HDR10 & Dolby Vision på vej til telefoner/tablets, Netflix lover HDR på mobil - FlatpanelsDK
Dolby Vision LG G6

HDR10 & Dolby Vision på vej til telefoner/tablets, Netflix lover HDR på mobil

02 Mar 2017 | Rasmus Larsen (@flatpanelsdk) |

Producenterne vil introducere HDR10 og Dolby Vision i mobilskærme. Netflix lover samtidig at bringe streaming i HDR-kvalitet til mobile enheder.

HDR på mobileneheder

HDR forbindes typisk med tv-skærme, men det nye tekniske fundament for video kan løfte den visuelle oplevelse på enhver skærm. HDR er bygget på et fundament, der dækker over et større dynamikområde med lysere hvid og dybere sort - på samme tid - samt et større farverum, der indeholder mere præcise og levende farver.

For at muliggøre HDR-oplevelsen skal en skærm være i stand til at gengive bl.a. meget høj kontrast. LG mener, at de kan gøre det med et 5,7" LCD-panel. LGs G6 smartphone bliver den første til at understøtte Dolby Vision (såvel som HDR10).

Sony afslørede en Xperia XZ Premium smartphone, som bliver den første med en skærm, der kombinerer 4K-opløsning og HDR. Ligesom LG, benytter Sony LCD-skærmteknologi. Der understøttes HDR10-formatet.

Sony XZ Premium


Samsung lancerer også mobile enheder med understøttelse af HDR. I dette tilfælde HDR10-formatet. Samsung Tab S3 er en tablet med en 9,7” OLED-skærm (med 8-bit farver). Samsung vil herudover lancere Galaxy Book Windows 10 baseret på en 12” OLED-skærm.

På trods af, at Samsung bruger det, på papiret, inferiøre HDR10-format, bør deres skærme levere en mere overbevisende HDR-billedoplevelse end LG G6’s Dolby Vision.

Det lader til, at ingen af ovenstående enheder vil opfylde kravene i UHD Alliancens nye ‘Mobile HDR Premium’ certificeringsprogram.

Samsung Galaxy Book Windows 10 tablet


Netflix HDR på mobil

På Mobile World Congress I Barcelona annoncerede Netflixs CEO Reed Hastings, at selskabet vil begynde at streame i HDR-kvalitet til mobile enheder.

- “Starting with the LG G6 phones that support both Dolby Vision and HDR 10 streams, Netflix would be supporting HDR on mobile devices,” annoncerede Reed Hastings. “Today, users can watch shows like Santa Clarita Diet, Chef's Table, The OA and all of the Marvel series in HDR.”

Netflix streamer allerede i HDR-kvalitet, både via HDR10 og Dolby Vision, på tv-skærme. Ulig højere opløsning, kræver HDR kun moderat højere båndbredde, hvilket gør det opnåeligt på mobilskærme.

Netflix bekræftede ikke hvornår HDR-indhold vil blive tilgængeligt på telefoner og tablets.



Del på: