I kølvandet på Pioneers exit fra plasma branchen og Tv branchen generelt, vil rygterne vide, at LG måske dropper deres produktion af plasma-Tv. Det er den japanske avis Kyodo News, der beretter således efter et interview med LGs vice-president, Lee Gyo-Hong.
LGs vice-president, Lee Gyu-Hong har således udtalt, at man i forbindelse med den globale økonomiske nedgang, evaluerer flere produktsegmenter, og plasmasegmentet kan vise sig at blive urentabelt, med mindre vi oplever et opsving igen inden længe.
Lee uddyber og siger, at årsagen udelukkende er økonomisk, for kvalitetsmæssigt har man i de seneste generationer oplevet god fremgang med blandt andet PG serierne. En af de økonomiske årsager er, at LCD-TV er indenfor de seneste år blevet billigere at producere – specielt i de store størrelser.

LGs kommende PS8000 serie droppes måske
Plasmalejren kan således blive mindsket yderligere, dog med Panasonic som en af de helt store drivkræfter. Panasonic satser stadig dedikeret på deres plasma-skærme, hvor man har været i stand til at sænke produktionsomkostningerne ganske betydeligt.
Hitachi, NEC og Pioneer har allerede planer om at afvikle deres produktion af plasma-Tv. Indtil videre er intet dog afgjort mht. LGs produktion og nye skærme er allerede annonceret i forbindelse med CES 2009, så indtil nu holder vi fingeren på pulsen og følger op på sagen, når der kommer mere information.