Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung 204B - FlatpanelsDK

Test: Samsung 204B

|


Indledning:


Først var 17 tommer fladskærme hotte, men man er senere rykket videre mod 19 tommer skærme og de har opnået den langt største popularitet. Producenterne tager nu skridtet mod 20 tommer skærme og det er selvfølgelig både i deres egen og forbrugernes interesse. For at realisere visionen skal man dog have skærme til en stor målgruppe - eller hvert fald skærme til forskellige målgrupper. Derfor har flere panelproducenter også taget skridtet og påbegyndt en produktion af 20 tommer TN paneler. Hensigten er naturligvis at presse priserne i bund, men et væsentlig aspekt af sagen er naturligvis også, at TN panelerne kan ramme en stor målgruppe og dække langt de fleste helt basale krav til skærmen, uden at der er tale om et topprodukt.

Samsung 204B er en af de første 20 tommer skærme der lanceres, som et billigt alternativ i 20 tommer klassen. Den skal både henvende sig til almindeligt allround brug, men også som en gamerskærm med en responstid på 5 ms. Lanceringen af 20 tommer TN paneler er dog også et stort skridt mod 20 tommer segmentets succes. Flatpanels.dk har fået skærmen til test, og lad os se, hvad en af de første 20 tommer TN paneler kan byde på.

Oversigtsskema:

Panelstørrelse:20"
Opløsning:1600x1200
Responstid:5 ms
Overdrive:
Kontrastforhold:800:1
Lysstyrke:300 cd/m²
Farveunderstøttelse:<16.2 Millioner farver
Signal processering: 6 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):160°/160° (fald på 10:1)
Dotpitch:0.255 mm
Panelnummer (Type):LTM201UX (TN)
Strømforbrug:36 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 44.4cm x 20cm x 42.8cm
Vægt7.7 kg
Justeringsmuligheder

• Tilt
• Swivel
• Højde
• Pivot
Indbyggede højttalere:
Indgange
• VGA
• DVI
• Audio (type)
• SCART
• S-VHS
• HDMI
• Andet
Medfølgende kabler
• strøm
• VGA
• DVI
• Audio (phono)
• USB upstream
• S-VHS
• HDMI
Medfølgende software:

Driver CD

Pixelgaranti:ISO 13406-2 Klasse 2
Diverse:Manual


Pris og forhandler:



De første indtryk:


Umiddelbart ligner skærmen mange af Samsungs andre produkter og foden er designmæssigt tilsvarende til mange af Samsungs andre gamerskærme. Man skal dog ikke lade sig forblinde af det ydre. Hvor dette design typisk forbindes med begrænsede ergonomiske muligheder, så tilbyder 204B næsten alt hvad hjertet begærer.
Skærmen kan justeres i højden og tiltes. Den kan ligeledes drejes vha. en indbygget drejeskive under foden ligesom vi så på Samsung 193p+. Samsung 204B kan også sættes i pivot, men billedet vender dog ikke automatisk - til det bruger man den medfølgende software.





Man kunne måske have ønsket sig at skærmen kunne højdejusteres helt ned til bordet, men det er ikke afgørende; ergonomien er virkelig god.



Hvad angår designet, så er der intet banebrydende. Rammen er grå og foden er udført i grå og sort. Det hele er udført i plastik og skærmen er ikke den allermest stabile når man f.eks. vil tilte den. Plastikken er dog af fin kvalitet og konstruktionen er i stil med mange andre mærkers prisbillige produkter.<



Skærmen har både DVI og D-SUB (VGA) indgang og det er en klog beslutning fra Samsungs side. Hvor andre producenter vælger at spare DVI porten væk for at få billigere skærm i sidste ende, så vælger Samsung at integrere DVI og samtidig holde på D-SUB indgangen. Jeg synes ikke DVI porten er et punkt, hvor man bør spare. D-SUB porten kan man argumentere for at droppe - specielt hvis man i stedet integrerer en DVI-I port, der også kan modtage analoge signaler - men nok om det.



OSD er fint opbygget og det har skærmen ikke fra fremmede - Samsung integrerer ofte gode OSD menuer. Den er let at navigere i og overskueligt opbygget. Den tilbyder også gode indstillingsmuligheder for en TN baseret skærm at være. Man har naturligvis mulighed for at indstille brightness og kontrast, men herunder har man også muligheden for at indstille gamma, RGB værdierne og farvetemperaturen.
Ydermere er der mulighed for at justere coarse, fine og sharpness. Sharpness er også tilgængelig for den digitale del, selvom den nok ikke kommer til megen gavn.

Man har også mulighed for at vælge mellem forskellige farveprofiler og det er en stor fordel. Man finder følgende profiler: custom, text, internet, game, sport og movie. De er ikke så godt indstillet fra start af, men man har naturligvis mulighed for at indstille dem efter behag.

Med i kassen følger to Samsungs typiske programmer, hvilke er MagicTune og NaturalColor. De giver mulighed for kalibrering af billedet, samt mulighed for at foretage ændringerne direkte fra skrivebordet i stedet for gennem OSD menuen.

Forud for testen:


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning, dog vil kvalitetsforskellen på denne og den analoge omtales senere. Grafikkortet er et Radeon 9800 Pro.<

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Farver, kontrastforhold og lysfordeling:


Som udgangspunkt er skærmen meget lysstærk og man bør sænke brightness eller vælge en anden profil for at få et behageligt billede til skrivebordsbrug. Til spilbrug er den højere brightness dog fin, og det er på dette punkt Samsung har gjort klogt i at integrere en masse farveprofiler.

Standardindstillingerne skal der dog arbejdes med. Farverne er for intense og enkelte varierer for meget i forhold til et korrekt billede. Overordnet set er der dog intet virkelig kritisk, men 204B har de typiske TN panelegenskaber.

Jeg har prøvet at måle farvegengivelsen og kontrasten herunder:



Jeg opsummerer betydningen af grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Som du kan se er brightness ret højt for skærmen, men det punkt var vi inde på tidligere i anmeldelsen. Farvegengivelsen er ikke meget anderledes end andre typiske TN paneler, men farvetemperaturen er lidt skæv. Man har ikke mulighed for at vurdere indstillingen i OSD da de blot hedder warm, cold etc.
    Det virker også lidt underligt, at prisbillige skærme har konkrete angivelser som f.eks. 6500K i OSD menuen - de passer nemlig aldrig. På den måde gør det måske ikke så meget, at de blot hedder eksempelvis warm, og så kan man lade de præcise farvetemperaturangivelser være forbeholdt til de dyrere og mere professionelle skærme.

    Farvetemperaturen er målt til 4884 Kelvin og vi vil gerne op på 6500K. Gammaen er imidlertid ret skæv og når jeg går ind og kigger i de tekniske data for målingerne kan jeg se at det primært er i de lyse nuancer og lyse gråtoner. Vi håber på at kunne få en mere balanceret gamma efter indstilling af skærmen. En del af det hænger nok sammen med lysstyrken på skærmen, så det er relativt simpelt at udbedre. Et ujævnt gammaforhold giver forkerte gengivelser i forløbet fra hvid til sort. Hvis der således er en meget lav gamma i de hvide nuancer og en højere gamma i de mørke nuancer, gengives billedet ikke optimalt. Gammaen skal helst være stabil over hele linjen og helst ligge omkring målet der er 2,2 på almindelige computermonitors.

    Afvigelserne i farverne fra start af, er lidt høje og man kunne måske godt have ønsket sig et lidt bedre udgangspunkt. Der er dog intet virkelig overraskende i forhold til de andre typiske TN paneler.

    Sort er målt til 1,0 cd/m2 på skærmen før indstilling og umiddelbart er det for højt. En del af sortgengivelsen hænger nok også sammen med gammaværdierne og specielt den høje lysstyrke. Lad os se om vi kan opnå et bedre resultat efter indstilling:



    Farverne kan forbedres en del og det skal ikke de helt store ændringer til. Jeg blev nødt til at skrue lidt ned for både grøn og rød og hæve blå. Det er lidt atypisk for et TN panel. De plejer ofte at have ret intense blåtoner, men det var altså ikke tilfældet for 204B.

    Efter kalibrering målte jeg sort til 0,5 cd/m2 og brightness til 200 cd/m2. Jeg lod brightness være lidt høj da jeg stadig betragter denne profil, jeg indstiller på, egnet til multimediebrug, som f.eks. film og spil. Når man skal arbejde med tekst kan man med fordel skifte til en anden lidt mere afdæmpet profil.
    Samlet set giver det et kontrastforhold på 400:1 og det er meget almindeligt for TN paneler.

    For at opnå den dybere sorte farve skulle jeg have korrigeret den lidt skæve gamma, som vi målte i starten. Det er dog relativt let og kan gøres af selv en uerfaren bruger. Det kan gøres i det medfølgende MagicTune program, men jeg foretrækker at finjustere på kontrast og lyset på skærmen. Det gjorde jeg ved først og fremmest at sænke brightness og derefter lod jeg kontrasten være indstillet lige omkring 70 procent.

    I praksis er skærmen også anvendelig i mange farveafhængige applikationer. Gradienter gengives forholdsvis flydende og vi ligger helt klart i den gode ende for TN panelerne. Nuancer tæt på hinanden kan også skelnes og selv de sorte nuancer kan skelnes med skridt på 2-3 procent. Der kan komme en smule afvigelser i farver, hvis man ser det ud fra hele skærmarealet. Det er svært at forklare kort, men jeg vender lige tilbage til det i afsnittet om betragtningsvinkler.

    Homogeniteten af lyset fra baggrundsbelysningen er relativ god. Der slipper en smule lys igennem i bunden, men det er ikke kritisk. Den er således bedre end på mange andre TN baserede skærme og herved bevæger man sig mod mere anvendelige skærme i forhold til arbejde med mørke baggrunde.



    Som altid er det lidt svært at fange momentet helt nøjagtigt med kameraet. Den lysere del i bunden ser ikke lige så værst ud i praksis, men kommer dog ikke kun af det lys der slipper igennem i bunden. Den kommer også af de lidt begrænsede betragtningsvinkler.

    Panelet har ingen pixelfejl.

    Alt i alt leverer 204B en ydelse der er ret typisk for TN paneler. Den ligger dog i den gode ende af dette segment med relativt gode farver, nogenlunde kontrast og en fin lyshomogenitet.

    Responstid og spil:


    Skærmen er specificeret til 5 ms for sort-hvid-sort og det lyder jo lovende.

    I praksis er den også ret hurtig for en 20 tommer skærm at være. Samsung har tidligere haft lidt Overdrive trailing på deres skærme. Jeg er ikke sikker på, at dette panel er baseret på Overdrive teknologien, men de teknologiske aspekter tyder dog på det. Det er dog heller ikke det relevante; det er gengivelsen af praktiske motion bevægelser på skærmen.

    Skærmen har ingen Overdrive trailing og sløret udformer sig meget traditionelt. Derfor er det også mindre markant. Jeg kan godt fremprovokere slør i stresstest og skærmen er ikke lige så hurtig som f.eks. Samsungs 730BF/930BF, men vi snakker alligevel om en hurtig 20 tommer skærm. Fall tiden er lidt længere end rise tiden og man kan godt se, at f.eks. bevægende bokse trækker lidt længere slør bagved end foran.

    I testen med scrollende tekst er teksten ikke helt skarp, men man kan godt læse den.

    I spil er der ikke udbredt slør. Det kan anes i enkelte situationer, men det er ikke kritisk. På den måde vil skærmen også egne sig fint til spilbrug. Skærmen er ikke helt så hurtig som de hurtigste 17 og 19 tommer skærme, men uden at kende til hele markedet for 20 tommer skærme, vil jeg mene at Samsung 204B er en af de hurtigste 20 tommer skærme på markedet i øjeblikket.

    At skærmen ikke trækker Overdrive trailing er også et plus og jeg vil mene, at Samsung 204B er rigtig godt egnet til langt de fleste spil, dog uden at være helt så hurtig, som Samsungs 730BF og 930BF.

    Film og betragtningsvinkler:


    Jeg omtalte kort ovenfor et problem med skærmens areal kontra farvegengivelsen. Det er kun noget der er relevant for arbejde med farver, men da jeg udfører forskellige grafiske opgaver i sammenhæng med udgivelsen af en tests, opdager jeg det forholdsvis hurtigt.

    Hvis jeg f.eks. placerer en blå tekst 2 cm diagonalt fra hvert af panelets 4 hjørner, så kan jeg se en farveforskel på trods af, at teksterne er angivet til at være ens. Det hænger ikke sammen med, at skærmen i viser noget forskelligt alt efter positionen, men alene det aspekt, at betragtningsvinklerne stadig er lidt begrænsede på TN paneler.

    Man kan opdage det samme på de typiske 19 tommer TN paneler, men det er betydeligt sværere at spotte med det blotte øje. Det er ikke nødvendigvis en stor ulempe, og det ses som sådan kun ved grafisk brug, hvilket skærmen alligevel ikke sigter mod. Den almindelige bruger vil højest sandsynligt ikke bemærke noget.

    Idet betragtningsvinklerne stadig er lidt begrænsede på TN paneler, tror jeg også det er fornuftigt, at man først har taget skridtet til 20 tommer skærme nu. Hvis man for et år eller to siden havde produceret et TN panel til en 20 tommer skærm, så vil jeg mene, at man ville se fænomenet i en højere grad.

    Betragtningsvinklerne er dog på højde med andre gode TN paneler - kritikken bunder i, at man benytter en større overflade; i dette tilfælde 20 tommer. Jeg har taget nogle billeder herunder:





    <

    Film gengives fint uden kritiske sideeffekter. At der ikke forekommer Overdrive trailing, er en klar fordel og det bidrager til mindre video noise. Dithering metoden, som alle TN paneler bruger, er heller ikke kritisk - det oplever jeg sjældent på Samsungs nyere skærme - og film gengives med en nogenlunde præcision. Det er lidt ærgerligt, at der slipper lidt lys igennem i bunden af panelet, men det er sikkert ikke alle der vil bemærke denne fejl.

    Konklusion:


    TN panelerne har nu taget skridtet til 20 tommer segmentet og Samsungs 204B er absolut en værdig debutant til forbrugerne, der gerne vil have en allround skærm, som ikke nødvendigvis koster en bondegård. Den er ikke helt så hurtig som de hurtigste 17 og 19 tommer skærme, og farvegengivelsen samt kontrastforholdet er ikke helt på højde med de MVA og PVA baserede 20 tommer skærme, men der er alligevel få fejl at finde på 204B.

    Farvegengivelsen og kontrastforholdet er typisk for et TN panel og man er altså ikke gået på kompromis ved at rykke et skridt videre i størrelsestabellen. 204B ligger faktisk i den gode ende når man får indstillet de forskellige parametre.

    Samsung 204B er ligeledes hurtig og kan fint egne sig til langt de fleste spil. Det anbefales dog at have et forholdsvis kraftigt grafikkort, da spillene bør afvikles i 1600x1200. Sløret udformer sig ret ordinært og der er intet kritisk at sætte fingeren på. Skærmen er ikke lige så hurtig, som Samsung 930BF/730BF, men vi snakker alligevel en relativt hurtig 20 tommer skærm.

    Der slipper en smule lys igennem i bunden, som fremhæves i en mindre grad af de lidt begrænsede betragtningsvinkler. Betragtningsvinklerne er noget man kan arbejde på for 20 tommer TN panelerne, men så længe man sidder normalt foran panelet, er betragtningsvinklerne helt sikkert tilstrækkelige.

    Designet er almindeligt og minder og Samsungs tidligere produkter, men 204B vinder klart på ergonomien. Den er ikke fuldstændig stabil, når man justerer de fysiske dele, men den tillader alt lige fra tiltjustering til pivot. Tilslutningsmulighederne er ligeledes gode og OSD menuen giver gode muligheder - specielt pga. de indbyggede profiler.

    Samsung 204B er en god skærm til pengene, så længe man ikke udfører grafisk arbejde. Allround brugen er en af skærmens forcer, og den udmærker sig f.eks. ved de mange profiler, den fine spilydelse og den nogenlunde farvegengivelse.

    Pris og forhandler:



    ---


    Skærmen diskuteres i forummet i denne tråd, hvor du har mulighed for at stille spørgsmål, give kommentarer eller diskutere med andre forumbrugere: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=464

  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |