Test: Samsung ES8005 (LED)
07 May 2012 | Rasmus Larsen
INDHOLDSFORTEGNELSE Specifikationer - De første indtryk - Forud for testen - Funktionalitet - Strømforbrug - Kalibrering - Billedkvalitet - 3D billedkvalitet - PC tilslutning - Betragtningsvinkler - Lyd - Konklusion - Debat Samsung ES8005 test
Samsung ES8005 erstatter sidste års D8005 Tv, og er Samsungs flagskib indenfor LED-modellerne. Med ES8005 introducerer Samsung et nyt billedsystem kaldet Micro Dimming Ultimate, men ”Smart TV” er den helt store ting fra Samsung i år. ES8005 giver således adgang til et række tjenester og apps på internettet, og kommer også med integreret kamera og mikrofon, så Tv’et kan styres via tale og håndbevægelser.
Men har Samsung bevæget sig fremad med ES8005 i forhold til sidste års modeller? Er ES8005 et af de bedste kant LED-baserede Tv netop nu? Og er alle de nye Smart TV-funktioner værd at betale for? Det vil FlatpanelsDK finde ud af.
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online.This review in English: Samsung ES8000 review
Størrelse: 46" widescreen Opløsning: 1920x1080 Responstid: - Kontrastforhold: - Lysstyrke: - Betragtningsvinkler (H/V): 178/178 Paneltype: LCD-TV med edge LED Vægmontering: Drejefod: Størrelse (HxBxD): 61.5cm x 103.9cm x 3.1cm (uden fod) Vægt 12 kg Indbyggede højttalere: Inputformater: 480p/i, 576p/i, 720p, 1080i & 1080p (50, 60 & 24p) Indgange VGA DVI (kan konverteres gennem HDMI) Audio (type) (Audio ind/ud) SCART S-video Komposit Komponent HDMI (3 indgange) Udgange Audio (type) (1 udgang, hovedtelefonudgang) S/PDIF (optisk) Tunere Analog DVB-T DVB-T2 DVB-C DVB-S2 Pris og forhandler:
46" | 55" |
De første indtryk
Designet af Samsung ES8005 har ikke ændret sig markant i forhold til sidste års D8005 model. Rammen er stadig lavet af aluminium og er meget slank. Den eneste markante æstetiske forskel, er modulet i toppen samt den nye fod. Modulet i toppen har et integreret kamera og mikrofon.Den nye fod er ganske unik i sit udtryk, og afskiller sig fra mange af de designløsninger, der præger Tv i dag. Den ser lidt spacey ud, men er dog også samtidig et frisk pust. Foden har dog en yderskal i plastik med ”metallook”, hvilket gør, at den føles en smule mindre eksklusiv end man kunne have håbet.
Alle indgange og udgange sidder på bagsiden og peger enten nedad eller til siden. Samsung har gjort det på denne måde i mange år nu, så ingen store overraskelser her.
Forud for testen
Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.
Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.
Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.
Funktionalitet
Samsung ES8005 kommer med to forskellige fjernbetjeninger. Den ene er standardversionen, som ses nedenfor.Den anden er mere interessant. Det er Samsungs såkaldte Touch-fjernbetjening, der er skabt til at gøre Smart TV navigationen hurtigere og mere bekvem. På midten sidder et berøringsfølsomt felt, og nederst er der en indbygget mikrofon, som vi vender tilbage til om lidt. For første gang i mange år – måske nogensinde – er det lykkedes Samsung at skabe en fjernbetjening, der ligger godt og føles godt i hånden. Den er tung og robust. Nogen brugere vil måske føle, at den er en smule begrænset, men den kan faktisk styre stort set alt på Tv’et, så snart man har vænnet sig til den.
Smart TV-platformen har ikke ændret sig markant fra sidste års modeller. Den grafisk brugerflade har et par småændringer, men ligner i store træk sig selv. Hvis du kender sidste års modeller, vil du opdage på billedet nedenfor, at der er kommet tre nye ting til: Family Story, Fitness og Kids-sektionerne.
Kids og Fitness kræver ikke den store introduktion – og vi har omtalt dem i tidligere artikler – men Family Story er en interessant tilføjelse. Med Family Story får man adgang til 5 GB i ”skyen” via Samsungs nye Cloud-tjeneste. Her kan der f.eks. opbevares familiebilleder, og disse vil så også være tilgængelige via PC, smartphone eller tablet – vel og mærke hvis der er tale om Samsung-enheder. Hvis du således ejer andre Samsung-enheder, har du udvidede muligheder, og tager du f.eks. et billede på din smartphone, kan du vælge at uploade det direkte til Family Story, hvorefter det også bliver synligt på Family Story på dit Samsung Smart TV.
En anden funktion, som også kræver en Samsung smartphone eller tablet er pull/push. Samsung ønsker at gøre interaktionen imellem enheder tættere, og allerede sidste år indførte de ny funktionalitet. Ejer du en Samsung-enhed kan du således ”skubbe” video, musik og billeder over på Tv-skærmen. Du skal blot trykke på del-knappen og vælge AllShare. Det fungerer fint og tager kun nogle få øjeblikke, før indholdet er ovre på den store skærm (se billedet ovenfor). På sidste års modeller kunne man også "trække" Tv-kanaler fra Tv’et ned på en smartphone/tablet skærm. Dette var ikke muligt på vores Samsung tablet og ES8005, men det er nok blot et spørgsmål om, at Android-appen kræver en opdatering fra Samsungs side. Ulempen ved disse funktioner er naturligvis, at de kræver en Samsung-enhed for at fungere på trods af, at disse er baseret på det udbredte Android-system. Styrken ved Android skulle netop være, at det var bredt integreret på mange producenters enheder, men Samsung har valgt, at kun kombinationen af Samsung og Android skal give mulighed for dette. Herudover kræver funktionen naturligvis, at begge enheder er tilsluttet det samme hjemmenetværk.
ES8005 har en dual-core processor og det reducerer ventetiden, når apps skal åbnes, og gør navigationen rundt i menuerne noget hurtigere. ES8005 er dog ikke helt så hurtig som vi havde håbet på, og navigationen er stadig ikke helt flydende. Loading-logoet er stadig en hyppig gæst, og vi oplevede også, at apps fra tid til anden går i lås. Den faktiske ydelse afhænger naturligvis også af din internet-forbindelse, men vi havde håbet på en lidt større fremgang. Samsung praler selv med deres Evolution Kit, der skal kunne opgradere deres Tv fra år til år (første gang i 2013), men vi ved stadig ikke hvad det præcis indebærer. Lige nu efterlades vi dog med en følelse af, at potentialet i ”Smart TV”-tankegangen ikke udnyttes, og at begrænsningen ligger i både hardware og software.
Når det kommer til apps, så er kvaliteten stadig ikke fantastisk. De tilgængelige spil er irrelevante, og de fleste video-streaming-tjenester tilbyder stadig billedkvalitet langt under middel, samt et uinspirerende udvalg af Tv-programmer og film - i hvert fald i Danmark. Samsung og Rovio har lovet at bringe Angry Birds til platformen, og vi venter med den endelige dom indtil senere i 2012, men 2011 efterlod os med bristede forhåbninger, så vi forventer ikke så meget.
Vi håber dog, at der kommer mere meningsfulde apps i fremtiden i stedet for de sædvanlige Facebook / Twitter apps, der ikke rigtig giver mening på en Tv-skærm. Husk også, at Smart TV er begrænsede af den fysiske lagerplads, som er tilgængelig (ES8005 har cirka 800 MB), hvilket naturligvis også sætter en fysisk begrænsning for apps – et spil i god kvalitet kunne eksempelvis nemt nærme sig den grænse.
Lad os prøve at tale lidt mere om stemmestyring og bevægelsesstyring. Til at starte med, kan du fornøje dig med denne introduktionsvideo lavet af Samsung selv.
Så hvordan fungerer det i praksis? Tjo, det virker – nogen gange. Systemet er langt fra perfekt, og til tider opfattes kommandoer ikke. Tv’et beder dig også ofte om at gentage. Når det virker, så tilbydes et par smarte funktioner. Du kan eksempelvis bede Tv’et om at gå til Family Story, hvorefter kameraet vil registrere dit ansigt som login. Du kan også tænde og slukke Tv’et via stemmekommandoer. Men hele løsningen føles også meget upoleret. Hvis du f.eks. vil ændre kanal, kan du sige ”Kanal 11”. Personligt aner jeg ikke hvad, der ligger på kanal 11; jeg ved bare, at jeg f.eks. vil se Eurosport eller TV2 – men det kan man ikke bede om. Hvis du vil justere lydstyrken, kan du sige ”lydstyrke ned”, hvilket tager lydstyrken ét skridt ned. Det betyder dybest set, at du skal gentage kommandoer 10 gange for at nå et brugbart resultat – og vel og mærke ikke for hurtigt, for så kan Tv’et ikke følge med. Dansk er dog understøttet, hvilket trods alt er positivt. Opdatering: Vi har fået et tip om, at man nu kan sige "Volume keep up" og afslutte med "stop", når man har nået det ønskede lydniveau.
Desuden er stemmesystemet begrænset til "stemmekommandoer". I modsætning til for eksempel Apples Siri, der har høstet stor opmærksomhed i den seneste tid, så skal du på Samsungs Tv udtale den præcise kommando. Tv’et genkender ikke variationer og genkender ikke sætninger. Derfor skal du også indlære de brugbare stemmekommandoer, før du kan benytte systemet – det er ikke intuitivt. Historien viser ikke mindst, at ingen stemmekommando-systemer har fået succes. Det er vel først ved Siri og Androids pendant, der kan genkende sætninger og kontekst, at stemmestyring for alvor har taget et skridt fremad. Personligt tror jeg ikke jeg ville bruge Samsungs stemmestyring ud over ”tænd” og ”sluk” kommandoerne – og det er et stort ”måske”.
Bevægelsesstyringen kan hjælpe dig med at navigere på f.eks. hjemmesider. Ved at vifte med hånden foran skærmen aktiveres systemet. Luk hånden og det fungerer som et ”klik” på det element, som du vil aktivere henne på Tv-skærmbilledet. Bevægelsessystemet er en smart idé, men udførslen mangler præcision. Til tider kan det være svært – og trættende - at styre. En anden stor ulempe er, at det indbyggede kamera er dårligt i svagt lys, hvilket betyder, at funktionen stort set ikke kan bruges i lyssvage rum.
Inde i Smart TV-menuen findes i øvrigt også en USB-optagelsesfunktion samt DLNA-streaming. Disse systemer har ikke ændret sig markant gennem de sidste par år. Samsung fortsætter med at tilføje understøttede formater og codecs til DLNA streaming og USB-optagelsesfunktionen kræver stadig en ekstern harddisk. Det er en praktisk funktion, og det er nemt at sætte op, hvorfor jeg også anbefaler, at du køber en USB-harddisk for at åbne for herlighederne. Samsungs DLNA-funktion er også den bedste blandt Tv-producenter efter min mening.
Strømforbrug
Sammenlign strømforbrug på fladskærms-Tv og monitors i vores interaktive strømforbrugs-applet her. |
Standby | 0.7 W | 0.7 W |
SD+HD | 93 W | 82 W |
3D | 141 W | 141 W |
Efter kalibrering målte vi strømforbruget til til 82 Watt på 46-tommer modellen. Dette er lidt højere end på sidste års model. De nye kamera / mikrofon-enheder er formentlig årsagen. Standby-forbruget er også en anelse højere på grund af Samsungs "Wake-on-LAN" funktioner, som gør det muligt at tænde for Tv’et via stemmestyring.
Kalibrering af Samsung ES8005
Herunder kan du se en måling af skærmens farvegengivelse med Standard-profilen og uden Eco-funktionen slået til.For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen: Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde). |
Skærmens standardindstillinger er virkelig dårlige. Det var dog forventet, idet vi har set tilsvarende resultater fra de mange af seneste LED-modeller. Det er efterhånden en trend blandt Tv-producenter, at der skal være mest mulig skrald på alle billedparametre, men det gør naturligvis ikke faktummet mindre uproblematisk.
Som du kan se, er farveafvigelserne markante, hvilket skyldes, at Samsung har skubbet til gammakurven, så de lyse farver bliver lysere og de mørke farver bliver mørkere. Farvetemperaturen er også for høj, hvilket gør at billeder på skærmen bliver for blålige.
Vi skiftede hurtigt til Film-profilen og tog en ny måling.
Film-profilen er væsentligt bedre og giver faktisk et ganske respektabelt resultat. Farveafvigelserne er langt mere moderate. Gammaværdierne er stadig lidt for høje i den ene ende, hvilket også er tydeligt i de mørke farveafvigelser vist i grafen til venstre, og farvetemperaturen er en tand for lav, hvilket gør billeder på skærmen synes lidt for rødlige. Men det er i småtingsafdelingen.
Vi gik videre til at kalibrere Samsung ES8005. Her er resultatet.
Efter kalibrering klarer Samsung ES8005 sig rigtig flot. Farveafvigelserne er nu meget lave, gamma er præcis og farvetemperaturen er meget tæt på vores 6500 Kelvin mål. Det bedste ved det hele er dog, at vi nåede disse resultater med en meget beskeden indsat, og ES8005 minder os dermed om sidste års D8005-model, der udviste samme tendenser direkte udpakket fra kassen, men også flot billedkvalitet efter kalibrering.
Nedenfor er mine kalibrerede indstillinger.
Picture preset: | Movie |
Backlight | 9 |
Contrast | 90 |
Brightness: | 47 |
Sharpness: | 10 |
Tint: | G50/G50 |
Eco | Off |
Black Tone | Off |
Dynamic Contrast | Off |
Color space | Auto |
Gamma | +2 |
Color Enhancer | Off |
Color Tone | Warm2 |
Digital Noise Filter | Off |
Mpeg noise filter | Off |
Film mode | Off |
HDMI Black level | Low |
Motion Plus | Off |
LED Motion Plus | On |
R-Offset | 25 |
G-Offset | 24 |
B-Offset | 27 |
R-Gain | 26 |
G-Gain | 20 |
B-Gain | 32 |
Bemærk: Eco-funktionen er angivet som Til/Fra i tabellen, fordi det afhænger af dit behov. Eco er den automatiske lysstyrke-justering, der justerer lyset på skærmen i forhold til lyset i omgivelserne. Det er en praktisk indstilling, hvis du ser Tv i både dagstimerne og aftentimerne, og her anbefales det at have den aktiveret. Ser du udelukkende Tv i et lysmæssigt afdæmpet rum, kan du nemt slå den fra.
Billedkvalitet på Samsung ES8005
I dette afsnit vil jeg gennemgå billedkvaliteten med de kalibrerede indstillinger. |
Samsung ES8008 bruger den samme blanke overfladebelægning som sidste års LED-modeller, hvilket betyder, at nogen refleksioner forekommer i de mørke områder af billederne på skærmen. Det kan være et problem i meget oplyste stuemiljøer, men for størstedelen af brugerne, er det nok primært et spørgsmål om blot at trække gardinerne lidt for. Overfladen bidrager i øvrigt også til at få de mørkeste farver på skærmen til at fremstå mere intense i dagstimerne.
Vi har netop haft Panasonic DT50 (bemærk: WT50 er Panasonics LED-topmodel) på testbænken og vi nåede at have den stående ved siden af ES8005 et par dage. Et af de områder, som vi var nysgerrige omkring, var farvegengivelsen, og Samsung ES8005 kom ud som vinderen. Efter kalibrering nåede vi bedre farvenøjagtighed, og farvenuanceringen var også bedre. ES8005 styrer bedre det mørke og semi-mørke farver, og vores gradienttests udviste også færre "bånd" på ES8005, hvilket i praksis betyder, at farverne bedre skelnes på skærmen. Vi bemærkede stadig lidt småproblemer i de mørkeste farver, men intet kritisk.
Vi var også meget nysgerrige om, hvorvidt det havde lykkedes Samsung at forbedre den generelle billedkvalitet i forhold til sidste års modeller, for på papiret ser ES8005 stort set uforandret ud i forhold til sidste års D8005 model. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for D8005 var blandt de bedste og mest populære LED-modeller sidste år pga. dens relativt høje ydelse. Det er ingen hemmelighed, at vi stadig mener, at plasma-Tv har førertrøjen på, når det kommer til rå billedkvalitet, men vi erkender også de mange fordele, som LED-modellerne har; såsom f.eks. et meget lysere billede, der er bedre velegnet til stuemiljøer (som de fleste naturligvis har).
SD-billedkvaliteten på ES8005 er ikke forbedret drastisk i forhold til sidste års D8005, og det ser generelt stadig fint ud. Detaljerigdommen i billeder er høj og gengivelse af hurtige bevægelser i f.eks. sport er fair. På sidste års modeller oplevede flere problemer med hakkende billeder i eksempelvis sport, så vi var naturligvis opmærksomme på dette i forbindelse med testen. Vi fik ikke set en fuld fodboldkamp på Tv’et, men under vores test, bemærkede vi ikke problemet.
HD-billedkvalitet er rigtig flot. Efter kalibrering formåede vi, at forbedre farvegengivelsen betydeligt - og det giver pote. Detaljerigdommen i HD-billeder er meget høj, og selv i hurtige scener, formår Tv’et at opretholde en relativt høj detaljeringsgrad (selvom hurtige bevægelser stadig håndteres bedre på plasma-Tv). TV'et registrerede også 1080p24 formatet fra Blu-ray-film korrekt.
Samsung ES8005 er da også en hurtig skærm, og i vores stresstest bemærkede vi kun lejlighedsvise tendenser til let sløring. ES8005 anvender en scanning backlight teknologi ligesom de fleste andre skærme i dag, men den er ikke aktiveret fra start. Du kan slå den til under menupunktet LED Motion Plus inde i menuen (og derudover bør du hæve lysstyrken i billedmenuen en smule).
Det er naturligvis vigtigt, at slør reduceres så meget som muligt, men en anden vigtig faktor er det såkaldte overdrive slør. Overdrive slør kan være meget distraherende, og Samsungs LCD-TV har før lidt under dette. Heldigvis går ES8005 fri. Det viser ingen tendenser på overdrive slør i stresstest og kombineret med det lave niveau af sløring, så formår Samsung at skubbe ES8005 en smule fremad sammenlignet med sidste års D8005 model. LCD-TV generelt synes også at blive hurtigere og hurtigere, og ES8005 er overbevisende. Plasma-Tv har fortsat føringen, men forskellen er blevet mindre de seneste par år.
Input lag blev målt til 30-40 ms, afhængigt af billedindstillingerne. I værste fald kan input lag krydse 100 ms, hvis de dynamisk billedsystemer er aktiveret. Prøv at undgå disse, hvis du vil benytte ES8005 sammen med en spilkonsol. Samsung ES8005 har f.eks. en Spil-profil, som kan optimere spilydelsen ved at sænke input lag.
Nedenfor er sortniveau og kontrast målt.
Black level | 0.11 cd/m2 | 0.04 cd/m2 |
Brightness | 353 cd/m2 | 118 cd/m2 |
Contrast ratio | 3209:1 | 2950:1 |
Contrast ratio +/- 50
Efter kalibrering blev sortniveauet målt til 0,04 cd/m2, hvilket er et hak op fra sidste års D8005-model, men en minimal forskel. Det skyldes formentlig blot de små ujævnheder der kan være i fordelingen af lyset fra kant-LED-baglyset på skærmen. Resultatet betyder, at Samsung holder fast i deres førerposition sammen med Sharp blandt kant-LED-baserede Tv. Det betyder også, at ES8005 faktisk udkonkurrerer mange plasma-Tv i et felt, hvor plasma-Tv traditionelt har haft en fordel – og det skal Samsung naturligvis roses for.
Shadow detail er fint, men ikke fantastisk. De 2-3 mørkeste nuancer af grå er svære at skelne fra helt sort selv efter kalibrering. Det er meget normalt på LCD-TV, og er ikke det store problem i praksis.
Nedenfor er Samsung ES8005 placeret i et helt mørkelagt rum for at undersøge for eventuel ujævn fordelen af lyset; ofte kaldet clouding / backlight bleeding.
Vores eksemplar af Samsung ES8005 havde ingen kritiske problemer med ujævn fordeling af lyset. Lysstyrken er ikke fordelt 100 % jævnt på skærmen, men det er sandt for samtlige kant-LED fladskærme på markedet i dag. Sammenlignet med for eksempel Panasonic DT50 og LG LM760T, så klarede ES8005 sig bedre, og vi bemærkede hverken problemer i film, spil eller andre sekvenser.
3D-billedkvalitet på Samsung ES8005
I denne test vil jeg undersøge 3D dybde, 3D billedkvalitet, 3D crosstalk og endeligt inkludere en lille sammenligning med nogle af de andre 3DTV på markedet. |
Samsung har lagt 2 par 3D-briller i kassen sammen med ES8005. 3D-brillerne er af den aktive slags, hvilket Samsung fortsat holder fast i. De kræver derfor også et batteri.
3D-billedkvaliteten er stort set som forventet. Sidste års D8005 havde en lille tendens til crosstalk, og det samme gælder for ES8005. Fra tid til anden kan der bemærkes crosstalk i spil, men i film bemærkes det meget sjældent og er ikke et reelt problem. Det opstår oftest på billeder med høj kontrast.
Panelet er lysstærkt nok til at kompensere for tabet af lys forårsaget af 3D-brillerne, hvilket også betyder, at 3D kan ses i dagslys. Desværre har brillerne stadig en kraftig tendens til at flimre, når der er lyst i rummet.
Samsungs 3D-løsning er god og anvendelig, men jeg personligt kunne jeg godt tænke mig, at Samsung skiftede til en passiv 3D-løsning på deres LED-modeller. Det er rigtigt, at aktiv 3D teoretisk giver høje detaljegrad i 3D, men aktive 3DTV kræver også med f.eks. crosstalk, flimmer, dyre 3D-briller og flere andre ting. 3D-billedkvaliteten på ES8005 er dog fin til blandet brug, men kun marginalt forbedret i forhold til sidste års modeller.
PC og mediecenter
Tv'et understøtter 1:1 pixelmapping. For at opnå 1:1 pixelmapping skal du indstille billedformatet på skærmen til “Skærm tilpasning”.Betragtningsvinkler
Betragtningsvinklerne er ikke meget anderledes end på sidste års modeller. De er stadig forholdsvis berede, og man kan nyde Tv fra de fleste vinkler. Fra yderlige vinkler har farverne dog fortsat en tendens til at ændre en smule karakter.Den sorte farve bliver også synligt grålig, når Tv’et betragtes fra en yderlig vinkel, men problemet er mindre end på LCD-TV, der er baseret på IPS-paneler, såsom Panasonic DT50 og LG LM760T.
Lyden
Samsung har formået at forbedre højttalersystemet en smule, og det lader til, at Tv-producenterne endelig er begyndt at indse, at slanke Tv har brug for bedre lyd. Højttalersystemet kan ikke sammenlignes med de bedste Tv i klassen, og f.eks. Panasonics DT50 var mere overbevisende på dette punkt, men højttalerne er nu bedre egnede til blandet brug. De svage punkter er stadig bas og mellemtonerne, og det påvirker især spil og filmoplevelsen.Til film, spil og musik anbefales separate højttalere.
Konklusion
ES8005 er et Smart TV og leveres derfor med Samsungs komplet pakke af ”smart”-funktioner, herunder stemme og bevægelsesstyring af Tv’et. Platformen har grafisk ikke ændret sig markant i forhold til sidste års modeller, og selvom der nu er kommet en hurtigere dual-core processor i skærmen, så føles smartphones stadig lysår foran Smart TV på hastigheden. De mest nyttige funktioner er Samsungs ”skub” og ”træk”-funktionalitet, hvor det er muligt at dele indhold mellem Tv og smartphones/tablets (så længe der står Samsung på). Kvaliteten er apps trænger stadig til et løft, og stemmestyring og bevægelsesstyring føles lidt for popsmart uden at tilføre reel værdi til brugeroplevelsen.Når det kommer til billedkvalitet, så gav ES8005 os flere grunde til at rose Samsungs bestræbelser. ES8005 byder ikke på nogen drastiske forbedringer i forhold til sidste års D8005-model, og vi havde håbet på en smule mere, men i sidste ende – og sammenlignet med konkurrenterne – må vi bare sige, at Samsung endnu engang har en meget konkurrencedygtig LED-model klar. De mest positive billedegenskaber er den dybe gengivelse af sort, de forholdsvis præcise farver i Film-profilen, hurtig responstid og flotte HD-billeder. Vores model havde ikke problemer med ujævn lysfordeling heller, men vi ved fra erfaring, at det kan variere meget fra model til model, så del dine oplevelser i forumtråden.
Når regnestykket skal gøres op, så må vi sige, at ES8005 har samme styrker som sin forgænger – hvilket er positivt. Vi nåede desuden at sammenligne den mere flere andre 2012 LED-modeller, og der er ingen tvivl om, at Samsung er med helt i toppen af LED-modellerne. Vi er stadig ikke imponerede over Smart TV-platformen, men disse funktioner vejer ikke ting i vores bog; det gør billedkvalitet derimod, og derfor belønner vi ES8005 med vores Topanbefalings-Award.
Tryk på awarden for at læse mere.
Pris og forhandler:
46" | 55" |
SD og HD-billedkvalite | Smart TV-platform føles stadig upoleret | Stuen |
Sortniveau | Stemme og bevægelsesstyring er gimmicks | Hjemmebiografen |
Ingen clouding | En smule 3D-crosstalk | |
Præcise farver i Film-profilen | Billedindstillingerne fra start | |
Touch-fjernbetjening |
Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online.
Samsung ES8005 debat
Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: Samsung ES8005 debatFlere anmeldelser
Test: 98" TCL C805 (MQLED80)
Inkl. sammenligning med 98" P745, X955 og laser-projektor
Test: Sony A95L (QD-OLED)
2023 QD-OLED og ny chip-platform. Kan A95L igen tage tronen?
Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere
Et sæt HomePod er blevet et alternativ til soundbaren