Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonRetina HD-skærmene i iPhone 6 og 6 Plus forklaret - FlatpanelsDK

Retina HD-skærmene i iPhone 6 og 6 Plus forklaret

10 Sep 2014 | Rasmus Larsen |

Apple har præsenteret to nye iPhone 6 modeller, som begge markedsføres med ”Retina HD displays” i henholdsvis 4,7 og 5,5 tommer. De er således større end hidtil, men det er primært skærmen i den store iPhone 6 Plus, som skiller sig ud. Vi tager her et indledende kig på teknikken i skærmene. 

iPhone 6 får Retina HD skærme

”Retina” er Apple’s eget ord, men samtidig også det første udtryk for skærme, som rent faktisk tager en række faktorer med i overvejelsen; ikke kun opløsning. Retina angiver, at en given skærm har så høj pixeltæthed, at man fra en given afstand (afhængigt af enheden, f.eks. telefon eller tablet) ikke kan skelne de små pixels.

 iPhone 6


Normalt omtaler man blot skærme og tv-skærme baseret på den absolutte opløsning, men tager ikke siddeafstanden i betragtning. Selvom Retina først og fremmest er et markedsføringsudtryk, så er der alligevel mening bag galskaben. Derfor er det også interessant, at Apple nu introducerer ”Retina HD” skærme i de to iPhone 6 modeller.

Lad os kigge nærmere på det.



iPhone 6 skærmen er som tidligere iPhones – bare større
HD-skærme er i industrien kendetegnet ved minimum 720 pixels i højden, og det kriterie opfylder begge iPhone 6 modeller, i modsætning til f.eks. iPhone 5 modellerne med 1136x640 pixels. Det er nok derfor Apple har valgt at sætte HD-mærkatet på, selvom man kunne argumentere for, at de lige så vel kunne have gjort det med introduktionen af Retina-skærmene i iPad.

Kigger man derimod på pixeltætheden (ppi eller pixels per tomme), så er der ingen forskel på de tidligere iPhone 5 modeller og den nye iPhone 6. Reelt kan man sige, at iPhone 6 giver samme detaljegrad på skærmen, blot i større format – hvilket også giver mere plads til apps på skærmen.

iPhone 6 Plus er ny retning

iPhone 6 Plus er derimod interessant – på både godt og ondt. Ikke fordi den har 1920x1080 pixels, som er præcis det samme som Full HD tv-skærme, men derimod fordi, at den øger pixeltætheden og håndterer selve iOS anderledes. Den har nu 401 ppi og lige så interessant så bruger den 3X skalering.

På de oprindelige iPhones brugte man 1X skalering. Med introduktionen af Retina-skærme gik man til 2X skalering, hvor det der tidligere var 1 pixel nu blev 4 pixels, så man kunne gengive f.eks. tekst og objekter mere detaljeret uden at alting blev mindre på skærmen. iPhone 6 Plus bruger nu 3X skalering, så det der før var 1 pixel nu er 9 pixels. Dermed kan alt på skærmen blive endnu mere detaljeret – uden at blive uendeligt småt.

Men her kommer så et twist.

iPhone 6 Plus kører internt med højere opløsning
iPhone 6 Plus burde egentlig have haft en skærm med 2208x1242 pixels i stedet for 1920x1080. Inde i elektronikken er det faktisk den opløsning, som iPhone 6 Plus arbejder med. Det er sågar den opløsning, som spyttes ud til skærmen, hvorefter skærmen nedskalerer til 1920x1080.

Dermed lader det også til t være slut med 1:1 pixelmapping på iPhone 6 Plus – et princip der har været nærmest helligt på PC-skærme og i iOS-systemet siden begyndelsen. I praksis betyder det, at man reelt ikke kan gengive en ultratynd linje, der kun fylder en pixellinje. Den vil blive enten udvidet lidt eller lidt udtværet.

Hvad det reelt betyder i praksis er svært at sige, og effekten er nok yderst minimal, simpelthen fordi skærmen har så høj pixeltæthed. Men det er en ny retning for Apple; en retning imod at iOS skalerer mere imellem forskellige skærmstørrelser og opløsninger i stedet for at bruge nogle få fastsatte opløsninger. Noget der måske vil overføres til iPad senere.

Hvad man så vil lægge i det er nok individuelt. Personligt lægger jeg det i det, at rygterne om produktionsproblemer på iPhone 6 Plus var begrundende og at det var skærmen der var flaskehalsen. Apple havde nok planer om at bruge en skærm med 2208x1242 pixels, men endte med en 1920x1080 skærm fordi de allerede produceres i bunkevis. Dermed tror jeg heller ikke at det er udelukket, at man i næste generation af iPhone går op til 2208x1242 pixelopløsning, uden dog at tale særlig meget om det.

I forhold til ændringen på skærmformatet i iPhone 5 (hvor man fik sorte kasser i bund og top), håndterer Apple derimod alle eksisterende apps således, at de automatisk skaleres op til fuld skærm.

 iPhone 6


Stadig LCD-skærme

Herudover så er det måske værd at bemærke, at Apple stadig bruger LCD-skærme, baseret på IPS-panelteknologien. Den har til alle tider givet god, præcis farvegengivelse og brede betragtningsvinkler. Svagheden ved IPS er kontrasten. Apple siger godt nok, at de har forbedret kontrasten med iPhone 6 (1400:1 på 6 og 1300:1 på 6P, sammenlignet med 800:1 på 5S), men det har vi har ikke haft mulighed for at bekræfte. I praksis har ingen hidtil formået at få god kontrast ud af et IPS-panel, så det har Apple nok heller ikke (selv 1400:1 er relativ svag kontrast).

Herudover taler Apple om færre reflektioner. En ting der måske er værd at bemærke er, at man fra iPhone 5 begyndte at laminere skærmen fast til ydreglasset. En billedmæssig forbedring som i store træk er overset, men som giver oplevelsen af, at man flytter fingeren rundt på skærmen fremfor på et ydreglas – og i øvrigt reducerer reflektioner.

De nye Retina HD skærme var en betydelig del af præsentation af Apple iPhone 6 og iPhone 6 Plus i går. Herudover har de nye iPhones Apple Pay betalingsløsning, iOS 8, bedre kamera, nyt design og meget andet. Der åbnes for bestilling i Danmark d. 26. september. iPhone 6 starter på 5.199 kroner og iPhone 6 Plus på 5.999 kroner. Læs også mere hos Apple her.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Max afslører priser: Bliver dyrere uden reklamer

19 Apr 2024 |

Sonys 2024-funktioner kommer også til A95L (QD-OLED)

19 Apr 2024 |

'Auto-kalibreret' Prime Video-profil introduceres i Sony TV

19 Apr 2024 |

Første kig: Nintendo retro-spil på Apple TV 4K og TV via AirPlay

19 Apr 2024 |

Danske priser på 2024 Sony TV og lydprodukter

18 Apr 2024 |

YouTube vil blokere tredjeparts apps som SmartTube & NewPipe

18 Apr 2024 |