Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonCES 2017 trends: Flere HDR-formater og fokus på billedkvalitet - FlatpanelsDK

CES 2017 trends: Flere HDR-formater og fokus på billedkvalitet

02 Feb 2017 | Rasmus Larsen |

På CES 2017 var 3D død og borte, mens buede TV er døende. Det er derfor positivt at se, at det samtidig har givet producenterne fornyet energi til at fokusere på det vigtigste; nemlig billedkvaliteten. Vi tillader os dog alligevel at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig har brug for 4 HDR-formater?

Fokus på billedkvalitet

Smart TV er stadig en stærk tendens, som nu har strukket sig over adskillige år, men andre tendenser er falmet. 3D-tv er fuldstændig døde i 2017. Det buede TV er dog stadig ikke begravet idet visse producenter insisterer på at lade dem gennemgå de sidste krampetrækninger før der skal realiseres kostbare nedskrivninger på produktionsmaskinerne.

Der skal nye overskrifter på plakaten, så det er glædeligt, at producenterne har valgt, at det igen skal handle om billedkvalitet. Dette startede så småt da Ultra HD blev kørt i stilling, men branchen indså hurtigt, at det var brug for mere end bare ”flere pixels” til at gøre kunderne begejstrede. Fordelene ved højere opløsning udvandes gradvist med mindre skærmformaterne vokser i samme tempo – og det gør de ikke pt.

CES 2017


Branchen begyndte derfor for et par år siden at tale om ”bedre pixels”. Altså større kontrast, mere lysdynamik og bedre farver. Det har bl.a. ført til HDR (High Dynamic Range) og Rec.2020 farverummet, hvor branchen har opsat nogle relativt ambitiøse mål for hvad man gerne vil nå i år 2020. Alene fastsættelsen af disse ambitioner – og tilhørende standarder - synes at have givet aktørerne i branchen fornyet energi.

Helt konkret forestiller branchen sig, at mængden af farver, som vores tv-skærme kan vise, skal hæves fra ca. 33% (Rec.709 farverum) af de synlige farver, som øjet kan se, hvilket blev brugt i HD-alderen, til 75% (Rec.2020 farverum) af de synlige farver, hvilket HDR-standarden understøtter. Nuværende skærme er ca. halvvejs idet de dækker DCI-P3 farverummet, som er udviklet til biografer. DCI-P3 indeholder lige over 50% af de synlige farver. På vejen til Rec.2020 skal der bruges markant mere lys i skærmene, så dynamikområdet skal udvides kraftigt.

HDR har ført branchen ind i en ny fase, som er enormt spændende. Så ofte før har branchen sejlet efter forskellige vinder, men HDR har på en eller anden måde samlet dem, samtidig med, at det har lagt grundlag for nye fundamentale videostandarder, der implementeres fra kamera igennem studier og distribution til fremvisningsapparaterne. HDR er en større revolution i tv/film/spil-branchen end de fleste umiddelbart tror.

CES 2017


Netop HDR har været med til at sætte gang i OLED, som sætter nye standarder for billedkvalitet, samt introduktionen af quantum dot på LCD-skærme. HDR vil føre til stadig flere nye skærmteknologier - og afarter af nuværende - i jagten på at nå de ambitiøse mål, der er opstillet for år 2020.

Vi kan således roligt regne med, at disse mål vil motivere producenterne en del år frem - og det glæder os umådeligt. Udviklingsvejen synes allerede brolagt. Foruden HDR, som der stadig er masser af potentiale i, vil 8K-opløsning blive en realitet indenfor nogle år og det samme vil HFR (High Frame Rate), som skal forbedre gengivelse af bevægelse. Som forbruger vil man naturligvis gerne have det hele med, men når man har en god idé om fremtidsplanerne, kan man agere mere rationelt.

CES 2017


Er der plads til 4 HDR-formater?

Der er ikke tale om en formatkrig, som vi var vidne til med f.eks. Betamax mod VHS eller HD-DVD mod Blu-ray. Som forbruger skal man ikke tage et valg baseret på eksklusivitet. Skærme kan sagtens understøtte flere HDR-formater samtidig eller bare nøjes med at understøtte det åbne HDR10, som branchen har standardiseret sig omkring.

Alligevel skaber 4 formater unægtelig alliancer og sætter barrierer op for hvilket indhold, som man kan modtage og nyde. Det bliver man som forbruger nødt til at tage stilling til.

De fire HDR-formater er:
  • HDR10
  • Dolby Vision
  • HLG
  • Advanced HDR by Technicolor

    LG 2017 OLED


    Når du kigger ud over landskabet, så tjener HDR10 og Dolby Vision i store træk det samme formål, mens HLG-formatet er tiltænkt HDR-video (plus nogle andre fordele) på tv-kanaler. Grunden til tv-kanaler kræver et særligt format skyldes, at tv-sendenet har ekstremt begrænset kapacitet, hvorfor der er behov for at pakke HDR sammen med det normale tv-signal (SDR). Technicolors format har derimod ikke meget medvind, så det kan nok ignoreres indtil videre, men man skal aldrig sige aldrig. Udover at være et HDR-format, kan Technicolors implementering også "opskalere" normalt indhold til HDR.

    Det vigtigste her og nu er dog, at din skærm understøtter HDR10. Det gør alle HDR-tv – på nær en skærm fra en amerikanske producent – i dag.

    Når det er sagt, så kan man dog godt risikere at gå glip af noget. Når tv-udbyderne på et tidspunkt begynder at sende i HDR, skal man med al sandsynlighed have HLG i sin skærm, hvis man vil undgå en ekstra tv-boks.

    CES 2017


    4 HDR-formater kan godt sameksistere og har forskellige fordele. En af grundene til, at vi har så mange varianter skyldes, at der ændres i de fundamentale standarder indenfor video. I bagklogskabens klare lys skulle man nok have forventet, at det kom til at tage en del år før HDR ”satte sig”, men det er alligevel overraskende, at der er så meget aktivitet på området. Selskaberne ved godt – i særdeleshed Dolby – at hvis de vinder denne kamp, har de en fod indenfor på tv-markedet i rigtig mange år fremadrettet.

    Om vi står 1 år fra nu - på CES 2018 - og taler om et femte format, er svært at vurdere, men udviklingen ligger ikke stille. Samsung arbejder eksempelvis på, at udvide HDR10-formatet til at understøtte dynamiske metadata, hvor billedet kan optimeres scene-for-scene. Netop dette er en af de unikke egenskaber ved Dolby Vision-formatet, som Samsung hidtil har ignoreret.

    CES 2017


    En joker i puljen er hvad Apple har tænkt sig at gøre. Tv-producenterne har valgt alliancepartnere og det samme har de største streamingudbyderne (Netflix, Amazon, YouTube). Der er klarhed hvad angår afspillerbokse og tv-udbydere vil med al sandsynlighed springe på HLG. Platformsskabere såsom Google, Amazon og Roku har også erkendt kulør, men hvad med Apple? De ejer trods alt en af verdens største streamingtjenester i form af iTunes, samtidig med, at de bygger en tv-platform og Apple TV-boks. Vil Apple støtte op om et af de eksisterende formater eller kunne de finde på at lave deres eget? Et femte?

    Det vil 2017 eller 2018 nok give os svaret på. Det eneste vi kan være sikre på lige nu er, at HDR-standarderne stadig ikke har sat sig fuldstændig. Selvom det ikke er en klassisk formatkrig, trænger vi som forbrugere til mere klarhed. Nu skal der fokuseres.
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere fokusartikler

    Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

    29 Feb 2024 |

    Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

    05 Feb 2024 |

    Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

    02 Feb 2024 |

    Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

    31 Jan 2024 |

    Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

    04 Jan 2024 |

    Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

    22 Dec 2023 |