Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung 913B - FlatpanelsDK

Test: Samsung 913B

|


Indledning:


I starten af 2005 lancerede Samsung deres 913N, som hurtigt blev ret populær - hvert fald her i Danmark. Den fik gode anmeldelser og omtale, men trods den billige pris afholdte det manglende DVI input flere fra at vælge skærmen.

DVI var derimod en feature ved Hyundai og BenQs konkurrentskærme med de respektive betegnelser L90D+ og FP937s+, og af denne grund blev de ret populære i udlandet idet de mindede så utrolig meget om Samsung 913N. Alle tre var nemlig baseret på Samsungs eget 8 ms TN panel.

Samsung har for lidt tid siden valgt at følge konkurrenternes eksempel og lancere en skærm baseret på det samme panel, som nu også har en DVI indgang. Den skærm vil kigge nærmere på i denne test - og kan den mon leve op til forgængeren og konkurrenternes skærme?



Panelstørrelse:19"
Opløsning:1280x1024
Responstid:8 ms
Overdrive:
Kontrastforhold:700:1
Lysstyrke:300 cd/m²
Farveunderstøttelse:<16.2 Millioner farver
Signal processering: 6 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):160°/160°
Dotpitch:0.264 mm
Panelnummer (Type):LTM190EX-L01 (TN)
Strømforbrug:36 W
Vægmontering: (Vesa 100)
Størrelse (HxBxD): -
Vægt-
Justeringsmuligheder

• Tilt
• Swivel
• Højde
• Pivot
Indbyggede højttalere:
Indgange
• VGA
• DVI
• Audio (type)
• SCART
• S-VHS
• HDMI
• Andet
Medfølgende kabler
• strøm
• VGA
• DVI
• Audio (phono)
• USB upstream
• S-VHS
• HDMI
Medfølgende software:

Driver CD

Pixelgaranti:ISO 13406-2 Klasse 2
Diverse:


De medfølgende programmer er; Natural Color til korrekt indstilling af farver og kontrast; MagicTune til kontrol af de forskellige parametre direkte fra skærmbilledet og MagicRotation til manuelt at vende billedet når man sætter skærmen i pivot.



Skærmen kommer med 3 års garanti fra Samsung, men ikke deres garanterende Zero-Bright-Pixel garanti, som man kun finder i deres topmodeller, herindunder 172X, 173p og 193p.



Skærmen er vægmonterbar, men der medfølger intet beslag. Det gør heller ingenting idet den overholder VESA 100 standarden, hvilket betyder at der findes utallige beslag der passer.



Pris og forhandlere:


target="_blank">


De første indtryk:



Skærmen er ret enkel med den grå kant og halvt grå, halvt sorte drejefod. Rammen ser ud, som mange af LGs modeller og om man kan lide dette skal jeg selvfølgelig ikke kunne fortælle.





Skærmen er ikke helt stabil sat på foden, hvilket bl.a. opleves ved indstilling af OSD. Den følger hvert fald ikke standarden for design og kvalitet, som man ser ved Samsungs dyrere modeller, som f.eks. 173p og 193p. Det er godt nok en skærm, som henvender sig til en anden målgruppe, typisk gameren, som vel næppe er den forbrugergruppe der går mest op i sådanne detaljer.



Ergonomien er eksemplarisk for 17" - 19" skærmen i denne prisklasse. Det er muligt at dreje skærmen idet der sidder en drejeskive under foden. Det er muligt at tilte den både tilbage og frem, selvom jeg hurtigt blev i tvivl om førstnævnte var muligt. Det krævede nemlig lidt kræfter før den gik fri og ville tilte bagover. Herefter virkede det dog upåklageligt.

Det er også muligt at hæve og sænke skærmen. Jeg så dog gerne, at det var muligt at justere skærmen en smule lavere, men det er ikke noget, som spiller så stor en rolle.





Det er ydermere muligt at sætte skærmen i pivot, selvom det nu er en funktion af tvivlende beskaffenhed på denne skærm. Når man drejer skærmen om i pivot er den skæv. Så det kræver lidt tålmodighed at få den nederste kant til at forløbe parallelt med bordet. Se billede nedenfor:




De samme gælder for den sags skyld når man drejer skærmen tilbage i normalposition igen. Der er ingen klikmekanisme eller glidende overgang. Det virker en smule underligt.



Bag på foden sidder der en lille kabelholder som fungerer godt til at gemme kablerne af vejen. Man skal derimod passe på med at sætte dem for stramt ind i den, da man derved ikke kan sætte skærmen i pivot.





Samsung nye og opgradere OSD menu er derimod rigtig god, langt bedre end den de brugte på deres tidligere modeller. Den er overskueligt og nemt opbygget. Det er let at justere de typiske indstillinger. Man har derudover mulighed for at vælge 4 forskellige farvetemperaturer; cool, normal, warm og custom. Man kan naturligvis af den grund også vælge at indstille hver farve for sig.

Man har ydermere tre gamma indstillingsmuligheder og det er nu en fin ting.





Knapperne til kontrol af OSD sidder nederst i højre side. Der er en knap til autojustering, hvis man kører med VGA - dog finder jeg denne ret ubrugelig da det også let kan gøres i OSD eller automatisk, og hvis man alligevel kun har mulighed for at køre med VGA, kan man lige så godt vælge det billigere alternativ Samsung 913N.

Der er også en source knap, så man let kan skifte mellem de forskellige input, hvis man da har flere apparater tilsluttet.



Umiddelbart efter skærmen blev sat op, blev jeg nødt til at indstille brightness og kontrast. Skærmen lysintensitet er nemlig en smule for kraftigt og det er ikke så behageligt at sidde foran i længere tid. Farverne stod nogenlunde fra starten, men jeg foretog dog nogle ændringer - men mere om det senere i testen.




Forud for testen:


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning, dog vil kvalitetsforskellen på denne og den analoge omtales senere. Grafikkortet er et Radeon 9600XT.







Skærmen vil blive testet i Monitortest. Ydermere bliver den også vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.



Farver, tekst, kontrastforhold og lysfordeling:



Samsung har også valgt at integrere forskellige profiler, som man kan vælge alt efter hvad man laver. Det er smart og er ved at blive ret udbredt, så det kan vi såmænd godt glæde os over. De fire profiler er som følger: Custom, Text, Internet, Entertain.

Brightnessjustering kan også hurtigt tilgås ved at trykke på"op" knappen.



Som du sikkert har bemærket er alt"Magic" når man har en Samsung skærm. Denne skærm har eksempelvis MagicTune, MagicRotation, MagicBright og MagicSpeed. De to første er forklaret i indledningen og de to sidste er ikke noget vildt og nyskabende. MagicBright er såmænd bare betegnelsen for profilvælgeren, som jeg lige har omtalt og MagicSpeed er et samlet begreb for alle Samsung skærme med en responstid på under 8 ms.



Som jeg tidligere angav, var farverne ikke helt godt indstillet ved opstilling. Hertil medfølger Samsungs Natural Color, som faktisk er et udmærket værktøj. Det anbefales at indstille kontrasten før du begynder at indstille farverne.



Jeg brugte dog ikke Natural Color til at indstille skærmen, men ved efterfølgende fabriksgendannelse af indstillinger, bemærkede jeg, at Natural Color faktisk gjorde selv en uerfaren bruger i stand til at indstille skærmen nogenlunde. Jeg fandt dog stadig en uafhængig procedure af indstillingerne bedre, altså hvor jeg ikke brugte Natural Color, men hvor jeg brugte farvegradienter, skemaer og tilsvarende - eksempelvis fra monitorTest her på siden. Rød virkede dog, trods indstilling, er smule for markant på skærmen.



For at kigge nærmere på dynamikområdet, altså farverne, som der kan vises indenfor kontrastforholdet, følger jeg som altid proceduren med farvegradienter og testbilleder.

Jeg oplevede lidt problemer i gradienterne, men skærmen gengiver faktisk farverne ret godt på trods af 6-bit farvepanelet. Fejlene i gradienter indebærer små vertikale hvide streger såvel som en smule mangel i dynamikområdet.









Samsung panelet har været rost for at gengive bedre farver end konkurrenternes, f.eks. LG.Philips og AUO, TN paneler. Det vil jeg ikke nødvendigvis bekræfte til at være en generel tendens ud fra testen, men farverne gengives hvert fald bedre end de gør på visse andre TN paneler jeg har arbejdet med.

Farverne er ikke fuldstændig naturrigtige, og skærmen vil, på trods af relativ gode farvegengivelse, slet ikke egne sig til eksempelvis behandling af billeder og farvekorrektion direkte fra skærmen. Det håber jeg, at brugeren er med på, og at det er ret generelt for denne paneltype.



Da jeg testede Sony SDM-HS75P oplevede jeg ret livlige farver, dels pga. X-black teknologien. Farverne på 913B er ikke helt sammenlignelige med farverne på SDM-HS75P på trods af, at vi snakker om to TN paneler. SDM-HS75P havde utroligt livlige farver, men også farver som ikke blev gengivet helt korrekt. Med Samsung 913B oplever man ikke helt så livlige farver, de er en smule mere matte - men gode for et TN panel. Farverne er dog mere præcise end Sony skærmens farver.

Det er egentlig noget som jeg giver langt mere for - hellere naturrigtige farver end fyldige og livlige. Af den grund kan mange S-IPS skærme også være yderst velegnet til grafikbehandling. S-IPS panelerne er ikke lige så polykrome, som eksempelvis PVA panelerne er, mest pga. det lave kontrastforhold, men de kan derimod gengive meget virkelige farver. En kombination af ovenstående kan foretrækkes, dog med størst vægt på korrekt gengivelse.

Forstå mig ret - jeg sætter ikke en teknologi i bås, men snakker om farverne ud fra nogle eksempler. Jeg kritiserer heller ikke en paneltype for at gengive noget forkert eller dårligt, det kommer an på hvad man skal bruge det til og hvor store krav man her til skærmen. Derfor henvender forskellige skærme sig til forskellige forbrugergrupper og det skal man være klar over ved køb.

Tit kan det afgøres ud fra hvilken panelteknologi der bruges, men ikke altid og sådan er markedet for fladskærme så svært og alsidigt.



Efter indstilling af kontrast, farver og brightness opnåede jeg et ret godt resultat og farverne virkede forholdsvis klare og pæne.





Kontrastforholdet er relativt godt, men meget afhængigt af hvilken vinkel du sidder i. Jeg fandt det faktisk bedre end det for Sony SDM-HS75P, som jeg testede for kort tid siden.

Det kan dog ikke måle sig med f.eks. Samsung 193p og 173p's kontrastforhold og det kommer vel ikke bag på nogen.

Skærmen skelner de mørke nuancer ret godt fra hinanden og skærmen er faktisk i stand til at fremvise et ret dyb sort farve. I monitorTest (hjælpeværktøjet) er det muligt at skelne mellem skridt på 1 % for de sorte nuancer. Man oplever dog, at dette ikke kan lade sig gøre i en vinkel lige fra, man skal dreje hovedet lidt til siden.

Det er ret eksemplarisk for TN panelet grundet organiseringen af de flydende krystaller i hver pixel. Den mere tekniske baggrund for det finder du her:

Efter Paneltype - TN panelet



Jeg oplevede det samme på Sony SDM-HS75P, som jo også er baseret på et TN panel, dog fra en anden panelfabrikant.



Hvis man flytter synet en smule til siden er det, som sagt, muligt at skelne mellem flere nuancer.



Det kniber derimod med at skelne mellem de helt hvide nuancer, også på trods af, at skærmen er så lysstærk. Jeg kunne med nød skelne mellem 91 % og 94 %, uanset hvilken vinkel jeg betragter fra.



Sort blev som sagt gengivet rigtig godt og skærmarealet er ret homogent. Du kan se nedenfor, at der kun slipper lidt lys igennem:




Til venstre ses ViewSonic VP181b og til højre Samsung 913B.



Her er skærmen alene:




Hvis du ikke kan se andet end et sort billede, er det fordi din skærm ikke er i stand til at gengive de forskellige tætliggende nuancer af sort. På skærmen er der lys, som skinner igennem og det er heller ikke det bedste eksempel jeg har set, men jeg oplevede ikke problemer relateret til homogeniteten af lyset på noget tidspunkt.



Panelet havde ingen pixelfejl.



Responstid:



Jeg bliver nødt til at starte med en advarsel igen ligesom jeg gjorde med Sony SDM-HS75P. Responstiden er nemlig afhængig af hvordan skærmen er indstillet. Det er et lidt andet aspekt af sagen denne gang, men det er ret generelt for fladskærme, og varierer alligevel utrolig meget fra skærm til skærm (ikke nødvendigvis paneltype til paneltype).



I testen af Sony skærmen forklarede jeg om, hvordan man havde to indstillinger til lysstyrken og hvordan den ene gik ind og tilføjede en konstant til signalet, der blev sendt til skærmen. Når man indstiller på kontrasten er det en anden side af samme sag. Uden at gå for meget ind i det, kan jeg blot nævne, at der ved en lav kontrastforholdsindstilling opleves, at slør bliver mere markant. For at læse mere om hvorfor, henviser jeg til afsnittet om responstid:

Hvad - responstiden



Det er dog ikke lige så betydeligt, som det var ved SDM-HS75P, men mere markant end på flere andre skærme jeg har set og testet. Det kan i teorien forekomme på alle skærme og det anbefales aldrig at indstille kontrastforholdet ulogisk lavt - heller ikke på denne skærm.



Derfor anbefales det ikke at stille kontrasten under 70 - når man kommer under, begynder man at se en forskel i responstiden i tests.



