Philips Tv division er presset for tiden og både 2007 og 2008 har ikke været tilfredsstillende. Selv om Tv fortsat er Philips største markedsområde, døjer man med underskud og tilbagegang i salget.
Den hollandske gigant er en af de største spillere på Tv markedet og har længe produceret nogle af de bedste LCD-TV på markedet. Resultatet fra 1. kvartal 2008 viser dog, at Tv forretningen ikke er tilfredsstillende. Philips tabte i første kvartal 95 millioner Euro på fjernsynsforretningen, mod 51 millioner i samme kvartal 2007.
Salget faldt i samme periode med 5,5 % på det Philips kalder forbruger-divisionen, og herunder hører Tv aktiviteten. Omsætningen faldt 5 % til 1,2 milliarder Euro.

Philips LCD-TV
Philips har allerede taget en konsekvens af udviklingen og på det amerikanske marked har man outsourcet salget, distributionen og marketing til Funai, som Philips har arbejdet sammen med på visse områder i 18 år.
Funai får den eksklusive ret til at producere Philips brandede Tv, og Philips modtager Royalties for salget.
Den radikale ændring i produktionen påvirker dog ikke det europæiske marked, der stadig vil fortsætte som hidtil. Det begrundes blandt andet med, at Europa er mere rentabelt for Philips og man også har bedre fat i markedet.
Efterspørgslen på Tv stiger og spås til at gøre det en del år endnu, og Philips forventes indtil videre at fastholde sine væsentlige aktiviteter på Tv markedet. Aktiviteterne på Medico og lys divisionerne skal dog øges ifølge Gerard Kleisterlee fra Philips topledelse.