Panasonic vil være markedsleder på Blu-Ray markedet og for at opfylde denne målsætning, præsenterer de Blu-Ray afspilleren DMP-BD50 på dette års CES messe, der traditionen tro, afholdes i Las Vegas.
Panasonic DMP-BD50 er en spændende Blu-Ray afspiller på mange områder. Det er Panasonics første profile 2.0 afspiller og den understøtter naturligvis 1080p output – også i 24fps. Af lydstandarder kan DMP-BD50 blandt andet håndtere de tunge Dolby True HD & DTS HD MA formater.
Arbejdshesten inde i selve afspilleren, hedder UniPhier og er et system, der er udviklet af Panasonic selv til at håndtere den interne behandling af Blu-Ray skiverne og håndtere de forskellige farvestandarder på korrekt vis.
Panasonic DMP-BD50
Panasonic DMP-BD50 understøtter også Deep Color, som kan indeholde farver i op til 12 bit, mod de 8 bit, som benyttes i stort set alle billedsammenhænge i dag. Et 8 bit signal har 256 nuancer i hver af de tre grundfarver (rød, grøn, blå), mens et 12 bit signal har 4096 nuancer i hver af de tre grundfarver.
Depp Color systemet kræver dog dels HDMI 1.3, som afspilleren naturligvis også understøtter, dels kræves billedmateriale i Deep Color og et Tv der kan både modtage og vise den ekstra farvedybde.
De interaktive elementer i de nye Blu-Ray standarder, understøttes også af afspilleren. Disse indbefatter blandt andet PIP (picture-in-picture) og BD-live, hvor afspilleren – gennem dens internetindgang – kan tilsluttes nettet for at hente indhold og opdatere firmware på afspilleren.
Afspilleren besidder i øvrigt en SD kortlæser, som kan benyttes til at vise billeder og video fra et digitalkamera. SD kortlæseren kan desuden aflæse HD video, som er skudt med et HD camcorder.
Sidst, men ikke mindst, understøtter DMP-BD50 Viera Link, som er Panasonics navn for CEC systemet, der tillader kommunikation mellem forskellige enheder der er tilsluttet med HDMI kabler.