Responstiden er god, men ikke perfekt. At man på ingen måde kan opleve slør på en 8 ms 19" skærm er en subjektiv mening.
Slør forekommer, men det er ikke specielt tydeligt. Dette er ikke min påstand alene, den bakkes let op af avanceret måleudstyr. I nogle overgange kan panelet også godt komme over 25 ms - helt op mod tredive. Det kan f.eks. ses i eksperimentet med den scrollende tekst i monitorTest eller hvis man hurtigt flytter musen over skrivebordet.

Den scrollende tekst i monitorTest er ikke slørfri og dette kommer en smule bagpå mig, da jeg har oplevet bedre resultater på andre skærme.



At responstiden kommer op mod 25-30 ms er dog ikke unormalt for 8 ms 19" paneler. 8 ms 17" paneler er en smule hurtigere, men ikke altafgørende.



På trods af det, er denne skærm er en af de hurtigste 8 ms TN paneler på markedet og det kan også mærkes. Den klarer næsten alle farveovergange godt og det er svært at finde ting man kan klage over. Skærmen er utrolig reaktiv og en af de hurtigste jeg har testet - også hurtigere end Sony SDM-HS75P, som også er baseret på et 8 ms TN panel, dog fra en anden producent.



Film og betragtningsvinkler:



Film vises godt hvad angår farver, kontrast og lys. Man kan skifte til Entertain profilen for at få lidt mere lysstyrke på skærmen, som er ønskeligt når man sidder på lang afstand. Sort er stadig meget mørk og hvid gengives acceptabelt, selvom man ikke har lysstyrken sat helt på 100 %.



Der forekommer derimod videonoise. Det er ikke kritisk, men ses let, hvis man kigger efter. Det er specielt ved lyse farver samt grøn og gul, og kan fremprovokeres af moire mønstre. Det er ikke irriterende, hvis man sidder lidt væk og ser film, men på længere sigt vil det være irriterende for øjnene, hvis man sidder og arbejder med de pågældende farver meget.

Jeg oplevede en smule gener efter at have siddet foran skærmen i rigtig mange timer (under testen) og jeg også har oplevet det på andre skærme, hvor det dog i flere tilfælde har været værre.

Bemærk: Mine øjne og irritationerne forsaget af ovenstående kan dog umuligt repræsentere alle andres øjne og derfor må du selv tage stilling til ovenstående, hvis det tidligere har været et problem for dig på andre skærme.



Om det var pga. en for kraftig lysstyrke er muligt på trods af, at jeg justerede den ned fra start af. Lys vises også anderledes fra skærm til skærm. Sony SDM-HS75P var eksempelvis en del mere lysstærk, hvilket også fremgår af specifikationerne, men her oplevede jeg ikke problemer.

Det kommer mere an på hvilke filtre der er brugt bag panelet for at begrænse og behandle lyset, men også det endelige billede på skærmen.

Videonoise kan, som nævnt, også fremprovokere gener.



Betragtningsvinklerne er ikke fantastiske, men langt bedre end dem for Sony SDM-HS75P. De er dog ikke udbredt bedre end typiske betragtningsvinkler for TN paneler i både 17" og 19". Som nævnt tidligere i testen, kan det være svært at skelne mellem meget tætliggende farver, hvis man sidder ligefor. Ensfarvede baggrunde kan også virke en smule ujævne når man kigger lige fra.





Se f.eks. hvordan kontrasten og billedets kontrast hurtigt bliver ustabilt fra en vinkel. Det er de samme gradienter, som der er brugt tidligere i testen.



Fra siden bliver hvid gullig og ovenfra bliver hvid blålig. Blågrå bliver grålig fra siden og bliver hvid og sort, henholdsvis oppefra og nedefra. (blot eksempler)





Men det jeg hellere vil sætte min finger på er de lodrette betragtningsvinkler. Panelet er omvendt i forhold til typiske paneler. Det er ikke ene om dette fænomen, men det betyder i praksis, at når man betragter skærmen ovenfra bliver billedet komplementært, hvor dette normalt sker når man ser det nedefra.





Hvad der er bedst, er svært at give en endegyldig konklusion på når vi snakker skrivebordsskærme. For bil DVD sæt var min konklusion derimod klar i testen af de to Denver sæt. Det er dog ikke det jeg vil komme ind på, men derimod, at stillingen i skrivebordsstolen kan have betydning for hvordan man opfatter billedet. Hvis jeg sætter mig lidt ned i sædet er det svært at skelne f.eks. tætliggende lyseblå nuancer og tætliggende lyslilla nuancer. Hvis jeg sætter mig lidt op i sædet får skærmen lidt fejlagtige farver og kontrasten falder.



Nu har jeg valgt ikke at lægge mere i det, men det ville da være rart, hvis dette problem forsvandt for denne paneltype, for så ville problemet med betragtningsvinkler ikke være så kritisk.



Tilføjelser:


Programmerne Natural Color og MagicTune er to rigtig gode programmer. MagicTune gør det lettere og mere bekvemt at indstille skærmen direkte fra skrivebordet, mens Natural Color giver et godt udgangspunkt for indstilling af farver og kontrast.



Brug sådanne programmer - når de medfølger - hvis du er i tvivl om, hvordan farverne og kontrasten skal stå for at få optimalt udbytte af din skærm.



Skærmen interpolerer tilfredsstillende i spil. Der forekommer en smule mere utydelighed rundt om f.eks. tekst eller skarpe overgange mellem farver, men det er ikke et stort problem.

På skrivebordet er der derimod ikke en megen ros at hente. I stort set alle opløsninger uden for den native opløsning står tekst med sløret skrift og det er ikke så behageligt. Den bedst interpoleret opløsning er faktisk 800x600, men den er derimod alt for lav til en 19" skærm.

Samsung er ellers kendt for at bruge gode skærmcontrollere til behandlingen af skaleringen - desværre falder 19" skærmen tit bagefter pga. de lidt større pixels.



Så kør så vidt muligt i den native opløsning. På skrivebordet burde det altid være muligt da stort set ethvert grafikkort kan trække 2d grafik i 1280x1024.



Digital (DVI-D) <-> Analog (D-SUB):



D-SUB (VGA) forbindelsen giver ikke problemer. Den giver et skarpt og klart billede, samtidig med at sort stadig forbliver dyb og mørk.

Tekst står næsten lige så skarpt som med DVI og der forekommer ikke nævneværdig ghosting på statiske objekter.

Forskellen på DVI og VGA er minimal, men som altid anbefales det at køre med DVI, hvis man har muligheden for det.



Samsung 913N, altså versionen uden DVI indgang, blev også rost for at levere et rigtig flot D-SUB signal, så dette kommer heller ikke som den helt store overraskelse.



Konklusion:


Selvom skærmen har en fin ergonomi, så er den alligevel ikke perfekt. Der var bl.a. den lille irriterende detalje når man drejede skærmen fra og til pivot.

Materialet er dog fint. Det er naturligvis alt sammen plastik, men det føles hårdt og holdbart.



Skærmens farver er faktisk relativt gode - specielt for så hurtig en TN skærm. Jeg kan også bedre lide de lidt mere afdæmpede, men mere virkelige farver på 913B i forhold til farverne på Sony SDM-HS75P med X-black.

Kontrastforholdet er tilstrækkeligt. Skærmen vil egne sig rigtig godt både til kontrobrug, spil og Internet surfing. Film er ikke skærmens stærkeste side, men så længe man sidder i en fornuftig vinklen i forhold til billedet og ikke for tæt på, er billedet fint.

På trods af de relativt gode farver, vil skærmen dog ikke egne sig til grafisk brug overhovedet. Det er stadig begrænset, hvilke tætliggende nuancer der kan skelnes imellem, specielt de lysere og stadig begrænset, hvor præcist farverne gengives.
Problemet med betragtningsvinklen lige fra vil også diskvalificere den til ovenfornævnte anvendelse.



De vandrette betragtningsvinkler er ikke kritiske, men de lodrette er derimod ikke så gode. Jeg så dem gerne forbedret for at give et lidt bedre helhedsindtryk.

Men generelt set har panelet i skærmen stadig langt op til VA og IPS panelerne hvad angår synsvinkler.



Det var en fornøjelse at spille på skærmen. Den er utrolig reaktiv, men man kan dog godt bemærke en smule slør. Umiddelbart vil jeg dog mene det er den hurtigste skærm jeg endnu har testet eller siddet foran. Man skal blot huske ikke at justere alt for meget på kontrasten da det nedsætter hastigheden på de flydende krystallers reaktionsevne grundet de lavere spændinger der bliver tilføjet.



At man både har mulighed for at bruge VGA og DVI er en god ting. Man kan f.eks. tilslutte to computere samtidig og let skifte mellem de to input på knappen foran på skærmens ramme.



De medfølgende programmer er også en god hjælp - specielt hvis man ikke har et trænet øje og er usikker på hvordan man indstiller skærmen bedst muligt.



Det er en skærm jeg godt kan anbefale til spilbrug, kontorbrug eller bare allround brug for det er en rimelig skærm til billige penge - men mere er det nu heller ikke.


Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |