Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Panasonic EZ950 OLED - FlatpanelsDK

Test: Panasonic EZ950 OLED

|


Som nævnt i tidligere anmeldelser, så er 2017 et spændende år for OLED, da vi for alvor har fået lidt at vælge mellem. EZ-serien er ikke Panasonics første skud på OLED, men det er første skud på OLED til menneskepenge. Vi har set på “den lille” model i form af EZ950, der dog stadig er fuldblods OLED med et 2017 OLED-panel med understøttelse af både HDR10 og HLG formaterne. EZ950 er endvidere forsynet med Panasonics HCX2 processor, som også høstede ros i DX900-modellen.

Panasonic EZ950 findes i 55" og 65", hvor vi har lånt 65"-modellen.

Se hele Panasonics 2017-lineup i oversigten her.

55"
65"

Specifikationer

65"
OLED-panel
Ultra HD (3840x2160)
HDR (HDR10, HLG)
DCI-P3 farverum
UHD Premium certificeret
Fod (fast)
Væg (VESA 400x400)
(HxBxD)83.9 x 145,3 x 4.8 cm (uden fod)
23 kg
HDMI (2x 2.0b & 2x 2.0)
USB (1x 3.0 - 2x 2.0)
Ethernet
1x CI
Optisk
HDMI-ARC (1x)
Hovedtelefoner
40W stereo (10Wx2 + 10Wx2)
DVB T/T2/C/S2
WiFi
MPEG4
HEVC
VP9 Profile2
myHomeScreen 2.0 (FirefoxOS 2.0)
TouchPad remote
Premium remote
Manual
2x fjernbetjeninger
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online






Første indtryk


Ved ankomsten syner EZ950 af en del mere end de øvrige OLED (og alt andet) vi har set på, da kassen er monstrøs stor i både længde og dybde. Jeg tror næsten der kan klemmes to LG E7 kasser ned i samme volumen. Skærmen er med andre ord pakket ret godt ind. Ved udpakning kan man vælge at montere skærmen på den medfølgende fod eller skrue beslagene til foden af bagpå, så bagsiden bliver helt plan.

Bagsidens plastic er udformet, så det i udseende minder om læder, men ved berøring bliver man en kende skuffet, da den forekommer noget flimsy og skraldende. Ligesom på CZ950 og de fleste af LGs modeller, så dækker plastic’en en del af TVets højde og huser alle stikforbindelserne og højttaleren.

Det lille dæksel, som dækker stikkene bagpå afslører, at man ligesom på LG E7 har placeret adskillige af stikkene pegende direkte bagud, og vi finder således 2x HDMI (de to non-HDMI 2.0b), 2x USB, SPDIF og LAN portene placeret således, af helt plan vægmontering er komplet umuligt.

Køber man OLED, så har man nok tænkt tanken, at placering på væggen kunne være fedt, så det er skuffende, at man i 2017 stadig må finde sig i sådan et mainboard-design. Og så i denne prisklasse. LG og Panasonic må oppe sig.

Toppen af panelet er den vanlige lækre tynde OLED profil, som vil imponere alle dine gæster og give dig kuldegysninger når du løfter på skærmen, af frygt for at brække det. Panasonic har valgt en blank metalprofil frem for LGs glasplade og Sonys sorte metalkant og skiller sig dermed lidt ud, hvilket jo er positivt, da der så er lidt at vælge mellem. Højttalerens placering bagpå giver skærmen et lækkert minimalistisk udseende.




Panasonic har smidt to fjernbetjeninger i kassen, hvoraf den ene heldigvis er den samme som vi så på DX900. Mere om dem senere.

Reflektionerne i panelet er, lidt overraskende, stadig rødlige i modsætning til både LG E7 og Sony A1, så coatingen på skærmen minder mere om sidste års model end om de to øvrige OLED vi har testet fra 2017-modellerne. Reflektioner i OLED er dog stadig blandt de mindst problematiske på TV-markedet, så det er et mindre issue.


Panasonic EZ950 test



Brugeroplevelse & features

Vi har tidligere kritiseret Panasonic for at stå lidt stille på interface-siden og uden partneren fra Firefox, så kunne det godt se ud som om vejen forude er lidt stejl.

Styresystem og smart-TV

Panasonic har valgt selv at køre videre med Firefox-OS, selvom systemet nu ikke længere officielt hedder Firefox (det er dog smuttet et par steder i menuerne, hvor der stadig henvises til Firefox).

"Panasonics OS ligner sig selv - og Firefox."
Vi har tidligere tvivlet lidt på denne platform, og vores tvivl var åbenbart ikke helt ubegrundet, da systemet ikke er opdateret i nævneværdig grad siden vi så på det sidste år. For en detaljeret gennemgang af Firefox (som vi så ikke kalder det mere), så henvises der til testen af Panasonic DX900.

App-udbuddet er stadig blandt de svageste på markedet, og herhjemme har vi eksempelvis ikke fået Amazon, men Youtube er dog til stede i en HDR-kompatibel version, så man kan få lidt HDR-guf ind via wifi. Den obligatoriske Netflix findes naturligvis også, og Viaplay har ligeledes sneget sig ind.

Ligesom på Android fungerer smart-TV platformen som et overlay, hvor systemet nedenunder stadig er Panasonics velkendte menusystem. Til justering af TV’et er Panasonic et eksempel at følge med overskuelige og tilgængelige menupunkter, som man hurtigt kan navigere rundt i. Er det ikke nok, så har deres smartphone app endvidere mulighed for at kontrollere flere aspekter af TV’ets indstillinger om end det nok også er det eneste app’en skal have ros for. Men for billedentusiasten, så er Panasonics suite af justeringsmuligheder absolut topklasse og der er rig mulighed for at tweake r… ud af bukserne på billedsiden - hvis du har måleudstyr og evnerne på plads.

Hvis man kigger forbi smart-platformen, så ligner Panasonic menuerne sig selv, hvilket er en fryd for nogen og lidt bedaget for andre. Udseendet har stort set ikke ændret sig de sidste 10 år, men på positivsiden, så kører det dog i et rimeligt tempo.

Jeg havde personligt foretrukket lidt mindre spildplads brugt på piktogrammer af hvad knapperne på fjernbetjeningen gør i de forskellige menuer, da man nok lærer genvejene relativt hurtigt og nok kunne have smidt forklaringen i manualen. Vi har punket Panasonic for disse ting de sidste mange år, og det fortsætter vi så med i år.

Filunderstøttelsen var til gengæld god, og både HLG og 100 fps blev afspillet via den indbyggede medieafspiller. Da Panasonics eget system jo ikke lider under sløvende animationer eller andet lir, så foregår navigation i de dele, som ikke relaterer til smart-delen rimelig hurtigt (ikke Nokia3310-hurtigt, men anstændigt). Panasonic insisterer eksempelvis ikke på, at loade mini-previews for alle mediefiler på én gang, så deres mediebrowser er nem og hurtig at bruge.

Betjening

Der er vedlagt to fjernbetjeninger, ligesom vi har set det de tidligere år, og hvis vi lige dropper den lille forglemmelige touch-version, så er den “store” en videreudvikling af den vi så på DX900, og vi har eksempelvis fået en ekstra genvejstast, som man frit kan tildele en app (eller andet) til.

Fjernbetjeningen ligger godt i hånden og har et godt taktilt feedback fra tasterne. Bagsiden er udført i blød plastic, som gør den behagelig og nem at holde på, og forsiden er en aluminiumslegering, som giver et indtryk af kvalitet. På rangstigen over kvalitetsfornemmelse på fjernbetjeninger, så ligger denne model helt oppe i den høje ende, hvor man kun bliver slået fordi B&O også laver TV.


Panasonic EZ950 test


Af kritikpunkter, så er der ret mange taster på fjernbetjeningen, hvor størrelsen godt kan gøre det lidt krampagtigt at nå eksempelvis afspilningsfunktionerne nederst. I en tid hvor TV spiller en stadig mindre rolle, så har tal-tasterne mindre og mindre betydning i dagligdagen, så næste skridt bør nok være at genoverveje, hvilke taster man putter på og hvor de skal sidde. For personer uden retningssans eller korttidshukommelse, så kan man tænde for baggrundsbelysning i en stor del af tasterne (dog sidder tasten til dette længst væk), men da hver tast er ret nem at føle sig frem til, så var det ikke en funktion der blev brugt - igen fordi taltasterne er de mest anonyme og de bruges stadig sjældnere. Bruger man oftest to hænder til sin fjernbetjening, så er både størrelse og placering af taster nok helt perfekt.

Tv-kanaler, optagelse & lyd

Panasonics TV-del er nok det sted det er mest tydeligt, at menuer mv. ikke har ændret sig. EPG, programinfo, input-overlay mv. er praktisk taget hevet ud af 0’erne og allerede dengang virkede de lidt bedagede. De store hjælpeikoner fylder også stadig godt 20% af EPG’ens areal, hvilket vi igen i år fremhæver som en smule overflødigt, da der ellers kunne have været plads til langt flere kanaler i oversigten end hos konkurrenterne.

Der bydes på dual-tuner og dual-CI-port, så der kan ses/optages to kodede kanaler samtidigt via PBP. Uheldigvis, så fungerer P P stadig som da vi så på CX800 i sin tid, så man kan ikke vælge andre billedprofiler end “Standard” og “Dynamisk”, som ikke går helt godt i spænd med den detaljegrad man kan kalibrere sin skærm med i de øvrige profiler. Man kan så køre PIP via Panasonic overlay-menu, som kan kaldes frem ved at holde “Home” nede, og det virker noget bedre. Desværre lukker denne menu selv ned efter et kort stykke tid, så som permanent PIP virker det ikke helt perfekt.




TV-delen er således lige så velkendt, som de sidste mange år, så fans vil ikke bemærke nogen ændring.

En af de ting, der adskiller EZ950 fra storebror EZ1000, er højttalersystemet. På EZ950 er lyden placeret i bagkabinettet, med de begrænsninger det nu giver mht volumen og styring af lyden. Lyden er anstændig, men ret rungende i bassen. Det anbefales helt klart at anskaffe sig ekstern lyd af en art til EZ950.


Kalibrering


Som nævnt, så sætter Panasonics TV i denne klasse standarden for hvilke muligheder man bør have til rådighed under kalibrering. TV’ene er dog også forsynet med mindst lige så mange billedprofiler som konkurrenterne, så lad os lige starte dér først. Standard-profilen er, som altid, ganske afskyelig, idet der dels er ubalance i farverne, men også er skruet op for alverdens ødelæggende features. Tingene ser bedre ud i Cinema-profilen, men stadig ikke godt nok til lægge sig ud med en kalibreret skærm.

Vi ender dermed i Professional profilen, som der er to af, så du kan skifte alt efter omgivelserne. Det er også hér vi får adgang til flest håndtag til kalibrering og pr default er de fleste af de ødelæggende algoritmer slået fra, så billedet er langt mere behageligt som udgangspunkt. Med ganske få justeringer på 2-trins gråtoneskalaen opnås afvigelser i RGB-sammensætningen under 1 på den famøse dE2000-skala, og dét der skulle kompenseres for var primært lidt for meget rød. Hvis skalaen skal jævnes helt ud, så kan dette behændigt gøres ved at justere på hvert enkelt gamma-trin separat, hvilket er en ret fed mulighed, hvis man først har fået sammensætningen af RGB korrekt, men måske ikke lige niveauet.

Der er også adgang til et komplet CMS, så farverne kan tweakes på plads i CIE diagrammmet for både SDR og HDR, hvis man lyster. Vi kalibrerer officielt kun mod SDR, men lad os bare sige, at HDR også kan bringes ned på fornuftige dE-værdier med ret få midler. Et temmeligt overbevisende resultat. Det er muligt, at EZ1000 er bedre indstillet fra starten af, men hvis man alligevel har tænkt sig at få sin skærm kalibreret (og det har man vel, hvis man køber en skærm til 45.000 kr?), så vil enhver forskel i farvenøjagtighed være ren akademisk. I billederne herunder har vi kun vist hvad der kan opnås ved justering af 2-trins hvidbalance-skalaen.

Vi måler naturligvis fuld dækning af Rec709 farverummet (som bruges til HD og 4K), og DCI-P3 (som bruges i HDR) ligger sammenligneligt med de øvrige OLED-modeller på godt 97%.

Det skal nævnes, at vores EZ950 ikke er “frisk fra kassen”, så panelet er kørt til. Det har ikke været tilfældet på de øvrige OLED, som vi har set på i år. Det er dog stadig tvivlsomt hvorvidt nedenstående justeringer på RGB-balancen vil virke for andre paneler, da OLED opfører sig ret forskelligt fra panel til panel.





Målinger


Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.

MålingerOut-of-boxKalibreret
Sortniveau0 cd/m20 cd/m2
Sortniveau (HDR)0 cd/m20 cd/m2
Lysstyrke250 cd/m2200 cd/m2
Maks lysstyrke (HDR)720 cd/m2680cd/m2
KontrastUendeligtUendeligt
Kontrast (HDR)UendeligtUendeligt
Input lag114 ms26 ms (Game Mode)
DCI-P397%-
Rec.202070%-

StrømforbrugOut-of-boxKalibrering
SDR150 W140 W
HDR220 W220 W
Standby0.4 W 

TidsmålingerTid
Opstart (indtil responsiv)7s
Opstart (indtil billede vises)6s
Netflix app opstart3s
Youtube app opstart7s
Amazon app opstart-
Google Play app opstart-
Viaplay app opstart11s
DR TV app opstart-
Blockbuster app opstart14s
TV2 Play app opstart-

Videofil / kildeSpecsStatus
Amazon 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – HEVC-
Netflix 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – HEVCVirker
YouTube 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – VP9 Profile2Virker
Dubai 4K4K (3840x2160 pixels) – 23.976fps – 10 bit colors - BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 51.4 Mbps bitrate – HEVC - .ts fileVirker
Costa Rica 4K4K (3840x2160 pixels) – BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 12.71 Mbps bitrate – VP9 - .mkv fileVirker
Terrifying Pyroclast 4K4K (3840x2160 pixels) – BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – variable bitrate – VP9 - .mkv fileVirker
Big Buck Bunny HD (.ts version)HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 2.5 Mbps bitrate – 60fps - HEVC - .ts fileVirker
Big Buck Bunny HDHD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 60fps - 2.2 Mbps bitrate – HEVC - .mkv fileVirker
LG Arctique 4K4K (3840x2160 pixels) – 8 bit colors – YUV color space – 4:2:0 subsampling – 50.0 Mbps bitrate – 29.970fps - AVC - .mp4 fileVirker
Eutelsat 4K demo4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors – YUV color space – 4:2:0 subsampling – 23.1 Mbps bitrate – 50fps - HEVC - .ts fileVirker
TravelXP HLG4K (3840x2160 pixels) – 50fps frame rate – 10 bit colors – BT.2020 color space – 4:2:0 subsampling – 20.7 Mbps bitrate – HEVC – HLG – .ts fileVirker
Ghost Towns 8K8K (7680x4320 pixels) – variable frame rate – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 20.7 Mbps bitrate – AVC - .mp4 fileFejler

GruppeIndstillingVærdi
PictureProfileProfessional1
 Backlight60
 Contrast90
 Brightness0
 Sharpness30
 Color50
 Tint0
 Color tempWarm2
 Vivid colorFra
 Color RemasterFra
 Ambient sensorTil/Fra
 Noise reductionFra
 MPEG RemasterFra
 Resolution RemasterFra
 Dynamic Range RemasterFra
 Intelligent Frame ControlCustom: 4/0
 Clear MotionFra
AdvancedContrast ControlFra
 Color GamutRec.709 (Rec.2020 for HDR)
 Gamma2.2
White BalanceR-Gain-12
 G-Gain3
 B-Gain0
 R-Cutoff0
 G-Cutoff0
 B-Cutoff0
Screen Settings16:9 OverscanFra
 SkærmvisningTil
 PixelorbiterTil
Afhængigt af lysforholdene i din stue, kan det være fordelagtigt at benytte hhv. Professional 1 eller 2 med to forskellige indstillinger af lyset. Du kan også aktivere lyssensoren i TV’et, så lysstyrken automatisk justeres.



Panasonic EZ950 test


Billedkvalitet


Med de initielle justeringer af vejen, så var der blot at læne sig tilbage og fyre op for nogle film og demosekvenser. Hvis vi lægger ud i den høje ende, så er HDR naturligvis dét der for alvor giver OLED sin styrke, da der kan være fuld knald på højlys og helt sort i en nabopixel uden at der skabes “halos” - eller glorier.

Og når der ses på højlyset, så lykkedes det at provokere mere end 800 nits ud af et 2% vindue skabt til 4000 nits fremvisning. Dette er dog ikke vores sammenligningsgrundlag på tværs af skærmene, hvor vi bruger et 10% vindue, som giver et mere normalt niveau på 680 nits, men det er stadig den højeste værdi vi har set på OLED-skærmene i år. Om det er 600, 700 eller 800 nits er for så vidt underordnet - mere er ikke målet i sig selv - men det er da imponerende, at OLED nu er nået så vidt.

Det er dermed næppe en overraskelse, at HDR afvikles med bravour om end manglen på Dolby Vision kan begrædes pga. den potentielle forbedring systemet byder på i især mørke scener. Peak-niveauet ved 2% vil være lidt forskelligt fra producent til producent selvom panelerne er identiske, da måden HDR-indhold tone-mappes på kan implementeres forskelligt producenterne imellem.

Vi har igen til denne test lånt Panasonics DMP-UB700 afspiller til afspilning af UHD-film, og som på flere af de øvrige TV på markedet, så skal man lige huske at aktivere HDR-understøttelsen på den af de to HDMI-porte, som man tilslutter afspilleren til (dette gælder også for en eventuel spilkonsol med HDR-understøttelse).




På vore statiske 10-bit HDR testmønstre kunne der ses banding på ellers flydende gradienter, hvilket også var tilfældet på LGs E7, hvilket giver lidt skår i en ellers fed HDR-oplevelse. En oplevelse man i øvrigt også kan nyde i Youtube, hvis man lige har brug for at hive lidt lir frem foran vennerne.

Skruer vi lidt ned for kvaliteten af kildematerialet, så et TVet, som bekendt, forsynet med den fabelagtige HCX2-processor, som klarer opskalering virkelig godt. Både TV og dine Blu-rays og DVD’er tager sig godt ud på EZ950, og vi må igen konstatere, at Panasonic er med helt fremme i feltet på opkaleringen. Ligeledes klares de-interlacing godt, så dine 1080i50 TV-kanaler er sikrede en fin fremvisning. Der blev dog observeret lidt problemer med micro-stutter, som blev observeret på nogle 1080-signaler, og ingen kombination af IFC og andet lir kunne afhjælpe det. Det blev observeret på både nogle TV-kanaler og streaming, men ikke på 4K materiale og Blu-ray. Det lader dog til at være sceneafhængigt, så hvad der er den endelige årsag til denne lejlighedsvise hakken må for nu være usagt.

EZ950 er, ligesom Sony A1, forsynet med muligheden for at aktivere Black Frame Insertion, men det introducerer på samme måde som hos Sony en hel del flimren på skærmen, så selvom det kan hjælpe med at reducere slør, så er det ganske uudholdeligt at se på i længden. Der er et godt stykke vej op til dén effekt, vi kender fra LCD-skærmenes scanning backlight.

Se også vores OLED vs. LCD oversigt

Håndteringen af bevægelse i almindelighed er en smule bedre end hvad vi så hos LG, hvis man justerer IFC manuelt. Selv i “Low”-indstillingen er artefakterne på skærmen meget synlige og soap-opera-effekten dominerende, så man bør holde sig til at justere “Slør reduktion”. Jeg vil gå så langt, som at sige, at håndtering af bevægelse nok tangerer Sony’en, så det er bestemt godkendt. Skåret i glæden er så de lejlighedsvise hak i billedet, som dog ikke så ud til at blive fremprovokeret af IFC.

Tager vi et kig på skærmen i mørke omgivelser, så ser vi igen, at 2017-panelerne er i stand til at vise alle trin på IRE-skalaen uden problemer, og at selv 1 IRE kan skelnes fra 2 IRE osv. Uheldigvis så afslører disse lave belastninger også OLED’s svaghed med homogeniteten i de mørke regioner og vores eksemplar af EZ950 var til den dårlige side. Der var synlig banding i de mørke gråtoner, men båndene forblev synlige helt op til 15 IRE, som nærmere kan betegnes som lysegrå. Det har ikke været et problem på de to andre konkurrenter i samme grad, men variation i panelerne kan sagtens være faldet uheldigt ud for det eksemplar vi tilfældigvis havde til låns.

Der blev observeret et ganske mildt farve-stik i form af en let gul misfarvning af venstre side og en lidt rødlig tone i skærmens øvre del, men det var ikke synligt i praksis.




Input lag er banket helt i bund på EZ950, og vi måler sølle 26 ms i spil-tilstanden (som behændigt kan aktiveres på alle profiler), men dog 114 ms uden spil-tilstand. Det gør skærmen særdeles velegnet til spilbrug og sammen med den sublime HDR-gengivelse, så er EZ950 er habil makker til spillekonsollen.

Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol




Som på de 2017-OLED vi har set på hidtil, så blev der ikke observeret problemer med burn-in eller retention på vores udlånseksemplar, og som nævnt tidligere, så var skærmen ikke frisk fra kassen, så den må formodes at være ude over sine jomfru-timer, hvor den er mest sårbar. Vi nævner burn-in i kontekst med enhver OLED-anmeldelse fordi der er en risiko for at brænde noget fast, hvis statiske elementer efterlades på skærmen for længe, men der er dog også adskillige foranstaltninger bygget ind i skærmen for at forhindre at det sker. De fleste OLED-modeller har en eller anden indbygget screensaver, som automatisk går i gang, hvis billedet er stillestående for længe, men dertil så er der også en screen-wiper, som kan køres (tager godt en time), hvorved uensartet strømtræk i de enkelt pixels forsøges udlignet og dermed mindskes effekten af et eventuelt burn-in.

Én af OLED-panelernes styrker er deres perfekte betragtningsvinkler og kombineret med en dyb sortgengivelse og høje lysstyrke, så er det intet problem at placere sig et vilkårligt sted foran TV’et, da billedet vil se godt ud uanset hvad.


Konklusion


Panasonic EZ950 er på alle måder high-end-modellen fra Panasonic med sit eminente OLED-panel, sin lækre fjernbetjening og den overbevisende HCX2-billedprocessor. Hvad der dog ikke oser af high-end er placeringen af stikkene på bagsiden og selve beskaffenheden af plastikken omkring denne. Få nu stikkene til at være parallelle med bagsiden og ikke vinkelrette.

Annonce:
De mange OLED-modeller, der vælter frem er på én side spændende pga. det større udvalg, men på den anden side også lidt kedelige idet alle panelerne kommer fra samme sted (LG.Display). Dette gør det en smule ensformigt at anmelde billedkvalitet (som jo er dét vi går mest op i), da der reelt ikke er nogen markante forskelle konkurrenterne imellem. EZ950 skiller sig lidt ud ved at have markedets bedste muligheder for justering af billedet, så billednørden kan få alle sine lyster styret. Billedkvaliteten på EZ950 er dermed helt i top, hvor både farver og til dels også bevægelse klares overbevisende. Til dels fordi vi observerede lidt problemer med micro-stutter fra tid til anden. Vi så endvidere nogle problemer med banding i lidt værre grad end hos konkurrenterne.

Styresystemet ligner sig selv og her på siden er vores opfattelse, at den er en smule bedaget i forhold til konkurrenterne. Smart-TV-platformen skriger næsten på at blive suppleret med en ekstern boks af en art for at få adgang til de mest gængse film-apps.

Hvis hverken LG E7 eller Sony A1 (som er de direkte konkurrenter) virker tiltalende, så er Panasonic EZ950 helt klart et af de TV man bør tage et nærmere kig på. Den større model - EZ1000 - byder på lidt bedre lyd, samt nogle finjusteringer på billedsiden, så hvis man alligevel kun har tænkt sig, at supplere med en soundbar, så kunne man måske overveje at skele opad i modelsegmentet, men ellers er EZ950 en stærk konkurrent på OLED-fronten.

55"
65"

Farvegengivelse og billedprocessering
Perfekt sortgengivelse
Brede betragtningsvinkler
HDR-gengivelsen
God fjernbetjening


Banding i de mørke farver
Lejlighedsvis stutter i billedet
Mange bagudvendte stik
Plastic-bagsiden føles billig
OS føles bedaget


Nærmeste konkurrenter





Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |