LG vil tilføje HLG HDR på 2016 OLED & LCD via opdatering - FlatpanelsDK
HLG HDR - LG OLED

LG vil tilføje HLG HDR på 2016 OLED & LCD via opdatering

10 Jan 2017 | Rasmus Larsen |

HLG – eller Hybrid Log Gamma – er det tredje HDR-format. Det er udviklet af broadcast-industrien. LG bekræftede overfor FlatpanelsDK på CES, at en opdatering til 2016 OLED og ’Super UHD’ LCD-tv vil tilføje understøttelse.

HLG er det 3. HDR-format

Indenfor HDR, er der det åbne HDR10-format, det bedre Dolby Vision-format og nu også HLG-formatet. Sidstnævnte er udviklet af broadcast-industrien til brug på tv-kanaler. Med HLG kan et normalt tv-signal kombineres med HDR-billeddata for at spare båndbredde.

Det er britiske BBC og japanske NHK, som er drivkræft bag HLG-formatet. BBC kørte for nylig prøvesendinger af naturdokumentaren Planet Earth II i HLG-formatet. Det har dog været ekstremt begrænset, hvilke tv-skærme, der har kunnet modtage signalet.

LG annoncerede på den store Las Vegas-messe, at 2017-modellerne kommer med HLG om bord fra start. Overfor FlatpanelsDK bekræftede de yderligere, at visse 2016-modeller opdateres til at kunne håndtere formatet.

HLG HDR på LG OLED TV


2016 OLED og Super UHD

Det gælder konkret B6, C6, E6 og G6 OLED-modellerne samt alle de såkaldte ’Super UHD’ LCD-modeller. Disse kaldes også UH950V, UH850V og UH770V.

- ”HLG is being implemented in 2016 OLED and Super UHD,” sagde LG til FlatpanelsDK. ”There is no date set yet as it has been very recently decided.”

Hvornår opdateringen kommer, kan LG endnu ikke bekræfte. Selskabet har kørt demonstrationer med HLG på 2016-modellerne på messer sidste år, men det kræver yderligere arbejde at få det udrullet i praksis.



Del på: