Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEt kig på Amazon Kindles nye Paperwhite-skærm - FlatpanelsDK

Et kig på Amazon Kindles nye Paperwhite-skærm

11 Sep 2012 | Rasmus Larsen |

Du har sikkert allerede prøvet en e-boglæser eller ejer måske endda en – formentlig en af Amazons Kindle-modeller. Den nye Kindle Paperwhite har en ”frontlit e-paper”-skærm, så du kan læse i mørke. Men hvad er det og hvordan fungerer det? FlatpanelsDK fortæller mere i denne artikel.

Hvordan frontlit E-paper virker

Før vi begynder at kigge nærmere på den nye Kindle Paperwhite er det vigtigt at forstå, hvad en e-paper-skærm er for en størrelse. E-paper – eller E-ink – kaldes også ofte elektronisk papir fordi det til forveksling ligner rigtig papir.

Vi kunne gå ned i de tekniske detaljer omkring e-paper-teknologien, men lige nu er det bare vigtigt at forstå, at e-paper adskiller sig fra den typiske LCD-skærm ved at e-paper reflekterer lyset fra omgivelserne, hvilket bruges til at oplyse skærmen, mens LCD-skærme har en lyskilde bag selve skærmen, som belyser den. E-paper-skærme har således traditionelt ikke været afhængige af en lyskilde i skærmen.

Amazon Paperwhite
Amazons nye Paperwhite har en frontbelyst skærm


E-papers overflade og tekniske virkemåde gør, at skærmene giver en utrolig behagelig læseoplevelse, ekstremt lavt strømforbrug samt mulighed for at læse i kraftig sollys. Fordi skærmen reflekterer lyset fra omgivelserne bliver den blot endnu tydeligere uden for. Men e-paper-skærme har – ligesom rigtig papir – også den ulempe, at de er umulige at bruge i et mørkt rum eller f.eks. i et mørkelagt fly.

Slut med kedelige flyture. Kindle Paperwhite løser problemet med at bruge en e-boglæser i mørke omgivelser


Nu virker e-boglæsere også i mørke. Skærmen i Kindle Paperwhite har fået et ekstra lag, der belyser skærmen ovenfra; heraf frontlit (eller frontbelyst). I stedet for at placere en lyskilde bag skærmen, som på LCD-skærme, sikrer den frontbelyste metode, at skærmen stadig føles meget behagelig og at skærmen stadig minder mere om egentlig papir end en skærm. Og batteriets levetid er stadig fremragende, forsikrer Amazon.

Amazon Paperwhite
Amazon bruger en lysfordeler til at fordele lyset fra lysdioderne jævnt på skærmen, billede: The Verge


Sådan fungerer Paperwhite

Amazon har ikke afsløret præcis, hvordan metoden fungerer idet den er patenteret, men i overordnede træk virker det på den måde, at der er placeret et lyslederlag (”light guide” i billedet ovenfor) næsten øverst i Kindle-enheden. Der er placeret små lysdioder (LEDs) langs én af kanterne, som så føres ud på lyslederlaget og ned gennem skærmen oppefra, samtidig med, at det fordeles jævnt med en lysspreder.

Lyssprederens primære funktion er, at fordele lyset jævnt, så den side tætteste på lysdioderne ikke er lysere end den side længst fra. Det har Amazon løst ved at føre lyset gennem bittesmå huller. Tættest på lysdioderne er hullerne længere fra hinanden og jo længere vi kommer fra lysdioderne, desto mindre bliver afstanden mellem de små huller i laget for derved at lade mere lys komme igennem. Det skyldes, at belysningen fra lysdioderne kommer ud fra blot én side og derfor naturligvis er kraftigst i netop den side, hvis man ikke fordeler det jævnt.

Amazon Paperwhite
Lysfordeleren bruger bittesmå huller med forskellig afstand


Amazon Paperwhite-skærmen har herudover fået en højere opløsning (med en pixeltæthed på 221 ppi) og "25 %" større kontrast (hvidere hvid og sortere sort), fortæller Amazon. Det er med til at sikre, at bogstaver står endnu klarere og mere veldefineret. Endlig har Amazon tilføjet kapacitiv berøringsteknologi, så Kindle Paperwhite nu fungerer stort set ligesom vores smartphones. I tidligere generation af Kindles har Amazon anvendt en infrarød touch-teknologi, hvor der har været placeret infrarøde sensorer langs kanten af rammen. Den infrarøde touch-teknologi er både langsommere og mere upræcis.

Med den frontbelyste Paperwhite-skærm tager Amazon et vigtigt skridt fremad, og sikrer, at e-boglæsere nu også kan anvendes i svagt belyste omgivelser og i mørkelagte rum. Det er elektronisk papir version 2.0. Spørgsmålet er så om skærmene snart kan erstatte ægte papir og rede vores regnskove?

Barnes and Noble anvender et lignende koncept i deres Nook med "glowlight". Vi skal formentlig forvente at se flere e-boglæsere med denne type skærm fremover. Ejer du en e-boglæser? Hvad er din oplevelse med dem og bruger du dem? Fortæl os dine erfaringer nedenfor.

- Kilde: Amazon, billeder fra The Verge

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |

Den næste streamingfase kommer til Danmark i 2024 

22 Dec 2023 |