Apple vil give tv-tjenester rabat, hvis de indgår i ny tv-guide på Apple TV - FlatpanelsDK
Apple TV

Apple vil give tv-tjenester rabat, hvis de indgår i ny tv-guide på Apple TV

18 Nov 2016 | Rasmus Larsen (@flatpanelsdk) |

Apple TV får snart en slags moderne tv-guide med en ny app, som blot hedder ’TV’. Herfra kan man få overblik over indhold på tværs af tjenester. Men hvordan får Apple udbyderne til at støtte op og overgive lidt kontrol? Rabat i app-butikken, ifølge Bloomberg.

Fra 30 til 15 procent

Hvis du går ind på netflix.dk og tegner abonnement, går det hele til Netfix. Tegner du derimod abonnement igennem Netflix app’en på Apple TV, får Apple 30 procent og Netflix 70 procent. Tænk på det som et slags moderne supermarked.

En tjeneste såsom YouTube Red har taget konsekvensen af dette og sat prisen i sin app på Apple TV til $13, mens prisen er $10 fra hjemmesiden.

Apple annoncerede i sommers, at dette split falder fra 30/70 til 15/85, når abonnenten har været tilmeldt tv-tjenesten i 1 år. Det nye er, at Apple fremover vil tilbyde tv-tjenester et 15/85 indtjeningssplit fra dag 1, ifølge Bloomberg. Apple har ikke selv bekræftet det.

Apple TV


Kravet er app-integration

Kravet er imidlertid, at udbyderen lader sit indhold integrere med den nye ’TV’-app på Apple TV, som blev præsenteret i sidste måned. TV app’en samler indhold fra forskellige streamingtjenester i samme brugerflade. Herfra kan du søge efter indhold på tværs af tjenester, fortsætte en tv-serie og få anbefalinger af nyt indhold.

For brugeren er det smart at have det hele samlet ét sted, men for en udbyder som eksempelvis Netflix betyder det, at de må opgive noget af kontrollen over brugeroplevelsen. Det er formentlig også grunden til, at Netflix endnu ikke vil lege med.

Læs også: Apple's nye 'TV' app er en moderne tv-guide på Apple TV

Apple håber tilsyneladende på at kunne overtale Netflix og andre med rabatten.

TV app’en frigives i december på Apple TV, iPhone og iPad. Kun i USA til at starte med.

- Kilde: Bloomberg



Del på: