Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Sony ZD9 - FlatpanelsDK

Test: Sony ZD9

|


Lidt sent på sæsonen har Sony kastet endnu et TV i ringen, som er tænkt til at tage kampen op med high-end modellerne fra især Panasonic. ZD9 byder ind med Sonys "Focused Light Beam" teknologi og melder sig ind i den - indtil videre - eksklusive skare af TV med mere end 500 individuelle zoner i baggrundsbelysningen. Selvsagt kommer TV’et også med HDR og et udvidet farverum.

ZD9 findes i 65, 75 og 100 tommer. Vi anmelder 65 tommeren.

65"
75"

Specifikationer

65"
VA LCD-panel (bagbelyst)
Individuel LED-styring
Ultra HD (3840x2160)
HDR (HDR10)
DCI-P3 farverum
Fod (fast)
Væg (VESA kompatibelt)
(HxBxD)84,7 x 146,2 x 7,8 cm (uden fod)
32,0 kg (uden fod)
HDMI (4x 2.0 )
USB (3x)
Ethernet
1x CI+
Optisk
HDMI-ARC (1x)
2x 10W stereo
DVB T/T2/C/S2
WiFi (ac standard)
MPEG4
HEVC
VP9 Profile 2
Android TV 6.0
IR fjernbetjening (med Bluetooth mikrofon)
Manual
Fjernbetjening
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online




Første indtryk

ZD9 adskiller sig fra mellemsegmentet fra Sony idet den bruger et bagbelyst panel, og den adskiller sig yderligere fra XD94-modellen – den tidligere topmodel - ved at have langt flere lokale zoner, som den kan styre lyset i.

Sony har kaldt deres seneste tiltag inden for lokal dimming for "Focused Light Beam", som er pakket ind under "Backlight Master Drive"-termet. Brugen af denne type baggrundsbelysning er synlig så snart TV’et pakkes op, da det bestemt ikke er nogen barberblads-tynd model, vi har at gøre med. Der er en anseelig dybde på TV’et, hvilket er en naturlig konsekvens af, at dioderne skal placeres bag LCD-panelet.

Bagsiden af TV’et er blevet redesignet en smule, hvor man nu frem for den glatte bagside, som flere af de mindre modeller har haft, har en matrix-lignende inddeling, hvilket ganske handy skjuler de linjer, som definerer udskæringerne til dækslerne foran stikpanelerne bagpå. Man kan klikke forskellige sektioner af bagsiden af for at afsløre de forskellige indgange.

Sony har denne gang fået placeret alt undtaget den analoge video-indgang sidelæns, så vi endelig kan placere skærmen helt tæt på væggen. Der er plads til at føre kabler rundt inde bag bagpladerne og det afsluttende kabeltræk ud af foden dækkes af én stor bagside.




Foden følger Sonys 2016-design og det samme gør rammen, som på ZD9 har fået lidt ekstra metalfinish i form af en ren guld-kant. Vær OBS på, at 100" modellen har en noget anderledes fod, som hæver TV’et fra gulvet. I modsætning til eks. XD93, så er strømforsyningen heldigvis indbygget i TV’et, så man ikke skal finde plads til en klods et andet sted.

I kassen finder vi én fjernbetjening, som ved første øjekast ligner alle de øvrige Sony-betjeninger, men som alligevel er anderledes når man samler den op - mere om den senere. Vi har med 65"-versionen at gøre og vægten af denne er 35 kg (med fod).




Panelet på skærmen er glossy om end det reflekterer en ganske lille smule mindre end eks. XD93 eller sidste års X85C. men ZD9 har et par esser i ærmet når det kommer til at overdøve reflektioner, hvilket bliver tydeligt når først skærmen tændes...



Sony ZD9 Test


Brugeroplevelse & features

Sony er jo som bekendt hoppet på Android-vognen og kører nu på anden generation af systemet.

Styresystem og smart-TV

"Android TV 6.0"
Med Sony ZD9 har vi langt om længe fået Android TV version 6.0. Samtidigt har TV’et fået en opgradering i form af en nyere og stærkere processor, som dels er bedre gearet til HDR og dels skulle levere en hurtigere oplevelse i almindelighed.

For de af jer, der håbede på revolutioner, et væld af nye features, og et system der blæser derudaf, så lad mig bare hive luften ud af ballonen med det samme: Android 6.0 på Sony ZD9 føles fuldstændigt, som Android 5.1.1 på Sony XD93. Der er ganske få ændringer at spotte, hvor den mest markante nok nærmere er i Sonys egen "Discover"-menu og slet ikke i Android. Der er ændret en smule på den måde ikonerne placeres på hovedmenuen, men derudover, så føles systemet ikke spor anderledes.

Den ekstra regnekraft, som Sonys nye X1 processor byder på, lader heller ikke til at have den helt store indvirkning på den generelle oplevelse af Android TV og de steder hvor TV’ene tidligere har halset lidt bagefter i form af hastighed, oplever vi det også nu - dvs. især ved aktivering af menuer, EPG osv.

Processorens ekstra regnekraft kan mærkes visse steder. Hvor vi på XD93 oplevede problemer med stream af ukomprimeret 1080p-materiale via Kodi, så kører denne applikation nu mærkbart bedre. Afvikling af spil er dog stadig ikke specielt brugbart, så det er ikke en spillemaskine vi har mellem hænderne. Igen vil jeg også lige smide en kritik af den medfølgende Android Video-afspiller-app, som virkelig er elendig at navigere især store biblioteker af film med. Her på redaktionen har vi temmelig mange test-mønstre, som blandt andet er arkiveret på USB-enheder og med +1000 filer, så er det en pine at systemet er så langsomt til at hente mapper frem.

Vi har efterhånden været både Android og Sonys eget styresystem igennem adskillige gange, og da Android 6.0 end ikke byder på flere danske apps, så vil vi tillade os at henvise til en af de tidligere anmeldelser af Sony’s TV i stedet.

Et sted hvor man kan se ændringer er i menuen for billedindstillinger, hvor vi nu har fået et ekstra menupunkt, der hedder "videofunktioner". Denne menu gemmer på en funktion til helt at slukke for HDR på skærmen - uanset videokilde. Nu er ZD9 naturligvis bedre gearet til håndtering af HDR, men hvis dette menupunkt overlever i opdateringerne på de mindre modeller, så betyder det, at vi ENDELIG kan få mulighed for at slukke helt for HDR på de skærme, som ikke har hardwaren til at gengive det alligevel! Det betyder også, at vi så endelig kan slippe for udvaskede billeder, så snart et HDR-signal vises. Vi krydser fingre.

Betjening

Som nævnt, ser det på overfladen ud som om Sony har leveret samme fjernbetjening med til ZD9, som de har gjort til de øvrige modeller i 2016-serien, men når man løfter den, mærker man med det samme, at noget er anderledes. Fjernbetjeningen vejer en smule mere end tidligere, hvilket man efterfølgende kan konstatere stammer fra en udskiftet bagside, som nu ikke længere er lavet af plastic, men i stedet metal.

Vi har været kraftigt ude med riven efter Sonys fjernbetjeninger, som helt klart har rangeret i bunden af skalaen, og udskiftningen af bagsiden er et skridt i den rigtige retning. Som en følgevirkning af den nye bagside, så får man nemlig heller ikke længere huden i klemme, når man trykker på knapperne; knapper som dog har et irriterende haptisk feedback. Fjernbetjeningen har den samme bløde overflade på fronten, som er ganske behagelig at holde ved (så længe den varer).

Stemmefunktionen er også stadig at finde i toppen af fjernbetjeningen og denne ene funktion fungerer via Bluetooth. Resten af styringen foregår via IR og er lige så retningsfølsom som tidligere, hvilket desværre er en del.

Sony ZD9 test


Sonys Sideview-app er blandt toppen af poppen inden for styring af TV fra dine mobile enheder og denne er naturligvis den samme som hidtil. Du har adgang til EPG, fuldt fjernbetjening, apps og programmering af optagelse. Aktiverer du fjernstyring af TV’et fra standby, så kan TV’et også tændes med app’en, men vær OBS på, at det også hæver standby-forbruget ganske betragteligt.

Tv-kanaler, optagelse & lyd

Ligesom Smart-TV-delen, er der kun ganske få ændringer at spotte i TV-delen, som ligner sig selv. Discover-menuen viser miniaturer af de programmer, der sendes på de forskellige kanaler og de programmer, som den ikke har et billede til, har fået nogle lidt mere tidssvarende ikoner. I TV-guiden har vi også fået et par genre-baserede forslag til dagens TV-kigning, men ift. at bruge Sideview-app’en så er det langt mindre fleksibelt.

Der er stadig mulighed for at tilkoble en USB-harddisk til brug med optagelse via dobbelt-tuneren. Som på tidligere Sony-modeller, så insisterer TV’et på, at tænde og slukke harddisken i tide og utide (selv når det er slukket!), hvilket slider unødigt på de mekaniske dele. Dette er gældende hvad enten en harddisk er konfigureret som optage-enhed eller ej.

Lyden på ZD9 kunne man forvente ville have et bedre udgangspunkt end de mere slanke modeller, men på trods af det øgede volumen, er lyden dog deprimerende flad. Sony har mulighed for at tilkøbe en ekstern trådløs subwoofer, men det hæver desværre kun bunden af lydbilledet og kurerer ikke den dåse-agtige lyd, som TV’et døjer med. Det anbefales at tilkøbes ekstern lyd.





Kalibrering

”Standard”-profilen er vanen tro for kold i sin farvetone, så vi tager udgangspunkt i ”Film”-profilen. Sony sigter efter en gamma på 2.4, hvilket er et bevidst valg, men en anelse til den mørke side. Vi kalibrerer - som altid - efter en gamma på 2.2, hvilket giver et lidt lysere billede. For at reducere dE-værdierne skal der ganske få justeringer til på ZD9, men da RGB værdierne for de lyse toner kun kan skrues nedad pr. default, så starter vi ud med at sænke dem alle ligeligt og tage udgangspunkt i et lidt lavere niveau.

For at få gavn af den avancerede baggrundsbelysning, er det nødvendigt at aktivere "Automatisk lokal nedtoning" og TV’et er kalibreret med denne aktiveret - det giver en smule fnidder i målingen af gammakurven. Vær endvidere opmærksom på, at aktivering af flere af Sonys "MotionFlow" indstillinger vil aktivere scanning backlight, som halverer lysstyrken af skærmen.




Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV'ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.

Målinger Out-of-boxKalibreret
Sortniveau (ANSI)0.062 cd/m20.022 cd/m2
Lysstyrke291 cd/m2 159 cd/m2
Kontrast4694:17227:1
Max lysstyrke (HDR)1600 cd/m21400 cd/m2
700 cd/m2 (with MotionFlow)
Input lag98 ms (Cinema)45 ms (Game Mode)

StrømforbrugOut-of-box Kalibreret
SDR- W120-150 W
HDR280 W (maks lysstyrke)Op til 280 W
Standby0,3 W (20 W hvis tænding via WIFI er aktiv)0,3 W

TidsmålingerTid
Opstart (indtil responsiv)9 s
Opstart (indtil billedet vises)7 s
Netflix app opstart5 s
Youtube app opstart3 s
Blockbuster app opstart11 s

VideofilSpecs Status
Dubai 4K4K (3840x2160 pixels) – 23.976fps – 10 bit colors - BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 51.4 Mbps bitrate – HEVC - .ts fileVirker
Big Buck Bunny HD (.ts version) HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 2.5 Mbps bitrate – 60fps - HEVC - .ts fileVirker
Big Buck Bunny HD HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 60fps - 2.2 Mbps bitrate – HEVC - .mkv fileVirker
Spreed HD HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 29.970fps – 0.9 Mbps bitrate – HEVC - .mkv fileVirker
Jellyfish HD HD (192x1080 pixels) – 8 bit colors – BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 98.3 Mbps bitrate – AVC - .mkv fileVirker
LG Arctique 4K 4K (3840x2160 pixels) – 8 bit colors – YUV color space – 4:2:0 subsampling – 50.0 Mbps bitrate – 29.970fps - AVC - .mp4 fileVirker

GruppeIndstillingVærdi
ProfilBiograf Prof
Lys Lys25
Kontrast90
Gamma-1
Sortniveau50
Automatisk lokal nedtoningHøj
Avanceret kontrastforbedringFra
X-tended dynamic rangeFra
FarvemætningFarvemætning50
Hvidbalance50
FarvetemperaturEkspert 1
FarvespektrumAuto
Levende farverFra
Avanc. Farvetemperatur Rødjustering-3
Grønjustering-4
Blåjustering-4
Rød bias2
Grøn bias0
Blå bias1
Klarhed Skarphed50
Reality creationManuel
Opløsning20
Mastered in 4KTil
Reduktion af tilfældig støjFra
Reduktion af digital støjFra
Jævn graderingLav
Bevægelse MotionFlowTydelig (Standard ved HDR)
FilmtilstandFra
VideofunktionerHDR-tilstanddAuto
HDMI videoområdeAuto
FarvespektrumAuto

Bemærk: Vi kalibrerer kun mod SDR, og ikke HDR. Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.

En ting at holde i baghovedet er, at hvis man ønsker at kunne tænde TV’et via en app på enten mobil eller tablet, så koster denne feature 20 W i effektforbrug under standby. Det er en heftig pris at betale for en smule bekvemmelighed og for de energibevidste anbefales det at slå denne feature fra.



Sony ZD9 test


Billedkvalitet

Selvom Sony ikke skilter med at være ”UHD Premium” certificeret, så gemmer ZD9 på et ganske potent lyssystem. Vi er pt. kun i stand til at generere et testbillede med 10% dækning af skærmen og på denne størrelse peaker lysstyrken i HDR på over 1.600 nits. Det må formodes, at det kan ramme endnu højere værdier ved lavere dækningsgrad. Samtidigt når skærmen ned under de 0.05 nits, som UHD Premium ligeledes kræver.

Som nævnt, så har ZD9 en del flere zoner at ruffe med end de mid-end modeller vi tidligere har set på og dens umiddelbare konkurrent skal findes i det Panasonic DX900 vi anmeldte for nyligt. Vi tæller 35x18 zoner (andre rapporterer 34x19, men det gider vi ikke skændes over), hvilket giver et totalt antal på 630. Som på DX900, er overgangen til så højt et antal zoner særdeles tydeligt idet der nu opnås langt mere lokal justering af lyset end på de fleste andre modeller. Med en peaklysstyrke over 1.600 nits, så er der endvidere basis for virkelig at få skudt nethinden ud når der er fuld knald på HDR-visningen. Vi måler ikke et helt så bredt farverum, som det vi så på eks. DX900, hvor det især halter lidt i den grønne ende af skalaen.




Vi har igen lånt Samsungs UBD-K8500 afspiller til visning af UHD 4K film, og når først TV’et har fået konfigureret sin HDMI-port til at håndtere UHD-HDR formatet, så er man klar til for alvor at udnytte lysoverskuddet i skærmen.

Som på DX900, ser HDR særdeles fremragende ud. Der er virkelig smæk på lyset de steder, hvor højlyset er tiltænkt at brænde igennem og det udvidede farverum (DCI-P3 farverum) giver en langt mere intens oplevelse end et SDR-signal (Rec.709 farverum) leverer.

I kraft af muligheden for at slukke for HDR uden at skulle rode med HDMI-signalet på ZD9, så er 1:1 sammenligningen mellem HDR og SDR relativ enkel at foretage. Hvor vi hidtil har måtte ty til sammenligning af testklip produceret i både SDR og HDR, så kan man nu pludselig tage et vilkårligt HDR-signal og slukke for HDR-delen, hvorved man nemt kan se hvad man går glip af. Vi kan naturligvis ikke vise hvordan et HDR-signal ser ud, da hverken kamera, browser eller din monitor er i stand til at håndtere signalet, men vi har leget lidt med et billede herunder, som giver en side-by-side sammenligning, som skulle give en idé af hvori forskellen består. Billedet er taget fra Netflix for at demonstrere, at det vitterligt ER muligt at slukke for HDR on-demand.



Når først billedet ruller, så vil man i de fleste situationer ikke lægge mærke til den blooming, der desværre nødvendigvis MÅ fremkomme, når man ikke har ligeså mange dioder, som man har pixels.

Selv med 18 rækker, spilder lyset stadig over i de sorte bjælker i top og bund fra tid til anden, og især stjernehimler er svære at gengive uden enten at skabe glorier eller at mindske gløden i stjernerne. Dette er naturligvis ikke kun et issue på HDR-signaler, da skærmen også vil være i stand til at forsøge, at vise et dybt sortniveau på alt andet materiale, men resultatet er ofte, at områder, som ikke var tiltænkt enten oplyses eller nedtones.

(Følgende billede er overeksponeret for at illustrere effekten. I praksis vil "blooming" være mindre udtalt, afhængigt af typen af indhold)

Sony ZD9 test


Vi bevæger os i den helt høje ende af LCD-skalaen, men som HDR-fremviser, så slår ZD9 ikke helt OLED-skærmene fra i år, som dels formår at holde et dybere sortniveau, men samtidigt opretholder et større dynamikområde. Ét af de steder, hvor blooming ses er på undertekster, hvor især Netflix er fremprovokerer fænomenet pga. sin meget hvide skrift.

Se også vores OLED vs. LCD oversigt

Det blev ved flere lejligheder oplevet, at den generelle lysstyrke i billedet skiftede sammen med et sceneskift, men at der var et splitsekunds forsinkelse på ændringen af lyset, så man lige nåede at se en scene ved én lysstyrke, hvorefter baggrundsbelysningen booster lysstyrken. Det ses bedst i periferien af synsfeltet, hvor øjet er mest lysfølsomt, men det blev ikke oplevet som ødelæggende for billedkvaliteten i almindelighed.




Billedbehandlingen på ZD9 er lige så overbevisende, som vi efterhånden forventer det fra Sony og både SD, HD og UHD materiale klares uden problemer. På vores testmønstre var der en anelse tendens til crush af det sidste trin på gråtone-skalaen, men ikke noget alarmerende. På visse tvivlsomme SD-kilder eller støjfyldte HD-kilder så vi en tendens til dithering-støj, men på vores eget HD-materiale var dette ikke til at genskabe. Opskalering af HD-materiale fra Blu-ray ser fremragende ud.

Sony leverer et af de bedste motion-systemer til udglatning af billedet, og hvor deres "Tydelig"-indstilling hidtil har været vores favorit, så har den en ret markant påvirkning af peak-lysstyrken, hvilket går ud over HDR-kvaliteten. Lysstyrken halveres når scanning backlight aktiveres, så hvis man vil have knivskarpe billeder under bevægelse, så må man desværre leve med, at det kun opnås i "Tydelig"-indstillingen med scanning backlight aktiveret. For SDR (altså alt indhold, som ikke er i HDR), så vær dog opmærksom på, at der kan leveres +200 nits i kalibreret tilstand med denne profil aktiveret! "Standard"-indstillingen leverer stadig et hæderligt resultat, der fjerner hakken i billedet og opretholder et acceptabelt detaljeniveau under bevægelse, men du får også nogle artefakter i billedet fra tid til anden, så det må blive en smagssag hvilken profil man ender med.

Som de fleste andre HDR-TV, så tilbyder Sony at booste SDR indhold så det imiterer HDR via deres "X-tended dynamic range" option, men i vores mening ødelægger dette mere end det gavner og billedet får et unaturligt look med denne option aktiveret. En ting man bør notere sig er, at hvor de fleste TV håndterer HDR som en ekstra modus, som TV’et skifter over i når den mærker et HDR-signal og derved booster lysstyrken særskilt, så følger lysstyrken på ZD9 nu altid den profil der er valgt. Dvs. hvis du gerne vil have fuld knald på lyset i HDR, så skal du nu også have det alle andre steder du bruger samme billedprofil. Det er mindre heldigt, men omvendt, så er fuldt blus på lysstyrken jo ikke en kvalitet i sig selv - vi havde blot gerne set, at man kunne justere lige netop denne parameter særskilt for HDR-signaler i den nye dedikerede menu.

Brugen af et bagbelyst panel mindsker risikoen for en inhomogen baggrundsbelysning, men som billedserien herunder viser, så led vores tekseksemplar af en smule "dirty screen" på den øvre halvdel af skærmen. I praksis var det ikke synligt, men på vore ensfarvede testmønstre var det til at se. Skærmen havde en anelse mørke hjørner, men ikke noget af praktisk betydning. Der var ingen bleeding at se på skærmen og de famøse vertikale bånd (banding) var heller ikke et problem.




Den helt store akilleshæl ved VA LCD-panelerne har altid være betratningvinklerne og ZD9 er netop baseret på et sådanne panel. Der er en synlig ændring i kontrastforholdet allerede ved snævre vinkler og ZD9 performer ikke bedre end de øvrige TV fra Sony baseret på samme type panel. Hvor dette har en ekstra negativ effekt er ved HDR, hvor det reducerede kontrastforhold har svært ved at opretholde en dyb sort og derved afslører blooming i langt højere grad end når du sidder lige foran TV’et. I mørke scener med lyse elementer vil det være synligt for de fleste, at her er tale om LCD og ikke OLED eller IPS-LCD.




I modsætning til de mindre modeller, så leveres ZD9 med 3D-briller, men her må vi nok konkludere, at vi hellere havde levet i lykkelig uvidenhed omkring TV’ets 3D-formåen, for det er virkelig ikke noget at blive begejstret over. Der er en ulidelig mængde crosstalk og brillerne producerede en mærke flimren i toppen af skærmen, som ikke umiddelbart kunne udbedres ved at rode med indstillinger eller ved at skifte briller. Du bør så afgjort ikke købe ZD9 for at se din 3D-filmsamling igen.

Til brug med spilkonsoller klarer ZD9 sig gennemsnitligt. Aktiveres spil-profilen, daler inputlag til 45 ms, men i filmprofilen ligger det omkring de 100 ms, hvilket er relativt højt. Der er et godt stykke ved ned til de 20 ms, som Samsung pt. kan prale med. ZD9 er dermed ikke uegnet til spilbrug, men heller ikke vores klare anbefaling til formålet.

Se hvordan de øvrige skærme vi har testet klarer sig i sammenligning i vores dedikerede artikel om emnet.


Konklusion

Sony ZD9 hører til i high-end kategorien, og med sit høje antal lys-zoner og sine glimrende egenskaber i HDR, så tager det kampen op mod det roste DX900 fra Panasonic.

HDR på ZD9 er en fornøjelse og skærmen leverer den højeste lysstyrke vi har set på et TV endnu. De lokale styring af lyset hjælper til med at opretholde et fornuftigt sortniveau, og det udvidede farverum booster farverne i HDR-film. Desværre lider den under samme "glorier" (og dertilhørende problemer), som andre LCD-tv med zone-styring og selvom ZD9 leverer en af de mest intense HDR-oplevelser, du kan få på et LCD-TV, er det efter vores mening ikke bedre end den overlegne dynamik, som du får med OLED-teknologien.

Annonce:
Sony leverer et detaljeret og skarpt billede på såvel, SD, HD og UHD signaler og deres MotioFlow teknologi er stadig den bedste til at udjævne bevægelse uden at introducere for mange artefakter i billedet. Den bedste af deres indstillinger, "Tydelig", reducerer dog lysstyrken markant, hvilket går ud over HDR-gengivelsen.

Android TV har derimod ikke rykket sig synderligt ved at blive opgraderet til version 6.0 og var du utilfreds med version 5, så vil du nok også være det med version 6. Sonys stærkere processor i ZD9 lader ikke til at gøre den store forskel på ydeevnen og antallet af danske apps er på samme niveau som hidtil. Du må dermed forlade dig på Googlecast fra dine håndholdte enheder, hvis dine yndlings-apps ikke findes på det amerikanske marked.

Af skår i glæden skal også tælles lydsystemet og 3D-gengivelsen, som lader en del tilbage at ønske. Fjernbetjeningen er blevet opgraderet en smule med en metalbagside, men er ellers identisk med de modeller vi tidligere har været kritiske overfor.

Sony ZD9 er uden tvivl det bedste TV fra Sony til dato og blandt de bedste LCD-modeller vi har set, men med en pris på godt 40.000 kr. i skrivende stund, så konkurrerer TV’et med LG’s bedre OLED modeller, og i direkte sammenligning er der ingen tvivl om hvilken model vi her på redaktionen ville vælge. Så vil du have toppen af poppen inden for LCD-teknologien, er ZD9 det klare valg, men i vores mening er TV’et for dyrt ift. det øvrige marked.

65"
75"

Imponerende lysstyrke
HDR og DCI-P3 understøttelse med local dimming i mange zoner
God billedbehandling
Bedste Motion-system
Fornuftig lyshomogenitet


Snævre betragtningsvinkler
"Glorier" om lysende objekter i billedet
Megen crosstalk i 3D
Tynd lyd
Middelmådig inputlag


Nærmeste konkurrenter





Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |