Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Apple TV (1080p) - FlatpanelsDK

Test: Apple TV (1080p)

|


Apple har netop lanceret en ny version af deres lille prisbillige Apple TV-medieboks, der skal give nyt liv til fladskærms-Tv’et hjemme i stuen. Der er nu kommet understøttelse af 1080p-opløsning til, samtidig med, at Apple har lanceret en helt ny brugerflade, der minder mere om den fra Apples iEnheder. Boksen byder naturligvis på alle de funktioner, der gjorde den sidste generation populær, såsom AirPlay, Home Sharing og iTunes-filmudlejning. Der er også fortsat mulighed for Netflix-streaming, hvis man er lidt fingernem.

Men er den nye Apple TV (1080p) en forbedring i forhold til Apple TV (720p)? Er det værd at opgradere? Og hvad kan boksen egentlig præstere? FlatpanelsDK tester den nye Apple TV-boks.

Læs alt vi skriver om Apple TV her.

Pris og forhandler:


Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online

De første indtryk

Den nye Apple TV er fuldstændig identisk med den forrige. Den lille sorte boks, med de afrundede kanter, er så diskret, at man knap bemærker den, og har man lidt plads på bagsiden af sit Tv, kan den nemt gemmes af vejen.

Apple TV
Apple TV


På bagsiden af boksen findes blandt andet en HDMI-udgang, som skal tilsluttes fladskærms-Tv’et. Der kan tilsluttes et internet-kabel, men der er også mulighed for at benytte trådløst netværk. Bemærk også den optiske lydudgang. Den kan tilsluttes til et musikanlæg, og boksen kan således afspille musik fra f.eks. en iPhone uden at Tv’et skal tændes.

Apples nye Apple TV
Apple TV tilsluttes til fladskærmen med HDMI


Enheden styres med den medfølgende fjernbetjening, der også er uændret. Man kan også vælge at hente den såkaldte Remote-app til iPhone/iPod/iPad. Den er gratis, og vi kigger nærmere på den lidt længere nede.

Forud for testen

Apple TV er testet på et Panasonic ET5 Tv og en Dell U2410. Den er tilsluttet via HDMI. Internettet ind i testlokalet er 8 Mbit/s, men er også testet via en privat 25 Mbit/s forbindelse.

Apple TV er testet sammen med en iPhone og en Macbook Air, men der kan tilsvarende bruges iPad/iPod samt en Mac/PC med iTunes for at aktivere de funktioner, som er vist i testen.

Strømforbrug

Nedenfor ses strømforbruget på Apple TV-boksen. Boksen slukkes aldrig helt og står altid i en form for vente-standby, klar til at modtage input fra f.eks. en iPhone/iPad via AirPlay.

Standby0,8 W
I brug 1,9 W


Apple TV forbruger 1,9 W i brug og 0,8 W i standby. Det er en minimal forøgelse i forhold til den tidligere boks, men stadig latterligt lavt i forhold til mange mediebokse og elektroniske enheder.

Ny brugerflade

Samtidig med lanceringen af boksen, rullede Apple også en ny brugerflade ud, der minder mere om deres mobile enheder. Der er stadig ikke mulighed for at installere apps på Apple TV-boksen, men selve brugerfladen indikerer, at det er den vej Apple vil gå. Den nye brugerflade kan som sådan godt minde om en app-opbygning, men det er dog Apple der afgør, hvilke tjenester du har adgang til – indtil videre.

Den nye Apple TV med 1080p
Den nye brugerflade til Apple TV (1080p) – kan også opdateres på den gamle Apple TV (720p)


Antallet af tjenester afhænger af, hvilket land du har boksen tilsluttet i, og amerikanerne har eksempelvis mange flere muligheder end os danskere – f.eks. en ret unik mulighed for at abonnere på alle Baseball, Ishockey eller Basket-kampe fra de amerikanske ligaer. Med andre ord kan man slippe for at have 10 forskellige Tv-kanaler og kun betale for det indhold, som man vil se.

Den nye brugerflade er opdateret til 1080p-opløsning og den ser, grafisk, rigtig fin ud på et fladskærms-Tv. Jeg var personligt større tilhænger af den gamle brugerflade, men det kan være det blot er en vanesag. Den nye brugerflade kan i øvrigt også hentes til sidste generation af Apple TV – og fungerer på præcis samme måde; blot kun i 720p-opløsning.

Navigeringen rundt i menuer er blevet en smule hurtigere, og selvom den tidligere boks absolut var hurtig, så har den nye bare lidt flere kræfter at rykke rundt med pga. den nye processor, der er indbygget. Hvor hurtigt videoer starter og hvor godt AirPlay fungerer, afhænger dog primært af hastigheden på dit trådløse hjemmenetværk og din internetforbindelse.

YouTube på Apple TV-boksen
YouTube på Apple TV-boksen


Vi savner stadig deciderede apps. Apps såsom Facebook og Twitter kan for vores skyld blive på de platforme hvor de hører til; nemlig PC eller mobilenheder, men perspektiverne i at åbne en decideret App Store er store. Forestil dig eksempelvis en DR-app med alt DRs videoproduktion eller apps til de mange nye video-on-demand-tjenester; måske endda spil. Indtil videre må vi dog nøjes.

Styr alt med iPhone/iPad

Der er ikke så mange nyheder på denne front i forhold til sidste generation af Apple TV. Den lille metalfjernbetjening føles solid har et absolut minimum af knapper. Det er noget jeg personligt sætter stor pris på. Hele brugerfladen på skærmen er bygget op på en måde, så de få knapper giver mening, men visse knapper har dobbeltfunktioner, som man lige skal blive bekendt med.

Apples fjernbetjening
Apples fjernbetjening


Man kan dog udvide brugeroplevelsen markant, hvis man ejer en iPhone, iPad eller iPod. Ved at hente den gratis Remote-app, kan man styre boksen via sin iOS-enhed. Det fungerer intuitivt og nemt. Boksen er altid tilgængelig – selv når den står i standby, og man løber ikke ind i problemet som præger 99 % af alle Smart TV, der kun kan tændes via den medfølgende fjernbetjening.

Brugeroplevelsen er fin, og skærmbilledet henne på Tv-skærmen kan styres uden konstant at skulle kigge ned på iPhone-skærmen, op på Tv-skærmen, ned på iPhone-skærmen osv. Det er en vigtig faktor, når det kommer til brugervenlighed, og med vores erfaring indenfor fjernbetjenings-apps til Smart TV som sammenligningsgrundlag, må vi sige, at Apple har forstået noget om brugervenlighed, som meget få andre har. Man bevæger blot fingeren hen over skærmen på den mobile enhed, hvorefter der reageres prompte henne på Tv-skærmen.

En anden fordel ved at benytte Remote-app’en, er, at man derved også får mulighed for at benytte tastaturet. Skal man eksempelvis søge på en film i iTunes eller YouTUbe, gøres det nemt på iPhone/iPad. Igen er der tænkt på brugersituationen, for hele søgeordet vises på iPhone/iPad-skærmen, samtidig med, at det vises oppe på Tv-skærmen. På den måde kan man koncentrere sig om den lille skærm indtil man har tastet sit søgeord færdig.

Apple TV kan styres med iPhone/iPod/iPad
Apple TV kan styres med iPhone/iPod/iPad


Bemærk, at den medfølgende fjernbetjening kører via infrarød, og placerer man således Apple TV-boksen i en skuffe eller bag fladskærmen, kan man ikke længere bruge den. Her skal man i stedet benytte sin iPhone, iPad eller iPod. De kører over netværk og kan styre boksen uanset, hvor den er placeret. For lidt flere betragtninger omkring fjernbetjeningen og Remote-app’en, se den tidligere test af Apple TV (720p) her.

iTunes, streaming & tjenester

Apple TV er bygget op omkring Apples iTunes-univers, og Apple TV-boksen kan streame masser af videor, billeder og musik – så længe det kommer fra en af Apples tjenester. Apple TV-boksen er ikke umiddelbart et alternativ til de mange streamingbokse fra Western Digital, Boxee osv. Der kan åbnes op for muligheden for at streame medieindhold fra f.eks. en netværksharddisk, men det kræver at man ”jailbreaker” boksen. Det er ikke noget vi vil gennemgå her i testen, men der findes masser af guides rundt omkring på internettet. Vil du ikke rode med dette, skal du forberede dig på den præmis der hedder, at Apple TV kræver andet Apple-udstyr og helst iTunes.

Den nye Apple TV med 1080p
Den nye Apple TV med 1080p


Selve streaming-delen (streaming betyder, at man ser f.eks. video direkte over netværk eller internet uden at selve filmen eller musiknummeret overføres til boksen) fungerer rigtig godt, hvis man kan affinde sig med Apples iTunes-univers. Der findes ikke nogen harddisk indbygget, så alting streames til boksen – enten fra hjemmenetværk eller internettet. Hjemmenetværksdelen kommer jeg nærmere ind på i Home Sharing-afsnittet; her koncentrerer jeg mig om internet-delen.

Apple åbnede sidste år endelig for filmleje (19-49 kroner) og filmkøb (alt fra 49-169 kroner) i den danske iTunes. Dermed er det nu muligt at leje film direkte på Tv-skærmen via Apple TV-boksen. Boksen håndterer 1080p-opløsning og derfor har Apple også opdateret deres lejefilm til 1080p-opløsning – eller er i gang. En gennemgang af de danske muligheder, viser, at Apple slet ikke tilbyder lige så meget HD-indhold som i den amerikanske butik. Det kommer nok løbende herhjemme, men vi er stadig bagefter. Filmkataloget er også stadig begrænset og lige nu tælles der 434 filmtitler i den danske iTunes. Det skal helt klart udvides før det bliver rigtig sjovt at leje film som dansker. Tv-serier kunne også være en kærkommen tilføjelse.

Apples nye Apple TV
Lej spillefilm på Apple TV-boksen


Billedkvaliteten af 1080p-film er som sådan ganske fornuftig. Jeg oplevede en forbedring i forhold til sidste generation af Apple TV-boksen, der håndterede maksimalt 720p-opløsning. Med de nye Full HD-lejefilm fremstår detaljer mere klare og hele billedsiden er lysår foran stort set alle andre streaming-tjenester herhjemme i Danmark. Billedkvaliteten kan dog ikke sammenlignes med en Blu-ray-film selvom opløsningen er præcis den samme. Dertil skal tilføjes, at heller ikke den nye Apple TV understøtter 1080p24-formatet, som de flest biograffilm er skabt i. I stedet konverteres film til en anden billedfrekvens. Det er en klar mangel på en filmboks.

Det skyldes, at Apple komprimerer filmene mere, og selvom Apple netop har taget en forbedret komprimeringsteknologi i brug, så kan man fra tid til anden godt bemærke lidt småproblemer med billedkvaliteten. I f.eks. meget mørke scener, kan boksen have en tendens til at fjerne visse detaljer og i f.eks. en himmel, fremstår overgangen fra mørkeblå til lyseblå ikke helt så flydende som på Blu-ray-versionen af samme film. Når det er sagt, vil jeg dog mene, at billedkvaliteten er fuldt ud tilstrækkelig til størstedelen brugerne – noget der ikke kan siges om særlig mange andre danske videoudlejningstjenester på internettet. Bemærk, at såfremt der trykkes på ”Preview”-knappen før en film lejes, da vises traileren kun i normal SD-opløsning, og er således ikke indikator for, hvad der kan forventes, når en HD-film lejes via boksen.

Apples nye Apple TV
Lej spillefilm på Apple TV-boksen


En interessant nyhed, der ikke blev talt meget om i forbindelse med lanceringen af denne Apple TV-boks, er, at Apple er begyndt at rykke film op i iCloud. Det kan lyde lidt kringlet, men det betyder sådan set bare, at hvis du lejer eller køber en film, kan du se den på alle dine Apple-enheder direkte fra internettet. Det har ikke været muligt før (kun ved konstant at synkronisere med iTunes). Lejer du f.eks. en film på din Apple TV, kan du se frem til 26 minutter, lukke ned, og tage din iPad med i sommerhuset. Når du starter filmen på din iPad, ser du videre fra de 26 minutter. Det kræver naturligvis en internetforbindelse, og igen er amerikanerne først til at få gavn af dette, men det ligner en klar strategi fra Apple, der skal bredes ud til resten af verden.

Amerikanerne har herudover fået adgang til endnu en spændende funktion, som vi danskere nok får lov at spejde længe efter. Amerikanerne kan registrere deres DVD og Blu-ray-film (hvis de har en digital filmkode) og derefter få adgang til dem via iCloud – og dermed på alle Apple-enheder, inklusiv Apple TV. De får tilmed filmene i 1080p-opløsning og med alt ekstramateriale, selvom dette ikke lå på deres oprindelige DVD-version.

Internetradio på Apple TV
Internetradio på Apple TV


Med skridtet op til 1080p-indhold fandt jeg i øvrigt, at en trådløs netværksforbindelse til boksen kan være lige i underkanten. På mit hjemmenetværk, der drives af en Apple Time Capsule, kunne jeg godt streame film fra iTunes og Netflix i 1080p-opløsning uden udfald eller pauser, men på mit kontor, hvor der anvendes en typisk bilka-router (der i øvrigt står i rummet ved siden af), gik der dels lidt længere tid før filmen startede, dels oplevede jeg udfald ind i mellem. Min anbefaling er derfor så vidt muligt at få tilsluttet et netværkskabel i boksen om muligt.

Det blev til et langt afsnit om iTunes, så lad os kort runde af med at kigge på hvilke andre tjenester, der findes på boksen. To andre forholdsvis nye tjenester er iTunes Match (der stadig ikke er åbent i Danmark) samt Photostream. Sidstnævnte er en interessant tilføjelse, da den igen breder sig ud over alle de Apple-enheder man har. Photostream er kort fortalt dit private fotoalbum. Så snart du tager et billede med din iPhone eller iPad, kan billedet ses i Photostream på alle enhederne, hvilket så også vil sige Apple TV-boksen. Senest er der tilføjet muligheden for at fjerne visse billeder fra Photostream, hvis resten af familien ikke behøver at kigge med.

Et overblik over tjenesterne kan ses herunder:
  • iTunes (kaldes Movies)
  • Photostream
  • Biograftrailere
  • YouTube
  • Flickr (billedtjeneste)
  • Vimeo (videotjenester á la YouTube)
  • MLB.TV (amerikansk baseball)
  • Internetradio
  • WSJ Live (Wall Street Journal-avisen)
  • Podcasts

     Baseball fra MLB-ligaen til danskerne på Apple TV
    Der er også åbent for Baseball fra MLB-ligaen til danskerne på Apple TV


    Podcasts kan kort beskrives som Tv-shows, der leveres over internettet. DR har en podcast-tjeneste på Apple TV, hvilket betyder, at man kan se nye eller tidligere afsnit af eksempelvis Troldspejlet, Spise med Price, Gintberg på Kanten, So Ein Ding, Det Nye Talkshow osv. Tilsvarende har TV2 podcasts på Apple Tv såsom Nyhederne, Ekstra Bladet har Huxi og Karen, BBC har tonsvis af podcasts, Jamie Oliver har en podcast omkring madopskrifter på video og herudover findes der tyske, franske, italienske podcasts osv. Lige nu skal du dog forberede dig på, at billedkvaliteten via eksempelvis DR podcasts er en smule tarvelig.

    Apple TV understøtter heller ikke 24 Hz i film, hvilket er en klar mangel.

    Apples nye Apple TV
    Se biograftrailere på Apple TV


    Se videoen herunder, hvor vi afspiller en podcast fra DR med Price-brødrene (fra den gamle Apple TV-boks, men princippet er det samme).



    AirPlay

    AirPlay var en af de funktioner, som gjorde den tidligere boks så populær, at den på ganske kort tid blev den mest solgte medieboks overhovedet. Kort fortalt dækker AirPlay over muligheden for at sende video, musik og billeder fra andre enheder over på Tv-skærmen. Har du eksempelvis alle dine feriebilleder på din iPad, finder du blot et billede og trykker på AirPlay-knappen, hvorefter det vises på Tv-skærmen. AirPlay virker på iPhone, iPod, iPad, Mac samt PC (kræver iTunes).

    Send video, billeder og musik fra en Apple-enhed hen på Tv-skærmen med AirPlay
    Send video, billeder og musik fra en Apple-enhed hen på Tv-skærmen med AirPlay


    AirPlay kræver blot, at enhederne er tilsluttet samme trådløse netværk. Herefter kommer et lille AirPlay-logo frem på f.eks. iPhone, når du ser medieindhold. Kigger du på et ferie-billede; tryk på AirPlay. Ser du en YouTube-video; tryk på AirPlay. Hører du musik fra en musiktjeneste; tryk på AirPlay. Herefter går der ofte under 1 sekund, før det vises på Tv-skærmen. Det er nemt og intuitivt, og har dine gæster eller familie Apple-enheder, kan de naturligvis også bruge funktionen hjemme hos dig, og f.eks. afspille deres seneste musikkøb eller vise deres feriebilleder.

    Få billedet fra iPad eller iPhone hen på Tv-skærmen med AirPlay Mirroring
    Få billedet fra iPad eller iPhone hen på Tv-skærmen med AirPlay Mirroring


    AirPlay er også senest blevet udvidet med ”Mirroring”. Det har en dobbeltfunktion. Den umiddelbare funktion er muligheden for at få skærmen på en iPhone eller iPad over på Tv-skærmen – uanset hvad der vises. Den anden – og langt mere interessante – er ”Mirroring” i spil. Har man eksempelvis et racerspil såsom Real Racing 2, kan man aktivere AirPlay Mirroring (dobbeltklik på Home-knappen og scroll til venstre), hvorefter spillet kommer hen på Tv-skærmen. iPad’en forvandles nu til en spilcontroller (se nedenfor), og viser selve banens forløb og bilernes indbyrdes positioner, alt imens spillet afvikles på Tv-skærmen.

    Den nye Apple TV med 1080p
    AirPlay Mirroring gør Apple TV til en spilkonsol


    Det er en superfin oplevelse og der absolut minimal forsinkelse på styringen – det bemærkes ikke. AirPlay Mirroring er i sandhed en funktion med helt unikke perspektiver, og forvandler samspillet mellem Apples mobile enheder og Apple TV til en interessant spilkonsol.

    Apple TV med AirPlay
    Via AirPlay kan iPad benyttes som controller, mens TV-skærmen forvandles til en spilkonsol med Apple TV


    AirPlay Mirroring er dog endnu ikke helt gnidningsfrit. Dels fordi spil på iPhone og iPad ikke afvikles i helt så høj framerate som på deciderede spilkonsoller, hvilket betyder, at de hakker en lille smule på Tv-skærmen, dels fordi iPhone/iPad har et andet skærmformat end Tv-skærme. Spillet Real Racing 2 finder selv ud af at skalere op til fuld skærm, men aktiverer man AirPlay Mirroring på et vilkårligt tidspunkt, vil man få sorte bjælker i siderne af billedet, når det ses på Tv-skærmen (som nedenfor). AirPlay Mirroring kræver iPhone 4S, iPad 2 eller iPad 3. Derudover kræver det spil, der understøtter funktionen. AirPlay Mirroring kræver desuden et ret hurtigt og stabilt trådløst hjemmenetværk.

    AirPlay Mirroring er ikke helt perfekt, og f.eks. formatet passer ikke altid
    AirPlay Mirroring er ikke helt perfekt, og f.eks. formatet passer ikke altid


    AirPlay forudsætter naturligvis, at man også har andre Apple-enheder, før det giver mening. Det virker ikke udenfor Apples økosystem. Det er både en fordel og en ulempe. Fordelen ligger i, at det er så dybt integreret i Apples enheder, at man kan trykke på AirPlay-knappen stort set uanset hvad man afspiller på iPhone/iPad, og dermed altid få sine billeder, musiknumre og videoer over på fladskærms-Tv’et – og at det altid virker. Ulempen er, at man bliver låst, og har man eksempelvis en Android eller Windows-telefon, kan man ikke få gavn af funktionaliteten.

    Samlet set må jeg dog sige, at AirPlay fungerer så overbevisende, at funktionen alene næsten kan retfærdiggøre en investering i Apple TV-boksen. Jeg har gennem hele 2011 benyttet det på den gamle boks, og det har kørt 99,9 % problemfrit. Antallet af gange AirPlay har givet småproblemer, kan tælles på en hånd. Når man sammenligner med de DLNA-funktioner, der er indbygget i de fleste fladskærms-Tv – og som kan lidt af det samme – så må man sige, at AirPlay er lysår foran. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at AirPlay bliver en af de funktioner, der for alvor kan skyde Apples kommende fladskærms-Tv i gang.

    Se videoen herunder, hvor AirPlay demonstreres vha. iPhone.



    Home Sharing

    Home Sharing har været muligt siden den første generation af Apple TV-boksen, der så markant anderledes ud. Funktionen giver mulighed for at afspille videoer, musikfiler samt at vise billeder, der er placeret på f.eks. en Mac eller PC i hjemmet. Det kræver, at iTunes er installeret på PC/Mac’en og derudover at begge er tjekket ind på samme Apple ID.

    Home Sharing findes naturligvis også på den nye Apple TV med 1080p, men funktionen bliver stadig mindre og mindre relevant med udvidelsen af AirPlay og ikke mindst iTunes i skyen. For hvis man kan se alle sine lejede eller købte film direkte via internettet, hvorfor skulle man så streame dem via hjemmenetværket? Og hvis alle dine feriebilleder ligger på en iPad, hvorfor skulle man så ikke bare sende dem over via AirPlay?

    Med Home Sharing kan du se film, høre musik og se billeder fra andre Apple enheder i hjemmet
    Med Home Sharing kan du se film, høre musik og se billeder fra andre iTunes-enheder i hjemmet


    Jeg vil ikke bruge særlig meget krudt på Home Sharing. Se i stedet denne video nedenfor, hvor det demonstreres (via den gamle Apple TV 720p).



    For at aktivere Home Sharing skal du i iTunes aktivere deling vi hjemmenetværket i menuen i toppen.

    Netflix

    Kender du Netflix? Du bruger det måske allerede, og hvis du ikke kender det, skal du absolut ikke være ked af det. Netflix findes nemlig slet ikke i Danmark. Netflix er derimod den absolut mest populære videotjeneste i USA (koster 8 dollars om måneden) og fungerer som et all-you-can-eat-abonnement, hvorefter man kan streame et utal af film, Tv-serier og dokumentarer direkte via internettet. Netflix findes også på Apple TV-boksen, men det kræver, at man enten bor i USA, eller at man får Apple TV-boksen til at tro, at man befinder sig i USA.

    Det er relativt nemt, og man kan dermed få adgang til at abonnere på Netflix. Det kræver et enkelt trick, som tjenesten Unblock-US hjælper med. Det koster 5 dollars om måneden, der giver et lille nummer, som skal indtastes i Apple TV-boksen. Herefter har man adgang til de fleste nye amerikanske Tv-serier, film og et utal af dokumentarer præcis når man har tid og lyst ved at abonnere på Netflix.

    For at give et lille indblik i, hvad Apple TV rent faktisk rummer af potentiale i den lille sorte boks, har vi snydt Apple TV til at tro, at den står i USA. Du kan selv få adgang til amerikanske tjenester ved at følge vores guide her:
    Guide: Sådan får du Netflix på dit TV uden besvær

    Lad os igen prøve at vise hvordan Netflix virker på Apple TV i en video:



    Fordi Apple TV-boksen også understøtter adaptiv streaming – i modsætning til mange danske videotjenester og mange Smart TV – kan billedkvaliteten skaleres op og ned afhængigt af hastigheden på din internetforbindelse. Netflix har desuden et stort udvalg af videoer i 1080p-opløsningen, der nu også understøttes af den nye Apple TV-boks. Billedkvaliteten bliver således rigtig fin, hvis din internetforbindelse kan bære det.

    Konklusion

    Den nye Apple TV med 1080p er designmæssigt fuldstændig identisk med den foregående. Der er tilføjet en ny brugerflade, når den tilsluttes Tv-skærmen, samt muligheden for at afspille 1080p-videoindhold. Samme fjernbetjening medfølger, og samme Remote-app kan benyttes på Apple iPhone/iPad. Det gør dog bestemt heller ikke noget, for den sidste boks var ganske veludført.

    Som dansker er Apple TV blevet mere og mere interessant, og åbningen af filmudlejning i den danske iTunes gør boksen anvendelig herhjemme. De fleste film kommer i HD og lejeprisen varierer fra 19-49 kroner. Film kan også købes, og købes der en film på Apple TV er den også tilgængelig på alle dine andre Apple-enheder – og omvendt. Der er adgang til flere andre tjenester, men amerikanerne har stadig en Apple TV-boks med et noget større udvalg.

    AirPlay er i mine øjne det helt store trækplaster for Apple TV. Det giver unikke muligheder, hvis du ejer andre Apple-produkter i hjemmet; i særdeleshed iPhone/iPad. AirPlay er allerede så velfungerende, at det blot kræver et tryk på en knap for at vise sine billeder og videoer samt at lytte til sin musik fra en anden Apple-enhed. Og med Mirroring-udvidelsen kan AirPlay også bruges i spil, så Apple TV-boksen tager et skridt ind i spilkonsol-verdenen. Alt dette er dog kun sjovt for ejere af andet Apple-udstyr. Er du ejer af en anden type smartphone eller tablet, får du intet ud af funktionen, og dermed mister Apple TV en af de primære funktioner.

    Vi savner stadig flere film i iTunes, og Tv-serier ville også blive budt velkommen med kyshånd. Den nye brugerflade er udmærket og grafisk flot, men selvom den indikerer en rute mod Tv-apps, så er de stadig ikke at finde nogen steder. Derfor er udvalget af videotjenester også begrænset til iTunes herhjemme, men kan udvides med amerikanske Netflix, hvis man er lidt fingernem (se guide i testen).

    Min konklusion er ikke meget anderledes end ved anmeldelsen af den sidste Apple TV. Er du ejer af f.eks. iPhone eller iPad, så mener jeg, at Apple TV er næsten uundværlig. Den gør alle ”Smart TV”-platforme til skamme og der er i sandhed et kæmpe potentiale i boksen. AirPlay er fantastisk. Ejer du i stedet andre smartphones eller tablets, er boksen mindre interessant, da man mister mange funktioner. Prisen er nu faldet til 849 kroner, og til den pris kan jeg varmt anbefale at investere i Apple TV. Ejer du sidste generation af Apple TV (720p), ser jeg dog ikke mange grunde til at opgradere.

    Bemærk: Score-systemet herunder blev introduceret i maj 2015. Karaktererne reflekterer derfor Apple TV per denne dato, hvor den har fået ny software, ny brugerflade og flere tjenester

    Pris og forhandler:


    Brugervenlighed
    Airplay
    1080p kvalitet
    Styring med iPhone/iPad
    Meget lavt strømforbrug
    Størrelse og pris


    Låst til Apple’s økosystem
    Ingen 1080p24 support
    Ingen tv-apps
    1080p iTunes stadig ikke spitzenklasse




  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |