Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Sharp 40LE705 - FlatpanelsDK

Test: Sharp 40LE705

|


Sharp LE705

Sharp lancerede for kort tid siden deres LE600 og LE700 serie, der samtidig var Sharps første skridt ud i LED-TV (LCD-TV med LED backlight). Sidstnævnte er nu blevet erstattet med en ny LE705 LED-serie, der kommer i et nyt design og har fået tilføjet et såkaldt Optical Filter der angiveligt skal have visse betydninger for billedkvaliteten.

Vi tester her LE705 serien for at se hvordan Tv'et klarer sig, og hvad der er ændret i forhold til LE700 serien, der kun fik lov til at være på markedet i ganske kort tid.

LE705 findes i 32, 40, 46 og 52 tommer kaldet henholdsvis LC32LE705s, LC40LE705s LC46LE705s og LC52LE705s. Bemærk, at s'et til sidst i modelnavnet indikerer, at der er tale om en nordisk model med fungerende tunere.

Panelstørrelse:40" widescreen (LCD)
Opløsning:1920x1080
Responstid:4 ms
Kontrastforhold:2.000.0000:1 (dynamisk)
Lysstyrke:450 cd/m2
Farveunderstøttelse:16,7 millioner
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178/178
Dotpitch:-
Panelnummer (Type):LCD (Sharp)
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): - (uden fod)
Vægt- kg
Indbyggede højttalere:
Inputformater: 480p/i, 576p/i, 720p, 1080i & 1080p (50, 60 & 24p)
1:1 pixelmapping:
Indgange
• VGA
• DVI (kan dog konverteres gennem HDMI)
• Audio (type) (Audio in/out)
• SCART (2 indgange)
• S-video
• Komposit
• Komponent
• HDMI (4 indgange)
• Andet
Udgange
• Audio (type) (1 udgang)
• SCART
• S/PDIF (optisk)
Tunere
• Analog
• DVB-T
• DVB-T (MPEG4)
• DVB-C
• DVB-C (MPEG4)
• DVB-S
• DVB-S (MPEG4)
• Andet
Garanti:
Pixelgaranti:
Diverse:Manual på dansk


Pris og forhandler:

www.sharp.dk (kan henvise til forhandler)
www.lydspecialisten.dk

De første indtryk


Sharp LE705 går væk fra det design, der prægede LE700 serien, og gået over til et design, som i højere grad minder om designet fra LE600 varianten. Det betyder, at en sort frontramme præger Tv'et, og den nederste del af skærmen er præget af en aluminiumsramme i et gråt look.

Sharp LE705 test


Foden er firkantet og komplementerer skærmens skarpe og veldefinerede design.

Sharp LE705 test


Stik sidder på bagsiden, og Sharp har desværre ikke lært af fejlen på LE700. Alle indgange peger stadig ud mod bagvæggen.

Sharp LE705 test


Sharp LE705 er ikke lige så tynd som modeller baseret på Edge LED backlight (f.eks. Samsung LED-TV B7000 serie), men dog en smule tyndere en traditionelle LCD-TV.

Sharp LE705 test


LE705 har også en række indgange på skærmens højre side, for nem tilslutning af f.eks. digitalkamera og videokamera.

Sharp LE705 test



Forud for testen:

Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.

Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.

Funktionalitet

Fjernbetjeningen er ikke særlig køn, og heller ikke ændret i forhold til LE700. Den meget mørkgegrå farve er traditionel, og knapperne synes en anelse for små - specielt dem i bunden. Jeg savner også noget vægt i fjernbetjeningen og en lidt bedre feeling.

Sharp LE705 test


Skærmens menuer ser ud som de har gjort på tidligere Sharp Tv og fungerer egentlig ganske fint. Der er en del billedindstillinger og Tv’et har også smarte funktioner såsom muligheden for at springe de indgangskilder over, som ikke anvendes. Af billedindstillinger findes blandt andet en RGB (rød, grøn, blå) indstilling. Sharp LC-40LE705s har desuden en eco-mode, som kan indstilles på flere forskellige niveauer. Denne hjælper med at nedbringe energiforbruget, primært ved at regulere på lysstyrken på skærmen. Dette kan dog også gøres manuelt i skærmens menu.

Sharp har også et meget omfattende CMS system (til indstilling af farver), som kan være et godt værktøj, hvis man ønsker en professionel kalibrering af Tv’et.

LE705 har endelig en USB indgang, som kan afspille musik og billeder. Der findes ingen DLNA til trådløs streaming over hjemmenetværket. Det savnes i en tid hvor de fleste andre producenter udvider multimedia-delen.

Effektforbrug

Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbug på fladskærme

Målingerne på Sharp LE705 ses herunder. Det er taget på 40 tommer versionen kaldet LC-40LE705s.

Out-of-Box (gns)Efter kalibrering (gns)
Standbyforbrug0,1 W0,1 W
Almindelig Tv brug (gns.)64 W50,5 W
HDTV visning (gns.)64 W50,5 W



Sharp LC40LE705s forbruger blot 50,5 W efter kalibrering og det er det absolut laveste vi har målt på en 40-42 tommer model nogensinde. Det overgår både Sharps tidligere LE700 serie og Samsung og LGs LED modeller.
Sammenlign i øvrigt strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbug på fladskærme

Bemærk, at skærmen benytter mindre strøm efter en kalibrering. Dette er et generelt træk for fladskærme, fordi der efter kalibrering typisk er skruet ned for wauw-effekten, blandt andet med en lavere lysstyrke som resultat.

Billedkvalitet


Før jeg går videre til billedkvaliteten, vil jeg kort forklare, hvad LED teknologien betyder for Sharp LE705.
Sharp benytter LED i LE705, men adskiller sig fra Philips 9704H og Samsungs LED-TV. Philips model udnytter det princip man kalder LED med local dimming, hvor man kan styre dioderne lokalt i zoner. Det betyder, at man kan opnå en meget dyb gengivelse af sort.

Samsungs LED-TV udnytter derimod Edge LED, hvor man placerer dioderne langs kanterne, og derfor kan lave meget, meget tynde Tv. Med LE705s lægger Sharp sig midt i mellem, og Sharp placerer dioderne bag selve LCD panelet på LC-40LE705s – ligesom Philips – men udnytter ikke local dimming. Det giver ikke den helt dybe sortniveau som på Philips 9704H, men giver derimod fordele som et langt lavere energiforbrug, og for billedkvaliteten kan det betyde, at man undgår ujævnt lys eller det der kaldes clouding, som beskriver det fænomen, hvor der slipper mere lys ud i skærmens hjørner eller langs kanterne end på skærmens midte. Vi undersøger for clouding på LE705 senere i dette afsnit.

Læs i øvrigt mere om de forskellige LED typer og hvad LED-TV egentlig er her

Den indledende måling af Tv'ets billedkvalitet ses herunder. Den er taget direkte ud fra kassen på skærmens standard-profil, samt med eco-mode deaktiveret.

Sharp LE705 test



For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).
  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Min indledende måling af Sharp LE705 peger på en lidt for lav gamma og en for høj farvetemperatur. Den lave gamma gør, at farverne fremstår en anelse for intense og lyse, og den meget høje farvetemperatur vidner om, at billedet er alt for blåligt i forhold til vores reference på 6500 Kelvin, der giver et mere varmt og rødglødet billede. Heraf også afvigelserne i farverne.

    Sharp LE705 test


    Gamma målte jeg til lige omkring 2.0 til 2.05 over hele gråtonespektret. Det er dog positivt, at gamma ikke svinger for de lyse til de mørke farver. Det giver balance i billedet, men vi sigter her på FlatpanelsDK efter gamma på 2.2, som giver lidt mindre lyse farver end LE705 i sine standardindstillinger er opsat til.

    Bemærk også, at lysstyrken på 249 cd/m2 er ret høj for et stue-Tv. Vi har i målingen slået skærmens eco-mode fra. Denne kan selv regulere lysstyrken i forhold til lyset i stuens omgivelser.

    Læs mere om hvad udtryk som gamma og farvetemperatur betyder for billedet i praksis i denne artikel, hvor der også er masser af billedeksempler: Hvordan ser det forkerte billede ud?

    Sharp LE705 test



    Jeg foretog nu en måling i skærmens profil kaldet ”film” for at se, hvilke forbedringer man kan opnå ved at benytte denne profil i stedet.

    Sharp LE705 test


    Det gav mig stadig ikke det ønskede resultat, så jeg foretog nu en kalibrering af LC-40LE705s, hvor jeg forsøger at optimere billedkvaliteten.

    Sharp LE705 test



    Efter kalibrering kunne jeg forbedre farvegengivelsen noget, men den blev aldrig helt godt. Til gengæld ramte jeg ret præcist 6500 Kelvin, som sikrer, at farverne hvert fald ikke er for blå-tonede. Gamma ligger lige omkring 2.3 til 2.35 (hvilket rundes op af vores testsoftware til 2.4, som det ses i grafen herover), og det giver en anelse for mørke farver. Det er ikke kritisk, og nogle branchefolk argumenterer faktisk for, at gamma blot skal ligge mellem 2.2 og 2.35, men i dette tilfælde vil jeg blot konstatere, at gamma er ret konsistent over alle gråtoner (og derved farver) helt fra de meget lyse til de meget mørke. Det giver balance i skærmens billede og farver.

    Sharp LE705 test


    Målingerne efter kalibrering på LE705.

    Efter kalibrering
    OPC:Fra
    Baglys-8
    Lysstyrke0
    Farve:0
    Tone:0
    Skarphed0
    Farvetemp.Lav
    Aktiv kontrastFra
    FilmindstillingAuto
    DNRFra
    100 HzTil/Fra
    RGB
    • R forstrækning(LO):-1
    • G forstærkning(LO):+2
    • B forstærkning(LO):-6
    • R forstærkning(H):-6
    • G forstærkning(H):+8
    • B forstærkning(H):-15


    Jeg har taget udgangspunkt i profilen kaldet Film. Jeg har sænket lysstyrken (baggrundslyset) og slået nogle af de dynamiske kredsløb fra. Hvis man ønsker at forbedre gengivelsen af de mørkeste nuancer en anelse, kan man også hæve indstillingen kaldet lysstyrke nogle skridt, men så går man samtidig på kompromis med dybden af sortgengivelsen.

    Sharp LE705 test


    Jeg har også foretaget en komplet RGB kalibrering af LE705 serien. Det gør farverne mere korrekte, og Sharp LE705 har virkelig gode muligheder for at give endnu bedre farvegengivelse med et komplet CMS system.

    Sørg i øvrigt for at skifte til formatet ”punkt for punkt” når du kører på digitale indgange og HDTV. Ellers har skærmen overscan, det vil sige, at den skærer det yderste af billedet af og du oplever dårligere billedkvalitet, fordi skærmen skal tilpasse signalet.

    Sharp LE705 test


    Standard Tv-signaler gengives acceptabelt. Analoge signaler er bestemt ikke LE705s stærke sider, og man skal så vidt muligt holde sig til de digitale kilder. Digitale Tv-signaler gengives bedre på LE705, men ikke med samme detaljegrad som på dyrere skærme. Almindelige Tv-signaler har en tendens til at blive en anelse"bløde" i sit udtryk.

    HD er en af LC-40LE705s stærke sider. HD signaler gengives pænt, med god dynamik i billedet pga. et pænt visuelt sortniveau og fair farvegengivelse. På bevægelser mister HD signaler noget detalje, og detaljerigdommen savner lige det sidste på HD signaler for at nå op på siden af de bedst testede Tv her på FlatpanelsDK. Med LE705s har Sharp dog elimineret det problem med jaggies, som jeg klagede over på LE700. På LE700 oplevede jeg jaggies i flere situationer; et praktisk eksempel er linjen der skiller en silhuet af en bil fra natur-baggrunden, hvilken bliver en anelse hakkende. Dette lider LE705s ikke under, og er noget som Sharp har rettet op på – dejligt!

    Sharp LE705 test


    Sharp LE705 understøtter korrekt 1080p24 signaler. I øvrigt bør man indstille LC-40LE705s til formatet"Punkt for Punkt" frem for"Fuld", når man er på HD kilder fra f.eks. en Blu-Ray afspiller eller en spilkonsol såsom PlayStation 3, da man derved undgår skalering af signalet og får en bedre detaljegrad.

    Farvegengivelsen og farvedekodningen på LE705 har fået et hak op i forhold til LE700. Det skyldes formentlig en lidt større dedikation fra Sharps side til at få billedet indstillet korrekt. Det vidnede vores målinger også om. Farverne er ikke 100 % præcise, men ganske naturlige. Den største forbedring over LE700 ses dog i f.eks. flydende gradienter - altså en flydende farveovergang fra f.eks. blå til sort. Denne gengives med flere skridt og med bedre nuancering end på LE700. I praksis får det den betydning, at Sharp LE705s har bedre detaljer i farver og farverne gengives mere nuanceret, så f.eks. to meget tætliggende røde nuancer ikke ”falder sammen” og gengives ens.

    Responstiden ligger i mellemklassen for LCD-TV. Objekter det bevæger sig hurtigt over skærmen - f.eks. fodboldspillere eller en fodbold - bliver en anelse slørede, men LE705 placerer sig på nogenlunde samme niveau som mange andre LCD-TV. Jeg oplever ikke en reel forbedring i forhold til LE700 modellen. Responstiden er dog rimelig stabil. Jeg oplever ikke, at LE705 er langsommere i mørke farver end lyse farver, hvilket eller er kendetegnet på nogle Tv - f.eks. Sonys, hvor de mørke farver trækker mere slør en de lyse farver.

    Sharp LE705 test


    100 Hz bidrager til at reducere en anelse af sløret, men 100 hz systemets primære opgave er at udglatte billeder, så de fremstår mere flydende. Det klarer systemet dog også pænt uden at gøre billedet unaturligt, hvilket er et problem Samsung har kæmpet med i flere generationer nu.
    100 hz systemet laver lidt regnefejl, så man en sjælden gang imellem oplever"støj" omkring bevægende objekter (jeg så det f.eks. i en bannerreklame i en ishockeykamp som er et stress-test), men Sharp har reduceret til et acceptabelt niveau, og jeg synes alt i alt 100 hz systemet bidrager til bedre billedkvalitet på LE705 (hvilket ikke er en selvfølge på fladskærme i dag).

    Jeg har også målt gengivelsen af sort herunder:

    Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,08 cd/m20,05 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)356 cd/m2206 cd/m2
    Kontrastforhold2373:12289:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50


    Efter min kalibrering målte jeg sortniveauet på Sharp LE700 til 0,05 cd/m2. Det er samme niveau, som Panasonics V10 nåede ned på. Det er samtidig også væsentligt bedre end de 0,10 cd/m2, som vi målte på Sharp LE700, der er forgængeren for LE705.

    Der er stadig et stykke vej til Pioneers reference-niveau, men LE705 udfylder et af de punkter, som LE700 blev kritiseret for her på FlatpanelsDK - og det er nu engang rart. Jeg oplevede også det dybe sortniveau allerede før min måling, for i praksis oplever man, at sort er dyb og flot, hvilket bidrager til dybde og dynamik i billedkvaliteten. Sort er således forbedret ret markant, og Sharp er med LE705 igen med i eliten for LCD-TV.

    Sharp LE705 har dog indført et nyt princip og det er en såkaldt dimming funktion - den samme som findes på Samsung B7050 serie og som mange har kritiseret. Kort fortalt betyder det, at så snart der ikke vises noget på skærmens billede - eller man ser et Tv-program hvor der hurtigt forekommer et sort billede - sænker LE705s lyset på skærmen. Det kan genere lidt, når man først begynder at fokusere på det, men det er ikke lige så intensivt som på Samsungs B7050 serie.

    Sharp LE705 test


    Shadow detail (skærmens evne til at skelne de helt mørke farver fra hinanden) er fair, uden at være fantastisk. De 2-3 mørkeste nuancer af mørkesort falder sammen med helt sort, så man kan savne en anelse detalje i helt mørke filmscener. Det kan forbedres ved at justere på den indstilling der hedder"Lysstyrke" i skærmen menu, men så ofrer man ret hurtigt sortniveauet. Det er ofte dette kompromis man står i på LCD-TV, men for LE705s vedkommende er shadow detail på et sådan niveau, at jeg ikke mener man bør ofre sortniveauet.

    Shadow detail var på nogenlunde samme niveau før min kalibrering - altså et fint udgangspunkt.

    Jeg undersøger også for clouding, som er det fænomen, hvor der slipper mere lys igennem i f.eks. skærmens hjørner. Sonys W5500 serie lider meget under clouding, men clouding har været et generelt fænomen for LCD teknologien. Med LE700 skabte Sharp en positiv udvikling, fordi man integrerede en LED baggrundsbelysning, hvor dioderne (LED'erne) var placeret bag panelet. Det betød, at LE700 kunne præstere en perfekt lyshomogenitet uden clouding problemer.

    Det var derfor heller ikke forventet, at LE705 ville lide under clouding problemer, men det blev alligevel undersøgt. Du kan se et billede herunder af skærmen i et helt mørkt rum.

    Sharp LE705 test


    Sharp LE705 lider ikke under clouding / backlight bleeding, og bygger således videre på den positive tendens fra LE700. Det er specielt positivt taget den dybe gengivelse af sort i betragtning.

    PC og mediecenter tilslutning


    Sharp LC-40LE705s har ingen problemer med 1:1 pixelmapping. Sørg blot for at sætte PC’en eller mediecentret til at sende en opløsning på 1920x1080 og skærmen til ”punkt for punkt”.

    Betragtningsvinkler


    Med LE705 har Sharp integreret et helt nyt tiltag i et såkaldt Optical Filter. Dette filter har blandt andet til formål at forbedre betragtningsvinklerne, ved at skabe en mere effektiv distribution af lyset fra LCD panelet ud til brugeren. Jeg havde derfor set frem til at undersøge om Sharp kunne forbedre betragtningsvinklerne på deres LCD panel, der typisk har haft mere begrænsede betragtningsvinkler end LCD-TV fra f.eks. Samsung og Sony.

    Jeg oplever, at betragtningsvinklerne er en forbedring over LE700. Det er primært farverne, som LE705 har taget hånd om. LE705 holder nu intensiteten og nuancen i farven i større vinkler end LE700 formåede. Det er et positivt skridt for Sharp, som altid har haft lidt problemer med deres betragtningsvinkler, der har haft en tendens til at gøre farverne meget pastelagtige - og specielt hudfarver på Sharps tidligere modeller har fået et lidt unaturligt skær.

    Sort mister dog stadig noget intensitet fra vinkler og bliver mere grålig. Her oplever jeg ikke en visuel forbedring i forhold til LE700 modellen.

    Jeg har taget billeder af betragtningsvinklerne herunder:

    Sharp LE705 test


    Sharp LE705 test



    Lyden


    Lyden er fair uden at være imponerende. Den er mere eller mindre identisk med præstationen fra LE700. Der er flere forskellige lydindstillinger, blandt andet en der gør stemmer klarere og den kan anbefales, men uanset hvilken profil man bruger, savnes der bund og mellemtone i lydbilledet.

    Højttalerne leverer en anelse bedre lyd end standard-Tv'et i denne prisklasse (og meget bedre lyd end de helt tynde LED-TV), men til den store filmoplevelse mener jeg stadig man bør satse på eksterne højttalere.

    Konklusion:


    Sharp har med LE705 taget hånd om mange af de ting, som var kritikpunkter på forgængeren LE700. Det betyder nu, at LE705 præsterer et af de dybeste sortniveauer vi har målt på et LCD-TV, samtidig med, at man har forbedret gengivelsen og præcisionen i farverne.

    Sharp LE705 lider desuden heller ikke af ujævnt lys, hvilket er et stort plus, og så har man været i stand til at forbedre betragtningsvinklerne i forhold til forgængeren. Sharp LE705 savner dog en anelse shadow detail (evnen til at skelne de mørkeste farver fra hinanden) og så håndterer den heller ikke de helt hurtige bevægelser i action og sport perfekt. Analoge signaler er ret bløde, og LE705 har klart sine forcer i digitale og HDTV signaler.

    Designet og ændret i forhold til forgængeren LE700, og materialevalget på LE705 er nu noget lækrere. Tv’et har også en meget omfattende menu til at indstille farver, som giver gode muligheder, men Sharp har stadig placeret stikkene på bagsiden, så de peger udad mod væggen i stedet for nedad.

    Alt i alt synes Sharps LE705 serie dog som et noget stærkere bud end den forhenværende LE700, der kun fik få måneder på markedet. Og med et nyt prispunkt, der er endnu lavere, er LE705 serien attraktiv på mange punkter.

    LE705 findes i 32, 40, 46 og 52 tommer kaldet henholdsvis LC32LE705s, LC40LE705s LC46LE705s og LC52LE705s. Bemærk, at s'et til sidst i modelnavnet indikerer, at der er tale om en nordisk model med fungerende tunere.

    PositivNegativMålgruppe
    Pæn billedkvalitetStandardindstillingerStue
    Dyb sort og god shadow detailIkke perfekt håndtering af hurtig bevægelseHjemmebiografen
    Betragtningsvinkler ift. LE700Analoge signaler
    Meget lavt strømforbrugStik peger bagud
    Ingen clouding

    Pris og forhandler:

    www.sharp.dk (kan henvise til forhandler)
    www.lydspecialisten.dk

    ---


    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=13873

  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |