Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste indtryk: Beosound Stage soundbar & BeoVision Harmony TV - FlatpanelsDK

Første indtryk: Beosound Stage soundbar & BeoVision Harmony TV

13 Sep 2019 | Rasmus Larsen |

Bang & Olufsen fremviste under IFA sin første soundbar, Beosound Stage. Selskabet havde også medbragt sit 77" Beovision Harmony OLED TV. Her er vores første indtryk.

Første indtryk: Beosound Stage

Rygtet havde floreret i halvandet års tid og umiddelbart før IFA gjorde Bang & Olufsen det så officielt. Selskabets første soundbar skal hedde Beosound Stage og lanceres "sidst på efteråret" i flere designversioner til priser fra 11.000 kroner. Et par dage efter præsentationen fik Flatpanels mulighed for at opleve, og lytte til, Beosound Stage under IFA-messen i Berlin. Til formålet havde B&O væghængt udgaven i sølvaluminium under et OLED TV og netop denne konstellation er interessant, idet man langt hen af vejen kan imitere et "B&O TV" på denne facon. LGs C9-model har nemlig indbygget software, så det kan styres vha. B&Os Beoremote One BT. På andre TV kan lydvolumen på B&O-soundaren reguleres vha. tv'ets egen fjernbetjening (via HDMI CEC).

Beosound Stage soundbar

Ved siden af havde B&O placeret den dyrere (16.500 kroner) udgave i egetræ med afmonteret front- og bagcover. Som det kan ses herunder er soundbaren udstyret med adskillige enheder (specifikationer her), hvor nok særligt de to yderste vinklede enheder vækker opmærksomhed. Når soundbaren ligger fladt på et møbel, bidrager yderenhederne til at projicere lyden mod seeren, mens de i vægmonteret tilstand peger opad. Det er ikke deciderede loft-kanaler, men de skulle efter sigende bidrage til at udvide lydbilledet ved f.eks. Dolby Atmos. Vi fik kun en lyddemo i liggende tilstand.

Beosound Stage soundbar

På bagsiden finder man portene. Som udgangspunkt forbindes soundbaren til et TV via HDMI ARC-porten. Der er også en HDMI-indgang, som f.eks. en afspiller kan loppes igennem, samt line-in. Det er vores forståelse, at Ethernet-portene er til integrationen med LG C9, men vi kunne ikke definitivt få bekræftet, hvordan denne integration teknisk opsættes. Det vender vi tilbage til, når vi forhåbentlig modtager et eksemplar til test.

Beosound Stage soundbar

De to udgaver i sølv- og bronzealuminium er udført i ét stykke aluminium. Det er således ingen samlinger i rammen. Bemærk også hvordan den inderste del af soundbaren er sænket. Det er et visuelt trick, der får den til at syne af mindre, men samtidig giver det volumen til højttalerenhederne.

Beosound Stage soundbar

Versionen i egetræ har omvendt synlige, flettede tapsamlinger. En lækker detalje er, hvordan Bang & Olufsen-logoet og knapperne er skåret direkte ind i trærammen.

Beosound Stage soundbar

Lyttedemoen var relativt kort og foregik i et mere taknemmeligt miljø, der bedre tilsvarede en stue. Soundbaren lå fladt. I samme rum stod to styks Beolab 90. Fra billige Bluetooth-højttalere til ekstremt kostbare Beolab-højttalere, så dækker B&O efterhånden hele spændet. Det ville være nemt at drage alle mulige og umulige sammenligninger, så jeg tror den mest sigende overskrift efter vores lyttedemo er, at Beosound Stage ydelsesmæssigt ligger dér, hvor den skal i produktsortimentet. Stage leverer god, balanceret lyd med kraftfuld bund, klar vokal og et fyldigt lydperspektiv, dog lidt retningsbestemt (i hvert fald i liggende tilstand). Vi nåede også at lytte til musikafspilning, hvilket skete på overbevisende manér. Beosound Stage vil afgjort være en markant opgradering af langt de fleste stuers TV-lyd. Meget mere kan vi næppe sige efter den relativt korte demo, ud over måske at inddrage prisen i betragtningen. Vi stod efterfølgende og talte om, at Beosound Stage umiddelbart lyder bedre end Beosound 35, som blev introduceret til en noget højere pris i sin tid. Det er nemt at affeje B&O-produkter som overprissat, men selv når man tager materialevalg, finish og design som helhed ud af ligningen, så yder Stage faktisk rigtig godt i prisklassen. Her er her værd at holde for øje, at top-soundbarer fra bl.a. Samsung og Sony blev introduceret til højere priser. Beosound Stage kan også indgå i multirum igennem BeoLink Multiroom, AirPlay 2 og Chromecast. Denne integration fik vi ikke demonstreret, men det skulle fungere som forventet. Altså samspil med andre højttalere i hjemmet - med AirPlay og Chromecast også samspil med højttalere fra andre producenter end B&O. Via en iPhone vil det f.eks. være muligt at starte afspilning af et givent album på Beosound Stage vha. en enkelt Siri-stemmekommando.

Første indtryk: Beovision Harmony

Beovision Harmony er Bang & Olufsens første OLED TV på over 65". Helt konkret 77". Det blev præsenteret tidligere på året og på IFA-messen fik Flatpanels for første gang mulighed for at opleve billede, lyd og den unikke bevægelsesmekanisme. Beovision Harmony er baseret på et 77" LG C9 monteret ovenpå en fod, der rummer højttalersystemet mm. TV'et i sig selv er et velbeskrevet blad, dog med visse modifikationer. Det kan styres med Beoremote One BT (bluetooth). WebOS-delen har fået mørk brugerflade og bevægelsesmarkøren, som kendes fra LGs TV, er fjernet. I stedet bruger man blot venstre, højre, op, ned til navigering i brugerfladen, hvilket efter vores opfattelse er en klar forbedring af webOS.

Beovision Harmony OLED TV

Der er ikke så mange andet at sige om billeddelen, da det hele styres af LGs billedmotor. Præcis samme billedkvalitet fås i LGs eget 77" C9, som dog heller ikke er billigt. Lyden er derimod i en helt anden klasse og i selv den hal, som Harmony var placeret i, spillede den op uden besvær. Det er en kraftkarl, som nemt udkonkurrerer andre TV-skærme. Det er klart, at B&O har mere potente separate højttalere, men vi taler om TV-lyd her. Jeg synes ikke, at det er en overdrivelse at hævde, at Beovision Harmony leverer tæt på markedets bedste billed- og lydkvalitet. Retfærdiggør det prisen på 18.500 Euro, når det lanceres lidt senere på året? For de fleste er svaret naturligvis et rungende nej. Det er et TV, der er fuldstændig udenfor rækkevidde for den brede købergruppe. Du kan få samme billedkvalitet i langt billigere LG TV, men omvendt så finder man ikke TV-lyd - eller musikanlæg - af denne kaliber i andre TV, og da slet ikke integreret på så elegant og unik facon, som i Beovision Harmony. Når man sidder foran TV'et, kan man ikke undgå at blive betaget og drive lidt ind i drømmeland. Er Harmony "magi"? Det må danske Torsten Valeur, chefdesigneren bag Harmony, forsøge at overbevise dig om. Harmony begynder at udfolde sig cirka halvvejs i videoen.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |