Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonGoogle har store ambitioner for virtual reality - FlatpanelsDK

Google har store ambitioner for virtual reality

02 Jun 2015 | Rasmus Larsen |

Google vil ikke overlade virtual reality til konkurrenterne. De tror på en fremtid, hvor vi kan opleve steder, hinanden og underholdning igennem skærmbriller, og de forsøger netop nu at lægge fundamentet for et komplet økosystem for virtual reality. Det skal ske med Cardboard, YouTube og ”Jump”.

Cardboard er til masserne

Forestil dig at kunne opleve næsten hvad som helst med en følelse af at være til stede. Der er netop hvad virtual reality repræsenterer og interessen er kraftigt stigende. Facebook købte for nylig Oculus for to milliarder dollars, Samsung arbejder på VR igennem et partnerskab med netop Oculus/Facebook, HTC og Valve har skabt Vive og Sony lancerer en VR-brille til PlayStation næste år. Google vil ikke kigge med fra sidelinjen. Det står klart efter den årlige IO-udviklerkonference.

Google afslørede faktisk allerede deres ”Cardboard” på sidste års konference, men den blev af de fleste opfattet som en sjov ekstra gimmick. Hvis man stadig var i tvivl, så slog Google dog ambitionerne fast i år. Den nye Cardboard – der som navnet indikerer, er af karton - er et element i en større vision om at bringe virtual reality (VR) ud til masserne. Den giver ikke samme oplevelse som f.eks. Oculus Rift, men oplevelsen er ifølge Google god nok til at få en smagsprøve på hvad VR handler om.

Google Cardboard
Cardboard kræver blot, at man indsætter en moderne smartphone på op til 6” og starter en app. Telefonen har allerede sensorer, der kan måle, hvor du kigger hen i den virtuelle verden. App’en er siden lanceringen i 2014 blevet downloadet af mere end 1 million Android-brugere. Nu understøttes iPhone også.

Google har imidlertid større ambitioner end blot en VR-brille af karton.

Et komplet økosystem for VR

Oculus forsøger at skabe en ”butik”, hvor man kan finde fantastiske oplevelser i VR. De er bl.a. i dialog med Hollywood om at skabe film og spiludviklere om at skabe spil. Det vil skabe et komplet økosystem omkring VR, men til at starte med vil det kræve en kraftfuld PC.

Google vil også skabe et økosystem for VR, men de tager en anden tilgang til sagen. Igennem initiativet ”Jump” vil de lade hvem som helst skabe og opleve VR. Dermed ikke sagt, at de ikke også vil tjene penge på det, men de tror tilsyneladende på, at VR om nogle år vil være lige så almindeligt som det er at kigge på billeder og video i dag – hvis brillen da ikke generer dig.

”Jump”-initiativet dækker over:
1. Et kamera-koncept, der kan bruges til optage VR-video
2. Regnekraften til at skabe VR-videoer via Google’s servere
3. En distributionskanal i form af YouTube

Jump-rig med 16 GoPro
Til lejligheden viste Google et 360-graders kamera bestående af 16 GoPro, men de understregede, at man kan bruge nærmest hvilket som helst kamera. Optagelserne vil kunne uploades til Google’s servere, der så automatisk sammensætter de mange videoer til en VR-oplevelse. Og fra juli vil man kunne opleve det hele på YouTube. Google siger, at serverne lige nu er på overarbejde, så til at starte med vil det kræve en invitation før man kan begynde at uploade VR-indhold, men det er planen at give alle forbrugere adgang senere.

- "Jump is about capturing the world's places in VR video," sagde Clay Bavor, der præsenterede Google’s planer for VR.

Google virtual reality
Med YouTube bruger Google således en distributionskanal, der er kendt og elsket af folk over hele verden. Google forestiller sig, at VR-oplevelser vil strække sig lige fra koncerter og sociale events til underholdning og virtuel turisme. På IO-konferencen demonstrerede de hvordan VR kan bruges i klasselokalet til at lade eleverne opleve steder og natur, som om de var til stede. Softwaregiganten gør det samtidig klart, at de allerede har en stor afdeling dedikeret til projektet.

Google vil gerne sende et klart budskab om, at de ser virtual reality spille vigtig en vigtig rolle i fremtidens medielandskab - også selvom de har en anden tilgang til markedet end de andre. Oculus har til mål at skabe den bedst mulige VR-oplevelse. De angriber VR-markedet oppefra. Google vil lade dig gøre nærmest hvad som helst. De angriber VR-markedet nedefra. Sammen med de andre giganter vil de gøre VR muligt.

Vil du have en smagsprøve på virtual reality allerede nu, kan du bestille Cardboard online her. Den sælges i flere forskellige varianter og priserne starter på omkring 15 US dollars. Læs også mere om virtual reality her.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Nye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien

24 Apr 2024 |

Sonys gratis-kanaler med reklamer klar på LG TV i Danmark

24 Apr 2024 |

Max-rabatkunder beholder 4K lidt længere

24 Apr 2024 |

SkyShowtime er i dag blevet både billigere og dyrere

23 Apr 2024 |

Meta åbner Horizon OS for andre headset-producenter

23 Apr 2024 |

Viaplay: Reklamepakke og ny indsats mod kontodeling til sommer

23 Apr 2024 |