LG retter sortniveau-fejl i Dolby Vision på 2017 OLED
15 Feb 2018 | Rasmus Larsen |
Den seneste firmware retter den fejl i Dolby Vision-systemet, som har forårsaget hævet sortniveau i visse filmscener – men indtil videre kun på 2017 OLED. En ejer rapporterer, at problemet synes løst, men at undertekster fortsat driller.
Opdateret: Det lader til at opdateringen kun retter problemet på visse filmtitler. Vi afventer yderligere information fra LG.
Sort forbliver sort
Ejere rundt om i verden har i noget tid klaget over, at Dolby Vision-afspilning (via HDMI) har været forbundet med hævet sortniveau i visse scener. Den sorte nuance kunne simplethen blive grålig. Dolby har efterfølgende erkendt, at der ligger en fejl i implementeringen og lovet at udsende en opdatering til tv-producenterne.
Her er LGs fix. Udgivelsesnoterne for firmware version 04.70.65 angiver: “Bug Fixes – Playing Dolby Vision contents over HDMI”. Firmwaren er på nuværende tidspunkt kun tilgængelig i Europa og kun til 2017 OLED (B7, C7, E7, G7, W7). LG har lovet også at rette problemet på 2016 OLED.
- “Ingen tvivl om at det har hjulpet. Ihvertfald de sorte bjælker i top og bund. De forbliver sorte. Jeg testede med den scene i Bright på Netflix, der har været nævnt tidligere i denne tråd, og længere inde i filmen, hvor det før gik helt galt. Og bjælkerne forholder sig sorte,” skriver brugeren ikodk i en debattråd på forummet.
Brugeren noterer ydermere, at selvom de sorte bjælker nu forbliver sorte på et 2017 LG OLED med Apple TV 4K, har kontrasten i visse scener dog tendens til stadig at være en smule dæmpet, men det lader til at være sådan studiet har udgivet filmen. Undertekster kan imidlertid stadig forårsage udsving i lysniveauet, når man ser Dolby Vision-indhold – i hvert fald på Apple TV 4K.
Det er et skridt i den rigtige retning, men Dolby Vision-sagaen fortsætter. Denne rettelse skal udsendes til hver og en Dolby Vision-skærm på markedet – ikke kun LG – og så lurer den mærkværdige sag om den nye Dolby Vision “light” profil til Sony TV i kulissen. Sikke et rod...
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.