Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung HW-K960 (Atmos soundbar) - FlatpanelsDK

Test: Samsung HW-K960 (Atmos soundbar)

|


Samsung har lanceret et lydsystem til dem, som vil have den nyeste lydteknologi, men til en pris, som ikke sprænger pengepungen (dog stadig knap 12.000 kroner). Umiddelbart ligner det bare en soundbar, en subwoofer og to baghøjttalere og dermed et helt almindeligt 5.1 surroundlydsystem, men der gemmer sig nogle ekstra højttalerenheder, som giver en ekstra dimension til lydbilledet. Systemet kaldes Dolby Atmos og er i 5.1.4 kanaler, hvor de sidste fire er enheder skyder lyd op i loftet for at skabe en mere indlevende lydoplevelse.

Dolby Atmos-teknologien kendes fra biografen, så hvordan lyder det egentlig hjemme i stuen? Og kan det overhovedet klemmes ind i en soundbar-konstruktion? FlatpanelsDK undersøger det i testen af Samsungs HW-K960 Dolby Atmos soundbar (hedder HW-K960 i Europa).


Pris og forhandler

Specifikationer

5.1.4 surround-kanaler
500W output
8” subwoofer (trådløs)
(BxHxD)Soundbar: 121 x 8,2 x 13,2 cm
Subwoofer: 20,4 x 39,9 x 41,4 cm
Soundbar: 6,7 kg
Subwoofer: 9,6 kg
Dolby Atmos
Dolby True HD
Dolby Digital Plus
DTS 2ch
Soundbar: 2x HDMI, 1x optisk, 1x USB
Soundbar: 1x HDMI
Bluetooth
Spotify Connect
Multiroom-link
Fjernbetjening
HDMI-kabel
Vægbeslag
Batterier
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online






Første indtryk


Samsungs Atmos-soundbar adskiller sig fra de resterende lydprodukter fra den koreanske producent ved at have større fokus på lyd end design. Samsungs soundbars har ofte runde eller atypiske former, men K960 er en flad rektangulær lydbjælke med lige flader.

Designmæssigt er der dermed ikke meget som skriger ”topmodel”, selvom dette er Samsungs topmodel indenfor soundbars. Undersøger man den lidt nærmere vil man dog se, at der er brugt kvalitetsmaterialer. Gitteret er udformet i stål og siderne er lavet i plastik, men ikke skindende plastik som Samsung ellers har for vane at benytte. Det er mat plastik med riller, der formentlig skal imitere børstet stål.

På fronten er plastikkanterne vinklet i 45 grader, så der kommer et lille afbræk i det ellers firkantede design. Der skal ikke så meget til og det gør designet mere elegant. Jeg bemærker dog, at der er dårlige samlinger på mit testeksemplar; ca. en halv millimeter højdeforskel. Om jeg bare har fået en mandagsmodel ved jeg ikke, men i en soundbar til over 11.000 kroner bør detaljerne være i orden, selvom det blot er en pynteliste.

På fronten er der også et lille display, som med hvide dioder viser om man lytter fra HDMI1, HDMI2, Bluetooth, analog eller optisk input. Man kan via en medfølgende fjernbetjening ændre kilde og det kan man naturligvis se på tv’et, men også på det lille display. Soundbaren har en række lydindstillinger og her er displayet en vigtig informationskilde, da det er her man kan se om den forudindstillede lydprofil er standard, musik, film, sport eller nat-tilstand.

På bagsiden finder vi strøm og HDMI-stik. Der er to HDMI indgange, og en HDMI udgang, som har ARC (Audio Return Channel) funktionalitet. Det er til denne HDMI-port, at man tilslutter sin tv-skærm, da andre enheder, som er tilsluttet tv’et i så fald også kan få gavn af soundbarens lyd. Da der kun er to HDMI indgange kan man hurtigt få brug for de HDMI indgange, som findes i tv’et. For mit vedkommende kom jeg hurtigt til kort med to HDMI indgange og jeg endte med at udfylde alle fire HDMI-porte til tv’et, som Samsung havde udlånt i forbindelse med testen.

Hvorvidt to HDMI-porte er nok for majoriteten af brugere, er svært at vurdere uden at kende opsætningerne, men for mit vedkommende er det slet ikke nok. Derfor endte jeg med at sætte visse enheder direkte i soundbaren og føre andre igennem tv’et. Da der er Audio Return Channel (ARC) burde det ikke være noget problem at køre en opsætning med lyd igennem tv’et, men jeg oplevede to gange, at soundbaren ikke automatisk tændte, når tv’et tændte, og tv’et ikke kunne finde soundbaren. Det hjælper at slukke på stikkontakten og tænde hele opsætningen forfra.

Selvom både tv-skærmen og soundbaren i denne opsætning var fra Samsung, kan man altså ikke være sikker på, at produkterne får et solidt ”handshake”, så tv-skærmen og soundbaren automatisk finder hinanden - åbenbart. Om fejlkilden lå i tv’et eller soundbaren, kunne jeg ikke afgøre, men det er et irritationsmoment, som man bør være opmærksom på. Havde der være 4 eller flere HDMI-indgange i soundbaren kunne man helt have afværget dette problem, så derfor min oplevelse er, at 2 HDMI-port er lidt nærigt.

Soundbaren har også Bluetooth til musikafspilning samt analog 3,5mm minijack indgang og optisk indgang. Med minijack bliver man dog begrænset til stereo lyd, så det er nok mest relevant for smartphones – forudsat at man har et minijackstik i sin telefon. Optisk er også lidt af en hæmsko, da det kun understøtter op til 5.1 surround-lyd og dermed ikke de sidste 4 lofthøjttalere i Atmos-teknologien.




Opsætning


Samsung reklamerer med nem trådløs opsætning og styrken ved at købe i pakker som denne, hvor der absolut ingen fleksibilitet er, er jo som regel også at opsætningen forløber smertefrit. Det positive er, at man bare sætter baghøjttalerne i stikkontakten, derefter soundbaren og så er der forbindelse. Det bliver ikke nemmere!

Hvis man vil dykke yderligere ned i opsætningen med forskudt lyd, gøres det nemmest hvis man har et Samsung TV, da man i så fald kan få et overblik over alle menuerne. Det er dog muligt at scrolle igennem justeringerne med diskant, bas og lignende med LCD-skærmen på soundbaren.

Samsung HW-K960 Dolby Atmos


Samsung har også en app, kaldet ”Samsung Multiroom”, hvorfra man kan justere dele af lyden, men app’en er primært lavet til at tilføje flere højttalere til multirums-systemet og dermed få lyd i andre rum. Til denne test have jeg desværre ikke ekstra højttalere at teste dette, men sidst jeg testede Samsung multiroom virkede systemet fint.

Der, hvor der var problemer ved forrige Samsung Multiroom test, var primært, at den gamle app var langsom. Især på iOS-enheder, hvor den var uacceptabelt langsom og ustabil. Dette har Samsung rettet op på ved at lave en helt ny app henover sommeren. Den har udseendemæssigt samtidig fået et gevaldigt løft. App’en kan bruges, hvis man vil høre musik, men da soundbaren også har Spotify Connect og Bluetooth er det ikke nødvendigt at bruge app’en.




Hvad er Dolby Atmos?


Det særlige ved Samsung HW-K960 er naturligvis Dolby Atmos-teknologien. Selskabet Dolby laver forskellige lydkomprimeringer og lydsystemer, ligesom der findes indenfor video, hvor Dolby står for Dolby Vision-teknologien.

Generelt har lydteknologi udviklet sig med udgivelse af nye skiveformater. DVD’en havde op til 5.1 lyd, Blu-ray havde op til 7.1 lyd og med Ultra HD Blu-ray har billedet taget skridtet op til UHD og HDR, hvorfor lyden naturligvis også have et yderligere trin op. Til det formål har Dolby introduceret Atmos, hvor man blandt andet får lyd ovenfra. Atmos udkom i biografer verden over allerede i 2012 og der findes da også allerede en lang række film, som optaget i ægte Dolby Atmos.

I skrivende stund dækker kataloget over mere end 200 film, og det vokser hele tiden. Dolby har været så venlige at lave en liste over film, som kan købes med Dolby Atmos-lyd. Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at det primært er action og sci-fi-film, som har omfavnet Dolby Atmos. Animationsfilm fylder også på listen, herunder Lego Batman, Cars 3 og Ice Age.

I biografen, hvor Dolby Atmos først blev introduceret, kan systemet supportere hele 64 højttalere. Meningen med Atmos er nemlig at skabe”3D” lyd, så du føler, at der er lytteindtryk fra alle retninger, ligesom i den virkelige verden. Der mangler dog højttalere nedenfra.

Når man skal have lyd ovenfra, kræver det nogle helt specifikke kanaler og derfor har Dolby taget skeen i egen hånd og lavet et system, hvor lyden tilpasses automatisk, afhængigt af hvor mange og hvilke højttalere man har. Normalvis er surround i 6 eller 8 kanaler med 5.1 eller 7.1, men da Dolby Atmos kan håndtere hele 64 højttalere og 128 kanaler tillader det bedre separation og lydplacering, især i biograferne, som har adskillige højttalere.

Det er formentlig de færreste privatkunder, som har mere 5.1 systemer, men det er også begrænset, hvilken effekt man tidligere fik ved at opgradere yderligere. Med Dolby Atmos giver det nu en hørbar lydforbedring, hvis man har mere end 8 højttalere. I hvert fald teoretisk, for alting har en pris.

Flere højttalere giver kun mening, hvis højttalerne er af god kvalitet og at man rent faktisk kan høre forskellen. Har man, som i dette tilfælde 10 højttalerpositioner, med 5.1.4, bør det give en ekstra lydeffekt, da der ganske enkelt kommer lyd fra flere retninger.

Dolby Atmos

Atmos bruger lydobjekter

På papiret muliggør de 64 højttalere, at man bliver omsluttet af lyd. Et andet interessant tiltag ved Atmos er, at teknologien kan arbejde med ”lydobjekter”. Når lyd optages sker det i lag. Det gælder uanset om man arbejder med musik eller film. En stortromme har en given placering i lydprogrammet, ligesom en eksplosion har.

Selvom Atmos nu tillader 128 kanaler vil de fleste lyde stadig benytte de almindelige 5 eller 7 kanaler til statisk lyd, da det ikke behøver en specifik position. Med Dolby Atmos har man altså 128 kanaler, hvoraf de første 10 er til de basale lyde samt 118 kanaler, der kan bruges til lydobjekter. At Atmos er objektbaseret og har mulighed for, at lyden kan komme i ørehøjde eller fra loftet, giver den nye, ekstra dimension. I hvert fald i teorien, for det kræver stadig lydkomponenter af en hvis kvalitet.

Når lydteknikere kan placere objekter helt frit i stedet for som før, hvor der blot var 7 højttalere og en subwoofer, som alle var i ørehøjde, giver det flere fordele. Hvis man forestiller sig en 3D-tegning af en stue eller biograf, så kan lydteknikere med Dolby Atmos nu placere lydobjekter præcis, hvor de vil i rummet. De er ikke begrænset af de låste positioner, som før med center-, venstre front-, højre front-, venstre bag- eller højre baghøjttaler. Instruktører og lydteknikere kan yderligere definere, hvor lyden skal bevæge sig hen. Disse mulighed kan, såfremt de udnyttes korrekt, øge realismen i lyden.

Som du nok har gættet kræver alt dette dog, at man tilføjer flere højttalere til sin opsætning. Samsung har med sin soundbar indbygget flere enheder, som sender lyd i forskellige retninger. I denne test vil vi undersøge om man ”bare” kan tilføje 4 opadvendte højttalere til et 5.1 system og kalde det Atmos. Vil lytteren kunne høre, at der gengives lydobjekter eller er det bare er en blanding af fx. venstre front og venstre frontlofthøjttaler?

En lille detalje: I biografen kan Atmos arbejde med 64 højttalere, men det er i hjemmet begrænset til ”kun” 34 højttalere, hvor maksimum er 24.1.10. Det er dog nok de færreste hjemmebrugere, som har plads til 24 højttalere og 10 lofthøjttalere. Det smarte ved Dolby Atmos er, at det kan tilpasse sig automatisk, så selv ved 5.1.4 får man de 128 kanaler og dermed tilpasser Atmos sig det enkelte lydsystem.


Samsung Dolby Atmos soundbar

Før lyttetest


Efter en teoretisk introduktion til Dolby Atmos er det nu tid til det vigtigste, nemlig lyttetesten. Den første film, som blev sat på var ’The Martian’ og det var både et godt og et dårligt valg. The Martian tilbyder nemlig DTS HD 7.1 surround. Surroundsound med 7.1 kanaler er som sådan ikke noget problem for Samsung HW-K960 soundbaren, men DTS-formatet, der ellers er ganske populært og udbredt, især på Blu-ray skiver, blev ikke afspillet i surround.

I ’The Martian’ kunne jeg vælge enten DTS-HD-MA 7.1 eller Dolby Digital 5.1, som vi kender primært fra DVD-skiver. Problemet med Dolby Digital 5.1 var imidlertid, at det var til synshæmmede, så en stemme lå ovenpå filmen. Det endte derfor med, at jeg måtte vælge DTS, hvor det eneste, som kom ud, var 2.0 stereolyd. Simpelthen fordi det er alt hvad Samsungs soundbar understøtter.

Det var lidt af en øjenåbner, som viser, hvor vigtigt bred formatsupport er. Det optimale ville naturligvis være, at Samsung understøttede DTS’s modsvar til Dolby Atmos, DTS:X, men vi synes ikke, at det er for meget at forlange, at den i det mindste understøtter DTS HD, som kan give 5.1 surround. Det burde være et krav for sådan en soundbar. Da jeg efterfølgende gik ind i Blu-ray-afspillerens menu kunne jeg ændre DTS så det blev simuleret 5.1 lyd (altså opskaleret fra 2.0 lydsporet), men det er en elendig lappeløsning.

Når det er sagt, så er det måske heller ikke nødvendigvis det kundesegment, der køber sådan en soundbar, som også køber en UHD Blu-ray-afspiller. Mit gæt er, at de fleste ser film på Netflix eller HBO og de bruger begge typisk Dolby som komprimering. Dolby er generelt mere udbredt end DTS. Det foretrækkes generelt af f.eks. streamingtjenester, fordi Dolby er mere komprimeret end DTS, og fylder derfor mindre. Dolby Atmos er derfor også et oplagt valg for Netflix og HBO i stedet for DTS:X, når de tager næste skridt. Og så vil man naturligvis aldrig bemærke problemstillingen.


Lyttetest


The Martian blev lidt af en fuser, så lad os springe hastigt videre til en anden film; navnlig San Andreas. Det er en katastrofefilm med masser af helikoptereffekter, altså perfekt til vores test. Filmen demonstrerer fint, hvordan stuen kan blive flydt med lyd, men samtidig også, at at separationen af lydobjekter ikke sidder helt i skabet. Det er muligt at fornemme helikopteren oppefra, men ikke om det er højre eller venstre, front eller bag. Det kan man naturligvis i væsentlig højere grad i virkeligheden – og i biografen.

"Deadpool er næsten som skabt til at være en demonstrationsfilm til Atmos"
Det kan have noget at gøre med subwooferens kvalitet, da den generelt er lidt for kraftig. Oplevelsen var generelt, at den leverede ”bulder-bas” fremfor stram og præcis bas. Dermed er definitionen af den øvre bas eller nedre mellemtone også sværere at ”placere” fordi sammenspillet mellem bas og mellemtone ikke er godt matchet. Det er meget normalt i et surroundsystem som dette, men da den vejledende pris er langt over 10.000 kroner, burde man med rette kunne forvente lidt mere fra subwooferen.

Subwooferen er simpelthen for dominerende og mudret. Man kan indstille effekten, så den bliver knapt så dominerende, men selvom den justeres lidt ned, bliver den ikke mere nøjagtig i lydbilledet; bare mindre dominerende og bedre afstemt med resten af systemet.

Diskant-enhederne er af noget bedre kvalitet. Her er der fin separation mellem effekterne, stemmer og baggrundsmusik. Stort set alle tidligere Samsung surroundsystemer, som jeg har hørt (inklusiv WAM-multiroom) har haft en skinger tone og tendens til at gå over i en slags metallisk dåselyd. Heldigvis har Samsung fundet årsagen, hvilket betyder, at HW-K960 systemet er et mere behageligt bekendtskab. Især hvis man skal holde film-maraton, hvor man bliver ør i hovedet af forvrængningen på de tidligere systemer. Med HW-K960 er kun subwooferen, som skuffer.

Filmen ’San Andreas’ har også adskillige scener, hvor glas smadres, og ekstreme eksplosioner, som næppe ville ske i virkeligheden, men når glas smadres aktiveres diskanten i væsentlig højere grad. Det giver en effekt af, at glas smadres over hovedet på en. Definitionen er stadig ikke helt så skarp, som jeg havde håbet, men man kan høre om lydene kommer forfra, bagfra eller til højre / venstre for en.

Filmen ’Deadpool’ har også masser af lydeffekter og det føles næsten som om, at filmen er som skabt til at være en demonstrationsfilm til Atmos. Takterne fra ’San Andreas’ fortsætter, men der er knap så mange samtidige lytteindtryk i Deadpool og det passer Samsung K960 rigtig godt. Diskantenhederne har bedre tid til at koncentrere sig om de færre lyde, og det forbedrer lydeffekterne over hovedet.

Atmos-lyden står stadig ikke knivskarpt i ’Deadpool’, men idet lyden først skal reflekteres i loftet er der formentlig også grænser for, hvor præcist det kan blive. Jeg synes samtidig, at det ofte føles som om, at lydene i nogen grad er ”låst” til 5 kanaler. Det er lidt for tydeligt at høre, at det for eksempel er højre baghøjttaler, som laver lyd til både ørehøjde og ”loft”-højde. Dermed kommer Dolby’s koncept med 3D-lyd uden kanalspecificering ikke helt til sin ret.

Jeg har desværre ikke testet andre Dolby Atmos-lydsystemer i samme prisklasse, eller dyrere, så jeg har intet sammenligningsgrundlag for hjemmebrug, men jeg kan gætte mig til, at 3D-lyden formentlig vil være bedre på dyrere Dolby Atmos-systemer, hvor der er flere dedikerede højttalere. Hvis vi indsnævrer lydsystemet ind til 2.0 stereo DTS, er det dog klart, at en stereoforstærker og to standerhøjttaler til ca. 15.000 kroner vil kunne give et bedre 3D-lydbillede, hvor man i markant mindre grad sidder med en oplevelse af, at bestemte lyd kommer fra hhv. højre og venstre højttaler. Et sådan system kan bedre fylde rummet med lyd.

Og sådan er det jo generelt med pris og performance. De to ting hænger sammen, om end man også nemt kan købe lyd for dyrt. Jeg føler mig imidlertid ikke blæst bagover af Atmos-lyden i Samsungs soundbar og dette system. Helt anderledes har min oplevelse været i biografen, men det er naturligvis også et helt, helt andet prisleje.


Samsung HW-K960 Dolby Atmos


Mangler musikalitet


De fleste personer, som investerer penge i et surroundsystem, benytter det også til musikafspilning. Dolby Atmos er rent faktisk også anvendeligt til musik, men da jeg ikke har noget musik indspillet i Dolby Atmos, fik jeg ikke afprøvet det. Man behøver dog ikke lytte særlig lang tid til musik før man kan konkludere, at Samsung ikke har haft fokus på musikdelen.

Som med så mange andre surroundsystemer er højttalerenhederne ganske enkelt ikke gearet til musik. Mellemtonen og diskant gør det egentlig hæderligt med fin vokal og nogenlunde præcis reproduktion af percussion i f.eks. Ben Harpers nymoderne blues-folk-musik. Jeff Buckleys coverversion af netop afdøde Leonard Cohen demonstrerer, at den øvre spinkle vokal også beherskes rigtig fint. Diskanten forvringer kun i meget lille grad, så for et surroundsystem gør den sig egentlig rigtig fint til lige præcis denne type musik.

Problemerne opstår så snart subwooferen skal aktiveres og det skal den ret ofte, da mellemtonerne på 2,5 tommer af logiske og fysiske årsager ikke kan gå særlig dybt. Subwooferen har for en svag forstærker og er ikke bygget til de hurtige bevægelser, som musik kræver. Til eksplosioner i film er det tilstrækkeligt, men hører man musik med hurtige trommer, aggressive basgange eller elektronisk musik, bliver subwooferen sat på noget af en prøve.

Ved afspilning af Deadmau5 begyndte bassen at rumle fordi der var for mange hurtige lyde til at den kunne følge med. Ikke særlig positivt. Hvis man ønsker at høre musik på sit surroundanlæg vil jeg ikke anbefale K960. Det er ikke det, som systemet er lavet til, men mange bruger alligevel funktionen.


Kvalitetsproblemer


Jeg oplevede også visse kvalitetsproblemer. Når baghøjttalerne ikke er i brug, er der en lav hvid støj. Nogle vil måske ikke bemærke det, men andre, herunder mig, vil. Det er nok afhængigt af ens hørelse og sikkert også OCD. Det generer i stille scener og fjernede, for mig, noget af intensiteten, romancen eller dramaet i filmene.

Støjproblemet forværres, efter min mening, ved at andre lydsystemer med aktive højttalere til en tredjedel af prisen ikke har lignende problemer.

Samsung har i øvrigt integreret ”Surround Sound Expansion Plus”, som bør konvertere almindelig 5.1 surroundlyd til 5.1.4, så man dermed også får lyden ovenfra, men i praksis hørte jeg ikke den store forbedring. Der var forskel, men det var ikke nødvendigvis de rigtige lyde, som kom ovenfra. Og dermed mister Expansion Plus lidt relevansen i praksis.


Konklusion


Alt i alt er Samsungs HW-K960 Dolby Atmos soundbar et fint bekendtskab. Den præsterer god surroundsound-lyd, men den slappe bas, lidt for retningsbestemte lydreproduktion og manglende definition af forskellige lydelementer gør, at jeg synes systemet er lige til den dyre side.

Annonce:
Det virker som om, at man betaler ekstra for Dolby Atmos-funktionalitet, som måske i virkeligheden burde være brugt på bedre enheder. Det giver sig til kende ved, at der er støj fra baghøjttalerne og subwooferens lidt for slappe forstærker, som betyder, at subwooferen hurtigt mister kontrol, især for et system i dette prisleje.

Med filmene ’San Andreas’ og ’Deadpool’ kommer Atmos i soundbaren på en prøve. Disse film slår for mig fast, at selvom man kan høre forskel, bør forbrugerne nok gøre op med sig selv, hvorvidt det er værd at betale ekstra for, da effekten ikke er helt overbevisende. Til 12-15.000 kroner kan man få surroundsystemer, som lyder bedre i almindelig 5.1 surround.

Dernæst mener jeg, at det er et problem, at Samsung HW-K960 ikke understøtter DTS i mere end to kanaler, da det begrænser anvendeligheden i flere film, herunder Blu-ray-skiver med DTS-HD Master Audio eller DTS-HD High Resolution. Jeg ved godt, at der bliver købt færre og færre Blu-ray-skiver i disse tider med Netflix og HBO samt tilgangen af det nye Ultra HD Blu-ray-format. Men hvorfor skal man ikke kunne få nogenlunde udnyttelse af sit anlæg med alle de skiver, som man allerede har liggende?

Har man tænkt sig at høre musik på K960, skal det siges, at det ikke er soundbarens stærkeste side, men det er primært subwooferens skyld. Da systemet ikke tilbyder udskiftning eller fleksibilitet, er subwooferen en akilleshæl og det element, som trækker mest ned.

Samsung skal dog også have ros. Lyden i HW-K960 soundbaren med de to trådløse baghøjttalere er behagelig og i langt de fleste tilfælde rigtig god. Samsung har formået at fjerne den skarpe diskantforvrængning og ”dåselyd”, som har plaget deres tidligere lydprodukter. Det skal ingeniørerne have stor ros for. Sidst men ikke mindst er integrationen og opsætningen af systemet så let, som det overhovedet kan blive.


Pris og forhandler


God lyd
Meget nem opsætning
Diskantforvrængning løst


Kun 2 HDMI-indgange
Samlekvalitet
Bulderbas, som er dårlig til musik
Støj fra baghøjttalere
DTS kun i 2.0


Nærmeste konkurrenter





Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |