Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: LG LM760T - FlatpanelsDK

Test: LG LM760T

|


LG LM760T test

LG LM760T er en del af LGs nye 2012-modelprogram og bygger på et design med ekstremt slanke ramme og LGs nye signaturfod. Tv’et placerer sig under de to topmodeller, men tilbyder stadig Cinema 3D med billige 3D-briller, der kendes fra biografen, en Smart TV-platform drevet af en single-core processor, en ny Magic Motion-fjernbetjening samt indbygget WiFi.

Er LGs nye elegante Tv den fulde pakke? Kan det konkurrere med de andre LED-modeller på billedkvalitet? Og er den nye Smart TV-platform et gennembrud? Det vil FlatpanelsDK finde ud af i denne anmeldelse.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online.

This review in English: LG LM7600 / LM760T review


Størrelse:55" widescreen
Opløsning:1920x1080
Responstid:-
Kontrastforhold:-
Lysstyrke:-
Betragtningsvinkler (H/V):178/178
Paneltype:LCD-panel med kant LED
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): 79.5cm x 123.3cm x 3.3cm (uden fod)
Vægt25,0 kg
Indbyggede højttalere:
Indgange
VGA
DVI (kan konverteres gennem HDMI)
Audio (type) (Audio ind/ud)
SCART
S-video
Komposit
Komponent
HDMI (4 indgange, 1 HDMI 1.4)
Udgange
Audio (type) (1 hovedtelefonudgang)
S/PDIF (optisk)
Tunere
Analog
DVB-T
DVB-T2
DVB-C
DVB-S2

Pris og forhandler:

Sammenlign LG produkter som LG 42LM760T hos PriceRunner.


De første indtryk

LG har gennem flere år bygget deres Tv på en rammeløs filosofi, men med 2012-modellerne, tager LG konceptet et skridt videre, og lancerer Tv, hvor rammen stort set er væk. LM760T er et meget minimalistisk Tv, og det er ikke ofte vi ser så flotte modeller i denne prisklasse; det plejer at være forbeholdt de absolutte topmodeller.

LG LM760T test
LG LM760T test


LG har dog ikke fuldstændig elimineret rammen. Selvom Tv’et ser "rammeløst" (LG mener som sådan at fronten går ud i ét når de skriver Rammeløs, men her præciserer vi blot) ud i slukket tilstand, er rammen synlig, som en 1 - 1 ½ cm inderramme omkring selve billedpanelet, når Tv’et er tændt. Se nedenfor.

LG LM760T test
LG LM760T test


Tv’et er meget slankt og det efterlader naturligvis ikke meget plads til højttalerne. Højttalerne er skjult fra fronten og gemmer sig bag den smalle underkant, hvilket bidrager til at holde Tv’ets front fri for forstyrrende elementer. På bagsiden buler højttalerne en smule ud, uden at det dog betyder noget for vægmontering. Foden er desværre ikke helt så eksklusiv, som den ser ud. Selvom den ligner metal, så er der tale om en yderskal i blank plastik. En rigtig metalfod ville have været en unik detalje.

LG LM760T test
LG LM760T test


Alle stik findes på skærmens bagsiden, og peger enten nedad eller til siden, hvilket er ideelt i forhold til vægmontering.

LG LM760T test
LG LM760T test



Forud for testen

Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.

Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.

Funktionalitet

Størstedelen af LGs nye 2012-fladskærme leveres med to fjernbetjeninger. Den første ses herunder, og den fremstår uændret i forhold til sidste års modeller. Den styrer stort set alle Tv’ets funktioner, med sit virvar af knapper. Vi forsøgte at tælle, men blev aldrig færdig. Fjernbetjeningen er skabt i blankt, sort plastik og føles meget billig i hånden.

LG LM760T test
LG LM760T test


Den anden fjernbetjening er den såkaldte ”Magic Motion Remote”. LG introducerede første gang konceptet sidste år og i 2012 tager LG skridtet videre. Magic-fjernbetjeningen følger nu med til at alle mellempris-modeller op til high-end modellerne. Der findes faktisk to udgaver. De ser ens ud, men den som følger med til LM860V og LM960V har også en indbygget mikrofon til stemmestyring af LGs Smart TV-platform.

LG LM760T test
LG LM760T test


Den nye Magic-fjernbetjening føles en smule tungere og fungerer for både højre- og venstrehåndede brugere. Med Magic-fjernbetjeningen styres LGs TV ved blot at føre hånden rundt i luften, hvorefter en pegemarkør automatisk kommer frem på Tv-skærmen. Vi bemærkede også, at Magic Remote er betydelig mere præcis end sidste års variant, og den kræver ikke længere, at man peger direkte på Tv’et, eller at der er uforhindret udsyn til Tv’et. Den kan bruges fra stort set hvor som helst, da den ikke længere er afhængig af infrarøde signaler.

LG LM760T test
LG LM760T test


LG introducerer i 2012 et komplet redesign af deres Smart TV-platform, og selvom LM760T er ikke en del af dual-core banden, så reagerer Tv’et langt hurtigere i menuerne. Det betyder ikke mindst, at navigation rundt i Smart TV-funktionerne er lettere og mere behagelig end på sidste års modeller. Vi oplevede dog stadig lidt ventetid ved åbning af visse tv-apps. SF Anytime tog sig eksempelvis 9-10 sekunder at åbne, selvom Tv’et var forbundet med en kabelforbindelse til internettet. Vi er ikke helt sikre på om det er LGs Tv, der forårsager ventetiden eller om det i stedet er app’en, men de fleste andre apps åbner betydeligt hurtigere.

LG LM760T test
LG LM760T test


Den nye "Mine Apps"-menu i bunden, kan nu hives frem til enhver tid – selv mens man ser Tv-kanaler. Det er en god og mere brugervenlig implementering, som medfører, at Smart TV-platformen føles mindre isoleret og langt mere som en del af den samlede tv-oplevelse. Nu trykkes der blot på My Apps-knappen på fjernbetjeningen, og menubjælken glider op fra bunden.

LG LM760T test
LG LM760T test


LG har erstattet MediaLink (Plex-baseret medieafspiller) implementeringen fra sidste års modeller, med en ny SmartShare-sektion, der kan tilgås fra hovedsiden i Smart TV-sektionen. SmartShare er en medieafspiller, der skal binde afspilning af video, musik og billeder fra andre enheder i hjemmet, sammen under én fane. SmartShare lader således brugeren få adgang til video, billeder og musik fra eksempelvis en PC/Mac, bærbar eller smartphone/tablet på hjemmenetværket – ligesom andre DLNA-enheder kan. Samtidig integreres medieindhold fra f.eks. USB-nøgler eller USB-harddiske gnidningsfrit, så det hele er tilgængelig fra samme skærm, uden man behøver at springe imellem de forskellige enheder. For at afspille medieindhold fra en PC/Mac kræves det, at der installeres DLNA-software såsom f.eks. Plex Server eller Windows Media Player. Det er dog relativt nemt at sætte op. Du vælger blot hvilke mediefiler du vil dele i programmet på din PC/Mac, og herefter kan Tv’et ”se dem” via SmartShare-sektionen. Hvis du i stedet ønsker at ”skubbe” video, musik og billeder fra en smartphone eller tablet direkte over på Tv’et, kræver det at din smartphone eller tablet har WiDi. Det har meget få enheder desværre, så det er for størstedelen af køberne en lidt begrænset implementering.

LG LM760T test
LG LM760T test


MediaLink-app’en, der er baseret på Plex, er dog stadig tilgængelig, og kan hentes fra Smart World (LGs App Store). MediaLink bygger på Plex (som LG købte en andel i tidligere), der kendes af mange mediecenter-entusiaster. MediaLink kan mange af de samme ting som SmartShare, men bygger en del ovenpå. F.eks. vises de film, som deles henne fra din PC eller netværksharddisk med fuld cover-grafik, information om skuespillerne og meget mere – alt sammen hentet fra den store filmdatabase imdb.com. MediaLink kan også afspille indhold fra eksempelvis iTunes, hvis det er installeret på en PC/Mac i hjemmet. På trods af, at MediaLink stadig har lidt småproblemer, er det pt. en af de bedste apps til LGs Smart TV, og den er værd at prøve.

Hvad angår udbud af filmtjenester, så findes der pt. SF Anytime, Viaplay, Headweb og Red Bull TV, som de mest fremtrædende her i Danmark. Disse apps er identiske med dem, som ses på 2011-modellerne.

LG LM760T test
LG LM760T test


LG har også tilføjet andre nye apps gennem 2011, men udvalget er stadig temmelig uinspirerende. Nye apps kan installeres fra Smart World (LGs App Store), men vi savner et mere interessant udbud. Flere af de apps, der er tilgængelige er også af tvivlsom kvalitet, og de fleste video-on-demand-tjenester, såsom eksempelvis SF Anytime, ViaPlay og Headweb, byder på billedkvalitet så dårlig, at filmudlejningsfunktionen nærmest bliver ubrugelig. Se eksemplet nedenfor fra en film afspillet gennem SF Anytime via kablet forbindelse (8 Mbit/s), og bemærk det rigtig grimme artefakter, der opstår i billedet.

LG LM760T test
LG LM760T test


LG er naturligvis primært ansvarlig for deres Smart TV-platform, men der burde stilles større krav til deres app-uviklere og partnere. I visse video-apps kan billedkvaliteten justeres afhængigt af internetforbindelsen, men billedkvalitet er ekstremt langt fra f.eks. Netflix eller iTunes, som vi kunne sammenligne direkte med via Apple TV (1080p) boksen, der stod tilsluttet ved siden af via præcis samme internetforbindelse. Vi oplevede også, at billede og lyd var ude af synkronisering på visse video-apps, specielt efter vi forsøgte at pause eller spole. I et par tilfælde oplevede vi endda, at videostreming-apps fuldstændig frøs. Der skal bestemt arbejdes på bedre filmudlejning-apps, og det håber vi der sker gennem 2012. Dem vi testede var identiske med dem, der kan findes i 2011-modellerne.

LG har i øvrigt lavet om på deres generelle opbygning af menuer, og har forsøgt at gøre deres Tv mere brugervenlige i 2012. Når 2012-modellerne tænder første gang, guides man f.eks. igennem en opsætningsguide. Og vil man skifte indgangskilde, så får man skærmen, der ses herunder. Det er bestemt et skridt i den rigtige retning, frem for det overavancerede menustrukturer, der præger de fleste Tv i dag.

LG LM760T test
LG LM760T test


LM760T tilbyder naturligvis også en USB-optagelsesfunktion, ligesom sidste år modeller. Der er ikke så meget nyt at tilføje her. Når en USB-harddisk tilsluttes, får man adgang til at pause og optage Tv-programmer til senere brug. Det er en fin funktion, og den er nem at bruge.

Man kan enten bruge knapperne på fjernbetjeningen for at starte en optagelse, eller programmere fremtidige optagelser i EPG’en (elektroniske programguide). Man kan dog stadig ikke optage et program og se et andet imens.

Alt i alt er der flere forbedringer i LGs Smart TV-platform i forhold til sidste år, og navigationen er mærkbart hurtigere, selvom LM760T kun er baseret på en single-core processor (i modsætning til LM860V og LM960V). Magic-fjernbetjeningen er også klart bedre, men overordnet for Smart TV-platformen, opleves den som upoleret. Kvaliteten af tv-apps er dårlig, og der er for få interessante apps. Lige nu ser jeg således ikke Smart TV-platformen revolutionere Tv-oplevelsen på nogen måde. Men måske det bliver bedre gennem 2012, hvor der kommer flere – og opdatere apps – til? Eller måske kan LGs Google TV-planer føre til gennembruddet? Vi får se…

Strømforbrug

Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores interaktive applet her: Sammenlign strømforbrug på fladskærme.

Standby0.0 W0.0 W
SD+HD64 W58 W
3D85 W85 W


Efter kalibrering blev strømforbruget målt til 58 W, hvilket er imponerende på et 55-tommer Tv.

Kalibrering af LM760T

Herunder kan du se en måling af billedkvaliteten med skærmens standardindstillinger fra Standard-profilen uden Eco-funktionen slået til.

LG LM760T test


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

  • Standardindstillingerne er ikke særlig præcise, men det havde vi heller ikke forventet. Ligesom alle andre tv-producenter, har LG skubbet til gammakurven, så de lyse farver er for lyse og de mørke farver er for mørke, for derved at skabe denne imponerende ”wow”-billedeffekt. Problemet er blot, at det sjældent ser flot ud på andet end demonstrationerne i butikken.

    Bemærk også, at farvetemperatuen er for høj, hvilket betyder, at billedet som helhed er for koldt og blåligt. Vi sigter efter 6500 Kelvin, men målte 7647 Kelvin.

    Der blev nu taget en ny måling i skærmens Cinema-profil, der findes i billedmenuen. Se resultatet nedenfor.

    LG LM760T test


    Cinema-profilen er klart bedre, men ikke perfekt. Farvetemperaturen er nu en smule for lav, hvilket i praksis betyder, at billeder på skærmen er lidt for varme og rødlige. Cinema-profilen har også problemer i de mørke farver, som det illustreres af grafen, men farveafvigelserne er dog langt mere moderate.

    Lysstyrken er lidt for lav, men det er blot et spørgsmål om at aktivere Eco-funktionen eller at justere ”baggrundslys” i menuen, hvilket er simpelt.

    Vi gik videre til kalibrering af Tv’et med de indstillingsmuligheder, der tilbydes i Expert1-profilen. Her ses resultatet.

    LG LM760T test


    Efter kalibrering formår LM760T at præsentere et meget behageligt billede. Gamma er tæt på vores mål på 2,2, hvilket sikrer flot og præcis farvegengivelsen. Bemærk også, hvordan farveafvigelserne nu er langt lavere.

    Farvetemperaturen er meget tæt på vores målværdi på 6500 Kelvin, og jeg har justeret lysstyrken tættere på 120 cd/m2, hvilket er optimalt til et svagt oplyst rum. Til en oplyst stue, bør der foretrækkes en højere lysstyrke.

    Nedenfor er mine kalibrerede indstillinger.


    Billedprofil:Ekspert1
    Baggrundslys47
    Kontrast85
    Lysstyrke:50
    V/H Skarphed:50
    Farve:Uændret
    Dynamisk kontrastFra
    Super opløsningFra
    FarveområdeStandard
    KantforbedringFra
    Color FilterFra
    StøjreduktionFra
    Mpeg støjreduktionFra
    Sort niveauLav
    LED local dimmingFra
    TruMotionFra
    Farvetemp.Varm
    Gamma2.2
    RGB metode2 punkt
    R high -6
    G high-11
    B high18
    R low-1
    G low-2
    B low4
    Eco-funktionTil/Fra


    Bemærk: Eco-indstillingen er sat til Til/Fra i tabellen, fordi det afhænger af dit behov. Eco er den automatiske lysstyrke-justering, der justerer lyset på skærmen i forhold til lyset i omgivelserne. Det er en praktisk indstilling, hvis du ser Tv i både dagstimerne og aftentimerne, og her anbefales det at have den aktiveret. Ser du udelukkende Tv i et lysmæssigt afdæmpet rum, kan du nemt slå den fra.
    På vores testeksemplar var RGB High og RGB Low indstillingerne i øvrigt byttet rundt i skærmens menu. Husk at tjek om det også er tilfældet på dit Tv, hvis du vil følge indstillingerne herover.


    Billedkvalitet på LM760T

    I dette afsnit vil jeg gennemgå billedkvaliteten med de kalibrerede indstillinger.

    LG LM760T har en beskyttende front, der dækker både billedpanel og ramme. Den forårsager nogen refleksioner i dagstimerne, men det er ikke så slemt, som på Tv med rigtige glasfronte. Se billedet nedenfor (skru op for din skærms lysstyrke, hvis du ikke kan se spejlingerne).

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Farvenuanceringen på LM7600 er ganske god, og de fleste farver skelnes korrekt fra hinanden. Der ses en smule problemer på skærmen, når de helt mørke farver skal skelnes fra hinanden, men det er ikke noget større problem. Efter kalibrering, hvor nøjagtigheden af farverne er rigtig fin, så må jeg sige, at den overordnede farvegengivelse på LM760T er overbevisende – ligesom på mange andre IPS-baserede LCD-TV.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Vi havde 55-tommer versionen af LM760T på testpodiet, og videoindhold i lav opløsning ser naturligvis ikke fantastisk ud på så stort et Tv. Jeg må dog sige, at LM760T overraskede positivt. SD-billedkvaliteten er rigtig fin. Opskalerings-processen håndteres godt, og billedkvaliteten på LM760T er fuldt på højde med konkurrerende LED-modeller, der i et historisk lys har været et par skridt foran LG.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    HD-billeder gengives naturligvis fornemt pga. den høje detaljegrad, der er i HD-billeder. LM760T opretholder en meget høj detaljeringsgrad og den flotte farvegengivelse bidrager til HD-billeder, der fremstår rigtig flotte. Både HD-film og spil gengives imponerende, og efter kalibrering så vi også en høj grad af detaljer i de mørkeste scener fra film og spil.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Det er altid interessant, hvordan en skærm gengiver hurtige bevægelser i sport, spil og film, og jeg tog derfor LM760T igennem vores vanlige testscener, der presser skærmen til det yderste. Efter de såkaldte scanning backlight-systemer blev introduceret for et par år siden, så er LCD/LED-skærme blevet betydeligt hurtigere fordi responstiden er forbedret – og det samme kan siges for LM760T.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    LM7600 er et hurtigt LCD-TV, og selv i vores stresstest, kæmpede skærmen blot med smule sløring på hurtige bevægelser (det gør alle Tv). Der var heller ingen problemer med overdrive slør, og det er jeg sikker på specielt gamere vil sætte pris på. Skærmen er langt fra perfekt, når det kommer til gengivelsen af bevægelse, men sammenlignet med LCD-konkurrenterne, så er LM760T en rigtig god performer.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    LGs TruMotion system dækker over både ”frame interpolation”, der har til formål at beregne nye billeder og lægge dem ind i billedstrømmen, samt ”scanning backlight”, der forbedrer gengivelsen af hurtige bevægelser. Når TruMotion sættes til Clear Plus er ”frame interpolation” stadig aktivt, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, da det får bevægende billeder på skærmen til at se kunstige og falske ud (ligesom med alle andre 100/200 Hz systerme). Derfor slog vi TruMotion systemet helt fra i forbindelse med anmeldelsen. Scanning backlight systemet er stadig aktivt, selvom TruMotion slåes fra.

    Input lag blev målt til 30-40 ms efter kalibrering, hvilket er i den høje ende. Det betyder, at der er en lille smule forsinkelse i f.eks. konsolspil, men intet kritisk.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Nedenfor har jeg målt sortniveauet og kontrast.

    Sortniveau0.13 cd/m20.08 cd/m2
    Lysstyrke252 cd/m2113 cd/m2
    Kontrastforhold1800:11413:1
    Kontrastforhold +/- 100


    Efter kalibrering blev sortniveau målt til 0,08 cd/m2, hvilket er et af de laveste niveauer vi har målt på et LCD-TV med IPS-panel. Det er dog ikke en forbedring i forhold til sidste års modeller, og det er ikke på niveau med plasma-Tv eller LCD-modeller fra f.eks. Sharp og Samsung, der benytter en VA-paneltype. Sortniveauet er bestemt acceptabelt – men ikke ideelt. I dagstimerne fremstår den sorte farve dyb og intens pga. overfladebehandlingen på LM760T, men i et mørkelagt lokale kan man godt se, at sort ikke fremstår helt sort.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Shadow detail var ikke overbevisende med skærmens standardindstillinger, men efter kalibrering lykkedes det os at forbedre gengivelsen af de helt mørke farver. Kun de 2-3 mørkeste nuancer af grå var svære at skelne fra den helt sorte farve. I praksis betyder det, at detaljer i mørke film og spilscener bliver gengivet pænt og detaljerigt.

    Nedenfor har jeg undersøgt LG LM760T i et helt mørkelagt rum for at se, om der er tendens til ujævn fordeling af lyset; ofte kaldet clouding eller backlight bleeding.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Desværre havde vores eksemplar af LM760T en smule tendens til lysgennemfald langs kanterne og i øverste venstre hjørne. Det var ikke et stort problem, men det kunne spottes i et helt mørkelagt rum. Vores erfaringer fortæller os dog, at disse problemer varierer meget fra Tv til Tv, men at alle edge LED-baserede Tv i dag lider af det i nogen grad.

    3D-billedkvalitet på LM760T

    I denne test vil jeg undersøge 3D dybde, 3D billedkvalitet, 3D crosstalk og endeligt inkludere en lille sammenligning med nogle af de andre 3DTV på markedet.

    LG breder i 2012 deres Cinema 3D-teknologi ud til flere og billigere fladskærme. Cinema 3D er en passiv 3D-teknologi, der baserer sig på billige polariserede 3D-briller. De fleste biografer bruger i øvrigt de samme briller, så du kan medbringe dine LG 3D-briller næste gang – eller omvendt. I 2012 tilbyder LG også en række forskellige 3D-briller, inklusiv en variant, der fungerer som solbriller i dagligdagen. Nedenfor ses de såkaldte Dual Play-briller, der bruges til Dual Play-funktionen, hvor to personer kan se forskellige billeder på samme skærm.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    LG har også indført en ny 3D-algoritme på 2012 Cinema 3D-fladskærme, der angiveligt skal forbedre detaljeringsgraden i 3D. I 2011 anvendte LG tre forskellige analysemetoder til at optimere 3D-billedet før det kom op på skærmen, og i 2012 har LG tilføjet 3 yderligere. Det dækker over algoritmer der analyser på "linear perspective”, “movement difference” og “relative size”, med det mål at forbedre detaljeringsgraden i 3D-spil og 3D-film.

    Resultatet? 3D ser rigtig fint ud, og 3D-oplevelsen er meget behagelig. Vi lagde ikke mærke til crosstalk i vores normale 3D-testscener indenfor både spil og film. Selvom vi var i stand til at fremprovokere en smule crosstalk i en stresstest, så er niveauet så lavt, at det ikke er noget problem i praktisk brug. Crosstalk på LM760T er rent faktisk lavere end på et 3D plasma-Tv.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Den nye 3D-algoritme tilføjer også en smule flere detaljer i 3D-billeder på skærmen. Vi så allerede de første indikationer på dette i 2011. Jeg mener fortsat, at 3D plasma-Tv giver et højere niveau af detaljer i 3D-billeder, men omvendt skal man også undvære de lette og flimmerfri briller, som anvendes til LM760T, og i stedet benytte aktive 3D-briller, der har tendens til både at flimre og belaste øjnene på den lange bane – alt sammen noget vi har berørt i tidligere anmeldelser.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Før jeg afrunder, så vil jeg kort tilføje et par ord omkring Dual Play-funktionen, der skal gøre to personer i stand til at se to forskellige billeder på samme Tv. Vi så allerede Dual Play på sidste års LW980W, og dengang var systemet ikke særlig godt, da det introducerede kraftige skygger. På LM760T er vores oplevelser med Dual Play stort set uændrede. Der er stadig alt for mange skygger fra den anden persons skærmbillede, hvilket ses tydeligt i f.eks. spil. Jeg finder derfor heller ikke Dual Play-funktionen brugbar.

    Som sagt før, så mener jeg, at det passive 3D-system er den bedste løsning på LCD/LED-modeller – uden tvivl. 3D-oplevelsen er mere behagelig, brillerne er lette og flimmerfri, og samtidig er der råd til at udstyre hele familien eller alle vennerne med 3D-briller. Passiv 3D har en anelse lavere 3D-detaljeringsgrad end aktiv 3D, men med den nye 3D-algoritme bliver spændet endnu mindre. I sidste ende er spørgsmålet nok om den typiske bruger vil bemærke det, når filmen ruller? I de fleste tilfælde tror jeg det ikke. Hvis du ønsker bedst mulig 3D-billedkvalitet, så er 3D plasma-Tv stadig det foretrukne valg – men ikke med en kæmpe margin.

    PC og mediecenter

    Tv'et understøtter 1:1 pixelmapping. For at opnå 1:1 pixelmapping skal du indstille billedformatet på skærmen til “Kun Scanning”.

    Betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne på LM760T er brede, og der ses ingen betydelig udvaskning af farverne på LM760T. Tv’et baserer sig på et IPS-panel, så det er ikke en stor overraskelse, men det er værd at bemærke, at LM760T f.eks. har bredere betragtningsvinkler end alle Sony og Samsung fladskærme.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    LG LM760T test
    LG LM760T test


    LM760T har dog stadig problemer med den sorte farve. Når skærmen viser en helt sort farve, fremstår den sorte farve som betydeligt mere grålig, når skærmen betragtes fra en yderlig vinkel.

    LG LM760T test
    LG LM760T test


    Lyden

    Højttalerne i Tv’et er skjult fra fronten, men kigger man på bagsiden af Tv’et, vil man bemærke, at der er en lille forlængelse af kabinettet. Det har ingen betydning for vægmontering, men medfører, at LG kan få lidt mere dybde i lyden. Højttalerne er ikke gode, men bedre end forventet. LG har taget den sikre rute, og anvendt højttalere, der er egnet til daglig brug, men ikke meget mere end dét. Bassen er selvsagt ret svag, men stemmer fremstår klare.

    Til film, spil og musik anbefales separate højttalere.

    Konklusion

    LG praler med en række nye tilføjelser til deres 2012 Smart TV-modeller. Den nye Smart TV-platform kommer blandt andet med en opdateret brugerflade og en nye ”Mine Apps”-menubar, der får Smart TV-funktionerne til at føles som en mere integreret del af Tv-oplevelsen. Magic Motion-fjernbetjeningen er også blevet opdateret, og er nu mere præcis og lettere at håndtere. Smart TV-platformen føles dog stadig noget upoleret. Udvalget af apps er uinspirerende, og video-on-demand-tjenesterne byder på tvivlsom billedkvalitet. Integrationen med husets andre ”smart”-produkter kunne også godt være tættere. LGs Google TV-planer kan måske ændre dette, men lige nu er Smart TV-platformen bare ikke en ”game-changer”. Der er godt nok flere nyttige funktioner, men ikke nok til at virkelig slå igennem. Designet af Tv’et er på den anden side meget gennemført. Den eneste klage er, at foden er i blankt plastik.

    Billedkvaliteten på LM760T er meget overbevisende. LG har forbedret sig på en række punkter, og rettet de fleste af de kritikpunkter, der har været på tidligere års modeller. LM760T har en hurtig responstid, flot SD-billedkvalitet og HD-billedkvalitet, samt en meget behagelig 3D-billedkvalitet, baseret på de billige polariserede 3D-briller. Den nye 3D-algoritme forbedrer detaljegraden i 3D-billeder i forhold til 2011-modellerne, og LM760T er et af de bedste Tv, hvis du søger en problemfri og lettilgængelig 3D-løsning. LM760T byder godt nok ikke på en lige så dyb gengivelse af sort, som f.eks. Samsungs LED-modeller, men for de fleste brugere, vil forskellen være beskeden. LM760T udmærkede sig også i både vores film og spil-testscener, og er et af de bedste edge LED-baserede Tv lige nu.

    Alt i alt mener jeg, at LG har skabt et Tv, der er yderst konkurrencedygtigt på LCD/LED-markedet. På visse områder har Samsungs LED-modeller stadig et lille forspring, men vi foretrækker omvendt LGs Cinema 3D-løsning fremfor Samsungs aktive 3D-løsning, og LM760T har også andre styrker såsom hurtigere responstid og mere præcise farver i de forudindstillede profiler. Smart TV-platformen mangler stadig finpudsning, men har den ikke så stor betydning for dig, så er LM760T et fantastisk produkt, som jeg varmt kan anbefale som et all-round Tv. Lad mig afslutningsvis indskyde, at LM760T også bør være en fin indikator for, hvad der kan forventes af den billigere LM670T og den dyrere LM860V, der begge bygger på stort set samme billedbehandling og skærmteknologi.


    Tryk på awarden for at læse mere.


    Pris og forhandler:


    BilledkvalitetSmart TV platform mangler stadig finpudsning Stuen
    Detaljegrad i SD og HDSortniveau Hjemmebiograf
    Hurtig responstidTv-fod skabt i plastic 3D spil og film
    3D-oplevelse og 3D-brillerDual Play funktion
    Gennemført design
    Magic remote forbedret markant


    Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online.

    LG LM760T debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres:
    LG LM760T debat

    Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |