Tallene dækker godt nok kun over salget i USA, men Microsoft er glad. Siden lanceringen af de to konsoller for knap 3 år siden har PS4 toppet salgslisten næsten hver eneste måned. I både juli og august 2016 har Xbox One dog taget føringen.
Xbox One i fremgang
Xbox One fik ikke den ønskede start og Microsoft havde selv en stor del af skylden. De positionerede den som halv spilkonsol, halv tv-boks og insisterede på at inkludere Kinect. Siden da har de foretaget ændringer, droppet Kinect som standardudstyr og lanceret Xbox One S.
I både juli og august 2016 har Xbox One overhalet PlayStation 4 på salgslisten. Tallene dækker dog kun over salget i USA og stammer fra NPD. De konkrete tal er ikke fremlagt. Xbox One S lægges under ”Xbox One”-kategorien. På samme måde vil PlayStation 4 Pro blive lagt under ”PlayStation 4”-kategorien, når den kommer.
Xbox One S blev lanceret i starten af august og har utivlsomt hjulpet på salget i denne måned. I juli tog Microsoft dog føringen med den gamle Xbox One.
Sony bekræftede i maj 2016, at der var solgt over 40 millioner PlayStation 4 konsoller verden over. Det vurderes, at Microsoft dengang havde solgt cirka 20 millioner Xbox One konsoller.
Microsoft fremhæver UHD Blu-ray
Microsoft benytter også lejligheden til at minde folk om, at Xbox One S er den eneste spilkonsol med indbygget UHD Blu-ray-drev.
- “Thanks to our fans and their excitement for new Xbox One games and the recently launched Xbox One S — which is the only console available this holiday with built-in UHD 4K Blu-ray, 4K video streaming, and HDR for video and gaming — Xbox One was the best-selling console in the U.S. in August, according to NPD Group” sagde Mike Nichols, chefen for markedsføring af Xbox.
Det var forventet, at Sony ville inkludere UHD Blu-ray i den nye PlayStation 4 Pro, men det skete ikke.
Om Microsoft kan fastholde den gode stime, kommer nok an på modtagelsen af PlayStation 4 Pro, som lanceres den 10. november i år. Microsoft vil i slutningen af 2017 lancere deres Xbox One ”Scorpio”, som bliver i stand til at afvikle spil i 4K-opløsning.
- Kilde: NPD, Microsoft