Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reason5 grunde til at PS4 Pro burde have Ultra HD Blu-ray - FlatpanelsDK

5 grunde til at PS4 Pro burde have Ultra HD Blu-ray

21 Sep 2016 | Yoeri Geutskens |

Og 5 mulige grunde til at Sony fravalgte at udstyre PlayStation 4 Pro med et Ultra HD Blu-ray drev, hvoraf få giver særlig meget mening.

Ved Sony’s PlayStation event i New York den 7. september præsenterede Sony Interactive Entertainment, datterselskabet der tidligere var kendt som Sony Computer Entertainment, to nye varianter af PlayStation 4 konsollen – den mere kompakte PS4 Slim og den mere kraftfulde PS4 Pro.

Selvom denne form for opgradering midtvejs i en konsolgeneration tidligere var uhørt, kom den dog ikke som en overraskelse. I månedsvis havde det været kendt, at både Sony og Microsoft arbejdede på at opgradere hardwaren på midtvejs i denne generation af konsollerne. Årsagerne hertil blev bl.a. analyseret i denne artikel fra Wall Street Journal.

PS4 Slim and PS4 Pro


Der var imidlertid to overraskelser: For det første, at HDR (High Dynamic Range) spil ikke blot vil blive tilgængelige på PS4 Pro, men – med tilbagevirkende kraft – på alle PS4-konsollerne, inklusiv den originale. HDR tilføjes med en softwareopdatering.

Den anden store overraskelse var, at PS4 Pro ikke kommer til at understøtte afspilning af Ultra HD Blu-ray-skiver. Sony havde ikke givet nogen løfter om dette, men mange i industrien forventede alligevel, at det ville blive tilfældet af flere gode grunde:

  1. PS4 Pro positioners som en “4K” (Ultra HD) + HDR underholdsningsboks. Spil vil blive opskaleret til (dog ikke nødvendigvis renderet i) UHD-opløsning, og videostreaming i UHD og HDR vil kunne ses via indbyggede apps til Netflix og YouTube.
  2. Den direkte konkurrent til PS4 Pro er Microsoft’s Xbox One S – en lignende UHD/HDR opgradering af den originale Xbox One, annonceret på E3 i juni og lanceret i august. Xbox One S har et Ultra HD Blu-ray-drev, hvilket har bidraget til at gøre formatet synligt i spilsegmentet.
  3. Ved at udstyre PS4 Pro med Ultra HD Blu-ray, ville Sony bedre kunne differentiere Pro-udgaven fra den billigere PS4 Slim. Hvor Slim’s opgave er at nå massemarkedet, er Pro’s opgave at holde fast i high-end-segmentet. Målet med PS4 Pro har ikke været at lave en billig konsol, men en kraftfuld konsol. Med begrænset differentiering imellem de to, er der ingen grund til at have to separate konsoller.
  4. Sony Corporation er vel nok et af de selskaber, som kan drage størst nytte af salget af Ultra HD Blu-ray-skiver. Formatet er en forlængelse af det originale Blu-ray Disc format, som Sony var drivkræft bag. Sony ejer sandsynligvis flere patenter end noget andet selskab, selv hvis Panasonic og/eller Philips kommer tæt på.
  5. Sony PlayStation har historisk understøttet avancerede optiske disk-formater. PS2 blev lanceret i en tid, hvor DVD ikke var mainstream, og den hjalp formatet med at blive en succes på massemarkedet. PS3 havde et Blu-ray-drev – en dyr beslutning, men en beslutning som fik Warner Bros til at putte alle æg i samme kurv, hvilket ultimativt udkonkurrerede HD-DVD-formatet og afsluttede en kort, men intens formatkrig. Den originale PS4 blev lanceret alt for tidligt til at understøtte Ultra HD Blu-ray, men PS4 Pro ramte timingen perfekt. Det er klart, at blot fordi man har gjort noget tidligere, bør man også gøre det i fremtiden, er et svagt argument, men PS2 og PS3 var begge kæmpe succeser, med salgstal på hhv. 155 millioner og 92 millioner enheder.


5 mulige grunde til at UHD Blu-ray er ekskluderet


Hvorfor har Sony Interactive Entertainment så frasorteret Ultra HD Blu-ray? En række mulige forklaringer er blevet præsenteret fra forskellige fronter.

1. Udfordringer i produktionskæden

Nogen har foreslået, at mangel på Ultra HD Blu-ray-drev har ført til Sony’s beslutning. Det er dog ikke sandsynligt. Industrien for optiske drev er ikke just plaget af underkapacitet. Branchen er ekstremt konkurrencedygtig. Faktisk i en sådan grad, at ingen af de store elektronikselskaber fra Japan, Korea eller Taiwan har kunnet klare sig alene. Ud over Panasonic, har de alle måtte ty til joint venture-sammenlægninger.

  • Sony + NEC (Optiarc Inc.)
  • Toshiba + Samsung (TSST)
  • Hitachi + LG (HLDS)
  • Philips + LiteOn (PLDS)

    Yderligere så har tilgængeligheden af dette komponent ikke forhindret Microsoft i at integrere det i Xbox One S.

    En anden tankegang går på, at drevet muligvis kun har været tilgængeligt fra andre selskaber, men ikke fra Sony’s egen produktionsarm. Dette er dog en overvurdering af, hvor insisterende Sony er på at bruge egen produktion. Sony – ligesom mange andre elektronikselskaber – begyndt for flere år siden at tage en højest pragmatisk tilgang til køb af komponenter. Hvad angår optiske diskdrev (ODD), så er egenproduktion ikke længere en mulighed for Sony - Optiarc, NEC JV, trådte ud af markedet i 2013.

    Xbox


    2. Omkostninger

    Masayasu Ito, executive vice president for Sony Interactive Entertainment's hardware, fortalte Pocketlint, at omkostningerne var en primære årsag til at man sprang over på Ultra HD Blu-ray i denne omgang: "It's a balancing act, you have to look at the cost and a 4K Blu-ray disc player would be costly," sagde han.

    Et Ultra HD Blu-ray kompatibelt drev er naturligvis dyrere end et normalt BD-ROM-drev. Det skal være i stand til at læse skiver I tre lag á 33GB hver, i modsætning til 2 lag á 25GB hver for BD-ROM, som UHD Blu-ray er en forlængelse af. Dette kræver nye kontrol-IC’er. Mange parametre er derimod uændrede, hvorfor mange komponenter vil være de samme.


    IHS Markit har publiceret en ”teardown” af Xbox One S, hvori de estimerer, at prisen på et Ultra HD Blu-ray-drev er 32 US dollars kontra 18 US dollars for et traditionelt BD-ROM-drev. Når man tager de begrænsede forskelle i betragtning, forekommer det dog som et højt skøn; ikke mindst fordi det rapporteres, at vise BD-ROM-drev, produceret over de seneste år, kan firmware-opgraderes til at understøtte Ultra HD Blu-ray (en mulighed som Sony dog har udelukket for PS4 Pro).

    Antallet af tilgængelige Ultra HD Blu-ray-drev vil givetvis være lavere end for traditionelle Blu-ray-drev, men ved de mængder, som PS4 Pro forventes at sælge (millioner af enheder) er den egentlig omkostningsforøgelse nok beskeden. Det er klart, at Sony kan spare penge ved at udelade komponenter, men i det store billede ligner det et tilfælde af spare på ørene, men være rundhåndet med kronerne.

    Der er imidlertid flere delelementer under omkostninger at tage i betragtning. Et muligt element er Ultra HD Blu-ray licensen. Det er ikke offentlig kendt, hvor meget denne licens koster og om den er betydeligt dyrere end licensen til traditionel Blu-ray. Uanset hvad, så burde dette argument dog veje tungere hos Microsoft end hos Sony, idet Sony direkte modtager bidrag fra salget af licenser til Blu-ray. Såfremt Sony overhovedet skal betale noget, vil det primært være for at flytte penge fra venstre til højre lomme.

    Et andet element under licensemnet er omkostningen for at benytte HEVC (High-Efficiency Video Coding) videokomprimeringsformatet, også kendt som H.265. HEVC er nødvendigt for at kunne dekode/afspille Ultra HD Blu-ray. De endelige licensomkostninger for brug af HEVC er stadig under forhandling, men komprimeringsformatet er helt afgjort ikke billigt. Det vil uanset hvad være betydeligt dyrere end H.264 eller MPEG4/AVC. Igen, det forklarer dog ikke Sony’s beslutning om at fravælge UHD Blu-ray, da PS4 Pro understøtter 4K-streaming fra både YouTube og Netflix via apps. Sidstnævnte kræver netop HEVC-dekodning og boksen har derfor allerede en chip indbygget. I licensverdenen er alt naturligvis muligt, men det forekommer dog stadig usandsynligt, at der er yderligere omkostninger forbundet med at bruge HEVC på tværs af medietyper.

    3. Sony tror oprigtigt at internettet er klar til UHD-streaming

    Ud over omkostningerne, har Sony offentligt udtalt, at beslutningen om ikke at understøtte Ultra HD Blu-ray, hænger sammen med den voksende popularitet af streaming. Andrew House, chefen for Sony Interactive Entertainment, sagde til The Guardian: “Our feeling is that while physical media continues to be a big part of the games business, we see a trend on video towards streaming,” – en tendens indenfor video, som unægteligt findes. Musik, SD-video og endda HD-video streames allerede til de fleste hjem i den udviklede del af verden. Men måske har cheferne fra Sony ikke gjort hjemmearbejdet grundigt nok. Ultra HD-streaming er nemlig ikke just i samme kategori som HD. Netflix anbefaler for eksempel en stabil båndbredde på 25 Mbps til ‘4K’ video og minimum 15 Mbps. Vodafone anbefaler sågar 50 Mbps til deres UHD-tjeneste.

    Hastigheden på internetforbindelser stiger år efter år, men få husstande er velsignet med så brede kabler og det står ikke til at ændre sig i nærmeste fremtid – ikke indenfor levetiden for PS4 Pro, der må antages at være ca. fire år. Dan Rayburn har begået en fremragende analyse af flaskehalse for 4K-streaming.

    Akamai – State of the Internet 2016
    % husstande per land med minimum 25 Mbps bredbånd per 2. kvartal 2016 - Akamai State of the Internet


    Kan UHD-video leveres ved lavere bitrater? Ud fra en teknisk betragtning, ja, men at overkomprimere UHD-video går imod hele pointen med ”ultra-high definition”. Til sammenligning kan Ultra HD Blu-ray understøtte op til 100-128 Mbps bitrate.

    Måske bor cheferne for Sony Interactive Entertainment i områder, som serviceres af Google Fiber, men det er svært ikke at mene, at de underestimerer kravene til UHD-streaming og overestimerer hvor meget båndbredde forbrugerne generelt har til rådighed.

    4. For at undgå intern konkurrence

    En anden mulig forklaring, der er blevet fremført som årsag til manglende Ultra HD Blu-ray i PS4 Pro, er at konsollen ville underbyde dedikerede Ultra HD Blu-ray-afspillere, som sælges af Sony Home Entertainment & Sound (HE&S) afdelingen (tidligere Home A/V) under Sony Corp. Denne forklaring er dog ikke troværdig af flere årsager.

    For det første, så har denne type overvejelser aldrig tidligere spillet en rolle. PS2 havde DVD, hvilket potentielt også kunne underbyde Sony’s dedikerede DVD-afspillere. Alligevel oplevede Sony stor succes i begge markeder. Det samme var tilfældet med PS3, som havde Blu-ray – en relativt dyr implementering, men noget som hjalp Blu-ray til at vinde formatkrigen mod HD-DVD, hvorfor det fik Warner Bros til at droppe Toshiba’s HD-DVD-format og lægge alt vægt bag Blu-ray. Sony Computer Entertainment, eller SIE som det tidligere hed, kunne nemt dengang have hævdet, at “interessen hos forbrugerne manglede” for Blu-ray – et argument som de bruger nu i forbindelse med Ultra HD Blu-ray – fordi markedet var så nyt (ligesom UHD BD er i dag) og at formatkrigen ville gøre mange forbrugere usikre (hvilket ikke er tilfældet med UHD BD – der er ikke noget konkurrerende diskformat).

    I de mest succesrige år havde Sony altid intern konkurrence imellem afdelinger, fordi nye produktkategorier (såsom ebogslæsere, digitale håndholdte enheder og transportable videoafspillere) blev udviklet af forskellige divisioner på forskellige måder samtidigt. Når en specifik standard skulle understøttes, fik Sony dog som regel de mange afdelinger smukt afstemt, selv når initiativer i sidste instans ikke endte med at blive en succes, ligesom med Memory Stick eller i.LINK.

    Sony UBP-X1000ES


    Kun få dage efter præsentationen af nye PlayStation 4 konsoller den 7. september, på CEDIA-messen, præsenterede Sony rent faktisk sin første Ultra HD Blu-ray-afspiller (den blev også fremvist på IFA-messen som prototype tidligere samme måned). Den hedder UBP-X1000ES og lanceres på markedet i 1. kvartal 2017. Prisen er endnu ikke annonceret, men Sony har gjort det klart, at dette er et eksklusivt produkt, som ikke vil blive tilbudt igennem typiske butikkerne og onlineforhandlere, men i stedet igennem Sony-certificerede butikker og AV-installatører. PS4 Pro og UBP-X1000ES er ikke engang i samme liga.

    Der er et andet foruroligende aspekt ved Sony’s udmelding om, at der er en definitiv tendens væk fra fysiske formater mod streaming. Hvor sandt dette end måtte være, så taler påstanden imod Sony HE&S’s eksterne afspiller. I stedet for at have intern konkurrence imellem to afdelinger hos Sony, stiller PlayStation-afdelingen offentligt spørgsmålstegn ved en anden afdelings raison d’être.

    Der er også en anden afdeling under Sony, som kan lide under Sony Computer Entertainment’s udmeldinger, nemlig Sony Pictures Home Entertainment. SPHE er den afdeling, som frigiver film på Ultra HD Blu-ray skive; film som ikke kan afspilles på PS4 Pro. Dette aspekt bringer mig til den sidste mulige forklaring.

    5. Et træk for at lede folk mod Sony’s Ultra streamingtjeneste

    SPHE frigiver naturligvis ikke kun film på Ultra HD Blu-ray. De tilbyder også film på traditionelle Blu-ray og DVD-skiver, der begge kan afspilles på PS4. Og måske endnu vigtigere, så lancerede selskabet for nyligt ‘Ultra’ streamingtjenesten. Den foreslåede forklaring her går således på, at Sony Corporation besluttede sig for at droppe Ultra HD Blu-ray i PS4 Pro ikke pga. hardware- eller licensomkostninger , men fordi de forventer at kunne tjene flere penge på streamingtjenester end fysiske skiveformater.

    Denne tankegang kan meget vel vise sig at være sand, men den er dog behæftet med fejlagtige antagelser af flere årsager. ’Ultra’-tjenesten er ikke tilgængelig udenfor USA og ingen ekspansionsplaner er blevet annonceret eller sågar hentydet til. Herudover gælder begrænsningerne hvad angår båndbredde på internettet også her.

     Sony ULTRA


    Konklusion


    Der har været mange valide grunde til at udstyre end PS4 Pro med et Ultra HD Blu-ray-drev og velsagtens lige så mange dårlige grunde til ikke at gøre det. Uanset hvordan man vender og drejer det, giver beslutningen ingen mening. Faktum er, at for nogle få ekstra dollars kunne Sony have tilføjet hele funktionaliteten til PS4 Pro; en boks som skal sælges for en pris på 3.399 kroner. Dette ville have stillet den stærkere i konkurrencen med Xbox One S, differentieret den markant fra PS4 Slim, gjort den til et sammenhængende produkt, gjort køb af Pro-konsollen lettere at retfærdiggøre for mange forbrugere, og have forlænget strømmen af licensindtægter på optiske skiveformater til Sony Corp.

    PS2, PS3, PS4 Pro – optical disc evolution


    Det ser ud til, at Sony har konkluderet, eller nærmere besluttet, at Ultra HD Blu-ray ikke bliver til mere end et nicheprodukt, og med beslutningen om at droppe funktionen fra PS4 Pro, gør de det til en selvopfyldende profeti. Fremtiden for både Ultra HD Blu-ray og PS4 Pro ser nu noget mere dyster ud.


    Yoeri Geutskens dimitterede i Industrial Engineering & Management Science med en afhandling om videospilsindustrien. Han har været Philips’ interne observatør for spilindustrien i over et årti samt arbejdet hos Philips Optical Storage og Philips Consumer Electronics med produktudvikling af DVD-optagere og Super Audio Cd-afspillere. I den rolle samarbejdede han med Sony i forbindelse med standardiseringen af Blu-ray Disc formatet. Hos NXP Semiconductors var han Business Creation Manager for videospilsindustrien. Yoeri er også forfatteren af PS3 SACD FAQ samt de to 4K/UHD og Ultra HD Blu-ray twitter-brugere. Han har spillet videospil siden første generation af spilkonsoller. Den første konsol, som han ejede, var Odyssey 2100.
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Sonys 2024-funktioner kommer også til A95L (QD-OLED)

    19 Apr 2024 |

    'Auto-kalibreret' Prime Video-profil introduceres i Sony TV

    19 Apr 2024 |

    Første kig: Nintendo retro-spil på Apple TV 4K og TV via AirPlay

    19 Apr 2024 |

    Danske priser på 2024 Sony TV og lydprodukter

    18 Apr 2024 |

    YouTube vil blokere tredjeparts apps som SmartTube & NewPipe

    18 Apr 2024 |

    Eksklusivt første kig: Sonys nye 2024 miniLED LCD og OLED TV

    17 Apr 2024 |