Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHvorfor blev Telmore Play ikke skabt af tv-udbyder? - FlatpanelsDK

Hvorfor blev Telmore Play ikke skabt af tv-udbyder?

11 Jul 2014 | Rasmus Larsen |

I sidste måned blev Telmore Play præsenteret som et mobilabonnement, der inkluderer musik, bøger, film og tv-tjenester. Satsningen er spændende, men et spørgsmål omkring tv-elementet melder sig: hvorfor blev Telmore Play ikke lanceret af en tv-udbyder? Og hvorfor kan man ikke se streamingtjenester på sin tv-udbyders tv-boks?

Tv-tjenester hører til på… mobilen?

Telmore Play er forlængelsen af et initiativ, der tidligere inkluderede musiktjenester. Det nye er, at tv-tjenesterne HBO, TV2 Play, C More Play og Min Bio og andet nu også indgår. Hvorfor ser vi lige netop sådan en udvikling nu, spurgte vi Telmore.

- ”Masser af data viser, at nyheder og underholdning i stadig højere grad forbruges på de mobile platforme, og derfor mener vi fremtidens mobilselskab skal tilbyde disse tjenester for at være konkurrencedygtig og sælge et komplet produkt” siger Rasmus Busk, adm. direktør fra Telmore til FlatpanelsDK.



”…underholdning forbruges i stadig højere grad på de mobile platforme”
Det er i sig selv opsigtsvækkende af flere årsager.

Hører tv-tjenester ikke længere til hos tv-udbyderne, men nu i stedet hos mobiludbyderne?

- ”Vi tror på, at danskerne i mange år fremover vil fortsætte med at have en traditionel lineær tv løsning, men så i højere grad end tidligere vil supplere op med streaming-indhold. Dette streaming-indhold tror vi vil blive forbrugt på tværs af mobile (tablet, smartphone) og mere stationære platforme (tv, desktop),” siger Rasmus Busk.

Så idéen med Telmore Play er altså ikke at streamingtjenesterne kun skal ses på mobilen. De skal også ses på tv’et – men hvorfor kan man så ikke se det hos sin tv-udbyder?

Lad os for en kort bemærkning spole lidt over halvandet år tilbage; kort før Netflix kom og senere sejrede. Det giver os måske et hint til hvorfor markedet har udviklet sig som det har. Dengang sagde TDC - som også ejer Telmore - følgende:

- ”Vi tror, vi kan få halvdelen af markedet (videostreaming, red). Spørgsmålet er, hvor stort markedet bliver. Fanger vi kunder, der i øjeblikket køber tre DVD-film for 100 kroner i supermarkedet, bliver markedet stort. Også for os,” sagde Ulf Lund, tidl. vicedirektør i YouSee, nu Chief Content Officer i TDC før Netflix kom til.

TDC lancerede YouBio som direkte konkurrent til Netflix. De ville ikke samarbejde med Netflix. De ville ikke have Netflix på deres tv-bokse. Det er de som bekendt ikke sluppet heldigt fra. Faktisk viser undersøgelser, at YouBio er den mindste af de velkendte streamingtjenester til film og tv-serier. YouBio indgår ikke engang i Telmore Play.

Netflix er gjort til fjenden

Netflix siges i dag at være udbredt i 29 % af de danske husstande. Den danske tv-branche er i chok. Men da lanceringen kom lidt på afstand, så vi visse tv-udbydere omfavne Netflix. Waoo! tog f.eks. Netflix ind på deres tv-boks.

Waoo tog så at sige den diametralt modsatte tilgang af TDC og betragtede Netflix som blot endnu en “kanal” i stil med DR, TV2, TV3 osv. Hvorfor skulle den ikke være en del af deres tv-tilbud? TDC har da også sidenhen erkendt, at de måske ikke skulle have set Netflix som fjenden.

- ”…i dag kan man godt spørge, om Netflix overhovedet er vores konkurrent, eller om det ikke blot er et udmærket supplement til mange andre tv-tilbud? Man kan godt argumentere for, at vi også burde have omfavnet Netflix, men det er let at være bagklog,” sagde Ulf Lund til Mediawatch i februar.

Jojo, visse tv-udbydere tilbyder da adgang til TV2 arkivet eller f.eks. film fra C More, men det kræver, at man også har de dyre tv-kanaler. Burde tv-udbyderne ikke vende tilgangen på hovedet og sige: “hvis kunderne vil have tv-streaming fra DR TV, Netflix og HBO, så giver vi dem en pakke”?

Det er i dag ikke vanskeligt at gå ud og tegne abonnement på Netflix og Viaplay særskilt, men som i så mange andre tilfælde, så er der ofte rabat at hente ved en pakkeløsning - hvis man da vil have det hele.

Og hvorfor har vi ikke allerede i dag mulighed for at se Netflix, HBO, TV2 Play, Viaplay og meget andet på vores tv-bokse fra de danske tv-udbydere?

Hvem skal være den nye aggregator?

Kald dem tv-udbydere, operatører eller aggregatorer. Det er ikke så vigtigt. Set fra fugleperspektiv har deres rolle været at samle flere tjenester/tv-kanaler under samme tag og stille en platform til rådighed, som giver adgang. Typisk har tv-udbyderne gjort det via en tv-boks.

Men markedet er i forandring. Producenter som Samsung og LG er selv begyndt at ville samle tv-tjenester under ét tag med Smart TV og tv-apps. Nye producenter såsom Apple, Google, Microsoft og Amazon vil skabe tv-platforme, som du ser så snart du tænder tv’et.

Amazon Fire TV


Man kunne måske passende spørge; Hvad vil du helst have om 3-5 år?
  • En tv-boks fra Apple eller Google, hvor du kan se tv-kanaler, alverdens streamingtjenester og spille spil? eller
  • En tv-boks fra din tv-udbyder, der blot har de tv-tjenester, som f.eks. TDC har udvalgt? Dvs. ingen Netflix, HBO eller Viaplay.

    Måske er Netflix slet ikke fjenden. Måske er det rent faktisk Apple, Google og Microsoft som de danske tv-udbydere skulle frygte.

    - ”På sigt kan man godt forestille sig, at TDCs TV og bredbåndspakker vil indeholde adgang til flere SVOD tjenester, der også kan forbruges på de store skærme,” siger Rasmus Busk.

    Er Telmore Play lanceringen et symptom på en tankegang, som åbner døren for teknologigiganterne her i Danmark? Eller er det blot en kort fase? Hvad mener du?
  • Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

    Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

    Flere fokusartikler

    Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

    29 Feb 2024 |

    Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

    05 Feb 2024 |

    Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

    02 Feb 2024 |

    Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

    31 Jan 2024 |

    Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

    04 Jan 2024 |

    Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

    22 Dec 2023 |