Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste kig på Canal Digital's nye tv-boks - FlatpanelsDK

Første kig på Canal Digital's nye tv-boks

05 May 2016 | Tommy Lindegaard |

Canal Digital lancerede i går en ny PVR-boks med 1 TB harddisk, hurtigere hardware og nyt design. FlatpanelsDK har prøvet den og her er vores første oplevelser med boksen, brugerfladen og idéerne bag.

Ny ”HD Entertain Smart”-boks

Canal Digital er en del af Telenor Broadcast og servicerer over 800.000 kunder i Norden, hvoraf størstedelen er fra Norge og Sverige, mens Finland og Danmark er lidt mindre markeder med under 100.000 tv-kunder hver.

Den nye ”HD Entertain Smart”-boks er allerede blevet introduceret i Norge og Sverige, eftersigende med fin feedback. Nu skal den erstatte sin forgænger, der hedder HD Entertain, som havde mange af de samme funktioner. I mellemtiden har markedet udviklet sig og bærer nu præg af, at streaming og brugervenlighed skal være i højsædet, og her passer den nye boks ”HD Entertain Smart” ved første øjekast godt ind i tidens ånd.

HD Entertain Smart


Halvmoderne brugeroplevelse

Den gamle boks udkom i 2012 og havde begrænsede ”Smart-TV”-funktioner, såsom fjernbetjening via mobiltelefoner. 2016-boksen er hurtigere både ved opsætning og i dagligt brug. Det moderne islæt ses allerede under installationen, hvor der bliver spurgt til WiFi, som er integreret i boksen uden eksterne antenner.

WiFi-teknologien er imidlertid kun N-standard og ikke den nyere og bedre AC. Til gengæld er der både 5 GHz og 2.4 GHz, men at man bruger den aldrende N-teknologi i en helt ny boks virker en smule bagstræberisk, da AC er ved at blive standard i routere, telefoner og PC’er.

I min egen test havde jeg dog ingen problemer med den trådløse opkobling, og det virkede som stærke antenner, hvor loading-tider på streaming af film var på ganske få sekunder før filmen blev vist i HD-kvalitet. Så måske er en kvalitets N-antenne tilstrækkelige, når opløsningen ikke går højere 1080 og lyden ikke højere end 5.1 Dolby Digital.

Den nye fjernbetjening fra Canal Digital


Hvad angår det oplagte Ultra HD spørgsmål, afviger Canal Digital ved at sige, at der ikke er noget indhold. Det er til dels korrekt, men det er spørgsmålet om hønen eller ægget. I det store udland er man anderledes positivt stemt, men vi må nok erkende, at Danmark er for lille et marked til at premium-segmentet danner markedsgrundlag.

Canal Digital er mere interesseret i HDR (high dynamic range), som giver en bedre oplevelse med den øgede dynamik og det større farvespektrum på alle størrelser af tv-skærme, hvorimod UHD mest giver mening på store skærme. Samtidig er HDR mildere for båndbredden, da HDR kun kræver en smule ekstra. Det officielle svar er indtil videre: ”vi følger markedet nøje” – en sætning der ofte bliver gengivet af tv-udbyderne og som regel betyder, at man godt kan skyde en hvid pil efter det på nuværende tidspunkt.

Bygger på fin base

Canal Digitals tidligere boks ”HD Entertain” var som udgangspunkt et fint produkt, der blandt mange blev regnet som bedre end f.eks. youSee’s Samsung-boks, og Viasat’s Pace TDS865NV.

Men nu snakker vi 2016, altså 4 år efter forgængerens lancering og her skal der være en række forbedringer. Hvis man vælger boksen med harddisk får man 1TB mod tidligere 500GB, altså en fordobling. Canal Digital lover også hurtigere hardware. Designet på boksen er kønnere eller måske rettere mere neutralt. Det er samme boks uanset om man bestiller med eller uden harddisk.

app fra Canal Digital


Boksen har ”Follow Me”-funktion, således at man kan have en ekstra boks uden harddisk tilsluttet i andre værelser, hvorfra man kan tilgå gemte optagelse og udnytte on-demand. Her anbefaler Canal Digital en kablet løsning med RJ45 på grund af hastigheden og belastningen på netværket.

Køber man boksen uden harddisk kan man starte med blot at bruge boksen til tv-kanaler og som streamer, og så opgradere med optagefunktionalitet senere hen. Derudover kan man sætte en USB-harddisk til og Canal Digital har med succes afprøvet op til 4 TB, så der burde være rig mulighed for at optage alt det tv-indhold, som man ønsker.

Canal Digitals harddisk har en speciel kasse udenom, så man kan ikke bare købe en 4TB harddisk og sætte ind i boksen. Man kan heller ikke have to harddiske kørende samtidig, så har man både en intern harddisk installeret og en ekstern USB-harddisk tilsluttet, vil man blive mødt med et valg om hvilken harddisk man ønsker at bruge. Canal Digital anbefaler naturligvis deres egne interne harddisk til 1176 kroner, da den er lavet til kontinuerlig lagring af live-tv. En normal USB-harddisk er i mange tilfælde ikke egnet til at køre 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Fjernbetjeningen er lavet af Rovido. Det er samme producent, som har lavet fjernbetjeninger til B&O og youSee’s nye boks. Kvaliteten er rigtig fin og er meget mere lækker, både i udseende og ergonomi, end den gamle. Knapperne har en behagelig taktil bevægelse og plastikken er af høj kvalitet.

Fjernbetjeningen har desuden en simpel universal-funktion, så man kan styre basale funktioner på sin tv-skærm. Der medfølger en brugervejledning. Fjernbetjeningen kan ikke styre andre bokse. Det er rart, at udbyderne er begyndt at tilbyde kvalitetsfjernbetjeninger, som er lækre og har større rækkevidde.

Opsætning af boksen fra Canal Digital


Boksen er desuden passivt kølet, så der er ingen støj, hvilket dermed vidner om, at der er en moderne ARM-processor der er kraftig nok til hverdagens brug, og samtidig har et lavt strømforbrug. Den mere moderne processor sikrer også, at boksen starter på få sekunder, mod et minuts penge hos forgængeren. Altså en klar fremgang.

Zapning mellem live-kanaler forgår relativt gnidningsfrit bortset fra, at der er lidt forsinkelse fra man trykker på fjernbetjeningen til der sker noget på skærmen. Forsinkelsen er omkring et halvt sekund og når man er vant til en noget mindre forsinkelse, føles det langsomt.

Bundmenu på ny Canal Digital boks


Canal Digital har lidt konservativt valgt - måske af økonomisk grunde - at fortsætte med samme grafiske bruger-interface på deres opsætning og tv-kanal-interface. ”Don’t fix it if it ain’t broken” må tankegangen være, men designmæssigt er det ikke helt tidssvarende til 2016.

Personligt synes jeg de gamle ikoner ser noget gammeldags ud. Det er en slags 3D-ikoner på en transparent bundmenu. Det ligger et stykke fra de moderne og stilistiske flade ikoner, som de fleste efterhånden har taget til sig, inklusiv LG med webOS, Samsung med Tizen, Google med Android TV samt hos konkurrenten youSee.

Live TV på HD Entertain Smart


Hvor smarte er Canal Digital?

En af de ting, som for alvor har gjort en ny boks nødvendig, er eksplosionen af on-demand-tv og streaming. Canal Digital kalder deres egen tjeneste ”GO”. Herfra kan man naturligvis se live-tv og programmer, som er sendt for et par timer siden. Det er også muligt at optage, starte et program forfra og spole tilbage. Dette er naturligvis kun muligt på boksen med harddisk. Som udgangspunkt er den interne buffer sat til 2 timer, og det kan ændres til 1 time eller 3 timer, hvis man ønsker det.

Med GO er der desuden adgang til et uge-arkiv, men det indeholder endnu ikke indhold fra samtidig kanaler, hvilket skyldes rettigheder. Hvorvidt det er brugbart kommer vel nok an på ens tv-vaner, men er man fan af Kanal 5, National Geographic og Disney Channel – som er med i arkivet nu - vil det helt sikkert være et hit.

Go menu på den nye boks fra Canal Digital


Canal Digital har en redaktion, som udvælger og fremhæver indhold i deres videolejebutik, on-demand-arkivet og hos C More. Der er masser af interessante film og serier, og for mit vekommende har redaktionen ramt næsten plet. De kigger tydeligvis på hvad der ”trender”, hvorfor man får foreslået f.eks. Prince’s ”Purple Rain”, der ikke er noget mesterværk, men naturligvis højaktuel.

Der er også adgang til C More, som er en streamingtjeneste med en blanding af film og serier, nyt som gammelt. For nogle brugere vil det være et rigtig godt supplement til live-TV, mens andre vil savne Netflix eller HBO på boksen. C More koster 99 kr om måneden. Personligt synes jeg, at 99 kroner for C More er lidt pebret, men det er nok en smagssag.

Er man golf-entusiast tilbyder Canal Digital desuden C More Golf HD til 79 kroner om måneden. Her er det ikke kun on-demand-indhold, men også live-transmitterede Golf-turneringer og interviews.

Når der søges i GO-arkivet, søges der også blandt filmleje og tjenesten C More. Canal Digital bryster sig af, at det er en hurtig boks med moderne hardware, men det tog alligevel 3-4 sekunder før søgeresultatet kom frem.

Bladrer man rundt i arkiverne får man til tider loading ikoner, så helt hurtig er den ikke. Om det skyldes processoren eller den interne buffer ved jeg ikke. Man kan styre boksen med en app, således tastaturet på telefonen kan bruges til at foretage søgninger. Det er hurtigere og mere bekvemt.

På boksen og i app’en er der et børneunivers, der bliver aktiveret med en pin-kode så alt fra sex til rock n’ roll fjernes. Herinde kan man se live-TV samt C More Kids og SF Kids, hvorfra der er et stort arkiv med alt fra Pippi Langstrømpe til de nyeste tegnefilm.

Noget som dog stikker i øjnene er, de forskellige brugerflader på tværs af GO-universerne på tv-skærmen og mobile enheder. På smartphone og tablet er GO bygget op á la TV2 Play med udgangspunkt i rektangler, hvori indhold er mast ind. Her får man en koksgrå baggrund, som går igen i tv-arkivet. Topmenuen er også koksgrå.

Bruger man derimod ”GO” tjenesten på tv-boksen, er topmenuen lilla, mens indholdet vises på en koks-grå baggrund. Man lægger for alvor mærke til forskellene, når man ser live-tv. Her bliver man sendt tilbage til 00’erne med 3D-ikoner og kraftige farver i en transparent bundmenu. Det er muligt, at forgængeren havde samme design og at det er bibeholdt for genkendelighedens skyld, men det gør ikke nødvendigvis brugerfladen bedre i mine øjne. En hip nyuddannet UX-designer eller Uffe Buchardt ville nok få cortadoen galt i halsen.

Fokus på apps fra Canal Digital


Tablet-apps med Chromecast & Airplay

Når man bruger app’en til tablet forekommer der stadig lidt ventetid, så det føles ikke ligefrem som et supermoderne muskelbundt. En god ting er imidlertid, at Canal Digitals app understøtter Chromecast og det giver en del fleksibilitet i hverdagen. Her er ventetiden ironisk nok mindre end når der skal søges i deres interne arkiv på tv-boksen. Der er også mulighed for AirPlay for dem som har Apple TV.

Hos Canal Digital testede vi Chromecast-funktionen, der virkede upåklageligt fra start. Herhjemme blev app’en testet på en iPad Air, hvor AirPlay også virkede upåklageligt med det nye Apple TV4. Det tog ca. 2 sekunder før signalet kom frem på tv-skærmen. Når man efterfølgende foretager kanalskift sker det med ganske lille forsinkelse, så det er bestemt godkendt for både Chromecast og Apple TV.

app fra Canal Digital


app arkiv fra Canal Digital


Et produkt der bygger bro

Måske har jeg været lidt hård ved Canal Digital, men forsinkelsen i brugerfladen, synes jeg, er for lang, i forhold til konkurrerende produkter. Brugerfladen kunne godt blive mere strømlinet og moderne.

På den måde virker ”HD Entertain Smart”-boksen som et lidt konservativt produkt. Boksen er stabilt, billedkvaliteten er god og mulighederne er mange, men den sidste finish mangler. Til sammenligning er Yousee’s tv-boks lidt hurtigere til at zappe og tænker ikke lige så længe over tingene, men til gengæld er billedkvaliteten dårligere og det er også et konservativt produkt.

For begge bokse gælder det, at man imødekommer brugernes ændrede vaner i stedet for at udfordre med nytænkning eller sætte nye standarder for f.eks. billedkvalitet eller måden hvorpå danskerne ser tv. Jeg er ikke overbevist om, at nogen af boksene er inspirerende nok til at potentielle kunder vælger lige netop denne udbyder frem for en anden. Til eksisterende kunder bygger man bro til streaming-universet.

For eksisterende kunder vil den nye boks koste 1416 uden harddisk eller 2376 kroner med harddisk. De lidt pudsige beløb skyldes, at man også kan tegne månedlige afdragsordninger, så beløbet bliver kønnere.

Er man ny kunde er boksen uden harddisk gratis og den vil blive inkluderet med køb af tv-pakker, mens versionen med harddisk koster 1176 kroner, igen med mulighed for afdragsordning.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |