundbarer, da der er meget lidt at vinde her. Fornuftig Atmos starter fra high-end soundbarer og opefter.

    Dolby Atmos højttalere

    TV'ets rolle ift. Dolby Atmos

    Uanset om du vælger forstærker + højttalere eller en soundbar-løsning, kan dit TV få en rolle at spille. Dette kompliceres af faktorer, som bliver stadigt mere gældende i takt med, at Atmos finder vej til konsolspil, live-indhold og andre ikke-pakketerede typer indhold. Traditionelt set har man forbundet afspilleren med HDMI til forstærkeren, der står for at trække lyden ud og sende HDMI-videosignalet videre til TV'et. Det samme kan gøres i nogle soundbarer med både HDMI-indgange og -udgange. Med overgangen til HDMI 2.1 i TV-skærme vil en sådan opsætning dog kræve, at din forstærker også har HDMI 2.1 for ellers begrænses videosignalets kvalitet med fremtidens konsoller og afspillere. Der findes i skrivende stund (juni 2020) ikke forstærkere med HDMI 2.1 og det kan ikke firmware-opdateres på ældre enheder. Det er her HDMI ARC (Audio Return Channel) og eARC (enhanced Audio Return Channel) kommer ind i billedet. Som navnet antyder er det en returkanal til lyd i HDMI-kablet. Systemet gør det muligt at sende Atmos ud af TV'et (fra streaming-apps) eller gennemsende Atmos fra en afspiller via TV'et til en soundbar/forstærker. At et TV har support af eARC betyder i øvrigt ikke automatisk, at det også har HDMI 2.1 porte. eARC kan også fungere på HDMI 2.0. Læs også: HDMI ARC (Audio Return Channel) og eARC forklaret Sondringen mellem HDMI ARC og eARC er vigtig fordi den ikke kun afgører kvaliteten af signalet, men også i nogle opsætninger om du overhovedet kan få Atmos-signalet distribueret til højttalerne.

    Atmos, HDMI eARC

    Scenarie 1: Hele kæden er HDMI 2.0 (downstream) hvorfor ARC/eARC (upstream) ikke er relevant

    Atmos, HDMI eARC

    Scenarie 2: Forstærker tvinger kæden ned på HDMI 2.0. Atmos virker, video nedgraderes

    Atmos, HDMI eARC

    Scenarie 3: HDMI 2.1 fra konsol kommer til HDMI 2.1 i TV, som sender Atmos videre via eARC

    Atmos, HDMI eARC

    Scenarie 4: Apple TV 4K udpakker Atmos til PCM, hvilket kræver eARC i TV (eARC virker også på HDMI 2.0)

    Atmos, HDMI eARC

    Scenarie 5: Apple TV 4K udpakker Atmos til PCM, hvilket ikke klares via ARC. Atmos kommer ikke videre

    Atmos, HDMI eARC

    Scenarie 6: TV konverterer afspillers Atmos i Dolby MAT til Atmos i DD+. Kan give forsinkelse & afhænger af TV-model

    Atmos, HDMI eARC

    Scenarie 7: TV med Atmos-support i streaming-apps (bruger pt. alle Dolby Digital Plus) sender Atmos ud via ARC

    Dolby Atmos distribueres i dag fra tjenesten eller mediet i et af to lyd-codecs. Blu-ray-skiver har Dolby Atmos pakket i Dolby TrueHD, som er tabsfri komprimering (ikke ukomprimeret), altså højere lydkvalitet. Streamingtjenester har Dolby Atmos pakket i E-AC-3 (Dolby Digital Plus), som er 'lossy' komprimering. Det vil sige, at der går en vis portion af lydinformationen tabt. Det kompliceres af, at der er to distributionsmetoder til Atmos:
  • Bitstream: Modtageren dekoder lyden
  • PCM med metadata (Dolby MAT 2.0): Afspilleren dekoder lyden før afsending
    Atmos bitstream (DD+)Atmos bitstream (TrueHD)Atmos PCM
    HDMI ARC
    HDMI eARC
    En enhed som Apple TV 4K udsender altid Atmos som Dolby MAT (PCM med metadata), og samme metode foretrækkes på Xbox One. Det forventes, at flere enheder i fremtiden vil benytte MAT-metoden idet det sikrer lavest mulig forsinkelse på signalet, hvilket er påkrævet til spil og live-indhold. PCM-lyden har i årevis kunnet sendes 'downstream' via HDMI-kablet, eksempelvis Dolby TrueHD eller DTS-HD MA fra en Blu-ray-afspiller til forstærker. Dette er dog uden de metadata, som er nødvendige til Atmos. Derfor har Dolby udvidet PCM-metoden, så der kan sendes metadata med, og dette kaldes Dolby MAT 2.0 (Metadata-Enhanced Audio Transport). Det kræver dog HDMI eARC (returkanalen eller 'upstream'), hvis det skal via TV'et. Atmos i PCM er ikke understøttet over normal HDMI ARC, men nogle TV med Atmos-support kan konvertere det Atmos i Dolby Digital Plus (scenarie 6), så det kommer videre via normal ARC. Konverteringen kan give forsinkelse. Tjek om din TV-model klarer dette før du investerer. Med andre ord: Hvis du kun bruger dit TV til Atmos-kilder (f.eks. Netflix), så bør opsætningen være nogenlunde smertefri. Hvis du derimod bruger Apple TV 4K eller Xbox One, så anbefales det, at dit TV understøtter eARC såfremt HDMI-signalet køres først til TV'et. Der kræves ikke nye HDMI-kabler til Atmos.

    Dolby Atmos soundbar

    Liste: TV med Atmos & eARC

    Herunder findes en liste over TV-skærme med Dolby Atmos-support og HDMI eARC. TV med begge komponenter bør foretrækkes for sikre, at du ikke løber ind i udfordringer. Tabellen opdateres automatisk baseret på udtræk fra TV-databasen.
    HDMI ARC / eARC:
    TV'et har eARC TV'et har kun ARC
    Dolby Atmos:
    TV'et kan dekode Atmos



    Indhold i Dolby Atmos

    Der findes systemer til at op-mikse til Atmos, men for den bedste oplevelse skal du naturligvis have indhold skabt i formatet, uanset om vi taler film, tv-serier, spil eller musik. Amazon Video, Apple TV+, Disney+, iTunes (Apple TV) og Netflix leverer film og tv-serier i Dolby Atmos. PC og Xbox One understøtter spil i Atmos. Der findes musik i formatet på blandt andet Apple TV og Tidal. Læs også: Liste: Film i 4K HDR & Dolby Atmos på iTunes

    Dolby Atmos på iTunes

    Der udgives film med Dolby Atmos på både Blu-ray og UHD Blu-ray. Visse Blu-ray-skiver har også lyd i DTS:X, der omvendt slet ikke bruges på streamingtjenester. Objekt-baseret lyd i konsolspil lyd forventes at få sit gennembrud med næste generation af spilkonsoller, PlayStation 5 og Xbox Series X. Xbox vil understøtte Dolby Atmos, DTS:X og Windows Sonic, mens PlayStation 5 vil bruge et 'Tempest' format udviklet af Sony. De nærmere detaljer om Sonys implementering må vi vente på.
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere fokusartikler

    Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

    29 Feb 2024 |

    Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

    05 Feb 2024 |

    Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

    02 Feb 2024 |

    Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

    31 Jan 2024 |

    Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

    04 Jan 2024 |

    Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

    22 Dec 2023 |