Vi er tilbage fra CES med masser af indtryk i rygsækken. I en serie af artikler kigger vi nærmere på de tendenser, som vil præge tv-markedet i 2015 og årene herefter. Denne gang kigger vi på tendenser indenfor tv-hardware. I 2015 vil vi høre mere om quantum dots, buede tv, OLED og naturligvis Ultra HD. Vi vil høre mindre om 3D. Hovedtendensen er dog total forvirring.

Trends: Ultra HD får bedre pixels, ikke kun flere
Trends: I 2015 skal kampen om styresystemerne stå

Tv-hardware peger i mange retninger
Efter at have kigget på software i form af tv-styresystemer og indhold i en Ultra HD-kontekst, vender vi nu blikket mod tendenserne indenfor tv-hardware.

På CES 2015 opdagede man hurtigt, at tv-hardware bevæger sig i mange forskellige retninger netop nu. Ingen producenter lader til at være enige og CES-messen viste sig i år fra sin mest kaotiske side. Branchen er godt nok forholdsvis enig om, at Ultra HD bliver det næste store tendens efter Full HD, men i forsøget på at skille sig ud fra mængden, forsøger producenterne at lægge nye elementer ovenpå. De slynger buzzwords såsom curved, OLED, bendable, HDR, beyond 4K, glassesless 3D, 8K, quantum dots, S’UHD og meget andet ud.

3D er derimod i et slags limbo. 3D er ikke glemt, men der mangler samtidig viljen til at søsætte nye initiativer, som skal skyde det i gang på ny.

Efter CES 2015 virvaret er sivet ind, står man som observatør mest af alt med en følelse af, at selvom udvikling og forskning er godt, så lader producenterne lige nu til at kaste forsøg op mod væggen i al offentlighed for at se hvad der bliver hængende.


Hvis man kigger i et historisk perspektiv, så har udviklingen indenfor skærmteknologi fulgt en forholdsvis ret linje fra små skærme til lidt større PC-skærme til senere tv-skærme og i de seneste år storskærme. I de seneste år har vi dog også set, hvordan en del skærminnovation har flyttet sig til et kraftigt stigende mobilmarked og set hvordan helt nye visuelle produkter såsom virtual reality er udsprunget heraf. Måske skyldes tv-producenternes uenighed netop, at markedet lige nu bevæger sig ud af sidespor i stedet for en ret linje?

Eller skyldes det rent faktisk, at 3D fejlede selvom alle store producenter havde lagt kræfter bag teknologien? En enig hardware-branche var ikke nok til at overbevise forbrugerne om 3D i stuen, og selvom der stadig vises prototyper af obskure brillefri 3D-tv frem, så er det klart, at ingen rigtig tør satse på 3D længere.


Nej, i stedet lader forvirringen til at have udspring et helt andet sted. Det det lader faktisk slet ikke til at bunde i uenighed, når man kommer om bag facaderne; det bunder i stedet i manglende evner. Mange producenter er i dag helt stoppet med at producere selv. De er simpelthen afhængige af andres forskning og produktion, hvilket efterlader dem i en position, hvor de nærmest kun kan lægge gimmicks ovenpå. Så det gør de – uden overvejelse.

For at forstå virvaret, så er det måske værd at koncentrere sig om de helt grundlæggende skærmteknologier i stedet. For omkring 10 år erkendte de helt store producenter kulør. Få valgte at gå plasma-vejen og flere valgte at gå LCD-vejen (”LED” er LCD-skærme). Gennem det seneste årti har der således været to fundamentale skærmteknologier, LCD og plasma, og det har været godt for konkurrencen. Men over årene, oplevede vi også konsolidering. Mange producenter stoppede simplethen med at producere og udvikle selv.

Plasma døde officielt i 2014, men OLED står klar på sidelinjen som den nye skærmteknologi, der lover store billedmæssige forbedringer, men måske endnu vigtigere; kan muliggøre helt nye typer af produkter og implementeringer pga. de papirtynde, ægte bøjelige og ikke mindst gennemsigtige egenskaber, som OLED-skærme kan produceres med.

Prøver at trække tiden
Der er allerede oprigtig begejstring omkring OLED i branchen, såvel hos forbrugere. Tag ikke fejl; de producenter som endnu ikke selv kan producere OLED-skærme, arbejder målrettet mod at få hjulene i gang, men af forretningsmæssige årsager forsøger de at flytte fokus på den korte bane.

De virkelige intentioner afsløres dog af, at Sony, Samsung og Panasonic igen og igen fremviser OLED-tv på messer. Kineserne viser ligeledes stolt LG’s OLED-paneler frem som var det deres egne. ”OLED-billedkvalitet” er allerede blevet topmålet, som branchen forsøger at overgå, hvilket Samsung ikke mindst demonstrerede på CES 2015 ved at sammenligne deres nye S’UHD-skærme med OLED – næsten som om verdens største tv-producent var en slags underdog.


På den korte bane forsøger mange producenter at holde liv i LCD-skærmene igennem tiltag såsom Ultra HD, buede skærme og quantum dots, men det er alt sammen byggeklodser oven på en eksisterende teknologi, der har nogle fundamentale svagheder, som ikke gør den velegnet til de næste 10-20 års produkter. OLED handler nemlig ikke bare om at forbedre billedkvaliteten, men også teknologiske fremskridt, som kan muliggøre helt andre typer af produkter. Det ved japanerne, det ved sydkoreanerne og det ved kineserne.

raketter fyres af sted, tilsyneladende i tilfældig retning og uden et mål
På den anden side af hegnet står vi som forbrugere og funderer over om det ikke ville være en idé rent faktisk at opfylde forbrugerbehovene? 3D blev presset ud, men blev afvist af masserne. Nu presses buede skærme ud; først solgt på billedkvalitetsforbedringerne, men sidenhen med mere behersket marketing om, at det jo egentlig bare ”handler om smag og design, som ikke rigtig kan diskuteres”. Det er sandt, men alligevel ser det ud til at masserne igen afviser idéen. Smart TV er stadig ikke smarte og hvert 2. år introduceres ny hardware med en ny platform. Hvad med quantum dots? Potentielt kan de løse et problem, men er timingen forkert? Mens industrien ynder at kalde meget af det innovation, er ordet gimmick en genganger på den anden side af hegnet.

Igennem årene er pressen begyndt at stille spørgsmål ved hvorfor disse mange raketter fyres af sted, tilsyneladende i tilfældig retning og uden et mål. Svaret har i mange tilfælde skulle findes dybt i virksomhedernes organisationsstruktur. Når man lærer, at mange af organisationerne er opdelt i grupper, som ikke snakker sammen på tværs, men i stedet belønnes hver gang en af deres idéer – uanset om behovet allerede opfyldes med en anden teknologi i produktet - integreres i det færdige produkt, begynder man så småt at forstå, hvorfor disse tilsyneladende tilfældige beslutninger er taget oven i hinanden. Det opklarer også hvorfor tv-producenterne hellere vil udvikle egen Smart TV-platform og udskifte den løbende.

Det frie valg er naturligvis godt, men valget ophører, når man finder ud af, at en given ”gimmick” – være det 3D, buer eller noget tredje - er udbredt til nærmest enhver skærm i modelprogrammet. Og at den eneste grund til, at der findes så mange modeller, er for at hver forhandlerkæde kan have ”sin” let-modificerede model med et unik modelnummer, så prissammenligning for forbrugeren umuliggøres.


Hvad med forbrugerens behov?
Så hvad har rent faktisk drevet forbrugernes appetit på tv-skærme igennem årene? Det ser ud til i stedet at være no-nonsense og mere håndgribelige faktorer, såsom ”god nok” billedkvalitet, størrelse og slankhed (og indhold udenfor en hardware-kontekst). Der er indikationer på, at brugervenlighed ligeledes kunne tilføjes til listen, men vi har endnu til gode at se Smart TV virkelig afprøve denne påstand.

Det er for så vidt ikke kun de skærme, som sendes ud i varehusene, der har sjove gimmicks. Til tider undres man også over ”teknologipræsentationer” såsom tv-skærme, der kan bøje nogle få grader fra flad til buet med ublu prisskilte. Man undres over brillefri 3D-tv, der er så uhyggeligt dårlige, at man mistænker en 10-årig for at have stået i spidsen for udviklingsholdet.

Fra et større perspektiv ser mange af de tendenser, som præger hardwaremarkedet lige nu, således ud til at være drevet af, hvad producenterne gerne vil have, fremfor at bunde i en overvejelse om forbrugernes behov. Der er bestemt nogle underliggende tendenser, som harmonerer med forbrugernes ønsker, men i profittens navn, prøver mange at holde dem nede på den korte bane. Det er naturligvis sådan gamet er, men lad os som forbrugere bare ikke miste bevidstheden omkring, hvad der rent faktisk betyder noget og hvad der bare er marketingstøj.

Ind i mellem synes producenterne at miste orienteringen og den kollektive økonomiske nedtur, der har præget tv-industrien i en del år nu, vidner nok om, at forbrugerne ikke er klar til at betale ekstra for et dyrt tv med et par gimmicks. Måske nogen kunne finde inspiration i en vis mobilproducent, der følger et helt andet mantra og som kunderne øjensynligt elsker at punge ud til i en årlig rytme?

CES 2015 var mere kaotisk end nogensinde. En tv-branche, som historisk har været drevet af fælles hardware-fremskridt, bevæger sig lige nu i alle retninger uden dybere overvejelse; uden at stille spørgsmålet ”hvorfor?”. Sideløbende er der tegn på, at software måske kan blive en mere betydelig drivkræft for tv-skærme, men hovedtendensen lige nu er total forvirring.

Trends: Ultra HD får bedre pixels, ikke kun flere
Trends: I 2015 skal kampen om styresystemerne stå