Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Dell U2713HM - FlatpanelsDK

Test: Dell U2713HM

|


Dell har sluppet deres nye, billigere 27” skærm fri og døbt den U2713HM. Skærmen anvender et AH-IPS-panel med en opløsning på 2560x1440 pixels og tilbyder ergonomiske justeringsfunktioner såsom tilt, højde, dreje og pivot. Skærmen er kalibreret fra fabrikken op mod sRGB-farverummet, som er optimalt for mange fotografer, designere og grafikere.

U2713HM er efterfølgeren til U2711, men er den rent faktisk lige så god eller bedre? Er U2713HM anbefalelsesværdig som en professionel eller semi-professionel skærm? Og hvor godt er det nye AH-IPS-panel? FlatpanelsDK har til hensigt at undersøge dette og mere i testen af U2713HM.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS feeds for at modtage besked når nye anmeldelser er online.

This review in English: Dell U2713HM review


Størrelse:27" Wide
Opløsning:2560x1440
Responstid:8 ms (g2g)
Kontrastforhold:1000:1
Lysstyrke:350 cd/m2
Farveunderstøttelse:16.7 millioner farver
Signal processering: 8-bit
Betragtningsvinkler (H/V):178/178
Dot pitch:0,233
Paneltype:IPS-panel
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD):42.4cm x 63.9cm x 20.0cm (med fod)
Vægt: 5.6 Kg
Indbyggede højttalere
Ergonomi
Tilt
Drejefod
Højde
Pivot
Indgange
VGA
DVI
DisplayPort
Audio (type)
S-video
Komposit
Komponent
HDMI
Andet


Pris og forhandler:


De første indtryk

Når det kommer til design, så er der ikke meget nyt under solen. Dell U2713HM ligner tidligere Dell-skærme og vi kan genkende den fra 10 meters afstand uden problemer. Som på andre 2012-modeller fra Dell, så har U2713HM et mat, sort finish og en ramme med let afrundede hjørner.

Dell U2713HM test
Dell U2713HM test


Foden er også mere blød og afrundet end tidligere Dell-skærm. Det er blandt andet muligt, fordi den nye U2713HM er betydeligt lettere pga. brugen af LED-belysning i skærmen. Brugen af LED sænker også strømforbruget – som vi måler om lidt – og gør skærmen slankere.

Dell U2713HM test
Dell U2713HM test


Foden tilbyder en række ergonomiske justeringsmuligheder, herunder tilt, højde, dreje og pivot. Højdejusteringsfunktionen giver ikke mulighed for at sænke skærmen helt ned til bordkanten, men U2713HM kan komme højere op end tidligere Dell-skærme. Se sammenligningen med Dell U2410 herunder.

Dell U2713HM test
Dell U2713HM test


U2713HM har følgende indgange: DVI, DisplayPort, D-SUB og HDMI. Det burde være rigeligt for de fleste brugere, men Dell har dog fjernet visse tilslutningsmuligheder i forhold til den tidligere U2711. Det er ikke et stort tab i mine øjne. Det er stadig mulig at forbinde en PC på flere måder, samtidig med, at det er mulig at tilslutte spilkonsol eller en Blu-ray-afspiller via HDMI. U2713HM har også to USB-indgange på siden og to på bagsiden. Endelig kan der tilkøbes en Dell-soundbar, som kan tilsluttes under skærmen.

Vi blev på forhånd spurgt om U2713HM udsender lugt fra bagsiden, ligesom det har været tilfældet på visse skærme, der udsender en lugt, der bedst kan karakteriseres som opvarmet lim. Vi kan bekræfte, at U2713HM har denne lugt, hvis man er helt tæt på bagsiden, men det var aldrig et problem fra normal siddeafstand. Jeg har prøvet langt værre eksemplarer – blandt andet en Philips skærm i plastik – og U2713HM er ikke sammenlignelig, tro mig.

I menuerne kan følgende billedindstillingsmuligheder findes: brightness, contrast, color, gamma, aspect ratio og sharpness.

Du kan også vælge fra disse billedprofiler: Standard, Multimedia, Movie, Game, Text, Color Temp. sRGB og Custom Color.

Strømforbrug

Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbrug på fladskærme


Standby0.0 W0.0 W
PC32.6 W25.7 W


Efter kalibrering blev strømforbruget målt til 25,7 W, hvilket er væsentligt lavere end på forgængeren U2711. Den primære årsag er naturligvis LED-bagbelysningen i U2713HM, men det er alligevel bemærkelsesværdigt at konstatere, at U2713HM stort set matcher den mindre 23-tommer Dell U2311H.

Forud for testen

Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce GTX260.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet på Dell U2713HM

Skærmens billedkvalitet med i Standard-profilen uden nogen ændringer er målt herunder.

Dell U2713HM test


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

  • Skærmens standardindstillinger er ganske fornuftige. Farveafvigelserne holder sig generelt under delta 5 (undtagen grøn) og vores mål om et gammaforløb på 2,2 meget tæt på at blive opfyldt, så farver hverken er for mørke eller lyse. Vi oplevede lidt problemer med farvetemperaturen, som er for lav og derved gør farverne på skærmen en anelse for rødlige – hvert fald de mørkeste farver, men det er ikke noget stort problem.

    Lysstyrken blev målt til 208 cd/m2, hvilket opnås ved at brightness står på niveau 75 i skærmens menu. Så U2713HM kan således både blive lysere og væsentlig mørkere afhængigt af din præference. Til typisk kontorarbejde sigter vi mod 120-140 cd/m2, afhængigt af lysforholdene i rummet. I meget oplyste lokaler kan endnu højere værdier været velegnet.

    Vi skiftede nu til sRGB-profilen og tog en ny måling.

    Dell U2713HM test


    sRGB-profilen er meget tæt på Standard-profilen i ydelse, så ingen grund til at sætte mange ord på den. Standard-profilen var faktisk en smule mere præcis end sRGB-profilen, men begge profiler udviser lignende egenskaber. For at nå det bedste resultat blev vi nødt til at kalibrere skærmen.

    Her er resultatet af kalibreringen.

    Dell U2713HM test


    Efter kalibrering lykkedes det os at korrigere de fleste farveafvigelser og farvetemperaturen er nu tættere på vores mål på 6500 Kelvin, hvilket sikrer en perfekt farvebalance, hvor farvesammensætningen hverken er for blålig eller rødlig. Lysstyrkeniveauet er også blevet justeret ned til omkring 120 cd/m2.

    Resultatet er godt - som forventet. Den avancerede bruger bør sigte mod et kalibreret resultat, men jeg må også understrege, at Standard-profil er absolut er hæderlig og bør kunne tilfredsstille mange brugere. U2713HM er også mere eller mindre på niveau med tidligere Dell-skærme, herunder den dyrere 27” U2711. Ægte grafikerskærme fra f.eks Eizo slår dog stadig Dell i dette henseende, men for de fleste brugere er forskellen ikke relevant.

    Vores kalibrerede indstillinger er som følger.


    Billedprofil:Custom Color
    Brightness46
    Contrast75
    Input Color Format:RGB
    GammaPC
    Preset Mode:Custom Color
    Sharpness 50
    R 99
    G 93
    B 99


    Bemærk: I et meget oplyst rum kan det være en fordel at øge lysstyrken lidt. For eksempel til 55-60.

    Farvenuancering er lige så vigtigt som farvepræcision, og til at teste hvor godt U2713HM skelner de forskellige farvenuancer bruger vi vores monitorTest-værktøj. Vi holdt også U2713HM op imod U2410. Vi blev overraskede over at kunne konstatere, at U2713HM faktisk gav os bedre farvenuancering efter kalibrering end U2410. De fleste farvegradienter, som vi testede med, blev gengivet meget flot og vi bemærkede ikke nogen særlig tendens til ”bånd” i testmønstrene, hvilket indikerer, at næsten alle farver skelnes. U2713HM klarede sig således rigtig fint på farvegengivelsen. Den er ikke på niveau med f.eks. grafikerskærme fra Eizo, men bestemt i den gode ende af skalaen. Super.

    Et aspekt, som har været debatteret ivrigt gennem årene, er IPS-panelers tendens til at have en grynet/krystalliseret overflade på specielt lyse farver, såsom den hvide baggrund på hjemmesider og i tekstdokumenter. Tidligere Dell-skærme har haft dette problem. Med introduktionen af eIPS-paneler i de billigere 22” og 23” modeller reducerede Dell problemet en smule. Vi havde i den forbindelse mulighed for at sammenligne U2713HM direkte med den ældre U2410.

    Resultatet? Dell U2713HM er en stor forbedring. Sammenlignet direkte med U2410, har U2713HM en tydelig renere hvid. Andre lyse farver såsom lysegrå gengives også mindre kornet. Det er opløftende. Den krystalliserede effekt er ikke 100 % elimineret, og i stedet for grynede ”prikker” kan vi nu registrere ”linjer” på lyse farver, men det er virkelig meget subtilt. Vi var nødt til at rykke meget tæt på skærmen for at registrere det. Fra normal siddeafstand var det ikke synligt, og U2713HM er bestemt et skridt fremad på dette punkt.

    Panelet i U2713HM har en opløsning på 2560x1440 i 16:9 formatet. Vi ville have elsket de ekstra pixels, som kommer med et 16:10-format, men desværre anvender næsten ingen PC-skærme i dag 16:10-formatet. U2713HM er designet til fotografer, fagfolk og folk, der arbejder med grafisk. Men samtidig er den også designet som en multimedia-skærm til sporadisk spilbrug, video og meget mere – situationer hvor 1&:9 kan være en fordel.

    Vi er stadig overbeviste om, at 16:10-formatet ville have været en bedre løsning til de professionelle brugere, men vi må også sige, at U2713HM har masser af skrivebordsplads, som det er i dag. Skærmarealet på U2713HM er enormt. Jeg arbejder normalt foran to 24-tommer skærmen, men jeg ville absolut ikke havde noget i mod at skifte dem ud med to 27-tommer skærme – selv i 16:9-format. Man kan nemt have to internetbrowsere eller dokumenter ved siden af hinanden. Man kan sågar have to film kørende side-om-side (hvis man da vil det).

    Nedenfor har vi målt sortniveau, lysstyrke og udregnet kontrastforholdet.

    Sortniveau 0.28 cd/m20.18 cd/m2
    Lysstyrke 208 cd/m2121 cd/m2
    Kontrastforhold743:1672:1
    Kontrastforhold +/- 50


    Efter kalibrering blev sortniveauet målt til 0,18 cd/m2, hvilket er meget typisk på IPS-baserede skærme. IPS-skærme kan ikke nå samme dybe sortniveauer, som f.eks. VA-baserede skærme på grund af den måde de flydende krystaller er arrangeret på. Sammenlignet med de andre Dell-skærme, så er U2711 bedre, mens Dells billigere 23” og 24”, så er U2713HM mere eller mindre på niveau. U2713HM er også næsten på niveau med Eizo SX2762W.

    Shadow detail er fair, men ikke fantastisk. Som på de fleste andre IPS-skærme, så har U2713HM visse problemer med at skelne de mørkeste nuancer fra den sorte nuance. De 1-2 mørkeste nuancer af grå er gengives for eksempel som sort. Dette er ikke et stort problem, men et område, hvor der stadig er plads til forbedring.

    Nedenfor har vi undersøgt U2713HM i et mørkelagt rum for at kontrollere om der er tendens til ujævnt lys; ofte kaldet backlight bleeding eller clouding.

    Dell U2713HM test
    Dell U2713HM test


    Vi så ganske beskedent lysgennemfald på U2713HM, men det er ikke noget større problem. Vi bemærkede det aldrig under normalt brug, selv ikke i forbindelse med film, hvor der er sorte bjælker i top og bund.

    Responstid og spil

    Dell U2713HM er ikke en dedikeret gamerskærm, men burde stadig være velegnet til sporadisk spilbrug. Det handler naturligvis også om, hvad du vægter højest, for spiller du strategispil er der ikke lige så stort behov for hastighed, ligesom videoredigering og filmkiggeri også stiller lavere krav end de hurtige First Person Shooter-spil. Responstiden er dog som altid en vigtig parameter på skærme og LCD-teknologien er ikke den hurtigste hvad angår responstid. For bare 3-6 år tilbage skete der stadig store forbedringer på området, men i de seneste år har udviklingen nærmest ligget stille.

    Dell U2713HM opfører sig da også som de fleste IPS-skærme på markedet i dag. Der er altid tale om et kompromis mellem traditionelt bevægelsesslør og overdrive slør (glorier omkring objekter i bevægelse). Overdrive-systemet er designet til at fremskynde pixelresponstiden, men hvis systemet er for aggressivt, så opstår overdrive slør. Hvis systemet er for svagt, så opstår i stedet traditionelt udtværing. Vi bruger igen U2410 til sammenligning, da den er kendt af mange brugere.

    U2713HM har en lidt højere grad af bevægelsessløring end U2410, men intet overdrive slør, hvilket er synligt på U2410. U2713HM er ikke nødvendigvis hurtigere eller langsommere, men personligt foretrækker jeg mindre overdrive slør, da det er mest synligt i praksis. U2713HM er på ingen måde en gamerskærm, men til film og mere afslappet spilbrug er ydelsen mere end rigelig. Det tror jeg de fleste vil være enige i, når de sidder foran den.

    Betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne er relativt brede - som forventet. Det er efterhånden hvad vi forventer af IPS-baserede skærme, og U2713HM opfører sig ligesom de fleste andre IPS-skærme. Farvepræcisionen er stadig ganske god fra brede vinkler og kontrast-faldet er moderat (men dog stadig aktuelt). Se nedenfor.

    Dell U2713HM test
    Dell U2713HM test


    Dell U2713HM test
    Dell U2713HM test


    Dell U2713HM test
    Dell U2713HM test


    Konklusion

    Dell U2713HM har ikke en lige så stor funktionalitetsportefølje, som tidligere generationer af Dells UltraSharp-skærme, men den bør tilfredsstille de fleste brugeres behov med DVI, DisplayPort, HDMI og D-Sub (VGA) indgange. Oven i hatten finder man en USB-hub samt fine indstillingsmuligheder. Skærmens design er stort set uforandret med det matte, sorte finish og der er masser af ergonomiske indstillingsmuligheder, såsom højde, tilt, dreje og pivot. Perfekt.

    Når det kommer til billedkvalitet så er skærmens standardindstillinger ganske nøjagtige, men langt fra perfekte. sRGB-profilen var ikke nødvendigvis bedre end Standard-profil, men begge sigter mod at dække sRGB-farvespektret, som mange grafikere og fotografer arbejder med. Efter kalibrering klarer U2713HM sig meget overbevisende.

    Vi holdte gennem testen U2713HM op imod Dell U2410, som er baseret på en anden variant af et IPS-panel - og vores resultater var ganske interessante. U2713HM gengiver stadig den sorte farve en anelse gråligt, hvorimod farvenøjagtigheden er god, så på de punkter er den helt på linje med U2410. Men vi oplevede også forbedringer, f.eks. på skærmoverfladen, der nu fremstår langt mindre grynet / krystalliseret end på tidligere IPS-baserede Dell-skærme. U2713HM har en mere behagelig overflade og er simpelthen bare rarere at arbejde foran. Responstiden er på niveau med typiske IPS-skærme og U2713HM er således en fin skærm til film, farveredigering og sporadisk spilrug, men det er på ingen måde en dedikeret gamerskærm.

    For at opsummere, så leverer Dell U2713HM hvad vi efterhånden forventer fra IPS-baserede skærme. Der er ingen gennembrud at rapportere om, men der er små lyspunkter, som sammen med den lavere pris i forhold til Dells sidste U2711, gør U2713HM til en meget attraktiv skærm. Vi gav ikke U2711 vores Top Anbefalings-Award, fordi den var for dyr ved lanceringen, men med U2713HM har Dell skabt et bedre kompromis, som er pengene værd. Derfor fortjener skærmen også vores Top Anbefalings-Award.

    Pris og forhandler:



    IPS panel
    Billedkvalitet
    Ergonomi
    Farvenøjagtighed
    Høj opløsning
    ”Dirty screen” reduceret
    Betragtningsvinkler


    Sortniveau
    sRGB profil kunne være bedre
    Responstid




    Dell U2713HM debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: Dell U2713HM debat

    Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |