Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Eizo S2110W - FlatpanelsDK

Test: Eizo S2110W

|


Indledning:

Eizo er typisk kendt for deres professionelle skærme, som leverer en billedkvalitet i den høje ende af skalaen. Prismæssigt er de også typisk sat derefter, men nu har Eizo leveret to kvalitetsprodukter, som samtidig kan konkurrere på priserne med de andre mainstreamproducenters skærme i samme størrelse.

Hvad siger man så til det? Jo det må man naturligvis kigge nærmere på, for da Eizo almindeligvis leverer nogle af de mest professionelle skærme på markedet, så kan man vel også have forholdsvis store forventninger om disse to nye modeller?



De to nye modeller er begge widescreen og er i størrelserne 21 og 24 tommer. Det er 21 tommeren jeg har fået ind til test, men ydelsen for de to skærme er ret lig hinanden, og derfor kan testen af denne 21 tommer også godt være repræsentativ for 24 tommeren på mange punkter.



Begge modeller findes i to farver; en hvid, som minder lidt om Apples produkter, og en sort. Det er den sorte version jeg vil teste denne gang.



Panelstørrelse:21" widescreen
Opløsning:1680x1050
Responstid:8 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:1000:1
Lysstyrke:300 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Signal processering: 10 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178°
Dotpitch:-
Panelnummer (Type):Samsung LTM210M2
(S-PVA)
  
Strømforbrug:80 W
Vægmontering: (Vesa 100)
Størrelse (HxBxD): -
Vægt8.2 kg.
  
Justeringsmuligheder

 

· Tilt (ArcSwing)
· Swivel
· Højde (ArcSwing)
· Pivot
  
Indbyggede højttalere:
  
Indgange 
· VGA
· DVI (2 stk)
· Audio (type)
· SCART
· S-VHS
· HDMI
· Andet  
  
Medfølgende kabler  
· strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
  
Medfølgende software:

Driver CD

Pixelgaranti:ISO 13406-2 Klasse 2
Diverse:USB hub, Manual


Pris og forhandler:

target="_blank">



De første indtryk:



Skærmen er med sine 21 tommer dejlig stor at arbejde foran og opløsningen 1680x1050 er en fryd for øjet.



Det første man lægger mærke til ved udseendet er, at S2110W er en relativt stor skærm, både hvad angår billedet, men bestemt også bagpartiet. Samtidig får man dog også hurtigt en følelse af, at man sidder med en skærm, hvor der er kælet for byggekvaliteten. Lige så snart man pakker den ud og sætter på bordet, har Eizo S2110W fortalt sin historie. Der _er_ tale om et kvalitetsprodukt, hvor man ikke nødvendigvis går på kompromis med forskellige aspekter for at skabe en ultra tynd skærm.



Hele skærmen er i et sort robust materiale. Det gør også skærmen relativt tung, dog uden at være urimelig tung. Den står meget stabilt på bordet - så stabilt at man næsten tror det gør den klodset. Det er S2110W dog ikke - tværtimod. Med et svagt skub på rammen drejer skærmen nemlig rundt på den smarte drejeskive, der er integreret under foden.





Skærmen har ikke en decideret højde- eller tiltfunktion; Eizo har nemlig i stedet sat rammen på deres egne ergonomiske fod, det såkaldte ArcSwing system. I bund og grund betyder det, at rammen er monteret på en buet stang, hvorpå den kan køre op og ned. Det medfører, at man samtidig tilter skærmen en smule bagover, hvis man kører den længere ned i højden og omvendt, hvis man hæver den igen.

Det fungerer rigtig godt, men kræver at man tager et fast greb med begge hænder.





Det er ikke muligt at sætte skærmen i pivot.



Jeg ved ikke om alle vil betegne det som stilet, men jeg synes hvert fald, at det er rigtig lækkert, at knapperne på fronten er stort set usynlige. Jeg satte skærmen til i et mørkt rum og bemærkede derfor ikke, at det sad under billedrammen, så jeg må nok sige, at jeg blev lidt overrasket over, at skærmen slukkede pludseligt da jeg blot kørte fingeren over bunden af skærmen.

Knapperne er nemlig berøringsfølsomme og reagerer perfekt selv ved de mindste tryk. Man har mulighed for både at trykke på kildesignal, autoadjustment, OSD styring vha. 4 retningsknapper og sidst en tænd/sluk-knap. De kan måske være en smule overfølsomme ind i mellem, og de kan faktisk aktiveres uden at røre dem, hvis man holder fingeren 1-2 mm fra dem. De er lidt svære at se i mørke, så de anbefales at man kaster sig ud i kalibreringen mens det er lyst - men de bemærkes ikke ligesom mange af de plastikknapper der sidder på skærmen nu til dags.





En smart feature er, at de knapper som ikke bruges under navigering i OSD, slås fra. På den måde kommer man heller ikke til at slukke skærmen, mens man sidder og indstiller den. Det kunne være meget irriterende i og med knapperne faktisk er berøringsfølsomme og ikke sidder med et kæmpe mellemrum.



I OSD kan man styre alverdens ting og det er også på dette punkt Eizo tit skiller sig ud fra deres konkurrenter. Man kan indstille farvetemperatur med skridt på 500K, gain (det samme som RGB), hue og saturation for hele billedet, hue og saturation for"6 color" og gamma med skridt på 0.1,

Man kan også vælge ud fra en af de 5 forudindstillede profiler, som hedder; custom, movie, picture, text og sRGB.



Èn ting er dog underlig. Der er ingen kontrastindstilling på skærmen! Men hvad endnu mere mærkeligt er, at man faktisk slet ikke har brug for den. Om skærmen selv afdæmper og justerer, er svært at sige uden bekræftelse, men lige meget hvilken indstilling jeg målte efter, så var kontrasten bare perfekt.



En smart lille feature er desuden også, at man har mulighed for at slukke dioden, som indikerer om skærmen er tændt eller ej.



Stikkene sættes i på traditionel vis og inputtene sidder bag på skærmen. Der er en kabelholder, som er utrolig simpel, men ret brugbar. Jeg har taget et billede herunder:





Skærmen har desuden 2 DVI indgange i stedet for den efterhånden lidt antikke D-SUB forbindelse.



Forud for testen:



Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning, dog vil kvalitetsforskellen på denne og den analoge omtales senere. Grafikkortet er et Radeon 9800 Pro.






Skærmen vil blive testet i og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.



Farver, tekst, kontrastforhold og lysfordeling:



Blandt de profiler, som er integreret vælger jeg at tage udgangspunkt i sRGB, som har en farvetemperatur på 6500K, gammaindstilling på 2.2 og en ret kraftig lysstyrke.



Her står skærmen også rigtig godt, og det er klart at der er kælet for billedkvaliteten på skærmen. Jeg har for resten ikke før set så godt indstillede farveprofiler fra standardindstillinger af og det er meget positivt.



sRGB profilen giver et behageligt billede, som er ret præcist og flot. Det eneste jeg umiddelbart falder over er, at de sorte og grå nuancer har et lidt grønligt skær, men det er nok et kalibreringsproblem. Blå er måske også lidt for dyb i f.eks. Windows XPs forudindstillet processlinje.

Farverne står også godt i kontrast til hinanden, og de står flot uden at være alt for intensiveret.



Lad os prøve at måle skærmens farver med LaCie udstyret:





For lige at opsummere hvordan du skal forholde dig til grafen:



Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).



  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.

  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.

  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.

  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.

  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.



    Der er størst problemer i gengivelsen af den blå farve og gråtonerne. Gråtonernes fejl skal nok primært findes i det lidt grønlige skær og sortpunktet er da heller ikke målt til en optimal indstilling. Udover det ligger de fleste andre farver lige omkring en delta på 4 og mange af dem under 3. Det er et godt resultat lige på nær gengivelsen af blå og gråtonerne.



    Problemet ligger måske også i den meget kraftige lysstyrke, som skærmen giver. 479 cd/m2 er nærmest et fjernsyn. Det er da positivt, hvis man arbejder med film og spiller spil, men til grafisk brug, som sRGB profilen nok er mest beregnet til, er det lidt for højt. Man kan selvfølgelig indstille hver profil for sig, så det er nok bare at skrue lidt ned for lyset.



    Jeg prøvede for sjov skyld at skrue lidt ned for brightness og måle igen, men det gav ingen nævneværdige forskelle i farverne og skærmen holder ret stabilt farvegengivelsen på trods af en sænket lysstyrke. Der skal nok lidt farvejusteringer til for at få det optimale resultat.



    Der er for resten en profil der hedder text, som har en farvetemperatur på 5000K og et lidt afdæmpet lys. Den er meget behagelig til dette formål.



    Lad os prøve at kalibrere skærmen og se, hvad vi kan opnå:





    Det er også for en skærm af denne kaliber en kalibrator, for den private person, kan komme til sin ret. Hvor vi her på Flatpanels.dk udelukkende bruger den for at måle forskellige faktorer, kan en privatperson, som udfører grafisk arbejde, jo have stor gavn af at få skærmen kalibreret eller evt. selv købe en, hvis det er på et meget professionelt niveau. Selvom skærmen har et utal af muligheder for indstilling og den står ret godt er det altid svært at indstille den helt perfekt per øjemål, og jeg vil vove skindet og sige, at der er ingen jordiske væsener der kan gøre det helt optimalt.

    Det er klart, at det også hænger sammen med de muligheder skærmen tilbyder, og hvordan disse går i spænd, men alligevel kan det nu være ganske svært - specielt hvis man ikke har erfaringen og er vant til at arbejde med det.



    Men som du kan se, så er forbedringerne, trods en god standardindstilling, relativt store. Den ville ikke være uegnet til grafisk arbejde og CAD tidligere - man skulle blot lige have styr på blåtonerne og gråtoner. Efter indstilling er den dog rigtig god. Sortværdien er forbedret en del og ligeledes er gråtonerne. Blå gengives nu korrekt og belysningen er også mere behagelig.

    315 cd/m2 er måske for meget, hvis man skal sidde og læse på skærmen i mange timer, men så har man text profilen. Til grafisk brug er lysstyrken ret behagelig.



    Alle farver er faktisk under en deltaværdi på 1, hvilket betyder at de gengives helt korrekt. Den højeste ligger på 0,7 procent.



    Jeg nævnte i starten, at det ikke var muligt at indstille kontrast, og det blev faktisk heller ikke nødvendigt. Lige meget hvordan eller hvorledes jeg vendte og drejede det hele, så fik jeg ikke brug for det. Kontrasten stod bare som den skulle. Brightness ændrer heller ikke på farvernes intensitet, men skruer udelukkende lidt ned for lysintensiteten - meget positivt.



    Alt dette gør også, at skærmen er virkelig let at kalibrere korrekt. Indstil lysstyrken til hvor du nu ønsker den skal være og lav derefter marginale ændringer i farver. Det eneste jeg som sådan gjorde, var at skrue et par skridt ned på alle tre farver, for derefter at skrue et par ekstra skridt ned for grøn for at minimere det grønne skær, som jeg tidligere så på gråtonerne. Det var sådan set alt, og herefter havde jeg en næsten perfekt kalibreret skærm.



    Jeg siger"næsten", fordi jeg ofte smider gode resultater op på bordet, uden at nævne, at LaCie enheden tager sit udgangspunk i, hvor sort den sorteste farve på skærmen er. Så hvis sort ser ud til at være gengivet korrekt på grafen, så er det blandt andet fordi udgangspunktet beregnes herefter.



    Derfor er kontrastforholdet også en del af en god indstilling på en skærm, og S2110W ligger alligevel i den gode ende. Uden at imponere, formår skærmen at gengive sort med en lysstyrke på 0,5 cd/m2. Man kan godt hæve gammaværdien lidt, eller sænke lyset en smule, for derved at opnå en lidt dybere sort, hvis man f.eks. bruger sorte overfalder til grafisk brug, men ved den optimale indstilling lyder den altså på 0,5. Det betyder, at det reelle kontrastforhold er på 630:1 (+/- 70). Det er ikke helt så godt, som på andre PVA paneler, men alligevel et acceptabelt resultat.



    Når man har en sort ramme på en skærm, så kan man altid tage den sorte farve på skærmen i forhold til rammen, og her ser man også, at der er en forskel, uden den er kæmpe stor.



    Men lad os også kigge lidt i praksis på tætliggende nuancer og gradienter:



    Skærmen har en indbygget 10-bit LUT (Look-Up Table), som ikke må forveksles med et 10-bit farvepanel. Det betyder reelt, at skærmen har en gammakorrektion på 10-bit og at det modtagne signal således kommer ind gennem en 10-bit farvebehandling før det ryger videre til panelets 8-bit behandling. Det skal blandt andet hjælpe til at skabe mere præcise nuancer, så man også kan skelne de mest tætliggende. Det giver da også et positivt resultat i gradienter og jer ser stort set ikke antydningen af fejl. Der er en lille bitte smule i gradienten for grøn, men det er slet ikke kritisk.



    Eizos top-grafikerskærme opererer for resten med 14-bit LUT'er.



    Skærmen skelner også ret godt mellem tætliggende mørke nuancer og man kan observere skridt på 2 procent, hvis man kigger efter.



    Panelet baggrundsbelysning er perfekt. Der er intet, som er irriterende i praksis. Jeg har taget et billede herunder:





    Det kan muligvis se ud som om, at skærmen er en smule lysere ude i venstre side, men det er en effekt, som er fremkaldt af kameraet. I praksis er skærmen fuldstændig homogen.



    Skaleringen af andre opløsninger skal betragtes fra flere vinkler. De fleste af de gængse opløsninger på skrivebordet er naturligvis i formatet 4:3 eller 5:4. De ser naturligvis ikke smarte ud på en widescreen skærm, men S2110W skalerer dem faktisk ret godt, hvis man meget gerne vil køre med dem. Man kan altid vælge at køre i et vindue og få bokse i siderne.

    Nogle opløsninger vil skærmen derimod ikke strække til at fylde hele billedet. Det er f.eks. 1360x768 for at tage et eksempel. Her kommer der en sort ramme udenom, selvom der i spil kommer en grå kant rundt om ikke-maksimerede billeder.



    Panelet har ingen pixelfejl.



    Eizo forbindes jo tit med grafisk brug og derfor vil jeg da godt lige uddybe dette afsnit med en lille diskussion. Korrekt farvegengivelse er naturligvis essentielt for en grafikerskærm, men trods god farvegengivelse, kan en skærm godt have lidt problemer alligevel. Flere grafikere snakker f.eks. om fladskærmes tendens til at have en lidt forstyrrende overflade. Mens det kan afhænge af flere faktorer, primært de farvefiltre, som sidder i skærmen, så kan det også hænge sammen med den antirefleksive overflade, som ligger yderst på skærmbilledet. De fleste producenter lægger ikke så meget i effekten på almindelige skærme, men de mest professionelle skærme kan typisk have lidt anderledes komponenter for det endelige panel.

    Jeg tog en snak med Eizo Nordic om problematikken og man var naturligvis klar over det. Mens S2110W stadig har en antydning af det, nok også fordi de ikke er en af de mest professionelle grafikerskærme fra Eizo, så siger Eizo selv, at topmodellerne blandt andet bruger nogle andre farvefiltre, som eliminerer fænomenet.

    Det er kun de færreste, som bemærker effekten og hvis du ikke tidligere har set den, så vil du sikkert heller ikke gøre det på nye skærme, men til de personer, som i forvejen er opmærksomme på det, så bør det hvert fald nævnes, at S2110W stadig har en lille antydning af noise'en. Hvis man hører til denne relativt lille gruppe, som bemærker fænomenet, så kan man med god grund kigge på de lidt mere specialiserede produkter.



    Responstid og spil:



    Widescreen skærme skal jo helst have smidt spil i hovedet, som også understøtter widescreen opløsningen. S2110W har dog også en funktion, som kan centrere et spil, der ikke nødvendigvis understøtter widescreen. Man kan således selv vælge om man vil strække billedet eller få bokse i hver side.



    Til spil, som derimod understøtter widescreen, er det en fornøjelse at spille på S2110W. Både spil som Need for Speed Most Wanted, Counter Strike og Fifa 2006 kører rigtig godt. Der kan anes en lille bitte smule slør omkring spillerne i Fifa, men det er noget, som meget få vil bemærke.



    I stresstests har jeg faktisk svært ved at finde noget irriterende slør. Eizo har tilsyneladende bedre styr på Overdrive teknologien end flere af de andre mærker. Man oplever stort set ikke det såkaldte Overdrive trailing, hvor sløret får en lidt anden nuance. Jeg kan fremprovokere et svagt rødligt skær i overgange mellem sort og hvid, men kun i stresstests. Den reagerer faktisk hurtigere end de andre PVA og MVA paneler med Overdrive jeg har testet - hvert ved optimal kalibrering.



    Det gør også skærmen godt egnet. Man kan sige, at det ikke er alle spil, som vil gøre sig egnet til widescreen, og derfor får man så kasser i siderne, men billedet svarer alligevel meget godt til det for en 17 tommer ikke-widescreen skærm.



    Skærmen er dog ikke en rigtig gamerskærm. Der er nogle punkter, hvor der stadig er plads til forbedringer. Man skal huske på, at Eizo almindeligvis leverer grafikerskærme, men S2110W alligevel er et bud på en lidt mere allround skærm til den almindelige forbruger. Der er derfor heller ikke en seriøs konkurrent til f.eks. ViewSonics VX924 eller Samsungs 930BF. Eizo har rigtig godt styr på Overdrive trailingen, men der ses stadig en smule slør i spil. Det er ikke noget, som vil irritere alle, og der er tale om en hurtig skærm, men ikke en af de allerhurtigste på markedet.



    Hvis Eizo derimod kan formå at kontrollere Overdrive teknologien i fremtidige produkter, og samtidig gøre skærmene hurtigere, så får vi med garanti nogle virkelig hurtige skærme.



    Der er et andet punkt, hvorpå S2110W ikke er helt optimal. Når man spiller spil, som ikke understøtter widescreen, så er boksene omkring billedet ikke sorte. Det kan heller ikke vælges i OSD, men i stedet er de grå. Jeg kan forstå, at man laver grå bokse på Plasma-Tv pga. burn-in problematikken, men på denne LCD skærm ser jeg ingen grund til at gå væk fra de sorte bokse. Man vil muligvis mene, at det er en vanesag, men grå står bare ikke specielt godt ind i helheden til den sorte ramme på skærmen.



    Men som sagt. Eizo S2110W er en skærm, som sagtens kan egne sig til spilbrug. Den er faktisk også ret hurtig, dog uden at være blandt de allerhurtigste. Hvis man derimod skal afgrænse det til 20+ tommer skærme, så er det en af de hurtigste på markedet i øjeblikket.

    Widescreen spil er dog at foretrække.



    Film og betragtningsvinkler:



    Film gengives flot og grundet den minimale mængde Overdrive trailing, så er der relativt lidt video noise. S2110W gør ydermere, at man kan anvende stort set hele skærmen plads når man ser widescreen film og det er virkelig lækkert.



    At baggrundsbelysningen er så homogen gør også, at de små sorte bjælker som der kommer af forskellen mellem 16:9 widescreen og 16:10, er gengivet som sorte.



    Betragtningsvinklerne er gode og bedre end på tidligere PVA paneler. S2110W er baseret på Samsungs videreudvikling af panelet, som kaldes S-PVA, hvor man bruger en dobbeltstruktur inde i panelets pixels. Se billede herunder:





    Det giver også forbedringer, men der er stadig ét punkt, hvor skærmen ikke er helt perfekt. Fra vinkler får sort et lidt grønligt skær og mister intensiteten en smule. Det må ikke forveksles med det jeg nævnte i afsnittet om farvegengivelsen, for her så vi bare et kalibreringsproblem, hvor sort havde et lidt grønligt skær.



    De andre farver sker der ikke så store ændringer ved fra vinkler og det er meget positivt, men der er plads til lidt forbedringer. Hvor S-IPS panelerne således har det lilla skær på sort baggrund, når de betragter fra vinkler, så ser det ud til at de nye S-PVA paneler kan have et lidt grønligt skær. Foruden det grønlige skær mistes en smule af kontrasten dog også, så der er stadig små forskelle mellem de optimale betragtningsvinkler på et S-IPS panel og de optimale betragtningsvinkler på et S-PVA panel.



    Jeg har taget de sædvanlige billeder af betragtningsvinklerne herunder:








    Digital (DVI-D) <-> Analog (D-SUB):



    Da der ikke er nogen D-SUB indgang, så efterlades dette afsnit kun med en mindre notits.



    Hvis man har tilsluttes to skærme med DVI, så skiftes der let mellem dem på en af knapperne på skærmens front. Således kan man let have to computere sluttet til, hvis man har en løsning til keyboard og mus ved siden af.



    Konklusion:



    Det er svært at finde kritikpunkter på Eizos S2110W. Jeg har prøvet at pointere de få, som man med fornuft kan være bekendt at nævne, men ikke engang her finder man noget kritisk, som tæller meget ned i vurderingen. S2110W er en virkelig god skærm til rigtig mange formål.



    Mens udviklingen for widescreen monitors stadig går kraftigt fremad, så kommer det alligevel lidt til S2110W ugunst. Det er endnu ikke alle spil, som understøtter widescreen om man kan således ikke anvende skærmens fulde areal. Men med udviklingens gang bliver spillene også mere og mere kompatible, og så kommer skærmen også til sin fulde ret i dette henseende. Skærmen er nemlig fint egnet til selv lidt hurtigere spil og den er blandt de hurtigste i klassen.



    Farve gengives meget korrekt, både før og efter kalibrering og det eneste kritikpunkt jeg vil hive frem er gengivelsen af sort. Man kunne godt have ønsket sig en smule dybere sort, på trods af, at gengivelsen er ret god sammenlignet med mange konkurrerende skærme - det er blot et af de punkter, som trækker S2110W lidt væk fra fuldstændig perfektion.

    Til grafikeren er S2110W fint egnet, så længe man ikke førhen har været irriterende af noise effekten. Her kan man så med fordel kigge efter Eizos lidt dyrere grafikerskærme.



    Betragtningsvinklerne er rigtig gode. Der er en smule afvigelse fra vinkler ved helt sorte farver, men intet kritisk overhovedet.

    Film gengives også godt.



    Designet er selvfølgelig en smagssag, men selvom skærmen er relativt stor bagtil, så er den ikke nødvendigvis klodset. Materialet er af god kvalitet og udformningen er ret gennemført de fleste steder på skærmen.



    Alt i alt er det en skærm, som kan henvende sig til rigtig mange brugere. Det er lige fra grafikere, allround brugere, til folk, som kan lide at spille. Eizo S2110W er helt klart blandt de bedste allround skærme på markedet lige i øjeblikket.



    Skærmen fås også i 24 tommer. Man kan vælge mellem farverne sort og hvid for både 21 og 24 tommer modellen.



    ---



    Skærmen diskuteres i denne tråd, hvor du også har mulighed for at stille spørgsmål og diskutere med de andre brugere af Flatpanels.dk:
    http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=298


  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |