Ny Nvidia Shield TV har Amazon-app, Google Assistant, Steam-app mm. - FlatpanelsDK
Nvidia Shield 2017

Ny Nvidia Shield TV har Amazon-app, Google Assistant, Steam-app mm.

06 Jan 2017 | Rasmus Larsen |

Det er ikke en så stor opdatering, som vi havde håbet på, men Nvidia har på CES 2017 lanceret en ny Shield Android TV-boks. Den opdaterede boks har et nyt design og nye funktioner såsom Google Assistant, Amazon Video-app, SmartThings, Steam-app mm.

Ny Nvidia Shield TV

Den nye Nvidia Shield har et opdateret design og er fysisk mindre. Hardwaren ser ud til at være mere eller mindre lige så kraftig, men Nvidia siger, at den stadig tilbyder “3x the performance of any other streamer on the market”.

Boksen med 16GB leveres fra midten af januar med både fjernbetjening og spilcontroller for 1.799 kroner. En 500GB Pro-version kommer på markedet senere i januar til 2.449 kroner.

Nvidia Shield TV 2017


Nvidia Shield kører på Googles Android TV-platform. Fra Google Play-butikken kan du hente apps og spil, herunder Netflix og YouTube. Boksen understøtter naturligvis stadig både 4K og HDR (High Dynamic Range).

Kataloget vil også meget snart dække over Amazon Video, siger Nvidia. Amazon Video app’en bliver tilgængelig på både den gamle (i løbet af januar) og den nye version af boksen. Den understøtter streaming i 4K HDR-kvalitet.



Steam-app og Geforce Now

Spil på Shield er ikke blevet den succes, som Nvidia havde håbet på. Xbox og PlayStation dominerer stadig konsolmarkedet, men Nvidia håber at nye funktioner i 2017 kan give dem mere medvind.

For det første udvides spilstreamingtjenesten Geforce Now. I de kommende måneder tilføjes titler fra Ubisoft, herunder Watch Dogs 2, The Division, Assassin’s Creed Syndicate og det kommende For Honor. Fremtidige titler fra Ubisoft udkommer på Geforce Now samtidig med på PC.

For det andet lanceres en Steam-app på Shield. Steam-tjenesten er ekstremt udbredt i PC-økosystemet og med den nye app bliver det muligt at streame spil fra en PC over på tv-skærmen via Shield-boksen. Dette har tidligere krævet separat hardware, men nu er det hele indbygget i Nvidia Shield.

For det tredje udvides kataloget af Android-spil løbende.

- “Game developer Thekla’s acclaimed puzzle game, The Witness, will be available in January. The Crystal Dynamics and Square Enix hit Tomb Raider, and Shadowgun Legends, from Madfinger Games, will debut later this year,” siger Nvidia.

Nvidia Shield TV 2017


Google Assistant stemmestyring

Nvidia vil tilbyde en lille mikrofon, som de kalder Nvidia Spot, som ekstraudstyr. Den kan placeres hvor som helst i hjemmet og åbner for Google Assistant stemmestyringssystemet.

Google Assistant fungerer ikke officielt i Danmark, men du kan stadig bruge det i begrænset omfang. Hidtil har det krævet, at man købte hardware fra Google - helt specifikt Google Home - men nu er funktionen indbygget i Nvidia Shield.

Herudover understøttes nu SmartThings “internet-of-things” platformen, så du kan koble husets forbundne enheder op.

Mange af disse funktioner kommer også til den gamle boks via softwareopdateringer.

Den nye Nvidia Shield-boks kommer på markedet senere på måneden. Både fjernbetjening og spilcontroller er inkluderet i kassen.

Nvidia Shield TV 2017




Del på: