Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonOplevelser med Viaplay på LGs Smart TV - FlatpanelsDK

Oplevelser med Viaplay på LGs Smart TV

29 Aug 2011 | Rasmus Larsen |

Viaplay er Viasats on-demand tjeneste, hvor man kan se film, Tv-serier, sport og dokumentarer over internettet, og en af de mest interessante video-on-demand tjenester på dansk grund i dag. Viaplay har allerede gjort sit indtog i LGs Smart TV (se en introduktion til Smart TV her). I denne artikel tager vi et kig på hvordan kombinationen af LGs Smart TV og Viaplay falder ud.

Oplevelser med Viaplay på LGs Smart TV

Video-on-demand er stadig et relativt nyt fænomen herhjemme, men idéen om at kunne se film, Tv-serier og dokumentarer præcis når det passer ind i familiens tidsprogram, er besnærende. Og idéen bliver bestemt ikke mindre fascinerende, når det hele foregår over internettet – det betyder nemlig, at dagene med at trække antenne-kabler rundt i huset er ovre.


Viaplay er netop sådan en tjeneste og med Viasat i ryggen betyder det også, at der kan købes adgang til sportsudsendelser såsom Champions League, Premier League og Superliga-fodbold, Formel 1, golf og meget mere. Samtidig finder man Tv-serier fra TV3-kanalerne og filmudgivelser såsom Robin Hood, Toy Story 3 og Batman for at nævne nogle af de største titler.

Viaplay kan ses på www.viaplay.dk, men hvem gider se Tv på en computerskærm? Langt mere interessant er muligheden for at kunne se indholdet på sin Tv-skærm og det har LG åbnet op for med deres nye Smart TV-fladskærme, der er de første til at få en Viaplay ”App”. Her kigger vi nærmere på kombinationen af Viaplay og LGs Smart TV.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Viaplay er tilgængeligt fra Smart TV-skærmbilledet på LGs 2011-fladskærme, hvor der også kan findes andre video-on-demand Apps. Herfra kan man indtaste sit brugernavn og kodeord (som oprettes på viaplay.dk) og man har nu adgang.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Når man åbner op for Viaplay, mødes man med denne skærm, hvor nogle udvalgte film er placeret. Øverst har man en navigations-bar samt punkterne: TV, Film & Sport. Under hvert punkt er der underpunkter. Se eksempelvis billedes nedenfor, hvor der kan vælges mellem Tv-programmer fra TV3, TV3+ og WarnerTV.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Under Film er der tilsvarende underpunkter, hvor man kan opdele film i kategorier.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Bemærk også kategorien Lejefilm. Herunder finder man film, som kun kan lejes – også selvom man abonnerer på Film-pakken. Det skyldes rettigheder fra filmselskaberne, som ikke vil lade Viaplay inkludere alle film i månedsprisen. Der arbejdes for at inkludere flere film i fremtiden siger Viasat, men det er en længere proces. Under Lejefilm fandt vi velkendte titler såsom I am Number Four, The Green Hornet, Klovn, Season of the Witch og the Fighter. Prisen på lejefilm varierer fra 9 til 39 kroner.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Endeligt findes der en sports-sektion, hvor Viaplay giver adgang til de sportsudsendelser, som Viasat har rettighederne til, herunder Superligaen. Viasat har imidlertid ikke alle danske rettigheder og en kamp såsom HB Køge og FCK, som blev sendt søndag d. 7. august og som blev sendt på CANAL9 kan naturligvis ikke ses hos Viaplay.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Sportsudsendelser er per definition direkte og sports-sektionen i Viaplay er opdelt på dage. Prøver man at starte en udsendelse, som først sendes senere, får man en besked med et nedtællings-ur.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Desværre er der ikke mulighed for at få en påmindelse, hvilket jeg synes er en mangel. Det kan implementeres på en række måder, og jeg synes det bør være muligt at få en besked op på skærmen, når en fodboldkamp starter.

Se videoen herunder, hvor vi tager en lille rundtur i Viaplay-app’en på LGs Smart TV.


Udvalget

Udvalget af film er pænt, men der mangler en del nye titler. Viasat har begrænset tilgang til film på markedet og derfor er der heller ikke umiddelbart udsigt til, at sluserne åbnes fuldstændig. Der ligger en del indhold under lejefilm, men det koster ekstra.

Viasat er derimod stærke på sport, og specielt fodbold, herunder Superligaen og Champions League. Det er ikke alle superliga-kampe, der kan ses gennem Viaplay, men en del af topkampene hører ind under Viasats rettigheder. Det er også ganske unikt for en video-on-demand-tjeneste at kunne tilbyde direkte sport, og det er et område, som hiver oplevelsen af Viaplay betydeligt op.

Endeligt findes en række Viasat-serier, som normalt sendes på TV3 og TV3+.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Til alle film følger en beskrivelse af filmen. Vi savner dog en mulighed for at se lignende film indenfor samme genre. Kataloget af film er stort og uoverskueligt, og derfor er det altid praktisk, hvis brugeren kan hjælpes på vej til at opdage nyt indhold.

De film som indgår i Tv-pakkerne kan desuden lejes, hvis man ikke er kunde hos Viaplay.

Viaplay i LGs Smart TV
Viaplay i LGs Smart TV


Jeg har herunder filmet en gennemgang af Viaplay på LGs Smart TV.


Billedkvalitet

Billedkvaliteten er slet ikke på højde med normale Tv-signaler, der kommer ind via antenne-kablet, og Viaplay har stadig plads til en del forbedringer. Primært på sportsudsendelser synes billedkvaliteten er for komprimeret og grumset.

Eksempel på alt for komprimeret film gennem Viaplay
Eksempel på alt for komprimeret film gennem Viaplay


Der tilbydes lidt indhold i HD, men min holdning er, at HD bør være obligatorisk på alle filmtitler. HD-titlerne i Viaplay kræver en internetforbindelse på minimum 10 Mbit. Billedkvaliteten på HD-titlerne er da også noget bedre, men billedet kan stadig fremstå lidt for komprimeret og ”blødt” på store fladskærms-Tv.

HD-film findes også i Viaplay
HD-film findes også i Viaplay


Det er klart, at internettet sætter visse begrænsninger, fordi internetforbindelserne hjemme i stuerne stadig er for langsomme. Viaplay fortæller, at man pt. bruger en metode, hvor der er valgt laveste fællesnævner, forstået på den måde, at der er valgt en relativ lav kvalitet (bitrate), for at sikre, at folk med langsomt internet også få nytte af Viaplay. Der arbejdes på en løsning, hvor Viaplay automatisk skalerer op eller ned i billedkvalitet afhængigt af internet-forbindelsen, men løsningen er endnu ikke klar på fladskærmenes Smart TV-platforme.

Vi håber dog på, at billedkvaliteten gradvist øges. Personligt oplever jeg langt bedre billedkvalitet gennem Netflix, som modtages på samme internet-linje gennem en Apple TV-boks. Her bruges netop metoden, hvor billedkvaliteten automatisk tilpasses hastigheden af brugeren internetforbindelse.

Summeret

Summeret set er Viaplay en rigtig spændende tjeneste, og idéen med at kunne streame sit film, Tv-serier og direkte sports-programmer over internettet, når man vil og hvor man vil, er fremtiden.

Viaplay er endnu ikke en komplet løsning, og kombineret med LGs Smart TV, skal der arbejdes lidt på hastigheden ved navigering rundt i menuerne samt billedkvaliteten. Viasat siger, at der arbejdes på at levere billedkvalitet, der automatisk tilpasses brugerens internet-forbindelse, men at løsningen endnu ikke er klar. Det vil dog for mit vedkommende være en af de faktorer, som bliver rigtig afgørende i fremtiden. Det kunne også være rart, hvis der blev foreslået relaterede film og serier i menuerne, da man lige nu har en tendens til at kigge nyhederne hurtigt igennem og undlade at dykke ned i det store filmkatalog, da opsætningen kan virke uoverskuelig.

På indholdsdelen er Viaplay en af de mest interessante video-on-demand tjenester lige nu. De praler selv med over 1000 titler, selvom alle ikke er tilgængelige gennem Viaplay-App’en på LGs Smart TV (pga. rettigheder). Sports-delen er tilsvarende ret unik fordi der er mulighed for at se blandt andet Champions League fodbold samt Superliga-fodbold. Og hvis man er til TV3-programmer, kan de naturligvis også findes. Når man køber adgang til VIaplay, kan man i øvrigt også se indholdet på PC/MAC samt Apple og Android smartphones og tablets.

Viaplay kombineret med LGs Smart TV er således en lovende løsning. De værste børnesygdomme skal dog først overkommes, før vi kan tale om en virkelig gennemført video-on-demand løsning.

Viaplay koster henholdsvis:
TV: 69 kr./måned
TV + Film: 99 kr./måned
TV + Film + Sport: 159 kr./måned

Eksisterende Viasat-kunder kan få gratis adgang til Viaplay frem til 30. september 2011. Prøv selv, hvis du har en 2011 model.

Læs mere om LGs Smart TV her

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Altibox udmelder store prisstigninger på tv-pakker

16 Apr 2024 |

DTS:X lander på Disney+ i maj med 18 Marvel-film og Queens-koncert

15 Apr 2024 |

Medie: Disney tæt på store fodbold-rettigheder i Danmark

15 Apr 2024 |

Omfanget af hackede Roku Smart TV langt større end først antaget

15 Apr 2024 |

Danske priser på 2024 LG OLED (B4, C4, G4) – starter lavere

12 Apr 2024 |

TCL træder ind på monitor-markedet med miniLED LCD

12 Apr 2024 |