Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Apple TV (720p) - FlatpanelsDK

Test: Apple TV (720p)

19 Jul 2011 | Rasmus Larsen |


Apple TV er en lille Smart TV-boks, som kan tilsluttes fladskærms-Tv’et, hvorefter man får adgang til den store internet-verden. Apple TV giver mulighed for at leje film, Tv-serier, dokumentarer og meget mere, samt benytte såkaldte podcasts, der er Tv-shows på nettet – f.eks. fra DR i form af Troldspejlet eller Spise med Price. Lige så ophidsende er AirPlay-funktionaliteten, der ved hjælp af et tryk på en knap kan overføre videoer, musik og billeder fra en hvilken som helst iPhone/iPod/iPad-enhed eller musik fra en MAC/PC til det store stue-Tv, hvor Apple TV-boksen er tilsluttet.

Bemærk: Dette er den gamle Apple TV. Vi har testet den nye Apple TV med 1080p her.

Opdatering 28.12.2011: Der er nu kommet filmleje i Danmark via iTunes og Apple TV, så vi har opdateret testen. Vi har også tilføjet et afsnit omkring AirPlay Mirroring.

Apples nye Apple TV
Apple TV


Apple TV er på den måde en Smart TV-løsning i stil med dem Samsung, LG, Panasonic og Sony ruller ud i stor stil i deres fladskærms-Tv for tiden. Apple TV er nu også officielt til salg i Danmark og sælges både af Apple og udvalgte forhandlere. FlatpanelsDK har gennem noget tid haft boksen stående og i denne anmeldelse kigger på mulighederne i boksen. Vi fortæller dig også hvordan du får adgang til amerikanske tjenester såsom Netflix på Apple TV.

Testen bliver ikke bygget lige så stringent op som vores anmeldelser af TV, og formen er derfor lidt mere artikelagtig. Det samme vil være tilfældet med testen af LG ST600, der er en tilsvarende boks og som vi snart kigger på.


HDMI
Optisk lyd
Wi-Fi
Ethernet
USB (micro)
Størrelse (HxBxD): 2,29 cm x 9,91 cm x 9,91 cm
Vægt0,27 kg

Pris og forhandler:


De første indtryk

Apple TV er lille – meget lille. Modsat mange andre Apple produkter, er boksen sort, hvilket formentlig er en beslutning, der er truffet af hensyn til det dominerede sorte højglans-design på næsten alle fladskærms-Tv i dag.

Apples nye Apple TV
Apple TV


På bagsiden af boksen findes de forskellige indgange og udgange; blandt andet en HDMI-udgang, som skal tilsluttes fladskærmen. Der kan tilsluttes et internet-kabel, men der er også mulighed for at benytte trådløst netværk, som er indbygget i boksen.

Apples nye Apple TV
Apple TV


Enheden styres med den medfølgende fjernbetjening eller vha. Apple iPhone/iPod/iPad. Det vender vi tilbage til om lidt..

Forud for testen

Apple TV er testet på et Philips 6606H TV og tilsluttet via HDMI. Apple TV er tilsluttet en router via kabel. Internettet ind i testlokalet er 8 Mbit/s.

Apple TV er testet sammen med en iPhone og en Macbook Air, men der kan tilsvarende bruges iPad/iPod samt en MAC/PC med iTunes for at aktivere de funktioner, som er vist i testen.

Strømforbrug

Nedenfor ses strømforbruget på Apple TV-boksen. Idéen er at boksen aldrig skal slukkes, så den altid kan styres med iPhone/iPod/iPad, så vi var derfor også særligt opmærksomme på standby-forbruget.

Standby0,6 W
I brug 1,7 W


Apple TV forbruger 1,7 W i brug og 0,6 W i standby. Det er latterligt lavt og prøv at vise mig nogen anden elektronisk boks der kan afspille video ved kun at sluge under 2 W. Det troede jeg simpelthen ikke var muligt, før jeg stiftede bekendtskab med Apple TV.

Styr alt med iPhone/iPad

Den lille fjernbetjening klarer alle opgaverne, som boksen besidder på meget fornem vis. Den er ekstremt brugervenlig og simpel at benytte og Apple TV-boksen reagerer prompte på tryk via fjernbetjeningen. Bemærk også, at der blot er 7 knapper i alt – og de kan faktisk styre alt.

Apples fjernbetjening
Apples fjernbetjening


Fjernbetjeningen er skabt i et aluminiums-kabinet, og det gør, at fjernbetjeningen føles eksklusiv. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at den er bedre end næsten samtlige fjernbetjeninger jeg har siddet med fra en Tv-producent. Om det siger mest om Apples niveau eller de andre Tv-producenters niveau for fjernbetjeninger, er svært at give et fornuftigt svar på, men det er nok en kombination.

Der er dog én anke, og når der skal søges film i eksempelvis iTunes eller på YouTube, kan det hurtigt blive frustrerende at bruge tastaturet henne på fladskærms-Tv’et vha. piletasterne på den lille fjernbetjening.

Her kommer Apples eget økosystem til undsætning. Alt kan nemlig styres på iPhone/iPod/iPad. Der skal blot hentes den såkaldte ”Remote” App på enhederne. Den er gratis og opsætningen er næsten latterlig nem. Og nu kører alt over trådløst netværk, så du skal altså ikke pege på hverken fladskærm eller Tv-boks. Du kan styre f.eks. musik afspillet via Apple TV ude fra haven, så længe du er på det trådløse hjemmenetværk.

Apple TV kan styres med iPhone/iPad/iPod
Apple TV kan styres med iPhone/iPad/iPod


Med Remote får man et tastatur op på iPhone eller iPad, ligesom når man skriver beskeder eller søger på internettet. Det gør Apple TV smart og velfungerende, når der skal indtastes tekst.

Se hvordan Apple TV styres via iPhone i videoen af i næste afsnit. Dette er dog kun overfladen af sammenspillet med iPhone/iPod/iPad samt MAC/PC. I de næste afsnit fører vi dig ind i de mange andre muligheder.

Video-streaming – ingen harddisk

Apple TV bygger på en ren streaming-løsning og der er ingen indbygget harddisk. Streaming betyder i korte træk, at man modtager alt indhold enten over internettet eller via hjemmenetværket fra andre enheder. Det betyder naturligvis også, at man ikke kan gemme noget lokalt på Apple TV, og personligt mener jeg, at der mangler en USB-port, så f.eks. USB-nøgler kan tilsluttes.

Apples nye Apple TV
Apple TV


Apple har dog gjort sit for, at den manglende harddisk ikke savnes, for hele brugeroplevelsen er opbygget omkring denne vision. Apple har senest åbnet for udlejning af film i Danmark via iTunes, og det kommer også Apple TV-boksen til gode, hvor man kan klikke sig ind og leje præcis hvilken film man ønsker – den kan endda ses på alle de Apple-enheder man har i hjemmet i lejeperioden.

Apples nye Apple TV
Lej spillefilm på din Apple TV-boks


Prisen på lejefilm varierer fra 19-49 kroner afhængigt af filmen og hvornår den er frigivet. Apples filmkatalog udvides løbende, og lige omfatter det 411 film (cirka dobbelt så mange som ved lanceringen i Danmark). Det er primært de største udgivelser, som gøres tilgængelige og de fleste findes i HD-opløsning.

Apples nye Apple TV
Lej spillefilm på din Apple TV-boks


Apple har endnu ikke åbnet op for, at man også kan se købte film på Apple TV-boksen i Danmark, men det findes i andre lande, så det er nok blot et spørgsmål om tid. Kvaliteten på film er ganske pæn, specielt HD-udgivelserne, og Apple TV-boksen skalerer billedkvaliteten afhængigt af hastigheden på din internetforbindelse.

Podcasts kan kort beskrives som Tv-shows, der leveres over internettet. DR har en podcast-tjeneste på Apple TV, hvilket betyder, at man kan se nye eller tidligere afsnit af eksempelvis Troldspejlet, Spise med Price, Gintberg på Kanten, So Ein Ding, Det Nye Talkshow osv. Tilsvarende har TV2 podcasts på Apple Tv såsom Nyhederne, Ekstra Bladet har Huxi og Karen, BBC har tonsvis af podcasts, Jamie Oliver har en podcast omkring madopskrifter på video og herudover findes der tyske, franske, italienske podcasts osv.

Der er også adgang til alverdens internet-radiostationer, YouTube, MobileMe (erstattes snart af Apples iCloud) og Flickr (til billeder). Senest er der kommer iTunes Match til, som er Apple musiktjeneste ”i skyen”, hvor man har adgang til sine musiknumre over internettet. iTunes Match er endnu ikke officielt tilgængeligt i Danmark, men Apple TV viser alligevel en fane med navnet.

Apples nye Apple TV
Lej spillefilm på din Apple TV-boks


Endeligt er det adgang til biograftrailere så snart de frigives. Lige nu kan du blandt andet se trailere for Hobbitten og den tredje Batman-film.

Her ses Apple TV tilsluttet i Danmark
Her ses Apple TV tilsluttet i Danmark


Det giver følgende:
  • Filmudlejning (kommet til senere)
  • YouTube
  • Podcasts
  • Flickr
  • MobileMe
  • Radio
  • Trailere

    På billedet ovenfor kan du også se menu-strukturen på Apple TV-boksen. Den er let og overskuelig. Boksen reagerer prompte og der er meget sjældent ventetid (kun når film starter). Navigationen er derfor ekstremt glidende og langt bedre end jeg har oplevet i fladskærms-producenternes Smart TV-platforme.

    Se videoen herunder, hvor vi afspiller en podcast fra DR med Price-brødrene.



    Billedkvaliteten svinger fra udbyder til udbyder, men generelt er den lidt lavere end den HD-kvalitet, som FlatpanelsDK normalt er fortaler for. HD er stadig en stor mundfuld over nettet, men bliver stille og roligt udbredt. Lige nu skal du dog forberede dig på, at billedkvaliteten via eksempelvis DR podcasts er en smule tarvelig, men den er klart bedre via lejefilm på iTunes (når de er i HD). Hvad jeg imidlertid er mere imponeret af, er hvor hurtigt film startes op og hvor nemt det er at spole frem og tilbage i film. Jeg har senest kigget på Smart TV-funktionaliteten i f.eks. Samsung, Sony, LG og Panasonics fladskærme og her opleves ofte ventetid, når en film skal startes og specielt, hvis der skal spoles frem og tilbage.

    AirPlay

    AirPlay er kort fortalt en funktion, som gør det muligt at sende video, musik og billeder fra en iPod/iPhone/iPad eller PC/MAC direkte til fladskærmen via Apple TV-boksen.

    Med AirPlay kan man vise video og spil fra iPad på fladskærmen
    Med AirPlay kan man vise video og spil fra iPad på fladskærmen


    Med AirPlay finder man indholdet på f.eks. sin iPad og trykker derved på AirPlay knappen for at føre det over til fladskærmen via Apple TV boksen. AirPlay er meget simpelt at anvende og logoet for AirPlay vises så snart det er muligt at overføre indhold til fladskærmen (det skal ikke sættes op). Kigger du eksempelvis på feriebillederne, kan du trykke på AirPlay og billederne vises nu på fladskærmen. Søger du på YouTube på iPad, kan du til enhver tid trykke på AirPlay-knappen og YouTube-videoen vises til gæsterne.

    Ligeledes med musik. Når der høres musik fra f.eks. iPad, kan man altid trykke på AirPlay og musikken ruller nu ud over fladskærmens højttalere - eller eksterne højttalere, hvis de er tilsluttet. Denne funktion har tidligere heddet AirTunes og har været tilgængelig gennem iTunes på både PC/MAC, hvis man har haft en AirPort Express, der kan tilsluttes direkte til anlægget. Airplay kan derfor naturligvis også bruges i iTunes.

    AirPlay er i øvrigt udvidet i forbindelse med Apples nye styresystem iOS5.

    Med AirPlay kan man vise video og spil fra iPad på fladskærmen
    Med AirPlay kan man vise video og spil fra iPad på fladskærmen


    Den nye funktion kaldes AirPlay Mirroring og den gør det muligt at spejle billedet fra iPad eller iPhone til fladskærms-Tv’et, samtidig med, at spiludviklere får mulighed for at udnytte mulighederne i AirPlay. En spiludvikler har allerede illustreret nogen af mulighederne ved at lade iPad fungere som et kort over racerbanen, mens selve løbet vises på fladskærms-Tv’et. Det forvandler pludselig iPad til en form for spilkonsol. AirPlay Mirroring kommer sammen med iOS5 til september.

    Det var en forfærdelig masse ord om noget der egentlig kan demonstreres relativt nemt med en video. Se videoen herunder, hvor AirPlay demonstreres vha. iPhone og en bærbar PC videre til et Philips 6606H Tv.



    Jeg må konstatere, at AirPlay fungerer eminent. Jeg har gennem lang tid været stor fortaler for DLNA på fladskærme, men jeg har også fået grå hår i hovedet fra tid til anden, når diverse video-codecs ikke har været korrekt understøttet. Med AirPlay og Apples styresystem er man afskåret for samtlige tilgængelige video-formater, men til gengæld fungerer AirPlay legende let uden nogen som helst problemer eller behov for opsætning. Jeg vil gå så langt som til at sige, at AirPlay er en af de vigtigste teknologier overhovedet for at binde det digitale hjem sammen i fremtiden. Så godt fungerer det, og potentialet er enormt.

    Home Sharing

    Apple har senest udvidet deres økosystem yderligere med Home Sharing – og som navnet antyder, er der tale om at dele indhold i hjemmet.

    Med Home Sharing kan du se film, høre musik og se billeder fra andre Apple enheder i hjemmet
    Med Home Sharing kan du se film, høre musik og se billeder fra andre Apple enheder i hjemmet


    Det kan lyde lidt hen af AirPlay, som vi netop har gennemgået, men er nogle andre og gør blot Apple TV til en endnu mere interessant lille sort boks. På alle de mobile enheder og PC/MACs, som har installeret iTunes kan man aktivere Home Sharing. Det giver adgang til al video, musik og billedindhold, som du har i iTunes direkte på fladskærmen.

    Har du eksempelvis købt en film gennem iTunes på din PC, kan du via Apple TV se denne på fladskærms-Tv’et. – trådløst vha. Home Sharing. Du kan også afspille alle dine musik-afspilningslister eller se feriebillederne.

    Igen kan det lettest demonstreres i en video, som du kan se herunder. Bemærk, hvordan jeg har et musikalbum i iTunes på den Macbook, der står ved siden af Tv’et og hvordan det kan findes frem på Apple TV-boksen under ”Computers”-fanen.



    Home Sharing fungerer i store træk ligesom DLNA på andre fladskærms-Tv, men spiller elegant sammen med Apple iTunes. Det betyder dog også, at man er begrænset fra at smide f.eks. AVI eller MKV-filer ind på Apple TV og det vil mange nok være kede af. I stedet kan kun iTunes-indhold afspilles med Home Sharing. For at aktivere Home Sharing skal du i iTunes aktivere deling vi hjemmenetværket i menuen i toppen.

    Udgiv dig for at være amerikaner

    Som nævnt i indledningen er Apple TV-boksen amputeret, når den tilsluttes i Danmark og man kan godt være misundelig på, at amerikanerne altid har uendeligt mange flere muligheder end os europæere. Amerikanerne har blandt andet mulighed for at leje film og serier i iTunes samt anvende den ekstremt populære Netflix-tjeneste, hvor man betaler 8 dollars om måneden og så har fri adgang til en verden af film, Tv-serier og dokumentarer. Ikke alle sammen er i HD, men udvalget stiger hele tiden.

    Fo at give et lille indblik i, hvad Apple TV rent faktisk rummer af potentiale i den lille sorte boks, har vi her snydt Apple TV til at tro, at den står i USA. Du kan selv få adgang til amerikanske tjenester ved at følge vores guide her:
    Guide: Sådan får du Netflix på dit TV uden besvær

    Vi har naturligvis alle de samme muligheder med AirPlay, styring via iPhone og Home Sharing, men nu er der også åbnet op for filmudlejning samt Netflix. Og nu kommer Apple TV-boksen for alvor til sin ret og perspektiverne i at udleje film, serier og Tv-shows over nettet, må give alle fysiske filmudlejningsbutikker bange anelser.

    Lad os igen prøve at vise hvordan Netflix virker på Apple TV i en video:



    LG, Samsung, Sony og Philips har senest givet mulighed for leje film gennem eksempelvis YouSee video-on-demand, SF Anytime, Film2Home, Headweb og Viaplay. Men når man får adgang til den amerikanske verden får man hurtigt en våd klud i hovedet, der demonstrerer, hvor langt bagefter vi er i Europa - og i særdeleshed Danmark. Netflix er virkelig en helt anden oplevelse.

    Via guiden længere oppe kan du også få adgang til Netflix. Det er ikke svært, men kræver, at der indtastet et DNS-nummer i enten Apple TV-boksen eller din trådløse router i hjemmet. Netflix-adgang er nærmest et must sammen med Apple TV og noget som gør Apple TV-boksen alle pengene værd.

    Hvis du er mere hardcore kan du i øvrigt få mediecenterløsningen XBMC ind på Apple TV og derved låse boksen op, så den fungerer sammen med alverdens andre PC-baserede enheder. Vi kan henvise til Google for at finde ud af hvordan det gøres.

    Kritikpunkterne

    Som dansker er det ikke svært at finde et stort kritikpunkt og det har jeg nævnt flere gange; filmudlejningsdelen er totalt fraværende. Omvendt er det svært at klandre Apple for dette, da Apple TV jo rent faktisk slet ikke er lanceret officielt i Danmark på nuværende tidspunkt. Der er råd for det ved at få adgang til de amerikanske tjenester, men Europa må snart se at få fingeren ud og komme i gang med en mere gennemsigtig rettighedsstruktur på tværs af landene. Det nytter ikke noget, at der skal forhandles rettigheder i hvert enkelt land – for netop det faktum er grunden til at vi endnu ikke har iTunes-filmudlejning i Danmark. (Opdatering: Filmudlejning er nu kommet til Danmark og kan bruges på Apple-TV-boksen, der også er officielt tilgængelig på apple.dk!)

    Det andre kritikpunkter er dog mere universale. Boksen er godt nok lille og rummer samme kræfter som en computer gjorde for blot nogle få år siden, men alligevel klarer den kun at outputte 720p. Der er ingen Full HD signaler, som ryger ud af boksen til fladskærmen. Man kan sige, at når diverse podcasts alligevel ikke er i HD-kvalitet er manglen til at overse, men vi er jo trods alt store fortalere for HD-billedkvalitet her på FlatpanelsDK.

    Apple TV er låst. Eller det vil sige, så længe man er i Apples eget økosystem er den ekstremt åben og brugbar, og alle Apps på iPhone/iPod/iPad har som sådan mulighed for at benytte AirPlay. Apple Tv spiller da også sammen med en PC, men kun når det handler om lyd. Apple vil ikke lade andre enheder, som ikke kører iOS eller har iTunes installeret, komme ind i varmen. Det er naturligvis Apples filosofi med deres økosystem, og det er prisværdigt på mange måder, men det afskærer i hvert fald brugere, som primært anvender PC og Android fra at kunne bruge Apple TV til fulde.

    Og hvor er det lige hele App-delen er henne? Apples iPhone og iPad er begge blevet utrolig populære pga. hele App-universet, men det er ikke overført til Apple TV og det kan undre. Selvom internettet på Apple TV i sig selv giver frihed, ville det være rart om man kunne anvende Apps og på den måde tilføje filmudlejning gennem f.eks. ViaPlay eller YouSee video-on-demand, som fladskærmsproducenterne indbygger i deres Smart TV.

    Konklusion

    Apple TV er på mange måder en rigtig spændende medieløsning og den spår ikke mindst om, hvilken retning hele fladskærmsverdenen og Smart TV-tankegangen bevæger sig i. Boksen er lille og streaming over internettet er kommet for at blive. Boksen er ekstremt hurtig og brugervenlig. Navigationen er lynhurtig og her kan Tv-producenterne virkelig lære noget.

    Opdatering 28.12.2011: Der er nu kommet filmleje i Danmark via iTunes og Apple TV, så vi har opdateret testen. Vi har også tilføjet et afsnit omkring AirPlay Mirroring.

    Vi danskere har adgang til filmudlejning via Apple TV samt adgang til DR podcasts på Apple TV – noget som ingen af fladskærmsproducenterne har formået at få indbygget. Filmudlejning fungerer godt og filmkataloget udvides hele tiden. Der findes HD på de fleste film. Prisen varierer fra 19-49 kroner. Den virkelig værdi i Apple TV kommer imidlertid, når man opsætter den til at tro, at den står i USA. På den måde kan man få adgang til filmudlejning samt Netflix, der giver alle de film, Tv-serier og Tv-dokumentarer man kunne tænke sig for blot 8 dollars om måneden.

    Som ejer af andre Apple-produkter, kan man få utrolig meget ud af den lille sort boks. AirPlay, der giver mulighed for at streame video/musik/billeder fra iPod/iPhone/iPad fungerer fantastisk og tilføjer stor værdi. Home Sharing sikrer også, at video, musik og billeder fra iTunes på din PC/MAC kan afspilles problemfrit. Og med mulighederne i AirPlay Mirroring og iCloud i Apples iOS5 styresystem, ser fremtidsperspektiverne bestemt heller ikke kedelige ud for Apple TV-boksen.

    Det hele kan naturligvis styres med den medfølgende fjernbetjening eller en iOS-enhed. Har man en anden smartphone – f.eks. Android - må interessen for Apple TV dog nødvendigvis dale en del, for så synes Apples økosystem lukket og utilgængeligt. Apple TV er generelt ikke så gode venner med ikke-Apple udstyr, men har man en iPhone eller iPad eller har man mod på at sætte Netflix op (det er ikke svært), så kan jeg på det varmeste anbefale Apple TV, der koster lidt over 900 kroner. Det er en absolut must-have boks og der er fantastiske perspektiver i Apple TV.

    Bemærk: Dette er den gamle Apple TV. Vi har testet den nye Apple TV med 1080p her.

    Pris og forhandler:



    BrugervenlighedLåst til Apples øko-systemStuen
    AirPlay1080p output ikke understøttet Soveværelset
    Netflix og filmudlejningIkke mulighed for USB-diskSommerhuset
    Styring med Apple-enheder
    Home Sharing
    Meget lavt strømforbrug
    Størrelse og pris



    Apple TV debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: Apple TV debat
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere nyheder

    Nye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien

    24 Apr 2024 |

    Sonys gratis-kanaler med reklamer klar på LG TV i Danmark

    24 Apr 2024 |

    Max-rabatkunder beholder 4K lidt længere

    24 Apr 2024 |

    SkyShowtime er i dag blevet både billigere og dyrere

    23 Apr 2024 |

    Meta åbner Horizon OS for andre headset-producenter

    23 Apr 2024 |

    Viaplay: Reklamepakke og ny indsats mod kontodeling til sommer

    23 Apr 2024 |