Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNu skal slaget stå - bliver filmafgift indført? - FlatpanelsDK

Nu skal slaget stå - bliver filmafgift indført?

07 Oct 2014 | Rasmus Larsen |

Forhandlingerne omkring den nye filmaftale indledes i dag d. 7. oktober, blandt andet med en filmafgift på internet på forhandlingsbordet. Op til forhandlingerne har debatten raset. Filmbranchen er blevet beskyldt for grov tal-manipulation og Zentropa har politianmeldt teleudbyderne for hæleri. Sideløbende har politikerne demonstreret deres ofte manglende føling med omverdenen ved at foreslå helt andre afgifter. Men demokratiet har allerede talt.

En sejr for lobbyisme, tab for demokrati

Hvis du troede, at filmafgift på internet kunne viftes til side, som et dårligt forslag fra den gamle elite, så tager du fejl. Slaget om filmafgiften kommer til at stå og det bliver blodigt.

Lad os opsummere; filmbranchen mangler angiveligt penge fordi DVD-salget går ned, så de vil pålægge en filmafgift på internet fordi danskerne potentielt kan bruge internettet til at streame danske film. Regningen ender naturligvis hos dig.

Først må man nok spørge om filmbranchen overhovedet ved hvad internettet er? Om de har forstået, at internettet er ”network of networks” og at alle kan koble deres enhed til internettet og i øvrigt udgive en app, hjemmeside eller starte en tjeneste? Har de forstået, at internetudbyderne har absolut ingen indflydelse over, hvad der flyder på nettet?

Til de spørgsmål kan man vist svare nej. Følelsen er vokset efterhånden som debatten har udviklet sig. Det cementeres så endeligt med Peter Aalbæks politianmeldelse af teleudbyderne for film-hæleri, altså medvirken til at stjæle film. Det svarer til at politianmelde bilselskaberne eller vejvæsenet for at folk transporterer ulovlige produkter.

Se blot, hvordan forslaget om filmafgift kaldes et gigantisk selvmål, hvordan forslaget kaldes det rene vanvid, hvordan Information kortlægger ”dialogen” (eller mangel på samme), og hvordan en af Danmarks mest fremtrædende tech-analytikere kalder det for absurd og ude af trit med realiteterne. Ja faktisk, har der ikke været én eneste støttende stemme til forslaget om filmafgift ude i det virkelige liv. Ikke én - hverken blandt debattører, eksperter eller kommentatorer.

Demokratiet har talt.

En splittet filmbranche?

I september var Kulturknuserne på DR ude og kalde de tal, som filmbranchen bruger i retorikken, for grov manipulation.

Kulturknuserne argumenterer, at ”25 danske spillefilm” om året aldrig har været et ”normalt niveau” og viser hvordan ”et fald i DVD-salget på 40 % fra 2011 til 2013” ligner manipulation fordi tallet dækker over både amerikanske og danske film. I perioden er salget af danske DVD-/Blu-ray-film faktisk steget, fortæller de. Den realitet dokumenterer Disney med salgstal – i hvert fald for deres salg.

Den danske filmbranche svarer igen under overskriften myter og fakta. De siger, at deres tal også dækkede over udlejning af DVD-film selvom de kaldte det ”salg”. Blockbusters død har naturligvis påvirket nedgangen i udlejning, men måske endnu mere vigtigt; der er jo ikke igennem de seneste år søsat et eneste seriøst og helhjertet forsøg fra en dansk udbyder på rent faktisk at udleje danske film via internettet. Set igennem et kalejdoskop, hvor man sorterer alle de uønskede farver fra, er det jo nemt at sige: ”vi mangler 60-80 millioner”. Realiteten er dog, at det er filmbranches egen skyld.

Noget andet er argumentet og tallet for hvor meget video udgør af trafikken på internettet. Det fremføres igen og igen fra filmbranchen, hvordan video udgør 70-80 % af trafikken på internettet. Men enhver med bare den mindste logik kan jo sige sig selv, at video udgør en stor del fordi det fylder – i bytes – meget mere end alt andet. Det fylder ikke bare 70-80 % mere end det skrevne ord eller musik, men en faktor 100, sågar 1000.

Argumentet om at størstedelen af internettet bruges til video er tåbeligt, og at danskerne primært har en internetforbindelse for at streame dansk film er jo intet mindre end en absurd fremstilling. Og så kan det naturligvis ikke måles i bytes.

Lad os dvæle ved filmbranchens egne ord lidt endnu. Retorikken har været skarp og der har været flere tal på bordet. Lige fra 40 til 80 millioner mangler branchen, afhængigt af hvem du spørg. Kim Pedersen, formand for Danske Biografer og Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen har været de mest aktive stemmer i filmbranchens debat og gang på gang har man forsøgt at give et indtryk af, at filmbranchen er enig.

Men er man nu også det? Christina Rosendahl, formand Danske Filminstruktører, siger, at ”alle kæmper i hvert sit hjørne”. Producenten Regner Grasten kalder de højtråbende branchefolk for grædekoner og giver en klar opfordring; ”vind eller forsvind”. Andre har også budt ind.

Det der smarte ”streamingtjeneste”, det har Zentropa da prøvet
Det ligner en splittet filmbranche. Man får naturligvis sjældent noget ud af at være fuldstændig splittet omkring så centrale emner, så branchens Grand Old Men har taget taktstokken og svinger den bestemt i den offentlige debat.

Den del af branchen som har mest at tabe er formentlig biograferne. I debatten er man begyndt at tale om, at hold-back-vinduet - fra filmen går i biografen til den kommer til salg/leje - skal forkortes eller at film skal til salg og leje samtidig med biografpremieren. Kim Pedersen og medlemmer har meget at miste og vil tilsyneladende hellere tvinge danskerne i biografen til priser, som konstant stiger, end reelt at afprøve hvad forbrugerne rent faktisk ønsker.

For er det ikke netop det, som det her handler om? Man vil ikke efterkomme den reelle interesse hos danskerne? Man vil hellere blive ved med den gamle model, som engang virkede. Og hvis danskerne ikke gider den længere, så får de den da bare proppet ned i halsen. Det hedder kultur, folkens! Gud bevare Danmark, hvis danskerne skal reduceres til individuelle ”’tabletkiggere’, der som robotter blot sidder foran skærmen”. Nej, biograferne skal bestå – om vi så vil dem eller ej! Capiche?

Vidste du i øvrigt ikke, at det der smarte ”streamingtjeneste”, det har Zentropa da prøvet? Det virkede altså ikke. At ingen udenfor branchen nogensinde har hørt om den, er naturligvis ligegyldigt i denne sammenhæng, hvis du skulle undre dig.

Man kunne vel lige så godt sejle en speedbåd med varer over Øresund i fuld fremdrift og på baggrund af dette konkludere, at Mærsks containerfart ikke kan lade sig gøre. Men måske mere komisk, så har vi jo rent faktisk et helt analogt eksempel i YouBio og Netflix. Isoleret set kunne man jo argumentere for, at streamingtjenester ikke lader sig gøre, hvis man udelukkende kiggede på det kuldsejlede YouBio. Men nu har knap en tredjedel af alle danske husstande jo altså købt adgang til Netflix.

D’oh!

Demokratiet har talt. De har vist hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre.

Politikerne kommer på banen nu

Nu er det politikernes tur. Filmbranchen har ikke selv kunne løse deres problemer - nok mest af alt fordi de slet ikke har prøvet. De har haft mest travlt med at pege fingre.

Visse garvede politikere såsom Marianne Jelved siger, at hun kun vil lovgive om en filmafgift, hvis telebranchen selv ønsker det. Andre politikere har ligeledes afvist det, men der er visse stemmer, som støtter helt eller delvist op. Lars Barfoed vil ikke have en afgift, men vil have at teleudbyderne alligevel skal bidrage.

- ”Folk streamer på livet løs fra iTunes og Netflix, men den pris, filmproducenterne kan få fra disse tjenester, er tilsyneladende slet ikke i nærheden af at kunne matche den indtjening, de tidligere havde på DVD-salg. Derfor vil vi gerne have lavet en analyse, der kan se om der nogle markedsbrister her,” siger Lars Barfoed til Berlingske.

Men hvem siger også, at indtjeningen skal være på samme niveau, Lars Barfoed? Film en én underholdningsform; ét stadie der vidner om vores teknologiske kunnen. Der har været mange underholdningsformer før da og der kommer helt andre i fremtiden.

DF: Tving Google, Apple og Netflix til at betale til dansk film
Samtidig introduceres en paralleldebat, som i sin grundsubstans handler om det samme: Det store stygge internet er ved at ødelægge status quo i Danmark. Når politikere ikke forstår, at den eneste sikre måde at drive et samfund i ruiner på, er ved at opretholde status quo med magt, så skal de ikke sidde på magten. Tag et kig i historiebøgerne.

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen foreslår således, at man tvinger Google, Apple og Netflix til at betale til dansk film. Kan vi få den igen? Altså Google, som nærmest har ingen rolle i filmbranchen, skal betale til dansk film? Okay, men hvad med dem der producerer printpapir? Er det ikke synd for dem? Er det ikke ærgerligt, at vi ødelægger så få regnskove nu til dage ved i stedet at kommunikere online?

Filmbranchen peger igen og igen på Frankrig, hvor sådanne mekanismer er ved at blive sat i værks, og sidenhen har visse politikere meldt sig ind i koret. Faktum er dog, at situationen langt fra kan sammenlignes, alene af den grund, at Frankrig er bygget med nogle helt andre ”kulturelle” love som grundlag.

I en undersøgelse lavet af A&B Analyse af Dansk IT siger 77 % af danskerne nej til en filmafgift.

Demokratiet har talt. Indføres en filmafgift på internet, så er det en sejr for lobbyisme og et tab for demokrati.

Handler i bund og grund om internettet

I årene før og efter Kristus fødsel stod Biblioteket i Alexandria som symbol på viden og lærdom. Alle værker man kunne få fingre i blev lagt på hylderne og mange berømte tænkere fra samtiden studerede skrifterne. Men der var kun adgang for eliten! Udover at pøblen ikke kunne læse, så var der heller ingen interesse i at lære dem det.

Siden da har vidensdeling heldigvis ændret sig, men det er først med internettet, at viden i sandhed er blevet demokratiseret. Foran skærmen har vi alle adgang til langt mere viden end Biblioteket i Alexandria nogensinde tilbød. Alle kan læse med og viden spredes på tværs af landegrænser og kontinenter. Det er fantastisk og det vi kan alle takke internettet for.

Ligesom internettet har decentraliseret og demokratiseret viden, ændrer det i disse dage fundamentalt nyhedsformidling, musik og ikke mindst film. Det truer etablerede brancher og gamle firmaer på livet. De styrede engang distributionen, ligesom Biblioteket i Alexandria styrede distributionen af viden, men det er slut nu med internettet. Internettet har haft fuldstændig grundvoldsrystende effekt på mange liv her på jorden, såvel som lande, brancher og virksomheder. Og det er godt! For på den anden side af alt dette opstår noget bedre.

En lavine af afgifter til alle de brancher, som påvirkes af internettet?
Mange virksomheder som ikke har leveret god kundeservice eller meningsfyldte produkter har måttet lukke. Nye er opstået i deres sted med produkter, som verden har brug for. Internettet akkumulerer viden, holdninger og mekanismer. Det har givet mennesker et talerør og det vil i fremtiden muliggøre fantastiske ting. Internettet har gjort vidensdeling fri og har transformeret brancher, så vi i dag elsker dem.

Internettet er frit for alle.

Så skal selve internettets grundsten trues med en filmafgift? En Netflix-afgift? Flere latterlige afgifter senere? En lavine af afgifter til alle de brancher, som påvirkes? Skal vi omfavne status quo? Gøre os selv en bjørnetjeneste?

Hvad når internettet også skal styre vores hjem, hjælpe os med at kurere sygdomme og i øvrigt skal holde lamper og apparater på gader og stræder kørende? Det er en realitet indenfor overskuelig fremtid. Vil vi kigge tilbage på os selv og sige, at det var den rigtige beslutning? At vi skulle begynde at give internettet skylden og pålægge afgifter og give kunstigt åndedræt til noget så ligegyldigt som et par ekstra danske film?

Internettet skal udfordre eller nedbryde de etablerede brancher og det skal gøre ondt på filmbranchens vi-bestemmer-forretningsmodel opbygget omkring udgivelsesvinduer. Det er meningen, for helvede! For det er ikke det, som køberne vil have. Kun ved at udfordre sådan-har-vi-altid-gjort-tankegangen kan vi komme videre som menneskehed og samfund, og skabe noget bedre.

Filmbranchen er forkælet og fuldstændig virkelighedsfjern. Det er på tide, at de bliver sat grundigt på plads. De er stadig i benægtelsesstadiet og det eneste som kan få dem videre til næste stadie er, at deres argumenter om internettets effekt på deres branche, bliver slået ned. For lad os få det endeligt på plads: filmbranchen ”mangler” ikke noget. Det er fuldstændig selvforskyldt.

Ordet krise kommer fra det græske krisis og betyder en situation, hvor tingene når et vendepunkt – en ny retning. Men alligevel prøver "en filmbranche i krise" med alle deres kræfter at holde fast i fortidens paradigme. De vil ikke gå i en ny retning - visse af dem vil i hvert fald ikke.

Når alt dette lobbyisme, kammerateri, benægtelse og pladdersnak fra branchen er overstået, så håber vi igen at se en masse dejlige danske film! Pst, kære danske filminstruktører; har I hørt, at Netflix er begyndt at finansiere film, som går helt udenom den fastlåste vindue-fødekæde? I februar 2014 sagde de, at man havde øremærket 36,5 milliarder kroner til indhold over de næste 36 måneder. Beløbet vil stige betragteligt i de kommende år.

Nårh ja, fik vi sagt, at demokratiet har talt?

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Apple Home & AirPlay support for første gang i 2024 Philips OLED TV

25 Apr 2024 |

1 million har oprettet login på DRTV

25 Apr 2024 |

Første 480Hz OLED panel til high-end gaming nu i masseproduktion

25 Apr 2024 |

Nye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien

24 Apr 2024 |

Sonys gratis-kanaler med reklamer klar på LG TV i Danmark

24 Apr 2024 |

Max-rabatkunder beholder 4K lidt længere

24 Apr 2024 |